Eva Ravnbøl: "Jeg har ladet mig score, for det er utroligt fristende, når man bliver forgudet"

Da det italienske fodboldlandshold vandt den nervepirrende kamp mod Spanien under EM sidste sommer og dermed bragte sig et skridt nærmere guldmedaljen, stod der næste dag på forsiden af den landsdækkende sportsavis Corriere dello Sport: ”Dio è italiano”. Gud er italiener.

"Og da jeg stod nede hos min lokale avismand og fik den avis i hånden, tænkte jeg bare: Jamen, det er han jo! Det er rigtigt. Og så kom jeg til at tænke på alle grundene til, at Gud er italiener. For det første har han jo valgt at lægge sit hovedkvarter her i Rom, ha ha. Vi er i byen, hvor paven bor, og hvor verdens største kirke ligger."

"For det andet er Gud bare allestedsnærværende. Han er med i sproget, hvor man hele tiden takker ham. Fordi man nåede bussen, fordi noget er gået godt, fordi man er lettet – Grazie a Dio, Gud ske tak og lov. Man skælder ham også ud, hvis noget går skidt. Og jeg kom også til at tænke på, at når jeg har været ude og dække store katastrofer som led i mit arbejde for TV2 – jordskælv, skibsforlis, flygtningekrisen, coronapandemien – så sker der næsten altid et eller andet mirakuløst midt i katastrofen. Og der har Gud måske også en finger med i spillet."

TV 2’s korrespondent i Italien, Eva Ravnbøl, har inviteret hjem i sin lejlighed, der ligger tæt på det charmerende romerske kvarter Trastevere. Her skal hun fortælle om sin nye bog, Gud er italiener.

Titlen er inspireret af netop EM-forsiden, og den handler om Italien set gennem Evas øjne. Hun har boet i Rom i mere end 30 år, hun har sine to børn med en italiener, og hun har et godt blik for det skæve, det sjove og det lidt skøre, som Italien rummer. Hun har samtidig øje for de ting, som italienerne ikke er verdensmestre i, og hun har bl.a. en del tanker om italienske mænd, som nok er charmerende, men til gengæld ikke særlig robuste. Det vender vi tilbage til.

Da fotografen og jeg mødte Eva i går på Piazza de Santa Maria in Trastevere, tog hun os straks med hen på en af sine – lidt hemmelige – lokale restauranter, hvor vi bl.a. fik verdens måske bedste carciofi alla Romana til frokost. Artiskok tilberedt med persille, mynte, hvidløg og generøse mængder olivenolie.

Mad er en af de ting, som italienerne har helt styr på, og det har Eva også. Hun har udgivet flere kogebøger og har tidligere lavet madprogrammet Pasta Plus for TV 2. Hun snakker indgående og passioneret med tjenerne på restauranterne, når maden skal bestilles, og i det hele taget kunne man let tage hende for en italiener, hvis det ikke var for det meget lyse hår og de blå øjne, der sladrer om noget andet.

Hvilke forskelle ser du på italienere og danskere?

"En meget vigtig ting for italienere er at gøre ”una bella figura”. At være høflig, prøve at se godt ud, sende de rigtige signaler og være opmærksomme på hinanden. Det er vigtigere end at bo smart, men det giver også mening, for det er de færreste italienere, der hænger ud derhjemme ret længe ad gangen."

"I Danmark behøver man ikke tage pænt tøj på, når man går ud, det gør man her. Det er firkantet skåret ud, men der er noget om det. Du vil aldrig se en italiener gå rundt i byen i strandtøj, her holder man på formerne på en anden måde, end man gør i Danmark. Og man gør altid meget ud af sig selv. Mange ældre, fine damer kan ikke drømme om at gå på markedet og handle, hvis de ikke har taget de fine guldøreringe på og lidt kindrødt."

"I Danmark er det passé at sige De til hinanden, men her siger man stadig De til ældre mennesker og til f.eks. lærerne i skolen, og man holder døren for gamle damer. De gamle har en vigtig plads i samfundet. Det er også en meget stor forskel. Nu siger jeg ikke, at alle gamle er pakket ind i plejehjem i Danmark, men det er ikke sådan, at de fylder meget på kaffebarerne, vel?"

