Er vi skabt til at være monogame?
Du har måske været vidne tillidt af en debati Politiken om, hvorvidt mennesker er skabt til at være monogame eller ej.
Debatten startede som et velsmurt pr-stunt omkring Martin Kongstad nye roman 'Fryser jeg'. En roman hvor "hovedpersonen Mikkel Vallins forsøg på at aflive parforholdet løber som en lille, rød tråd gennem bogen" (læs mere på politiken.dk).
Ifølge Martin Kongstad selv "(har) det monogame parforhold overlevet sig selv og er slet ikke gearet til den tid, vi går ind i. Alting omkring det indikerer dets fald. Det er passé. Og heldigvis for det."
"Det monogame forhold er for bedaget"
Han fortsætter med at forklare, at "de unge på 20 år" er "mest styret af lyst", og at lysten "vil også underminere det monogame parforhold, der ofte tømmer mennesker for kræfter og energi." (læs også ALT for damernes interview med Martin Kongstad her).
Så vidt jeg kan forstå, er Martin Kongstads pointe, at han tror på, at der er sket et paradigmeskifte mellem hans generation, og den generation som nu er i starten af tyverne, som vil være mindre monogame, tror han: "Vi taler om noget nyt, som jeg ser komme for de nye generationer. Det monogame parforhold er for bedaget og statisk til at kunne være med i den mere lystbetonede og flydende tid, som venter," mener Martin Kongstad.
"Jeg har livet igennem søgt efter den store kærlighed."
Jeg er aldersmæssigt tæt på Martin Kongstads generation, og jeg har livet igennem søgt efter den store kærlighed. Alligevel er jeg endt i en række mere eller mindre korte og vigtige kæresteforhold. Mit liv har således været voldsomt anderledes end mine (franske) forældres. De blev gift så snart de var færdiguddannede, som 22- og 24-årige og havde sex første gang dagen før deres bryllup. Hver gang jeg har måttet opgivet et forhold eller en kvinde har opgivet mig, har de rystet på hovederne. De har aldrig forstået det paradigmeskifte, der kom mellem deres og min generation.
Så hvad skulle forhindre, at der igen sker et paradigmeskift fra min generation til de unges generation? Og hvad skulle forhindre dem i at sætte en ordentlig streg henover drømmen om kernefamilien og det monogame forhold, som Martin Kongstad mener, at de vil?
"Den nye generation, er vokset op med internet og derved en fri adgang til pornoindustriens forskruede og manipulerende syn på, hvad sex er."
Derfor vil de unge være mindre monogame
Den nye generation, er vokset op med internet og derved en fri adgang til pornoindustriens forskruede og manipulerende syn på, hvad sex er. Unge mennesker er af natur nysgerrige på, hvad sex, elskov og nøgne kroppe er. Uden brugbare alternativer, vælger de at se på pornoskuespillere, der tør vise deres nøgne kroppe og have sex. Unge kan derved nemt tro, at elskov er en halvt voldeligt akt, hvor kvinden oftest er et objekt, manden en sexatlet, og hvor følelser og intimitet ingen rolle har at spille.
Det kan meget vel være, at denne vrangforestilling skubber de unge i en retning, hvor sex og følelser er to adskilt entiteter. Og hvorfor så ikke have børn med en person og have sex med andre, som Martin Kongstads forudser vil ske?
Annonse
De fleste unge er samtidig vokset op med at se let underholdning på tv. Både tv og computerspil bringer os i en tilstand af flow, hvor stress, ansvar og pligter forsvinder, fordi kun nuet findes. Hvor konsekvenserne af vores handlinger og tanker er nærmest ikke-eksisterende.
Opgøret med det monogame forhold er ikke så nemt
Jeg mener at et liv med korte uforpligtende seksuelle relationer har samme karaktertræk, som den lette underholdning. Vi tager det sjove og slipper for det besværlige. Det lyder skønt. Så hvorfor ikke?
Jeg ser faktisk en række grund til at den sidste spring fra kernefamilien og det monogame forhold til det åbent forhold med blot aftaler og pligt omkring børn ikke bliver så nemt som Martin Kongstads forestiller sig det.
"Dem der har fejlet i deres lange parforhold drømmer om noget andet. Det er forståeligt."
Jeg har det seneste halve år hørt en række mennesker tale for det åbne forhold. De kan opdeles i to kategorier: dem der har levet i et langt parforhold (som Martin Kongstad) og er gået fra hinanden, hvilket de oplever som beviset på, at lykken må være alt andet end et monogamt parforhold, og dem der virkelig har prøvet et åbent forhold.
Dem der har fejlet i deres lange parforhold drømmer om noget andet. Det er forståeligt. Men de har ikke prøvet det. De ser måske derfor mest fordelene og ikke ulemperne.
Hvis jeg ser alene på dem, der har prøvet et åbent forhold, så kender jeg kun et eneste par, der lever sådan og har overlevet det. Det sker under nogle stramme regler, som (indtil nu) har klaret dem gennem kriserne. Men deres udgangspunkt er ganske særligt. Ingen må have en affære, hvis ikke den anden har godkendt det på forhånd.
Lige børn leger bedst
Men spørger man Maria Baastlund Nielsen, som er psykolog og fast blogger på Babyklar.nu, har hun stadig at se et velfungerende åbent forhold til gode.
En af de grundelementer der kræves for at et parforhold fungerer godt, er, at begge partnere oplever at være ligeværdige. Risikoen ved et åbent forhold er, at der pludseligt kan introduceres en stor ubalance, hvis den ene får mange tilbud og den anden få. Selv i de forhold, hvor enhver ny partner skal godkendes af kæresten, kan det stadig føles belastende at skulle bruge sit veto-kort gang på gang.
Mennesker er monogame
Interesserer man sig for videnskabens svar på, om mennesker er monogame, hersker der ikke meget tvivl, synes jeg. Vi er simpelthen monogame, fordi det er den bedste måde, vi kan beskytte vores afkom på. Vi er monogame fordi vores krop frigiver den beroligende dopamin, når vi finder en mage. Vi er monogame, fordi elskovsakten frigiver oxytocin, der knytter os til hinanden (læs mere på Videnskab.dk)
Vi bliver konstant fysiologiske belønnet af at holde sammen. Derfor gør vi det.
Annonse
Monogami har stadig mange gode år foran sig
Monogami er truet på det kulturelle plan i rige lande som Danmark og Sverige, hvor kvinder ikke længere er afhængige af mænds styrke eller indkomst. Det er også truet, som Martin Kongstad siger, af et samfund, der udvikler sig mod den evige jagt mod lysten.
Samtidig tvinger vores ønske om at se vores børn vokse i sikkerhed os til at finde partnere, der tager ansvar. Vi søger dem, der vil vores afkom det bedste. Og dette vil ikke være muligt med mange uforpligtede partnere.
"Jeg tør derfor spå, at den romantiske børnefamilie har mange gode år foran sig."
Endeligt slår kærlighed, elskov og tryghed med alle deres belønningssystemer et sidste anslag mod tanken om, at det åbne forhold vil blive en eftertragtet model for den kommende generation. Vi vil altid stræbe efter den næste store følelse af samhørighed.
Jeg tør derfor spå, at den romantiske børnefamilie har mange gode år foran sig.
Spørg mig igen om 20 år. Hvis jeg tager fejl, står jeg gerne frem og erkender det! :-)
LÆS FLERE KLUMMER AF EMMANUEL LIMAL:
Utroskab: Hvornår er det okay?
Mænd lyver om deres højde og kvinder om deres vægt
