Fanny Bornedal lå på bagsædet af en bil og græd – og så gik noget særligt op for hende

Fanny Bornedal er de seneste år blevet et velkendt ansigt i den danske film- og tv-branche.

Læs også

Sofie Lassen-Kahlke har indset en ting om kærlighed, som hun ville ønske, hun havde vidst tidligere

Hun har medvirket i Afdeling Q-succesen 'Journal 64', DR-serien 'Carmen Curlers', og sidste år blev hun nomineret til en Robert-pris for sin medvirken i det historiske drama 'Skyggen i mit øje'.

Fanny har gjort skuespillet til sin karrierevej. Noget, hun har drømt om nærmest så længe, hun kan huske.

"Jeg vidste det allerede, da jeg var omkring syv år gammel. Og så blev jeg ved med at sige det, da jeg var otte, og da jeg var tolv, og da jeg var femten. Det fortsatte bare, og da jeg så begyndte at få roller, blev drømmen intensiveret," fortæller hun.

Hun fik sin første rolle i filmen 'Kærlighed på film', der havde hendes far, Ole Bornedal, som instruktør. Når hun tænker på det i dag, husker hun, at hele oplevelsen bare var sjov. Hun var ikke bange for at optræde foran andre, og hun beskriver en frygtløshed, som er blevet mindre med alderen.

"Jeg er mere nervøs nu, end jeg var dengang. Jeg kan huske, jeg skulle græde på bagsædet af en bil og spille bange. Jeg havde aldrig prøvet at græde på kommando før, men det kom bare helt vildt naturligt til mig. Jeg husker det som om, at der blev sagt ”græd”, og så gjorde jeg det bare."

Fanny havde kun en lille rolle i filmen, men det satte gang i store ambitioner hos hende. Ambitioner, hun senere fulgte, og som medførte både succes og ensomhed.

Svigt og afstand

Hendes drøm tog for alvor fart, da hun i 2016 fik hovedrollen i DR’s julekalender 'Den anden verden'. På det tidspunkt gik Fanny i 9. klasse, og i kombination med hendes nye arbejde var der ikke tid til meget andet. Det skabte en afstand til veninderne, der ikke kunne forstå hendes fravær. Hun oplevede en udstødelse, som hun stadig ikke helt ved, hvor kom fra.

"Jeg tror ikke, mine veninder kunne forstå, hvor meget tid det krævede. Vi var nok bare for langt fra hinanden. Selv i dag kan jeg jo forsvinde et stykke tid, fordi jeg måske skal syv uger på optagelse.

Jeg tror også, at mange havde et blik på, at når jeg var skuespiller, så blev jeg hentet i en limousine og kørt til en rød løber. At jeg havde en stylist og en makeupartist og bare lige kunne tjene 20.000 og smutte igen. Jeg tror, de havde en forestilling om, at mit arbejde var noget meget glamourøst, og det gav dem en følelse af, at jeg skulle ud og spille smart, og at jeg troede, at jeg var noget."

Læs også

Skuespiller Julie Agnete Vang: Det er mere utaknemmeligt for kvinder at blive ældre, end det er for mænd

Det var svært for veninderne at forstå, hvor meget optagelserne krævede af Fanny, og hvor svært det var for hende at prioritere andre ting i den periode.

Ensomheden

Efter 9. klasse startede Fanny i gymnasiet, men det var svært for hende at føle sig tilpas der. Hun havde planer for fremtiden, som skolen ikke kunne hjælpe hende med, og som vennerne ikke kunne relatere til. Samtidig forsøgte hun at holde liv i de gløder, hendes medvirken i julekalenderen havde skabt, men rollerne hang ikke på træerne.

"Jeg fik nogle roller, men jeg fik ikke helt nok. Ingen af mine venner spillede skuespil, så jeg kunne ikke tale med nogen om det, som kunne forstå det. Jeg stod på en mærkelig vippe, hvor jeg enten skulle blive i gymnasiet og forsøge at passe ind der, og ellers skulle jeg droppe ud og være lidt ensom for en periode."