"I går, da vi mødtes, så vi jo f.eks. en gammel dame med iltapparat på en af de meget smarte caféer i Trastevere, og hun kommer der simpelthen hver formiddag sammen med alle sine lige så gamle veninder. Selvom hun næsten ikke kan slæbe sig af sted."

"Italienerne går også meget op i deres jobfunktioner. En pedel kan nærmest ligne en bankdirektør, fordi han synes, det er sådan et vigtigt job, han har. I skolen skal børnene også have rigtigt tøj på. Selvom mine børn har gået på kommuneskole, er Camillo, min søn, f.eks. blevet sendt hjem, hvis han har haft shorts og ikke lange bukser på. Og engang blev han sendt hjem for at skifte fra T-shirt til en skjorte, da han skulle til eksamen."

Føler du dig mest som dansker eller italiener?

"Helt klart dansker, men med meget italiensk påvirkning. Jeg føler, at jeg er hjemme begge steder, men alene det, at jeg aldrig nogensinde vil komme til at mestre det italienske sprog på samme måde som det danske, betyder noget. Jeg taler selvfølgelig flydende italiensk, men man kan godt høre, at jeg ikke er italiener, fordi jeg først lærte sproget som voksen. Det skiller ved cirka 13 år. Hvis du lærer et sprog efter den alder, bliver du aldrig fuldkommen flydende, og jeg lærte det først, da jeg var 19. Jeg har ingen problemer med at læse en italiensk avis, men hvis jeg er træt, kan jeg godt komme til at sige nogle kluntede sætninger."

Eva savner Italien, hvis hun er i Danmark lidt for længe ad gangen. Hun tager normalt hjem fire gange om året, for hun har stadig sin mor på 85 år derhjemme. Det kan godt være lidt svært, og særligt under de hårde cornalockdowns følte Eva sig meget langt væk. Netop coronapandemien er noget af det, som ligger hende meget på sinde at tale om.

Pandemien fyldte alt i en længere periode, fordi hun både levede i den og med den som alle andre, men også fordi hun samtidig skulle rapportere hjem til Danmark om alt det, der skete i Italien i begyndelsen, hvor middelalderbyen Bergamo blev coronapandemiens epicenter. Positiv, som hun er, kan hun dog ikke lade være med at begynde med noget af det fine, som pandemien førte med sig.

"Jeg var så glad for, at begge mine børn stadig boede hjemme, da det hele begyndte. Det betød, at vi alle tre var sammen her i lejligheden i den første hårde lockdown, og det vil jeg se tilbage på resten af mit liv. At det var fantastisk, at de var her, og at vi havde hinanden. Vi var tæt sammen, og ret hurtigt begyndte folk at synge fra altanerne hernede. Det, som senere spredte sig til andre lande, bl.a. til Danmark."

"Sangen begyndte i Siena og Napoli nogle få dage efter, at de lukkede Italien ned. Videoer af italienere, der sang ud af vinduerne og spillede trompet og guitar på tagene, begyndte at florere på nettet. Og i løbet af no time bredte det sig. Der blev arrangeret sang kl. 18 hver aften via nettet, og vi begyndte altid med nationalsangen ”Fratelli d’Italia”, som vi til sidst kunne udenad alle sammen. Jeg stod også ude på altanen og dansede med en dame derovre på den røde balkon hver eneste aften i ugevis."

Hun peger ud ad vinduet.

"Og det sjove er, at jeg ikke ville kunne kende hende på gaden i dag. Det var også på altanen, at vi hver dag havde aperitivo, vin og snacks – mamma mia – vi drak meget vin i den periode."

Det var den positive side af corona – fortæl om den hårde side, du også oplevede?

"Det var simpelthen så uvirkeligt på en eller anden måde, at jeg ikke kunne træde ud af mit arbejde. Jeg er vant til at dække svære historier. Når jeg f.eks. har været på Lampedusa for at interviewe immigranter, har det ramt hårdt, og jeg har været grådlabil i flere dage efter. Det samme med store jordskælv, eller da broen i Genova styrtede sammen i 2018. Frygtelige historier. Men den her historie – om corona – var bare noget helt andet, fordi den ramte mig selv personligt, ligesom den ramte alle andre."

