Flemming Møldrup om sin datter: "Jeg er pivbange for, at hun skal få stress"

Signe Amtoft har skrevet en personlig bog om angst og om, hvordan man kan forsøge at håndtere og forebygge angst. Da hun skrev bogen, overvejede hun at lave et kapitel, der handlede om bål. Der er nemlig det ved bål, at man hele tiden skal arbejde for, at ilden ikke dør ud, og når man gør det, kan man ikke samtidig tænke på så meget andet. Og det er godt, hvis man har angst. Angsten er nemlig kendetegnet ved, at tankerne farer rundt og opdigter alt muligt forfærdeligt, der kan ske, men ved et bål kommer der ro på. Om det er grunden til, at Signe har sagt ja tak til Flemming Møldrups bålinterview, står lidt hen i det uvisse, men i hvert fald er hun kommet ud til Strandmølle Shelterplads mellem Taarbæk og Skodsborg for at tale med livstilseksperten, der er aktuel med en bog om bål. Flemming får hurtigt gang i flammerne, og med kaffe i krusene sætter de sig foran bålet og bladrer lidt i Signes bog.

Flemming: "Jeg har gerne villet tale med dig, for jeg synes, du repræsenterer en gruppe i samfundet, som jeg synes er ret interessant, men som jeg også oplever som værende en lille smule under pres. Du er 29 år, og du og din generation står overfor klimaudfordringer, et presset boligmarked og krav om at præstere hele tiden. Jeg oplever, at min egen datter på 14 år også føler sig presset. Hun var allerede i 7. klasse til uddannelsesparathedssamtale. I din bog om angst fortæller du om, at du som student havde 11 i gennemsnit. Men du fik 10 i sidste fag, og derfor stod der 10 i huen, og det stressede dig maksimalt. Kan du fortælle lidt om, hvad det handlede om, og har du fået lagt 12-talspigen fra dig?"

Signe: "Jeg tror, at 12-talspigen er sådan en arketype, som vi på en eller anden måde er blevet påduttet. Hun er blevet et let offer. Det er så let at sige til 12-talspigen – som i øvrigt altid er en pige, en dreng er bare ambitiøs – at det er dine egne forventninger, der er problemet, vi andre synes, at du klarer det fint. Jeg snakkede på et tidspunkt med en, der forsker i præstationssamfundet som begreb, og han sagde, at vi helt ned til børnehavealderen får at vide, at vi skal passe ind i det her præstationsræs. Han havde fået at vide af en pædagog, at det var rigtig godt, at hans søn ”legede bredt”. Hvor han var sådan, hvad fuck betyder det? Leger bredt? Men det var en ros, og det viser bare, at vi fra helt små bliver målt og vejet.

Så kommer vi i folkeskolen, hvor vi også får at vide, at vi skal være på en bestemt måde. Og hvis du er god til at gå i skole, så er det super, for så er du ikke så meget i vejen som dem, der ikke kan sidde stille. Jeg havde min første studievejledersamtale i 6. klasse, hvor jeg skulle finde ud af, hvad jeg ville med mit liv. Jeg vidste tilfældigvis på det tidspunkt, at jeg gerne ville være journalist, og så bliver man bare kørt videre ad det spor. Jeg havde nogle personlige ting med mig, som gjorde, at jeg bare gerne ville gøre det godt, så det gjorde jeg.

Psykiatrifonden har lige lavet en ny undersøgelse, der viser, at cirka 70 procent af de 16-24-årige mener, at de kan blive lige præcis, hvad de vil, hvis de bare tager sig sammen. Og så kan man diskutere, hvad vil det sige ”at tage sig sammen”, og hvad det vil sige ”at blive lige, hvad du vil”. Men vi kommer længere og længere væk fra ”it takes a village” og hen mod, at vi er vores egen lykkes smed. Du er herre over din egen fremtid, og hvis du bare vil det nok, så skal det nok gå. Men så er det altså også ens egen skyld, hvis det ikke går, og den frygt tror jeg, at mange står med. Når jeg taler med unge mennesker om de her ting, siger jeg, at hvis der er noget, du gerne vil, så kan det godt være, at du skal tage en lang og snoet vej, men det behøver ikke være præcis den og den uddannelse. Det kan være alt muligt andet, for alt er ikke i dine hænder hele tiden."

