Først troede jakkesættene, at hun skulle lave kaffe. De tog fejl

På Ditte Juul Jørgensens venstre håndled sidder et armbåndsur, der går fem minutter for hurtigt. Hun har selv sat uret frem, men hun glemmer det. På den måde er hun altid fem minutter foran alle andre og snyder sin egen tidsopfattelse, der nogle gange kan være lidt bagud.

Detaljen med uret så Margrethe Vestager allerede første gang, Ditte Juul Jørgensen var til samtale til stillingen som Vestagers højre hånd. Hun blev kun mere overbevist om, at hun havde fået den rette kandidat, da Ditte Juul Jørgensen fortalte, hvorfor uret gik for hurtigt:

- Jeg mener, at det kendetegner et menneske, der ved, hvor hun selv står, og som finder en pragmatisk, praktisk løsning, der passer ind i den rytme, vi arbejder i. Ditte sørger for, at vi holder rytmen i vores beslutningsgange nu og her, men også det lange træk.

Der er hårdt brug for at kunne holde tiden, når man som kabinetschef for konkurrencekommisæren skal sikre, at alting bare kører. Ditte Juul Jørgensen har en kalender, der kan få de fleste til gå ned med stress med op til 15 møder om dagen. Hun er den motor, der får et af de vigtigste og mest magtfulde kabinetter i Europa-kommissionen til at køre smurt. Margrethe Vestager er hende, der træffer beslutningerne, men Ditte Juul Jørgensen sørger for, at hun træffer de rigtige.

Derfor har det at få aftalen i hus med Ditte Juul Jørgensen været en større udfordring. Først har jeg talt med kommunikationschefen, der lige ville sikre, at jeg ikke kun vil tale med Ditte om, hvordan hun formår at være chef og samtidig have børn. En klassisk vinkel, mange journalister lægger ned over kvinder, der har succes med deres karriere og arbejder de 70-80 timer om ugen, som Ditte Juul Jørgensen gør. Så har der været en længere korrespondance med Dittes irske sekretær, der har til opgave at holde styr på Dittes kalender. Tre gange bliver aftalen lavet om, fordi der dukker nye møder op, som Ditte er nødt til at tage sig af. Endelig efter en uges tid med mails frem og tilbage, har jeg fået 45 minutter i selskab med Margrethe Vestagers højre hånd – kvinden man skal holde sig på god fod med, hvis man vil tjene penge i Europa.

Velkommen til Vestagervej

Kontoret, hvor Ditte Juul Jørgensen tilbringer det meste af sine vågne timer, ligger på tiende sal i en af de mest magtfulde bygninger i Europa. Her midt i EU-kvarteret i Bruxelles bliver der lavet lovgivning, som påvirker os alle sammen. Et enkelt blåt vejskilt, hvor der står Vestagervej, markerer hvor på gangen, Kommissær Vestagers territorium starter. Gangen er ligeså kedelig og steril som et dansk plejehjem, men man skal ikke tage fejl af, hvor vigtige beslutninger der bliver truffet her. I sidste uge var topchefen for Google på besøg, og Apples topchef var forbi i januar. Konkurrencekommisæren i EU sidder nemlig med nøglen til det europæiske marked, og hvis man vil sælge produkter i Europa – skal man holde sig på god fod med personalet, som Ditte Juul Jørgensen står i spidsen for.

Under skrivebordet ligger både et par flade sko og et par med hæle. De flade har Ditte Juul Jørgensen på fødderne, når hun går fra sit hjem lidt udenfor centrum til kontoret hver morgen. En tur på 40 minutter, som hun tager, når hun har fulgt sine børn til skolebussen. På de ture får hun tid til at lade tankerne løbe frit, så hun kan fungere i det tempo, arbejdet som kabinetschef kræver. En yogamåtte står side om side med paraplyen lige inden for døren, fordi Ditte ind i mellem finder tid til at lave pilates på kontoret.

Ditte Juul Jørgensen ville egentlig ønske, at det her portræt slet ikke handlede om hende. Som uddannet jurist er hun embedsmand ind til benet, og har det bedst med at holde sig i baggrunden på trods af, at hun som Magrethe Vestagers højre hånd har en af de mest indflydelsesrige stillinger i Bruxelles.

Margrethe Vestager tøver ikke med at kalde Ditte Juul Jørgensen den bedste – det var derfor, hun blev ansat foran de mange andre kvalificerede kandidater. Men det fejer Ditte hurtigt af bordet:

- Der er rigtig mange dygtige mennesker, så det er nok lidt en tilsnigelse at sige, jeg er en af de dygtigste. Jeg tror, at det var et sammenfald af heldige omstændigheder - at jeg var et sted, hvor jeg kunne passe ind i det, som Margrethe Vestager havde brug for i sit kabinet.

I en tid, hvor alle har travlt med at iscenesætte sig selv - uanset om de er dygtige til noget eller ej - er det slående, hvor lidt Ditte Juul Jørgensen har brug for at tale om sig selv. En kvinde, der har knoklet og udmærket sig som en af de allerdygtigste på sit felt – i en grad så hun i dag har opnået den højeste stilling, en embedsmand kan drømme om.

Men den slags ydmyghed omkring sine egne evner, er helt almindeligt blandt dygtige kvinder, der ved, hvad de kan, mener Margrethe Vestager. Hun møder mange talentfulde kvinder, der ikke har brug for at råbe højt om, at de kan en hel masse:

- Det er en kvalitet, jeg tit oplever med kvinder, der kan se, at de har indflydelse og magt over det, de arbejder med. Så behøver de ikke sige så meget om sig selv.