"Alligevel var der overhovedet ingen tvivl i mit sind om, at jeg skulle være på. Jeg skulle fortælle det, for det var så vigtigt. Men jeg var virkelig glad for efterfølgende, at mine børn var så store, som de var. De havde selvfølgelig brug for at snakke, og det gjorde vi, men jeg er glad for, at jeg ikke havde mindre børn, som jeg burde have taget mig mere af."

"Da myndighederne lukkede de ti byer i Lombardiet, og folk ikke måtte komme ud i 14 dage, sad vi her i Rom og tænkte, hold da op, 14 dage! Klip til, at det var os alle sammen i to måneder. Og på en måde i to år, kan man sige. Det hele var meget voldsomt."

"Da militærkøretøjerne med alle de døde mennesker begyndte at køre ud ad Bergamo, og jeg skulle stå hver aften og fortælle om dagens dødstal, der bare blev højere og højere, måtte jeg kæmpe for ikke at blive for bevæget. Jeg kan stadig huske, da dødstallet en dag i slutningen af marts var kommet over 900. Jeg tænkte, lige om lidt er det 10.000, og så er det os alle sammen, det stopper ikke."

"Jeg troede aldrig, at jeg ville komme til at dække noget, der var vigtigere end flygtningekrisen fra 2013-2016, det var jo verdenshistorie, og det var jeg meget tæt på. Det er klart, at coronakrisen blev endnu større, fordi den ramte alle mennesker i hele verden, men det er jo også en mærkelig opgørelse at lave. Men selvfølgelig betyder nærhedsprincippet noget, og man har lettere ved at sætte sig ind i en krise eller katastrofe, hvis man er midt i den eller har den meget tæt på."

Hvordan har corona ændret Italien og italienerne?

"Nord- og syditalien er smeltet mere sammen under corona. Napoli og Juventus, de to fjendefodboldhold – de rige i nord mod de fattige i syd – fandt også sammen i krisen. Da det gik rigtig galt oppe i Bergamo, så man bannere på mange napolitanske balkoner, hvor der stod: ”Vi er med jer”. Omkranset af hjerter. Åh, det var så sødt og rørende. Og apropos det med, at Gud er italiener, så kunne fællessang ikke være startet et andet sted end her i landet. Italienerne kan godt have det med at være lidt underdogs i europæisk sammenhæng, og jeg synes, de har uforståeligt store mindreværdskomplekser overfor de mere velfungerende lande."

"Når jeg siger, at jeg er fra Danmark, siger italienere ofte: ”Hold da op, hvad laver du så hernede i det her kaos – der er da meget skønnere i Danmark, hvor der er så pænt og rent, og det hele fungerer.” Men de vil jo ikke bytte, når det kommer til stykket. Og da vi begyndte med fællessang, blev de lige pludselig meget stolte af at være italienere. De er sådan lidt skabsstolte normalt, men nu står de mere ved det."

Eva fortæller, at hun nok også selv er blevet en lille smule mere italiener under coronapandemien. Oprindeligt tabte hun dog sit hjerte til landet allerede som 13-årig, hvor hun kom til Rom første gang med sine forældre. Det var simpelthen kærlighed ved første blik. Hun faldt for byens åbenlyse skønhed, duften, lyset og den måde, folk var på.

Selv den til tider lidt infernalske larm, som romerne er mestre i at holde kørende, appellerede til hende. Hun var vild med alle de smarte piger på scootere og med moden, der var helt anderledes end derhjemme dengang i slut-70’erne.

"Og så var jeg selvfølgelig i den alder, hvor jeg syntes, at sydlandske drenge så rigtig godt ud."

Hun griner højt, for ja, hun tabte ikke kun hjertet til Rom, men også til Alessandro. Det skete, da hun som 19-årig nybagt student tog tilbage til Rom med en veninde for at bo i en længere periode.

Alessandro var nok det, man dengang kaldte en ”pappagallo”, en pape-gøje, fortæller hun grinende. En af de unge mænd, som fulgte efter unge, blonde piger gade efter gade, mens de rablede komplimenter af sig. Eva lod sig fange ind, de blev kærester, og da veninden tog hjem, flyttede Eva ind hos Alessandro og hans mor, søster og kusine.