Skolen var ikke længere hendes førsteprioritet, og som 16-årig endte Fanny med at droppe ud af gymnasiet. Hun havde brug for at være i nogle andre miljøer og finde nogle andre mennesker. I dag er hun ikke i tvivl om, at det var den helt rigtige beslutning, men det gjorde ikke tiden, der fulgte, nemmere.

"Jeg var ensom i et halvt års tid og havde faktisk ikke rigtig nogen venner. Jeg prøvede at holde fast i vennerne fra gymnasiet, men langsomt forsvandt de kontakter lidt, fordi der skete så meget for dem et andet sted, som jeg ikke rigtig kunne være en del af. Så jeg endte med at acceptere, at nu måtte jeg være lidt alene med den beslutning, jeg havde taget."

Noora gjorde forskellen

Da hun var 18 år, spillede Fanny rollen som ”Noora” i Avenue-T’s opsætning af den norske hit-serie 'SKAM'. Det blev et vendepunkt for hende. Her mødte hun andre unge stjernefrø, der delte hendes passion og kunne spejle sig i hendes forhåbninger. Hun mærkede den følelse af fællesskab og forståelse, som hun tidligere havde manglet.

"Det var fantastisk at have gået gennem den her hårde periode og så pludselig mærke: ”Okay, det var derfor, jeg gjorde det”. Det havde knust mit hjerte at være så meget alene, men da jeg lavede 'SKAM', mødte jeg nogle mennesker, som altid vil betyde meget for mig. Jeg kunne have samtaler med dem på en måde, jeg aldrig havde oplevet før.

Nogle af dem var lidt ældre end mig, og de havde mere erfaring med livet. De var klogere, end jeg var på det tidspunkt, og de gav mig nogle indsigter og gode råd, uden at de nogensinde så ned på mig. Det betyder meget for mig at have venner i branchen."

Er det ikke en udfordring, når man kæmper om de samme roller?

"Jeg synes, det er vildt nemt. Jeg har aldrig oplevet noget splid, jalousi eller dårligskab. Jeg synes, at de mennesker, jeg møder i branchen, er pisseseje. Jeg tror egentlig mere, at vi går og bliver inspireret af hinanden, end at vi bliver misundelige."

Hvem er Fanny Leander Bornedal?

• Skuespiller, der debuterede som syvårig i 'Kærlighed på film'. Siden har hun blandt andet medvirket i 'Skyggen i mit øje', 'Journal 64'og 'Carmen Curlers'.
• Aktuel i filmen 'Nattevagten – Dæmoner går i arv'.
• Hun er 23 år og bor i København.

All in på venskaber

I dag sætter Fanny stor pris på sine tætte venskaber, fordi hun ved, hvordan det føles, når man ikke har nogen. Hun har også en særlig teknik, hun gør brug af, når hun møder nogen, hun gerne vil være venner med.

"Jeg har det med venner, som man også kan have det med en dejlig fyr, man gerne vil have. Jeg går all in, og det har jeg altid gjort, når jeg vil have noget. Hvis jeg tænker: ”Jeg vil være kærester med ham der”, så er jeg fandme blevet kærester med ham. Sådan har jeg det også med venner.

Hvis jeg møder nogen, hvor jeg tænker, at jeg gerne vil være venner med dem, så er jeg god til at blive det. Jeg mødte en af mine bedste venner i byen sidste år. Vi havde hængt ud en hel aften, og da vi så sagde farvel, kiggede jeg ham i øjnene og sagde: ”Skal vi to ikke være bedste venner?”.

Han tænkte, at det bare var noget, jeg sagde, som det jo tit er med aftaler, man laver, når man er lidt småfuld. Men hvis jeg siger noget, så mener jeg det, ellers ville jeg ikke sige det. Og ligesom med en fyr, man gerne vil på date med, så skrev jeg til ham dagen efter, om vi skulle mødes, og så blev vi venner."

Hvordan er du som ven?

"Jeg passer meget på mine venner, og jeg er meget betænksom og omsorgsfuld. Jeg kan også godt være den hårde ven, der siger de ting, man måske ikke helt vil høre. Jeg kan godt blive lidt for hård nogle gange.

