Finalist til Danmarks sødeste kassedame: Jørgen taler med alle

Jørgen Sørensen sætter en ære i at give en god betjening ved kassen i Meny i Harlev. Og skaber smil hos både kunder og kolleger.

– Han udviser et overskud ud over det sædvanlige, der skaber glæde for os kunder.

– Hans smil og venlighed, og de små ordvekslinger i forbindelse med ekspeditionen, kan få en til at gå glad hjem.

– Jørgen har en energi og aura omkring sig, som gør, at alle der krydser hans vej får en bedre dag.

Der er ingen tvivl, når man læser indstillingerne fra kunder i Meny i Harlev uden for Aarhus:

Kassemanden Jørgen Sørensen giver dem simpelthen en bedre dag. De går opløftede fra Jørgens kasse.

62-årige Jørgen begyndte med at gøre rent i Meny-butikken i sommeren 2019. En dag bankede han på ved butikschefen og spurgte, om ikke han skulle op til kassen. Sådan blev det. Og Jørgen, der bor i Randers, elsker sit job.

– Jeg kan godt lide atmosfæren i butikken og købmandsfaget, siger Jørgen.

Da Jørgen hørte om kundernes fine indstillinger, sagde han:
– Wow, det er pæne ord.
Jørgen.jpg
Da Jørgen hørte om kundernes fine indstillinger, sagde han:– Wow, det er pæne ord.

Spas med kollegerne

For Jørgen er det en æressag at give god betjening. Og der er tre ting i jobbet, som tæller:

– Kunderne, kunderne og kunderne, smiler han.

Jørgen kunne lige så godt have sagt "mennesker, mennesker og mennesker". For som tidligere forretningsmand, der har arbejdet mange steder i verden, har det altid været kontakten med mennesker, det har drejet sig om.

Han har bl.a. solgt vitaminpiller i Indonesien – men det var kontakten med de folk, han handlede med, der betød mest, og som gav ham energi. Dén glæde kommer nu både kunder og kolleger i Meny til gode.

I butikken i Harlev laver Jørgen spas med de unge ansatte. De fortæller, at Jørgen altid er god for en røverhistorie eller en god snak. Ved kassen udveksler han fine eller sjove bemærkninger med kunderne.

En kunde betaler med en tyver.

– Hvis du putter majestæten herned, siger Jørgen og peger på slusen til kontanter.

– God dag, den herre, siger han afsluttende til kunden.

Stamkunden Karin Sørensen handler her næsten dagligt:

– Han er altid smilende og glad, fortæller hun, og det har han også været i corona-tiden.

– Forleden sagde han til mig: "Man kan godt se, du smiler bag masken". Den slags bemærkninger gør, at man selv går glad herfra.

Når Jørgen står ved kassen, i øjenhøjde med kunderne, føler han sig på sin rette hylde:

– Ved hver kunde er der et nyt øjeblik, som jeg fokuserer på, forklarer han.

I indstillingerne af ham til Danmarks sødeste kassedame står, at Jørgen også er opmærksom over for folk, der har det svært. Da en familie i byen mistede et familiemedlem, kondolerede han hver og en af dem, der kom i butikken. Han taler med alle aldre og kan flere sprog, så alle føler sig velkomne. En af dem, der indstiller ham, skriver, at hun ikke bare går fra Jørgens kasse med to liter mælk:

– Jørgen formår at hæve standarden for hver eneste betjening. Betjening i ordets fine betydning. Det føles som om, vi går derfra med to guldbarrer.

Her er årets fem finalister

Kassedamerne landet over fortjener mere end nogensinde før anerkendelse, for de er med til at holde landet kørende under i coronakrisen. 1151 læsere har indstillet 672 kandidater til Danmarks sødeste kassedame. Juryen har fundet frem til årets fem finalister. Du kan læse om dem her, inden du stemmer, og er med til at afgøre, hvem der skal vinde titlen og de flotte præmier til en værdi af mere end 21.000 kr.

STEM HER: Hvem er Damarks sødeste kassedame?

Præmieliste: Danmarks sødeste kassedame 2021

Vinderen af konkurrencen Danmarks sødste kassedame får en række flotte præmier til en samlet værdi af over 11.000 kr samt en gavecheck fra Hjemmet på 10.000 kr. Alt sammen skattefrit.

Samlet værdi af præmier = 11.872 kr.

Trøstepræmier 

De fire finalister får hver især en gavecheck fra Hjemmet på 1.500 kr. samt en lækker trøstepræmie med tre forskellige slags økologisk chokolade fra Økoladen.dk til en værdi af 230 kr.