Når Kristian Bang Foss fortæller om sit virke, bliver han ofte spurgt; ”Hvad laver du så i virkeligheden?”

Hvornår vidste du, hvad du skulle bruge dit liv på?

"Jeg havde meget svært ved at læse og skrive, da jeg gik i folkeskole, og lærte det først længe efter de fleste andre.

Så jeg brugte meget tid på at tegne, og jeg var overbevist om, at jeg ville være tegneserietegner. Helt op til gymnasiet, hvor jeg blev mere og mere interesseret i litteratur og begyndte at tænke, at jeg måske hellere ville skrive.

Læs også

Da Ellen fik lov til at kramme sin datter for første gang i 15 år, kom tårerne

Det fede ved tegneserier er, at man som én person kan skabe et helt univers. Bare med tusch og papir. Og det er det samme, når man skriver. Det kræver også ganske få hjælpemidler i modsætning til film. Jeg talte ikke med andre om, at jeg gerne ville være forfatter. Det var først, da jeg kom ind på Forfatterskolen, efter jeg var droppet ud af fysik efter knap et år. Det er meget udsat at sige, at man vil være forfatter. Sådan har jeg det egentlig stadigvæk, hvis jeg skal tale med folk om, hvad jeg laver."

Hvordan er det udsat?

"Hvis jeg siger, at jeg er forfatter, er der den der "ja, men hvad laver du i virkeligheden?”. Så skal jeg sidde der og sige, at jeg altså HAR udgivet bøger, og så kan det være, at de finder ud af, at de har læst en af dem. Det handler nok også om, at jeg ikke tager det så højtideligt, for mig er det jo også lidt et job. Og jeg mener ikke, at det nødvendigvis er vigtigere end så meget andet.

Men når man siger, at man er forfatter, kommer der bare den der aura omkring det. Det er nok også, fordi der ligger så meget identitet i det at være forfatter. Måske handler det også om en mærkelig forfængelighed fra min side, at jeg ikke kan lide at sidde og gøre rede for, hvem jeg er, og tale om mit eget. Hvis man siger, at man er brandmand, så skal man jo ikke fortælle, hvilken brandmand man er."

Der er en underspillet humor i dine bøger, hvilken rolle spiller humor i dit eget liv?

"For mig er der en form for protest forbundet med humor. Det er et oprør mod noget, der er så absurd, at man ikke kan stille andet op end at grine ad det.

Humor er jo også forbundet med det tragiske, så det er vel også en form for selvforsvar. Det er både en ventil, men det er også en anerkendelse af det absurde i tingene, som på en eller anden måde kan lette situationen. Der er en overgivelse i det at grine."

Oplever du ofte, at du ser det komiske i situationer, der ikke som sådan er sjove?

"Lige siden jeg var barn, har jeg haft en evne til at kunne se det komiske i mange situationer, og det har nogle gange afledt nogle lidt pinlige situationer, hvor jeg er kommet til at sidde og grine, særligt hvis jeg har været overtræt.

Læs også

Lene fra Le Knit har lavet strikkeopskrifter, siden hun var 14: ”Dét har gjort det endnu mere interessant”

Når jeg lytter til samtaler, kan de nogle gange gå helt i opløsning i noget absurd. Hvis jeg først har den indstilling, kan jeg ligesom høre, hvor dybt fjollede vores samtaler nogle gange kan være. Det er egentlig umuligt at forklare præcis, hvad det er, der er sjovt.

Nogle gange kan det bare være det, at der sidder nogle mennesker på den her planet og taler om prisen på toiletpapir i Lidl, hvis man forestiller sig, at man sidder som en arkæolog eller et rumvæsen og betragter det på afstand."

Hvad er du mest stolt af i dit liv?

"Det er min familie. Bare det at få en familie. Jeg er stolt af at være far. Men jeg synes også helt personligt, at det har været lidt af en bedrift at kunne forene familien med det at skrive, uden det tager overhånd. Folk, der skriver eller laver kunst, kan godt have en tendens til at retfærdiggøre, at de så kan forsømme andre ting, fordi det, de laver, er så ekstremt vigtigt.

Det er nok også en del af den der forfatterrolle. Og der prøver jeg at se det mere som et arbejde. Mine bøger er ikke noget, jeg er stolt af på samme måde, som jeg er stolt af mine børn. Nogle forfattere kalder jo deres bøger for deres børn, mens det for mig er lidt mærkeligt at skulle forholde mig til mine bøger. Det kan virke lidt pinligt eller være forbundet med en ubekvemhed. Jeg har egentlig ikke sådan lyst til at beskæftige mig med dem, når jeg er færdig.

Men det er dobbelt, for det er jo også fantastisk, når der er så mange mennesker, der får en oplevelse ud af dem. Jeg er da også stolt af overhovedet at kunne få skrevet mine bøger færdig, og jeg synes også, de er gode. Men det er jo ikke ligesom, når jeg ser på mine børn, hvor jeg er virkelig stolt af, at de kan et eller andet, og gerne vil have, at folk skal se det og forbinde dem med mig."

Du har hidtil skrevet samtidsromaner, så hvorfor foregår din nye bog i bronzealderen?

"Jeg havde lyst til at rykke handlingen et helt andet sted hen, og jo mere jeg læste om bronzealderen, jo flere paralleller fandt jeg til vores tid, fordi det var en undergangstid. Der kom en storm af krige, tørke, jordskælv og folkevandringer nede sydpå, der fik de handelsruter, som alle var afhængige af, til at kollapse.

Det er bare interessant, hvor skrøbelig globaliseringen kan være, og hvordan det pludselig kan gå ned. Det syntes jeg også, at man så under corona, hvor vi ellers havde taget for givet, at vi kunne få, hvad vi skulle bruge fra udlandet."