Forfatter Dy Plambeck: Kærligheden kan sagtens holde, selvom parforholdet holder op

”Nå, skal du ind til dronningen?”, spørger en ældre herre med hvidt krøllet hår, da jeg kommer gående forbi en lille faldefærdig stald, som nogle håndværkere er i fuld gang med at sætte i stand. Stalden hører til forfatteren Dy Plambecks hus i den lille landsby Kirkelte 30 km nord for København. Den hvidkrøllede mand viser sig at være Dys far, der er entreprenør, og som er kommet forbi for at se til håndværkernes arbejde. Dronning Dy åbner døren, og nu ved jeg i hvert fald, hvor hun har sit brus af en krøllet manke fra. Hun griner højt, da jeg fortæller om bemærkningen udenfor. Og der er nu heller ikke meget dronning over hendes søde, imødekommende og helt nede-på-jorden-agtige måde at byde indenfor. Huset er fra 1895, og hun har boet her sammen med sin nu 4,5-årige datter, Ingrid, siden december 2017. Alt er blevet sat i stand, og Dy og Ingrid er faldet fuldstændig til i de meget landlige omgivelser, hvor fællesskabet med naboerne er altafgørende for, at Dy kan få hverdagen til at hænge sammen som enlig mor. Hun og Ingrids far gik fra hinanden i efteråret 2017, så det sidste halvandet års tid har stået i forandringernes tegn, men Dy er helt tydeligt landet på begge ben herude på landet. Måske blandt andet fordi, hun ser livet som en lang række af øjeblikke og er god til at være lige der, hvor hun er.

Det at blive mor, det at stå alene med sin datter og det at opbygge nye fællesskaber har været en del af drivkraften bag Dys aktuelle roman ”Til min søster”. Bogen handler meget kort fortalt om søstrene Aya og Andrea, der hver især står i et vadested i deres liv, og som sammen med Ayas lille datter, Nola, kører til Sverige, hvor de prøver at få hold på deres tilværelse. Det er en historie om vold, drifter, seksualitet, moderskab og vildskab. Og det er en historie, der ikke mindst handler om søstersolidaritet og om retten til at få sin stemme hørt.

– Jeg har gerne villet skrive en roman, som på mange måder giver en fuckfinger til alle de her forestillinger om, hvordan en kvinde bør være. På trods af alle de ting, der sker i vores tid, er der alligevel en hel masse idealer, som kvinder skal leve op til. Og det er de to kvinder i min roman ligeglade med. De er, som de er. En af mine venner, der har læst bogen, sagde til mig – og det er meget sigende for bogen, synes jeg – at jeg som forfatter gerne vil have de umulige til at lykkes. Så ja, det er en bog, der handler om at få de umulige til at lykkes.

Har du selv følt dig umulig?

– Ja, og med romanen har jeg gerne villet skrive den her kraft og vildskab frem, fordi jeg virkelig kan genkende den i mig selv, og fordi jeg synes, den har været problematisk i mit liv generelt og specifikt i mine relationer til mænd. Jeg ville så gerne kunne sige, at jeg som barn var meget velopdragen og fornuftig. Men sådan har jeg aldrig været. Jeg var et enfant terrible. Mine forældre fik først min storebror, som er halvandet år ældre end mig. Fordi han var sådan et nemt barn, ville de gerne have flere børn. Så fik de mig, og så skulle de bare aldrig nogensinde have flere børn, ha ha. Jeg havde en enorm vilje og kylede f.eks. tallerkenen gennem stuen, hvis jeg fik serveret noget, jeg ikke kunne lide. Jeg skreg så meget i vuggestuen, at mine forældre måtte opgive at have mig der og i stedet ansætte en ung pige i huset. Det var først, da jeg lærte at læse og opdagede litteraturen, at der faldt lidt ro på mig, og i gymnasiet blev jeg faktisk meget stræbsom og nørdet.

Hvordan giver din vildskab sig udslag i dag?

– Jeg synes, jeg er blevet lidt bedre til at leve med den. På en god måde. I dag oplever jeg, at vildskaben har noget med en stor livskraft at gøre. Noget med at være grådig i forhold til livet. At ville leve livet fuldt ud. Jeg har altid haft en utrolig stor nysgerrighed, og det var måske den, der kom lidt uheldigt til udtryk, da jeg var barn. Efterhånden har jeg fundet ud af at kanalisere den over i noget godt. Jeg har rejst utrolig meget rundt i verden alene, og jeg synes, at nysgerrigheden har bragt mig alle mulige spændende steder hen.