Flemming: "Det er simpelthen et råd, du giver til unge mennesker?"

Signe: "Ja, og jeg skriver det i bogen. Jeg bruger også Beyonce i bogen, som taler om første gang, hun oplevede at tabe. Hun var ni år gammel og deltog i et amerikansk talentshow, som hun ikke vandt. Det blev en lektion, som hun har taget med sig i sin karriere. Det handler om, at selvom man gør sit allerbedste, så er det ikke sikkert, at man vinder.

Nogle gange gør du alt dit bedste og taber. Du er aldrig for stor eller dygtig til at tabe. Ved Oscaruddelingen i 2004 var ”Ringenes Herre” nomineret til 11 Oscars og vandt dem alle. I sådan en situation må man bare sige, at du kan have lavet en helt, helt fantastisk film, men det var så bare det år, hvor ”Ringenes Herre” var nomineret. Og vandt. Shit happens. Og det tror jeg, at vi skal lære. Det er ikke en fiasko at tabe."

Humlen ved ansvaret 

Flemming arbejder med bålet, mens Signe snakker. Der er ikke rigtig gang i det. Signe rejser sig og hjælper med. Bukker sig forover og puster engageret ind i gløderne, der lidt efter lidt blusser op.

Signe: "Se nu der!"

Flemming: "Fedt, du er go’ til bål. Jeg synes, du er meget modig, du tør noget, det kan jeg godt lide. Du er gået ned ad en sti, som de færreste tør gå ned ad. Du har et særligt perspektiv på tilværelsen, som jeg på mange måder er tiltrukket af, og det er derfor, at jeg kan lide at tale med dig. Når du snakker om præstationssamfundet..."

Signe: "Humlen ved det er, at hvis du er ansvarlig for, at alt går godt, så er du også ansvarlig, når alt går dårligt. Og det kan ingen tage på sig. Det SKAL ingen tage på sig. Det er bare vigtigt at huske. Det er også derfor, jeg mener, at man skal se noget sport. Det, synes jeg, at unge kvinder burde gøre noget mere. Det er nemlig sådan, at når vi ser den pose luft ryge ind i den kasse på græsplænen, så er vi der ethundrede procent. Lige i det øjeblik er du helt ligeglad med, hvad du skal have til aftensmad, og hvem der er vild med dig. Du er i nuet, og det er en gratis begejstring, hvis dit hold vinder. Omvendt, hvis holdet taber, så er det ikke din skyld. Det var derfor, vi havde så meget behov for EM i sommer. Det var en gratis sejr, og det var adspredelse fra alt det, vi havde været igennem med corona."

Flemming: "Jeg læste forleden, at det vælter ind på stadioner med unge piger, der vil se fodbold, og ingen forstår hvorfor."

Signe: "Min veninde spurgte mig faktisk også om, hvorfor jeg – der ellers ikke bryder mig om at være i store menneskemængder – er så vild med fodbold. Men det er fordi, man har sin plads, og så kan man komme og være lige, hvad man vil. Du kan være stille, du kan råbe, du kan tjekke din telefon. Du er der bare. Stemningen på stadion er helt særlig, for man er der sammen, men man har lov til at gøre sine egne ting. Ingen kigger på dig og tænker: Præstér! Præstér! Præstér! Alle kigger ned på spillerne på græsplænen, som får millioner for at præstere. Og imens kan du bare sidde og råbe eller være stille. Du bestemmer. Og det er så fedt."

Om Signe og Flemming

Signe Amtoft

• Født i 1991.
• Vært på Premier League på TV3 Sport og forfatter til bogen Noter om angst.
• Uddannet fra DR’s talenthold og har en bachelor i litteraturvidenskab.
• Tidligere vært på bl.a. DR P1 og TV3 Sport.
• Har lavet podcasts om bl.a. kvindelige komponister af klassisk musik og om Søren Kierkegaards filosofi.