En ny start på verden

For at forstå, hvorfor Ditte Juul Jørgensen sidder, hvor hun gør i dag, skal vi spole tiden tilbage til den niende november 1989. Hen ad aftenen begyndte unge tyskere nemlig at bryde Berlin-muren ned. Murens fald blev afslutningen på Den Kolde Krig, og Europa trådte ind i en ny og fredeligere tid. Ditte Juul Jørgensen, der var på sit sidste år af sin uddannelse som jurist, fulgte med i nyheden om muren fra Danmark – og den begivenhed blev afgørende for, at hun selv valgte at rejse til EU:

- Der var en følelse af en ny start i Europa og verden. En følelse af at Europa var helt central. Vi er grundlæggende afhængige af hinanden og endnu mere i Europa, fordi vi i en global sammenhæng er forholdsvis lille.

Ordene vælter hurtigt og præcist ud af Dittes mund, som prøver hun at udnytte tiden til at få sagt mest muligt. Hun taler kort og præcist, ingen svinkeærinder eller udenomssnak, hun ikke mener, har relevans. Der lyder små kliklyde fra hendes store fingerringe, fordi de støder sammen, når hun skiftevis knuger og slipper hænderne.

Foran os på bordet ligger Dittes telefon, som hun hele tiden formår at have et øje på, selvom hun lytter eller taler. Der tikker to beskeder ind...

- Undskyld, den her er jeg simpelthen nødt til at svare på... beklager.

Som kabinetschef skal hun være tilgængelig stort set altid – også når hun om sommeren slapper af i sommerhuset i Asserbo i den diskrete del af Nordsjælland. Men uanset hvornår hendes medarbejdere ringer til hende, bliver de mødt af den samme imødekommenhed, der kendetegner hendes måde at være chef på.

Alle medarbejdere er på fornavne, og de fejrer julefrokost hjemme hos Ditte Juul Jørgensen hvert år. Tonen er uformel og trods den alvor, de arbejder med, bliver der grinet mere her, end på de fleste andre kontorer i bygningen. Og det er i høj grad Dittes fortjeneste, mener Vestager, der betragter Dittes gode humør som en veludviklet sans for proportioner:

- Jeg tror ikke, jeg har oplevet hende i dårligt humør, og vi har dog arbejdet ret tæt sammen i halvandet år. De ting, vi arbejder med, er meget alvorlige for folk. Derfor er der meget få af hverdagens fortrædeligheder, der får lov at komme ind på nethinden på Ditte som noget, der kan irritere eller give dårligt humør.

Hende der lavede kaffe

At blive udvalgt til en af de mest indflydelsesrige poster i Europa kommer ikke ved et tilfælde. Ditte Juul Jørgensen har før siddet med ansvaret for kæmpe forhandlinger, som når EU lægger sag an mod Kina på grund af eksportvarer. Der er tale om forhandlinger i den helt store klasse, som har kæmpe betydning for den handel, vi alle sammen er afhængige af.

Hun kan lovgivningen fra den ene ende til den anden, og er der noget, hun ikke ved, kender hun de mennesker, der gør. Men hvis man spørger Margrethe Vestager om, hvad det er, der gør hendes nærmeste medarbejder til noget særligt, handler det om en helt grundlæggende evne:

- Hun kan først og fremmest flytte andre mennesker og få ting til at ske. Hun kan finde ud af, hvordan man løser konflikt. Den bedste succes for enhver forhandler er, at man kan lytte til, hvad andre interesserer sig for. Tit snakker folk om alt muligt, men det interessante er, hvad der er vigtigt, og hvad der skal løses, for at det bevæger sig fremad. Og det kræver, at man kan lytte ordentligt ind til folk, men også at de har respekt for, at man selv står for noget.

Da Ditte først kom til Bruxelles i starten af 90'erne, var det utænkeligt, at to kvinder kunne sidde i spidsen for et så tungt kabinet som konkurrenceområdet. Faktisk var det så eksotisk med en kvindelig jurist, at de jakkesætsklædte mænd ikke troede deres egne øjne:

- Når jakkesættene kom med til møder, gik de ud fra, at jeg var sekretær eller hende, der skulle lave kaffe. Sådan var forestillingsverdenen bare.

Meget har ændret sig siden dengang, men der er stadig alt for få kvinder på ledelsesniveau. Ditte Juul Jørgensen og Margrethe Vestager har selv håndplukket hver eneste medarbejder lige fra arkivassistenten til den presseansvarlige. De har som en af de få arbejdspladser i EU-regi en overvægt af kvinder på holdet, og det er første gang i Dittes professionelle liv.

- Hvis man er i et system, hvor der kun er mænd, så mangler der 50 % af spillepladen. Og det bliver lidt fattigere af den grund.

Det banker på døren og Dittes sekretær kigger ind for at sige, at næste aftale står klar om fem minutter. Da jeg tager kameraet frem for at tage de obligatoriske billeder af Ditte, bryder hendes nervøsitet den rolige selvsikre facade. Utilpas kigger hun rundt i sit kontor og aner ikke helt, hvad hun skal gøre af sig selv.

- Nej, nu må du stoppe, griner Ditte Juul Jørgensen nervøst og ånder lettet op, da kameraet ryger tilbage i tasken.

- Jeg har jo egentlig slet ikke lyst til, at der skal være fokus på mig, er noget af det sidste hun siger, inden hun giver mig hånden og siger tak for i dag.

LÆS OGSÅ: Helle Thorning-Schmidt var ikke en krukke og en dukke

LÆS OGSÅ: To kvindelige topchefer: Her er de største udfordringer som kvinde i bestyrelseslokalet

LÆS OGSÅ: Kvinders markedsværdi falder ikke efter de 40 – det er en medieskabt floskel