Forfatter Helle Helle: “Jeg har det altid på, når jeg spiser middag med min mand”

Helle Helle er A-menneske og glad for morgenens rutiner. Den bogaktuelle forfatter inviterede til kaffe og hjemmebagte boller i en uforstyrret skov syd for Sorø. Hun er kendt for sit sirligt opsatte hår og sorte tøj, men skriver i hættetrøje og fire par uldsokker.

Hvad får dig op om morgenen? 

“Jeg er A-menneske, så jeg kæmper ikke med at komme op om morgenen. Tværtimod. Jeg vågner klokken fem og tvinger mig selv til at sove lidt længere, så jeg ikke får brug for en middagslur senere. Men jeg vågner af lyst. Jeg står jo op til den hverdag, jeg selv har valgt.”

Har du nogle særlige morgenritualer?

“Jeg er mest frisk de første 30 minutter af dagen. Derefter går det kun ned ad bakke, indtil jeg nærmest kravler rundt på gulvet, så det er om at udnytte den første energi. Jeg skriver tidligt på dagen, men inden da skal jeg igennem et langt regime for at vække kroppen. Først et glas vand med citron. Så træner jeg med kettlebells, i hvert fald fire gange om ugen. I weekenden går jeg en lang tur med min mand, og så hjem og spise morgenmad og drikke kaffe med mælk. Men i hverdagen sidder jeg i hjørnet af stuen og spiser en kolesterolvenlig morgenmad. Det er den nødt til at være. Så det er chiagrød eller havregrød – med revne æbler eller friske brombær, jeg kan hente i haven. Jeg vil have uforstyrrede morgener. Jeg vil begynde dagen med mig selv. Jeg vil ikke læse, hvordan andre er vågnet på Facebook, og jeg vil ikke høre nyheder eller læse andres værker. Så jeg vækker hjernen ved at kigge på noget, der ikke distraherer. Jola Sigmonds IQ-opgavebøger eller folkeskolens afgangsprøver i biologi, kemi og fysik.”

Du er kendt for din uniform, som er lige så stilren som dit sprog?

“Måden jeg skriver på, passer formelt til måden, jeg klæder mig på. Interessen for detaljen. Jeg eksperimenterer endnu mere med min form, og mit sprog er gået mere amok, jo ældre jeg bliver – men mit tøj bliver ikke mere dramatisk af den grund. Uniformen er ikke knyttet til mit arbejde som forfatter. Jeg ville se sådan her ud, uanset hvad jeg arbejdede med. Det er min måde at vise mine fortrin på den bedst tænkelige måde, og skjule det mindre flatterende. Det lyse hår står godt mod det mørke tøj, og skuldrene er noget af det man kan vise i længst tid, for de bliver ved med at være pæne. Når jeg skriver, er jeg ikke så stilren. Der er jeg typisk iført hættetrøje med tandpasta på, leggings under et par shorts og fire par uldsokker, fordi her altid er lidt koldt.”

Hvad tænker du, når du ser dig selv i spejlet?

“Jeg har faktisk to spejle. Et almindeligt og et, der forstørrer 10 gange. Jeg er glad for dem begge. Jeg forholder mig meget konkret til min hud, og jeg går meget op i at give den de rigtige produkter. Jeg er hver dag taknemmelig for, at der findes A-vitamin og Bioeffect. Jeg tager ikke altid makeup på fra morgenstunden, men jeg har det altid på, når jeg spiser middag med min mand.”

LÆS OGSÅ: Morten Albæk: "Jeg får fugtige øjenkroge over, at min hustru vil være sammen med mig"

Er forfængelighed et fyord i den litterære verden?

“Jeg har altid fået lov til at være præcis så forfængelig, som jeg ville. Det er misforstået, hvis man forudsætter, at ånden gør sig fri af alt det fysiske. Tværtimod er der da masser af forfattere, der går op i deres fremtræden. Herman Bang var fx dybt forfængelig. Og vi er jo også alle forfængelige på vores bogs vegne og derfor optagede af form såvel som indhold. Man kan da ikke skille de ting ad. Jeg er opdraget med skønhed. Min mor solgte parfume, skintonic og læbestift, og hun er grunden til, at jeg også blev parfumedame på Rødby-Puttgarden-færgen. Jeg tog kurser i skønhedspleje på ungdomsskolen, og jeg gik med mørkerød læbestift på Forfatterskolen.”