– Før i tiden prøvede jeg at dæmpe vildskaben for at blive accepteret, men det gider jeg ikke mere. Jeg tror, at det er noget, som mange kvinder på en eller anden måde arbejder med. Som kvinde kan man meget hurtigt få mærkater på sig. Så er man f.eks. ”alt for meget”. Det har jeg hørt om mig selv, men også om andre kvinder. ”Hun er alt for meget.” Hvad betyder det? At være alt for meget? Det må betyde, at man bevæger sig ud over normalen. At være ”alt for meget” er ikke et begreb, man bruger om en mand. Det har jeg i hvert fald aldrig hørt. Der er også mange, der gerne vil sætte mig i en kasse som ”stærk kvinde”. Fordi jeg har rejst farlige steder. Fordi jeg har gået på jagt. Fordi jeg nu bor herude på landet alene med min datter. Fordi jeg har en stemme i offentligheden og blander mig i debatten. Og det vægrer jeg mig altid imod, for det forudsætter, at der er nogle andre kvinder, der er svage.

Hvorfor kan man ikke bare være kvinde? Når jeg gennem årene har prøvet at dæmpe mig selv lidt ned, så har det nok været for at prøve at passe ind. Jeg tror, at alle mennesker har en grundlængsel efter at høre til. Det, som vi i bund og grund er allermest bange for, er at blive ekskluderet fra et fællesskab. Jeg tror, vi alle sammen har brug for fællesskaber. Vi bliver til i relationen til hinanden. Men vi er også afmægtige. For man kan ikke tvinge nogen til at elske sig. Eller til at være ens veninde eller ven. Så det med at blive accepteret i et fællesskab, det er en meget menneskelig ting, og derfor tror jeg, at vi alle sammen slår knuder på os selv for at passe ind. Alle prøver at dosere sig selv lidt, men jeg gider ikke mere.

Hvornår og hvordan har du besluttet det?

– Det besluttede jeg, da jeg skrev ”Til min søster”. Jeg bliver 40 år næste år, nu må det være nok. Når man dæmper sig og prøver at være en anden udgave af sig selv, bliver man utydelig og svær at afkode. Det er klart, at når man så pludselig bliver mere tydelig, stiller man sig også derud, hvor der er risiko for afvisning, men jeg har fundet ud af, at omkostningerne er for store ved at lade være med at gøre det. Jeg giver ikke mig selv plads til at leve, som jeg gerne vil, hvis jeg hele tiden skal tale mig selv lidt ned. Og så bliver jeg ulykkelig. Vi vil jo alle gerne ses, men hvis man skjuler for meget, bliver man netop ikke set. Og så kan man komme til at føle sig alene.

Da Dy skulle skrive sin forrige roman, ”Mikael”, som handler om en udsendt soldat, rejste hun i efteråret 2012 til Afghanistan for at researche. Det sidste, hun havde forestillet sig i forbindelse med den rejse, var at blive forelsket i en soldat. Men det var præcis, hvad der skete. Hun mødte Henrik i Camp Bastion, og da han nogle måneder senere var hjemme på orlov, blev de kærester. Da han blev hjemsendt, flyttede han ind hos Dy. Ingrid kom ret hurtigt og uplanlagt til verden, men da hun var omkring tre år, måtte Dy og Henrik se i øjnene, at de ikke længere skulle være sammen. Det har fået Dy til at reflektere over, hvad kærlighed egentlig er.