Her boede hun, til hun var 21 år, og så fulgte kæresten med til Danmark, hvor Eva tog sin bachelor i italiensk og engelsk på CBS, mens Alessandro arbejdede på den ikoniske italienske restaurant Quattro Fontane på Nørrebro.

"Da jeg var 24, rejste vi sammen tilbage til Rom, hvor Alessandro begyndte at arbejde i sin egen restaurant. Og så en dag kom der en vinhandler ind i hans restaurant. Det var Paolo."

Som du faldt for?

"Hmmm, det var nok mest ham, der faldt for mig i virkeligheden. Han kaprede mig. Han var bare så mega charmerende, og han havde tid, hvilket Alessandro ikke havde. Paolo havde et vinfirma og kørte rundt på en lilla Vespa. Alessandro og jeg blev inviteret til hans fødselsdag, men Alessandro kunne ikke komme, og Paolos franske kæreste gik hjem med hovedpine ret hurtigt. Hvor heldig har man lov at være, ha ha. Den nat kørte Paolo og jeg rundt på den lilla Vespa hele natten. Og så var det sket med Alessandro."

Hvad er det, italienske mænd kan?

"Man skal passe på med at lade sig forblænde. Hvilket jeg ikke har været god til at undgå. Jeg har ladet mig score, for det er utrolig fristende, når man bliver forgudet. Italienske mænd overøser en med komplimenter. Med opmærksomhed. De repræsenterer alt det sjove. Alle de italienske mænd, jeg har kendt, har været mere til fyrværkeri end forældremøder! Især Paolo. Han var nærmest ikke til at drive til noget af det, der er kedeligt. Men til gengæld, når der var fest … Paolo var og er ”Mr. Gang I Den”. Og det er jo så også det, han lever af. Han har stadig sit vin- og spiritusfirma, som leverer til stort set alle restauranter og fester i Rom."

Hvad er det så, italienske mænd ikke er så gode til?

"De er mindre hårdføre end danskere. Noget af det, jeg beundrer danske mænd for, er den der coolness. De klarer tingene. Her i Italien bliver regnvejr betragtet som den værste naturkatastrofe næst efter jordskælv, ha ha, men derhjemme kører folk jo på cykel uanset vejr. De står op i mørke og kæmper sig vej i sneen. Det kunne jeg aldrig drømme om mere, men jeg kan godt huske mig selv på vej til skole rundt om et bestemt hjørne i snevejr på cykel med helt iskolde hænder. Det er en meget mere magelig tilværelse her, alene på grund af klimaet."

"Men også på grund af den måde, man er på. Hvorfor skulle man gøre det mere surt for sig selv end højst nødvendigt? Hernede behøver man ikke være ret rig for at have rengøringshjælp. Og jeg plejer i sjov at sige, at jeg aldrig kunne flytte tilbage til Danmark, for der skal man selv hælde benzin på bilen. Det skal man ikke her. Jeg elsker alle de små serviceting, der er i hverdagen."

"Mange af mine danske venner, som har pæne lønninger, bruger alligevel alle deres weekender på at hamre og banke og male. Why? Det er der da andre, der kan gøre. Men på den anden side kan jeg alligevel godt synes, at det er mega sejt. Og så er vi tilbage ved mændene hernede. Mange af dem, jeg kender, er bare ikke så selvhjulpne. De er ikke så gode til at tage fat. De er meget mageligt anlagt, og de vil hellere forsøde tilværelsen end at hamre og banke."

"Men tilværelsen er jo ikke rent fyrværkeri, og derfor kommer der også et tidspunkt, hvor man kan blive meget træt af en italiensk mand. De ting, der skal overstås i en familie, vil man jo gerne deles om. Og det var så også det, der gik galt for Paolo og mig. Og ja, jeg vil da også hellere sidde på et pizzaria end til et forældremøde, men der er bare nogle ting, man er nødt til at klare."

Eva og Paolo nåede at få sønnen Camillo i 1995, og datteren Sofia kom til tre år senere. Da børnene var ti og seks år, sluttede forholdet endeligt.