Hvor er du i livet?

“Jeg ser ud, som jeg føler mig og er mere tilfreds med min krop end nogensinde. Jeg var forholdsvis gammel, før jeg tog det med at træne alvorligt. Jeg troede, at man med små børn skulle gemme på kalorierne til at passe på dem og haven og huset. Nu ved jeg, hvor vigtigt det er, at jeg bevæger mig og holder mig stærk. Og så tænker jeg meget på, hvor glad man må være, for hvert år man får. Det er i min alder, at der kommer stimer med flere dødsfald og sygdom i omgangskredsen. Det gør noget ved en. Jeg tror, det er derfor, at jeg vågner glad. Jeg er glad for, at jeg stadig er her. Min mor var 74 år, da hun døde – måske har jeg kun 19 år tilbage. Nu har jeg det sådan, at hver dag skal give mening. Det er frygteligt banalt, men det er sådan, det er.”

Hvorfor bor du i en skov langt ude på landet? 

“Jeg bruger naturen meget, især når jeg går mine ture. Der er altid så smukt, og jeg skal ikke forholde mig til en by, til larmen og til andre. Her er så stille, og det betyder noget, for jeg bliver let forstyrret, når jeg arbejder.”

Er du overtroisk eller jordnær?

“Jeg er utrolig jordnær. Men ting sker. For eksempel kom jeg et par år efter min mors død kørende på landevejen uden for Sorø. Det var en dag, hvor jeg syntes, livet var svært, og jeg havde lidt ondt af mig selv. Pludselig hørte jeg min mors stemme højt og klart, den sagde: “Vil du hellere op til mig, da?” Jeg råbte “NEJ” og begyndte at skraldgrine. Det var den fineste, sjove hilsen fra min mor. Og jeg ved jo godt, at hendes stemme kom inde fra mig. Men den kom ud af det blå, helt uplanlagt. Sådan kan det også være at skrive. Nogle gange kan der komme ord ud af mig, jeg ikke anede, jeg rummede. Og det er som regel de bedste.”

Hvem har skrevet den bedste bog nogensinde?

“Det er der mange, der har. Jeg får lyst til at nævne, hvor meget fantastisk eksperimenterende litteratur, der blev skrevet for 100 år siden. James Joyce, Virginia Woolf, Franz Kafka og senere Samuel Beckett. Det er så vildt, at den form for litteratur allerede er skrevet. Men som forfatter er man er nødt til at tro, at der er nye veje at gå og nye formelle eksperimenter, som ikke er lavet før. Det er det, der gør arbejdet nyt og spændende for mig.”

Har du nogle faste skriverutiner? 

“Jeg holdt op med at ryge for 20 år siden. Mens jeg røg, kunne jeg skrive uden stop. Det kan jeg ikke i dag. Det er så svært at spise, når man skriver, så sulten sætter grænsen for, hvor lang tid jeg kan skrive ad gangen. Jeg starter med at læse det, jeg skrev dagen før, retter i det, og så skriver jeg videre. Mine daglige gåture er også meget vigtige for mig. Der går jeg og skriver oppe i hovedet – helt ned på sætningsniveau. Og jeg skriver kun på mine egne bøger. Jeg oversætter ikke, og jeg skriver ikke for andre, som det ellers kan være nødvendigt for forfattere. Det giver kæmpe udsving i min indtjening, men jeg har lært at sætte til side til dårlige tider. Og jeg bliver gladere af at eje min egen tid.”

Hvor i verden er det bedste sted at spise morgenmad?

“Lige her. Om sommeren sidder jeg ude i haven. Nogle gange helt frem til oktober i dunjakke under paradisæbletræet. Men det er lige så fint at sidde i mørket inde i stuen. Bare det er her.”