Det bunder nok i, at jeg er et meget retfærdigt menneske, og jeg kan ikke holde ud, hvis mine venner bliver behandlet dårligt. Og det er jo kun fordi, jeg vil dem det allerbedste, og fordi jeg gerne vil hjælpe dem. Men jeg skal også 100% nogle gange holde min kæft og i nogle situationer lære at acceptere, at folk ikke tænker og handler på samme måde, som jeg ville gøre."

Selvom Fanny beskriver sig selv som den hårde ven, understreger hun, at hendes hårdhed kommer ud af kærlighed.

At være nogens datter

Fanny Bornedal er aktuel i filmen 'Nattevagten – Dæmoner går i arv', hvor hun spiller hovedrollen. Det er en toer til den ikoniske gyserfilm 'Nattevagten' fra 1994, der blev Ole Bornedals gennembrud. Det er også ham, der skal instruere opfølgeren, hvor hans datter Fanny altså er på rollelisten.

"Det er meget trygt og nemt for mig at arbejde sammen med min far. Da vi optog 'Nattevagten 2', filmede vi meget i Århus. Det var fedt, at jeg kunne have så intenst et samarbejde med instruktøren, fordi vi også var sammen i fritiden. Så kunne vi hele tiden tale om scenerne, hvor det bare var mig og ham. Så jeg synes, det er et kæmpe privilegie at kunne arbejde sammen."

Det er ikke ukendt, at Fanny er datter af filminstruktøren Ole Bornedal. Hendes efternavn har givet hende et skub ind i filmverdenen, men det har også affødt mange fordomme om hendes berettigelse i branchen. Selvom det har været irriterende at skulle bevise, at hun er mere end bare sin fars datter, er hun helt klar over, at efternavnet har givet hende medvind.

"Jeg synes ikke, at vi må underkende, at det er et kæmpe privilegie, og det lægger jeg heller ikke skjul på. Selvfølgelig har jeg haft en nemmere vej ind, end Sandra fra Varde ville have med to forældre, der var lærere. At bo i København og have familie og venner, der er i branchen, det gør det nemmere. Det synes jeg, at alle, der har et kendt efternavn, skal stå ved.

Men når det er sagt, så synes jeg også, at man skal bruge de forbindelser, man har, hvis det er det, man drømmer om. Så længe man står ved, at man har haft det privilegie."

Læs også

Da Natasha Brock var yngre, havde hun særlig forestilling om livet – nu har hun vigtigt budskab

I debatten om nepotisme hører man til tider det forsvar, at et kendt efternavn ikke blot er en velsignelse. Som Fanny også har oplevet, skal man ofte høre på folk, der tvivler og spekulerer i, om man har et talent eller blot et godt efternavn. Men Fanny genkender ikke, at et kendt efternavn er en ulempe.

"Det er et giga privilegium, og det vil jeg med glæde indrømme. Men derfra er det jo mit eget talent."

Selvom hun er træt af at høre på kommentarer om hendes efternavn, er det ikke noget, der påvirker hende særlig meget. Hun ved, hvem hun er, og hvad hun kan.

"Jeg ved godt, at jeg kan finde ud af det, at jeg er dygtig, og at jeg går op i det. Og man er nødt til at være dygtig. Du får heller ikke en stilling i en virksomhed, bare fordi din far arbejder der, hvis du ikke laver et ordentligt stykke arbejde. Jeg gør mig meget umage, og det er bestemt ikke, fordi jeg regner med, at rollerne bare falder ned i skødet på mig."

Om Fanny ville været blevet skuespiller, hvis hun havde haft en far, der ikke var i filmbranchen, kan hun kun gisne om.

"Det er jo virkelig interessant at tænke over, og det kan man jo gøre med mange ting. Hvis jeg havde gået på en anden skole? Hvis jeg havde haft nogle andre venner? Eller en anden mor eller far? Havde jeg så været den samme? Sikkert ikke. Måske? Det er jo nok bare det, vi kalder den sociale arv, som 100% har været med til at skubbe mig i den retning, men der er jo også mange skuespillere, der ikke har forældre i branchen. Det er svært at vide."