Flemming Møldrup

• Født i 1969.
• Livsstilsekspert, reklamemand og tv-vært især kendt fra DR-programmet Kender du typen.
• Aktuel med Bogen om bål.
• Udgav i foråret bogen Slug kamelen – der kommer flere sammen med sin ekskone, Julie Ralund, som han har en datter på 14 år med.
• Gift med Rikke Rasmussen, som han ikke bor sammen med.

Flemming: "Jeg er meget enig, og det bliver en slags ventil i forhold til præstationssamfundet. Min generation har målt din generation i hoved og røv, og I må have det som om, I står og kigger ind i en stejl bjergvæg det meste af tiden?"

Signe: "Mmm, jeg havde en lang periode, hvor det værste, man kunne kalde mig – nogensinde – var doven. Nu er jeg blevet bedre til at sige "jeg gider bare ikke lige i dag. Og det er også okay.""

Flemming: "Hvordan er du blevet bedre til det?"

Signe: "Jeg er gået ned med stress to gange. Første gang, da jeg var 17, og igen, da jeg var 23-24 år. Jeg er meget ambitiøs, men jeg er blevet bedre til at tage mig en fridag. Bare fordi jeg er så heldig, at jeg kan. Men jeg synes godt, at vi kunne gentænke, hvordan arbejdsmarkedet er skruet sammen."

Flemming: "Det tror jeg også, at din generation kommer til. Jeg prøver ikke at drive min datter frem i verden. Jeg siger til hende, når jeg synes, hun er dygtig, men jeg siger også, at hun ikke skal bekymre sig om, hvilken vej hun skal gå. Det skal hun nok finde ud af. Det siger jeg selvfølgelig, fordi jeg er en kærlig forælder, men jeg siger det også, fordi jeg er pivbange for, at hun skal få stress. Jeg kan mærke, at der allerede nu er nogle bekymrende tegn i klassen på, at de skal præstere. Hun er begyndt at mærke, at nu er det alvor, nu er skolen holdt op med at være sjov. Og det synes jeg er ret vildt, når man kun går i 8. klasse."

Signe: "Det er så vildt. Jeg har en bachelor i litteraturvidenskab, og humaniora er det eneste sted i forskningen, hvor man virkelig anerkender det faktum, at vi tænker forskelligt og opfatter forskelligt. Du kan læse en roman med en hovedperson, som du måske overhovedet ikke kan identificere dig med, og alligevel forstår du, hvor vedkommende kommer fra. Der er også undersøgelser, der viser, at vi bliver mere empatiske af at læse romaner. Jeg bruger Kierkegaard meget i min bog og undersøger hans syn på angst. Og det er spot on, når han siger, at når du tager en beslutning, kan du ikke overskue samtlige konsekvenser af den beslutning. Punktum. Vi har så mange valg hele tiden, og du får at vide, at du kan blive alting. Nej. Du kan blive det, du øver dig på og fokuserer på. Selvfølgelig kan man principielt set blive alting, men alle kan jo ikke blive statsminister."

Frihedens benspænd

Signe: "Mine forældres generation gjorde oprør mod deres forældre – krigsgenerationen – men man ser ikke påvirkningen af en generations oprør, før man ser den generation, de har opdraget. Og det er jo det, vi ikke forstår. Vi tror, at vi kan se alle ændringer i samfundet med det samme, men det man ikke. Vi kan heller ikke se, hvad det gør ved vores børn, at de bliver eksponeret for Instagram og den slags, det ved vi først om mindst 20 år. Men generationer før os har kæmpet for frie rammer, og det har givet os alle de valg, vi har i dag, men som Kierkegaard siger, så spænder friheden ben for sig selv. Det tænkte jeg meget over under den første coronalockdown, hvor jeg blev ringet op af alle mulige medier, der ville have, at jeg skulle sige noget om angst i den sammenhæng. Jeg er jo overhovedet ikke pandemiforsker, men det, jeg kunne fornemme, da der blev lukket ned, var, at det gav mig en ro. Du må ikke det og det. Okay, så sidder jeg bare her. Det værste var, da der blev lukket lidt op, og man skulle tage stilling – åh, må man nu det, og hvad med det?"