– Jeg kommer ud af en familie, hvor mine oldeforældre havde krondiamantbryllup, hvor min farmor og farfar har haft guldbryllup, og hvor mine forældre sikkert også når at få det. Alle har været gift i meget lang tid. Men hvad er kærlighed egentlig? Jeg tror ikke, at man kan sætte det så simpelt op. Det med at finde ”sit livs kærlighed” fylder SÅ meget hos de fleste kvinder. Jeg ved ikke, om det fylder lige så meget hos mænd. Men det er en bølge, jeg ikke rigtig selv er gået med på. Jeg har haft det sådan, hey, ro på. Der er også andre ting i livet. Især kvinder i 20’erne og start 30’erne går virkelig efter af finde ham, som de har hørt, findes derude. Der er jo selvfølgelig noget biologi i det, som er meget naturligt – vi skal forplante os – men jeg synes, at det er som om, at hvis man ikke kan finde en livslang kærlighed, så er man ikke lykkedes. Hvis man er gået ud af et forhold, får man det klassiske spørgsmål: ”Hvorfor holdt det ikke?” Og så tænker jeg bare, jamen, holdt det da ikke? For når jeg tænker på min datters far, så tænker jeg stadig på ham med en enorm stor kærlighed. Med en enormt stor ømhed. Han er faren til mit barn. Vi har fået Ingrid sammen. Og når jeg tænker på ham ”bare” som menneske, så tænker jeg, at han simpelthen er sådan et fint menneske. Så det er jo ikke rigtigt, at kærligheden ikke er der.

Jeg ved godt, at der er nogle, der bliver skilt, og så hader de hinanden. Men had og kærlighed hænger jo meget stærkt sammen. Det er komplekst. I hadet ligger der også en kæmpe kærlighed. Jeg tænker, det er jo ikke sådan, at kærligheden forsvinder. Kærligheden er der stadig, men den bliver omformet til noget andet. Henrik og jeg mødte hinanden i Afghanistan, og han flyttede ind hos mig meget hurtigt, fordi han ellers skulle bo på en kaserne i Holstebro. Jeg var 31, da jeg mødte ham, og det hele var meget lykkeligt. Vi fik vores kærlighedsbarn. Det var godt og dejligt. Men somme tider må man erkende, at man må sætte hinanden fri. Give slip på hinanden. Jeg tror, at vi som mennesker længes efter noget evigt både i forhold til kærligheden og livet. Vi ser det i litteraturen og i filmene, hvor man sidder og tænker, åh, bare de får hinanden til sidst. Vi har en indbygget længsel efter, at tingene skal gå op og vare ved. Men egentlig er der jo ingenting, der varer ved, for døden kommer jo. Og jeg ser det sådan, at man godt kan sige, okay, vores kærlighed varede de her seks år. Og så omformede den sig til noget andet. Den blev et venskab.

– Man kan kigge på mit liv og se det på to forskellige måder: Dy er 38 år, og hun er ikke lykkedes med at finde livslang kærlighed endnu. For det kan jo komme. Eller man kan sige: Dy er 38 år, og hun har haft flere længerevarende og dejlige forhold. Jeg ser det på den sidste måde. Der har været helt vildt meget kærlighed i mit liv. Jeg har heller ikke selv været fedtet med kærlighed. Jeg plejer at sige, at alle de mænd, som jeg har elsket, de bor et sted i mig. For det er den fornemmelse, jeg har med det. De mænd, som jeg har givet lov til at holde mit hjerte og mit liv i hænderne, dem tænker jeg på med en dyb ømhed. Hvis de skrev eller ringede til mig, så ville jeg altid have lyst til at hjælpe dem, hvis de havde brug for det. Der er et særligt bånd til de mænd, som jeg har elsket.

Hvorfor tror du, at du kan have det sådan, når så mange hader deres eks?

– Jeg ved godt, at der findes alle mulige historier derude, hvor det bare ikke går godt, men de mænd, jeg har været sammen med, har virkelig gjort deres bedste. Jeg synes også selv, jeg har forsøgt at give alt det, jeg kunne. Det handler nok også om, at jeg mener, at man kan vælge, hvad det er for nogle følelser, man vil gå med. Min største skræk er at blive sådan en bitter gammel kone, der sidder herude i mit hus og er sur på livet. Og nu siger jeg noget meget groft – men hos nogle mænd, der er blevet et godt stykke oppe i 50’erne, kan der godt snige sig noget bitterhed ind. Nok også hos nogle kvinder. Jeg kan simpelthen ikke holde sådan noget bitterhed ud. Det kan da godt være, at nogle af mine ekskærester var irriterende og urimelige i nogle forskellige situationer, men det er ikke noget, der fylder i min dagligdag. Og jeg er selv til tider et urimeligt og irriterende menneske.

Er det en bevidst beslutning, at du har det sådan?