Usikkerhed og afslag

Som mange andre kreative fag er skuespillet et usikkert erhverv. Der er mange, der deler de samme aspirationer og jagter de samme roller. Selv med et særligt efternavn er der ingen garantier for den næste rolle. Det kan være svært at håndtere usikkerheden, men Fanny har en særlig måde at se tingene på:

"Der er rigtig mange roller, folk ikke ved, at jeg ikke får. Der er flere roller, jeg ikke får, end det modsatte. Jeg tænker på det som et kirsebærtræ, hvor der er en masse kirsebær med råd i, og der er ingen af dem, du kan plukke, fordi de er uspiselige. Men så leder du i længere tid, og så finder du det der ene rigtig smukke kirsebær. Det er lidt sådan, branchen er. Det meste af tiden er der en masse nej’er, og så lige pludselig kommer der noget spændende og dejligt. Man må bare tro på, at det smukke kirsebær kommer."

I de perioder, hvor Fanny ikke arbejder, nyder hun at holde fri – hun forsøger i hvert fald.

Læs også

Anne Glad: ”Dér kunne jeg godt mærke, at det var et smertepunkt”

"Jeg nyder at være mig og læse bøger og drikke kaffe på caféer. Jeg kan godt lide at have den tid til mig selv, så jeg prøver at få det bedste ud af det og gøre det til en dejlig ting. Indtil jeg så går helt ned over det og ligger i fosterstilling i min seng og slår mig selv oven i hovedet og siger, at jeg er en dårlig skuespiller, og at jeg aldrig får et job igen. Men indtil det sker, så prøver jeg at hygge mig."

Som skuespiller bliver du konstant bedømt og vurderet, når du går til casting, så Fanny har været nødt til at lære at få afslag.

"Jeg kan godt blive skuffet, hvis jeg ikke får en rolle, især hvis jeg synes, castingen gik godt. Men det er ikke noget, der sidder i mig i flere dage, eller som jeg går helt ned over. Det har jeg lært mig selv med årene, for man får flere nej’er end ja’er i den her branche. Hvis jeg skulle gå helt ned hver gang, jeg fik et nej, ville det blive et virkelig hårdt liv.

Da jeg var yngre, kunne jeg godt tænke, at det var fordi, jeg ikke var god nok, men sådan har jeg det ikke mere. Det går ikke ind på min selvtillid eller mit selvværd, for der kan være så mange uforklarlige årsager til, at man får et afslag. Det kan være mit udseende, min alder, eller at nogen er kommet med et look, som jeg ikke har. Det er ting, man ikke kan gøre noget ved, og som ikke handler om, om du har øvet dig, eller om du har klaret det godt."

Meget af tiden handler afslagene om ting, hun ikke selv er herre over, og derfor forsøger Fanny ikke at dvæle ved dem.

Angsten for at blive stemplet

Da vi talte om Fannys helt unge år, fortalte hun, at hun fik mange hug fra omgangskredsen, da hun valgte at gå efter en karriere som skuespiller. Hun forestiller sig, at de nok havde en idé om, at hun troede, at hun var noget.

"Det var mest, da jeg var yngre, at folk tænkte på den måde. I dag får jeg kun små kommentarer, når mine venner eller min familie vil lave sjov med mig. Så kalder de mig for en diva, selvom jeg siger noget, der er helt normalt. De gør det for at tage pis på mig, men jeg tror også, at der er en generel fordom om, at kvindelige skuespiller er divaer."

Hvordan det?

"Jeg oplever ofte mænd på arbejde, som taler højt om, hvad de mener, og som også kan være hårde og kontante, hvilket jo er helt fair, når det gøres på en ordentlig måde. Men jeg tror, der er en lille angst hos mange kvinder i branchen, og også hos mig selv, for at træde i karakter og sige sin mening.