"Paolo og jeg nåede at være til noget parterapi på et tidspunkt, og parterapeuten sagde sådan en god sætning: ”Paolo kan opfylde ønsker, men ikke behov.” Det var bare så rigtigt set."

Hvad sagde han til det?

"Den fes ikke rigtigt ind, tror jeg. Det var meget nemmere at få en pæn taske af Paolo end at få ham til at være med i nogle svære og kedelige ting, som livet jo også består af. Jeg havde børnene meget alene. Det var mig, der var det stabile element i deres liv. I mange år ventede jeg med at lægge dem til at sove, til han kom hjem, men til sidst tænkte jeg bare, nej, nu skal de jo sove, for fanden. Han havde nærmest sådan en bedstefarrolle, han var alt det sjove, og jeg var hende, der sagde nej."

Hvordan er det at være enlig mor i Italien?

"Det har faktisk ikke været noget problem. Jeg har en virkelig god vennekreds, som jeg er meget sammen med, og jeg har aldrig følt, at jeg er blevet set skævt til. Mange af børnenes venners forældres er også blevet skilt i løbet af årene."

Er kønsrollemønsteret generelt meget anderledes her?

"Jeg tror, at min eksmand var et ret ekstremt tilfælde af en far. Han var meget lidt på i forhold til andre mænd i min omgangskreds. Og så har jeg lagt mærke til, at de yngre mænd hernede, dem i 30’erne med små børn, er meget mere på end mændene i min generation, hvis man ser generelt på det."

Så hvordan er det med ligestillingen?

"Her er ikke så meget ligestilling, som der er i Danmark. Alene af den grund, at der ikke er så mange gode pasningsmuligheder hernede. Mange kvinder har halvtidsjobs, fordi de gerne vil være sammen med børnene om eftermiddagen. Da mine børn var små, var jeg meget sammen med dem, og samtidig hørte jeg fra mine danske veninder, hvordan de afleverede deres børn klokken syv om morgenen og hentede dem klokken fire-fem om eftermiddagen."

"Det forstod jeg ikke en brik af, og det gør jeg stadigvæk ikke. Jeg kan sagtens se, at det er den måde, man opnår ligestilling på, men jeg synes ikke, at det er en drømmesamfundsmodel. Jeg kan ikke forstå, at man ikke prøver at gentænke det, så både kvinder og mænd kan få lidt kortere arbejdsdage, mens børnene er små. Jeg synes ikke, det er værdigt, at bittesmå børn kommer fuldkommen smadrede hjem fra institution og nærmest bare skal direkte på hovedet i seng."

"Jeg tror, at Danmark er meget alene med den model, og jeg ved også godt, at det danske samfund er et af de samfund, hvor der – i hvert fald på papiret – er mest ligestilling, men jeg synes, det er en høj pris at betale, når man uddelegerer samværet med de mindste så mange timer om dagen."

Sofia kigger ind i stuen for at fortælle, at hun er på vej over i sin kommende lejlighed med nogle ting. Camillo er flyttet, så snart bor Eva helt alene. Siden bruddet med børnenes far har hun været single, men hun understreger grinende, at det ikke er af princip.

"Jeg tror, det hænger sammen med, at jeg har brændt fingrene på en eller anden måde. Ikke fordi jeg går rundt og er den skuffede type, men det blev bare ikke, hvad jeg havde forventet, og det er jo en ærgrelse, der kan hænge lidt ved. Og så tror jeg også bare, at jeg har brugt meget krudt på at være lynafleder og den faste del af børnenes liv, så måske har jeg ikke lige orket at kigge efter en ny partner."

Men nu er de begge snart flyttet?

"Ja, nu er der nye muligheder..."

Har du nogensinde overvejet at flytte tilbage til Danmark?

"Nej. Det vil sige, jeg har aldrig udelukket det fuldstændig. Det kan da godt være, at det sker en dag, men det er ikke noget, jeg tænker over lige nu. Det kan også være, at jeg møder en franskmand eller en amerikaner, eller der opstår en ny mulighed for arbejde, og at jeg så flytter efter det. Nu, hvor jeg skal bo alene, kan der jo lidt nemmere være noget, der river mig væk herfra. Vi får se."