– Ja, det er det. De relationer, jeg har været i, har jo været med til at forme mig til det menneske, jeg er i dag. Man bliver enormt påvirket af de mennesker, man er tæt sammen med. Der har været så meget fint i de forhold, der har været, også selvom de ikke varede ved. Egentlig har vi jo kun øjeblikket. Livet er en række øjeblikke på en lang, lang snor. Jeg er sådan et menneske, der er meget nede i øjeblikket. Det er det, jeg ved, at jeg har. Og når jeg tænker tilbage på mændene i mit liv, er der så mange af de øjeblikke, der popper op som fine øjeblikke. Min datter er meget optaget af døden i øjeblikket. Hun går i en skovbørnehave, hvor hun ser jægerne komme med døde dyr, og hvor hønsene bliver slagtet. Hun siger til mig: ”Jeg elsker dig mor, lige til du dør.” Og så har vi snakket om, at man faktisk godt kan elske nogen, selvom de ER døde. Det er jo lidt det samme, som med kærligheden. Man kan godt elske nogen, selvom man ikke kan leve sammen med dem. Det er der, hvor kærligheden rækker ud over vrede og bitterhed. Det er der, hvor man oplever, at wauw, vi havde noget samme, som var helt unikt. Det er selvfølgelig også en sorg, at det ikke kunne blive ved med at være der. Men det var der. Og jeg tror, det er så vigtigt, at man holder fast i det.

Dy har skrevet sin nyeste bog med sin datter i tankerne. Der blev vækket en interesse for kvindeliv og kvindefællesskaber, da Ingrid kom til verden. Dy havde været overbevist om, at hun ville få en dreng, for hun havde på en eller anden måde altid bevæget sig meget i fællesskaber, der var befolket af mænd.

– Man kan jo sige, hvad man vil – og vi er kommet så meget længere end for 150 år siden – men der er stadig et stykke vej i forhold til ligestilling. Der stadig nogle kampe at tage. Jeg synes, det er en utrolig interessant tid, vi er i, hvor kvinderne virkelig er begyndt at få en stemme. Ofte kræver det kun én stemme, for at noget bliver sat i gang. At én skriver: #metoo. Så kommer det bare. Der er noget meget kraftfuldt i stemmen. Min roman er også et forsøg på at give stemme til kvinder. Det er en opfordring til at tale højt. Jeg har min datter i tankerne, når jeg skriver om at turde stå op for sig selv. Om at være sig selv. Og om at turde gøre noget.

Så du træder et skridt op for din datter?

– Ja og for alle kvinder. Der skete noget, da jeg fødte Ingrid. At føde er en vild ting. Man kan ikke forberede sig på det, og jeg synes faktisk, at vi taler alt for lidt om fødsler. Det har jeg prøvet at gøre op med. Da jeg selv skulle finde noget i litteraturen, hvor en fødsel virkelig bliver beskrevet, skulle jeg jo helt tilbage til ”Vinterbørn” af Dea Trier Mørch, som er fra 1976. Liv og død mødes i en fødsel. Da jeg selv var ved at føde, tænkte jeg: Jeg skal dø! Det gjorde så ondt. Det er også stadig potentielt livsfarligt at føde et barn, men det er en oplevelse, jeg simpelthen ikke ville have været foruden. En meget dyrisk oplevelse. Jeg kan huske, at jeg skreg på sådan en måde, at jeg selv blev helt bange. Jeg havde aldrig hørt noget menneske – eller mig selv – skrige sådan før. Det var en total urkraft, det kom helt indefra.

Det var ikke en fødsel med romantisk musik, badekar og sansestue, som jeg måske havde forestillet mig, men det blev en oplevelse, hvor jeg bare tænkte: Fuck ja! Jeg har satme født et barn! Der var så meget power. Jeg ville helt ærligt blive rædselsslagen som mand, hvis jeg skulle se min kvinde ligge der og være på den der urmåde. Samtidig ser han også den enorme kraft, som kvinder rummer. Det forstår jeg godt, at man kan blive bange for. Man kan spørge sig selv, om det mon er derfor, man historisk set har haft brug for at holde kvinder nede? Fordi der ligger noget empowerment i at kunne føde børn? Det er der jo ikke nogen mand, der kan trumfe. Man kan ikke trumfe livet selv.