Flemming: "Så det gav dig ro ikke at have valg?"

Signe: "Det gav mig noget ro at få at vide, hvad man måtte og ikke måtte. Og sådan tror jeg, at mange havde det. Selvfølgelig skal vi ikke leve i en fascistoid stat, hvor man får fortalt, hvad man må og ikke må, men det er bare lettere at gøre oprør mod en spændetrøje end mod store armbevægelser. For hvis der er frie rammer, hvor skal man så gå hen med sit oprør?"

Angst i en bisætning

Angst har været en hæmsko for Signe i en stor del af hendes liv. I Noter om angst fortæller hun, at hun gennem terapi er nået frem til, at angsten bl.a. udspringer af, at hun ser det som sin forbandede pligt at skabe en god stemning. Allerede som barn følte hun, at hvis folk kiggede på de ting, hun gjorde, og blev i bedre humør, så var det i hvert fald ikke hendes skyld, hvis nogen var triste. Hvis forældrene var i dårligt humør, kunne hun vise dem et 12-tal, så kom de i godt humør igen. Følte hun. Hun blev det, nogle vil kalde en pleaser, og det begyndte at sætte sig sine spor. Da hun var 17 år, faldt hun en dag om i kramper i Magasin. Et sammenbrud, der viste sig at være stressrelateret. Hun troede, at hun havde fået et wakeupcall, men hun fortsatte alligevel med at ville præstere. Samtidig fyldte angsten mere og mere.

Signe: "Min angst kom til udtryk i, at jeg havde rigtig svært ved at tage toget, og jeg havde rigtig svært ved at købe ind. Jeg har gået til psykolog, siden jeg var barn, og da hun på et tidspunkt nævnte ordet angst i en bisætning, så var jeg sådan wow, hvad snakker du om, jeg har ikke angst. Men jeg blev alligevel nysgerrig på angst og begyndte at undersøge, hvad det var. Og jeg har efterfølgende fundet ud af, at det med at tage toget og købe ind er klassikere indenfor angst."

Flemming: "Har du fået kontrol over din angst?"

Signe: "Hele pointen med angst er, at det er et kontroltab. Og vi er så bange for kontroltab. Men nu er jeg ikke bange for kontroltab mere. Jeg har lært, at der er ting, jeg ikke kan styre og I can’t be bothered. En af mine bekendte kunne slet ikke holde ud, hvis hun ikke havde styr på alt, men hun har lært sig at sige: ”Det kan jeg ikke tage mig af”. Den sætning har jeg også taget til mig. Vi ved jo mere og mere om, hvad der er galt med klimaet og verden i det hele taget, og hvis vi vil, kan vi konstant forholde os til det. Det skal man selvfølgelig også i en vis udstrækning, men vi skal også lære, at der er ting, vi ikke kan tage os af. Jeg kan ikke tage hele verden på mig.

Jeg har altid gerne villet stå for den gode stemning, og i toget holdt jeg øje med alle mennesker. Er de nu okay? Hvad hvis ham der taber sin vante, opdager han det så? Bliver han ked af det, når han kommer hjem og opdager, at den er væk? Og hvad med ham, der drikker øl derovre, drikker han mon for meget? Det der med hele tiden at tænke over, hvad andre laver, og hvordan de har det, det er fælles for mange, der har angst. Og til sidst koger det over inde i hovedet. Jeg har – efter mange år – lært at sige til mig selv: ”Det kan jeg ikke tage mig af”. Eller: ”Det kan ikke være mit problem”. Der er andre ting, der er mit problem, og det må jeg så deale med. Skatteforhold og sådan noget..."

Flemming: "Ja, det ville jeg ønske, at nogen havde sagt til mig lidt tidligere!"

Signe: "Jeg siger det til dig nu, så kan du lige gå hjem og kigge på dine papirer."

De griner.

Flemming: "Det er et godt råd, for man kan ikke tage sig af alting. Det stresser faktisk også mig, at vi konstant bliver bedt om at forholde os til alting. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set en god nyhed i fjernsynet, og jeg bliver hele tiden præsenteret for noget dårligt, som jeg skal forholde mig til og tage mig af. Den bekymring for, hvordan det hele skal gå, ligger hele tiden lige under overfladen."