Fordi der bliver løftet øjenbryn på en anden måde, og folk tænker: ”Hold da op, hun er lidt en diva”. Det har været svært til tider at vide, hvad jeg har lov til at sige. Fordi det med at være en diva, det kommer aldrig rigtig hen på mændene. Det er altid noget, der lander på kvinder, som egentlig bare siger deres mening. Jeg føler ofte, at jeg skal være lidt oversød, når jeg vil sætte en grænse. Jeg føler nærmest, at jeg skal undskylde for at have en holdning."

Frygten for at blive stemplet som en diva har gjort, at Fanny i nogle situationer har undladt at sige bestemte ting, eller at hun har forsøgt at pakke sine meninger ind, så de virker mindre kontante.

"Det er en angst for, at nogen på mit arbejde vil synes, at jeg er for meget. Fordi jeg egentlig bare siger noget, som en mandlige skuespiller nemt ville kunne sige, uden at nogen ville løfte et øjenbryn."

Læs også

Glad for livet efter Christiansborg: "Jeg kan bedre lide den her version af mig selv"

Sladderhistorier og overskrifter

Som skuespiller og offentlig person har Fanny skullet finde sig til rette i, at folk, som hun ikke kender, kan have en mening om hende.

"Det er klart, at der kommer mere og mere af det, og jeg skal helt sikkert vænne mig til at børste nogle ting af mig. At der kan blive skrevet nogle ting i medierne, som jeg ikke er herre over. Man skal have lidt hård hud nogle gange. Især nu, hvor jeg er med i opfølgeren til ”Nattevagten”, så skal jeg også lige slå koldt vand i blodet i forhold til anmeldelser. Heldigvis er det for det meste søde ting, der bliver skrevet."

Det er ikke kun Fannys karriere, der bliver skrevet om i diverse medier. Også knas med kærligheden eller udvikling i boligsituationen kan finde vejen til overskrifterne.

"Det kan godt være lidt svært for mig, når folk interesserer sig for mit privatliv. Og så er det alligevel lidt åndssvagt at sige det, når jeg sidder her og snakker mega meget om mit privatliv. Men det er svært, når jeg ikke selv har valgt at dele noget eller valgt, hvordan det skal deles. Jeg skal lige vænne mig til sladderbladene og tænke, at selvom det ikke er sjovt, når de skriver om mig, så er det hurtigt glemt igen. Men det er helt sikkert noget, der nogle gange har gjort mig ked af det."

Fanny Bornedal er ikke kun blevet kendt i medierne. Også i det virkelige liv møder hun folk, der kan huske hende fra skærmen. Det er dog ikke et problem for Fanny, der stort set kun har gode oplevelser med at blive genkendt.

"Jeg havde en meget sjov oplevelse for nogle uger siden. Jeg stod ude foran en bar, hvor min ven spurgte en gruppe, om han kunne låne en lighter. Så var der en pige, der kiggede på mig og sagde: ”Er der egentlig nogen, der har fortalt dig, at du ligner Fanny Bornedal virkelig meget?”. Og så sagde jeg: ”Men det er faktisk det, jeg hedder.” Og så begyndte vi at grine helt vildt meget alle sammen. Det er meget sådan nogle oplevelser, jeg har, hvor folk er stille og rolige eller måske gerne vil sige, at de synes, jeg er dygtig."

En smuk mand under armen

Lige nu har Fanny ikke en kæreste, men det betyder ikke, at hun ikke drømmer om kærligheden – tværtimod.

"Kærlighed fylder virkelig meget for mig. Jeg har altid drømt om at blive gift og få børn og at have et varmt, trygt kærlighedsforhold. Alle de der meget romantiske idéer glæder jeg mig så meget til. Jeg vil gerne have en stor herskabslejlighed og et sommerhus i Spanien og Italien og nogle andre ferieboliger, når jeg er blevet milliardær her om et års tid," griner Fanny og fortsætter:

"Så gør jeg alle de ting med en smuk mand under armen."

Leder du så efter kærligheden?

"Nej, det gør jeg faktisk ikke."

Han dukker op af sig selv?

"Det plejer de at gøre. Lige pludselig står der en foran mig, og så tænker jeg: ”Okay, jeg har lige brændt nallerne – men whatever”."