Signe: "Men man kan ikke have kontrol hele tiden. Og det er der, hvor Kierkegaard ville sige, at det er op til Gud. Og så kan jeg tilføje: Eller det er op til universet. Eller til heldet. Det skal man også bruge en del af her i livet. Held. Vi behøver heller ikke have så travlt hele tiden. Jeg havde en periode, hvor jeg skulle se travl ud hele tiden. Det var så vigtigt, at folk kunne se, at jeg havde så travlt. Men hvorfor? Hvem vinder du over ved at have travlt? Og hvem gør du det for? Det spørger jeg tit mig selv om i dag. Ligesom jeg spørger mig selv: Hvad er det værste, der kan ske?"

Tilnærmelsesvis glad

Flemming: "Der er tre fede ting ved den her samtale..."

Signe: "Og nummer et og to er røgen..."

Flemming hoster som på kommando. Og griner. Røgen bølger ind i ansigtet på dem for tiende gang, og Signe rejser sig og forsøger igen at få lidt mere gang i flammerne, så røgen bliver mindre voldsom. Flemming overvejer, om artikelserien skal hedde "Signes bål" i stedet for, for han er sat lidt på sidelinjen i dag, selvom han egentlig er båleksperten.  

Flemming: "Og ilden er nummer tre, ha ha. Nej, altså, du siger: Tag det roligt..."

Signe: "Jeg ville ikke formulere det sådan. Det er lige som at sige: ”Lad være med at have angst”. Det kan man ikke bare lade være med. Jeg siger: ”Du behøver ikke have travlt.”"

Flemming: "Okay, så altså. Første råd: ”Du behøver ikke have travlt”. Andet råd: ”Det kan jeg ikke taget mig af... Den skal jeg personligt hjem og øve mig på."

Signe: "Og hvis det er lige et skridt for langt for den meget ængstelige, så kan man også sige: ”Det er ikke mit ansvar”. Der er rigtig mange ting, vi tager ansvar for, som ikke er vores ansvar."

Flemming: "Ja, og tredje råd: ”Hvad er det værste, der kan ske?”"

Signe: "Præcis, og min psykolog har hjulpet mig meget med den sætning. Hvad er det værste, der kan ske, når du går i supermarkedet? Jamen, det er jo, at jeg taber en vare på gulvet eller støder ind i en anden kunde. Og hvad så? På samme måde kan man som helt ung spørge sig selv, hvad er det værste, der kan ske, hvis jeg ikke kommer ind på min drømmeuddannelse? Jamen, det er nok, at så gør du noget andet. Jeg kom selv ind på den uddannelse, jeg havde drømt om siden sjette klasse, gik der halvandet semester og kunne så bare mærke, at det ikke var det, jeg skulle. Så gik jeg ud og kom videre i noget andet, som gjorde mig glad."

Flemming: "Hvordan var det for en, som slås med angst og præstationsangst, at skulle slippe drømmeuddannelsen?"

Signe: "Hmm, jeg tror bare, jeg kunne mærke, at jeg ikke var glad, og så var det jo en no-brainer at stoppe. Det er jo det, det handler om. Hvad gør dig glad, og hvad giver dig energi? Og ja, jeg ved godt, at man ikke kan være glad hver dag, men man kan godt overveje, om man ofte er tilnærmelsesvis glad. Og igen – tænk over, hvad er det værste, der kan ske? Det virker i hvert fald for mig. Et andet godt råd, jeg fik af min psykolog, var, at jeg skulle tage en blok og en blyant med, når jeg var bange for at køre i tog. Jeg skulle straks begynde at skrive om alle de mennesker, jeg så. Hvor var de på vej hen, hvordan så de ud og så videre. Og uden jeg næsten opdagede det, var jeg pludselig fremme ved min station. Det er det med at fokusere på noget andet, ligesom når man skal holde et bål i live. I stedet for at vende tankerne indad."

Flemming: "Er det derfor, du er så aktiv ved bålet i dag?"

Signe: "Nej, det er for ikke at få for meget røg i hovedet, ha ha."