Forfatter Mathilde Walter Clark: "Indtil jeg var 11 år, var mit forhold til min far fuldstændig ordløst"

Mathilde Walter Clark voksede op alene med sin danske mor. Hendes amerikanske far var de aflange kuverter med blå og røde striber langs kanten, der kom ind ad brevsprækken med jævne mellemrum. Når det skete, var der en helt særlig stemning. Der var brev fra Daddy! Og Daddys breve blev ikke bare revet op, som alle andre breve, der kom ind ad brevsprækken, nej, de blev åbnet forsigtigt med en helt særlig kniv. Mathilde og hendes mor satte sig ned i de to små sofaer med råhvidt uldbetræk, og så læste Mathildes mor brevet højt.

Første gang på en lidt staccato-agtig måde, fordi hun skulle oversætte fra engelsk, mens hun læste. Anden gang var oplæsningen helt flydende. Til sidst i brevene var der altid et håndtegnet hjerte med en pil igennem. Mathilde kunne ikke forstå, hvordan man kunne tegne noget, der så så levende ud. Den der tredimensionelle måde, pilen kom i hjertet på. Der var også noget helt særligt ved skriften. Og det tykke papir med vandmærke, som brevene var skrevet på.

Brevene VAR Daddy.

Mathilde sidder i gården bag sit fine lille, blå byhus i København og fortæller historien om sin far. Den far, som hendes mor boede sammen med i USA, til Mathilde var knap et år, og som moren valgte at forlade for at rejse tilbage til Danmark med sin lille datter under armen, og hvad der kunne ligge i en taske. Mathilde er aktuel med bogen "Lone Star", som handler om den fjerne far og den længsel efter ham, der altid har boet i hende. Da hun i 2012 mistede sin danske stedfar, blev hun pludselig bevidst om, at hun også kunne miste sin far i USA. Hvem ville ringe til hende, hvis han døde? Ville hun overhovedet få det at vide? De tanker blev startskuddet til bogen, som har været lidt af en følelsesmæssig tour de force at lave.

Ordløs kontakt

Mathildes mor var bare 22 år, da hun fødte Mathilde, og de to havde – og har – et meget nært forhold.

– I dag kan jeg se, at min mor og jeg var en lille enhed, da jeg var barn. En lille trup på to. Vi havde begge en fornemmelse af, at det var os to mod resten af verden. Jeg havde en enorm tryg opvækst med min mor alene på grund af den måde, hun er på. Vi flyttede en del rundt, blandt andet efter hvor min mor fik arbejde, så jeg har ikke et bestemt sted, som jeg forbinder med at være barn. Det, jeg forbinder med at være barn, er noget mellem mig og min mor. Vores nærhed. Mit hjem var min mor. Uanset hvor vi boede.

– Da jeg senere rejste til St. Louis i USA for at besøge min far og familien derovre, oplevede jeg, hvordan den opvækst, jeg havde haft, ikke var noget, man kunne tage for givet. Jeg troede, at alle mødre lagde deres børns pyjamas på varmeapparatet om vinteren og efterbørstede børnenes tænder, til de var ti år. Det gjorde min fars kone ikke. Der var heller ikke nogen derovre, der puttede børnene. Faktisk kom de voksne stort set ikke på den etage i huset, hvor børnene var. Det hus, og hvad der foregik i det, var ekstremt anderledes end det, jeg var vant til, og det var en kæmpe øjenåbner. Børn tror jo, at den måde, de har det på, er sådan, som verden er.

Det første fysiske møde med faren, som Mathilde kan huske, fandt sted, da hun var omkring to år.

– Min far har senere fortalt, at jeg stod med min mor i hånden i noget, der lignede matrostøj, og ventede på ham i ankomsthallen i lufthavnen. Jeg kan intet huske fra lufthavnen eller turen hjem, men jeg kan huske øjeblikket, hvor vi låser os ind i lejligheden. Det er et meget stærkt minde om min far, som ikke involverer ham på anden måde, end at det er ham, jeg kommer ind ad døren med. Det er lige, som om jeg ser vores hjem for første gang. Jeg har selvfølgelig set det hele tiden, men min erindring fra det hjem stammer fra det øjeblik. Fordi jeg pludselig ser det med min fars øjne. Jeg skal vise ham vores hjem. Det er meget specielt. Og det har siddet i mig lige siden. Når jeg er sammen med min far i dag, og vi træder ind i et rum sammen, ser jeg også det, han ser. Sådan føler jeg det. Og derfor føler jeg også, at der er mange ting, min far og jeg ikke behøver tale om. Der er sådan en ordløs forbindelse imellem os. Indtil vi gik ind ad den dør sammen, var min far de stribede kuverter. Nu var han med ét en høj, tynd, mørk mand fra den anden side af Atlanten.

Foto: Les Kaner.

Hvordan var forholdet mellem din mor og far?

– De har altid haft et meget fint forhold, og når han kom og besøgte os, kunne jeg mærke den der kontakt mellem ham og min mor. De kendte hinanden rigtig godt og holdt af hinanden. Jeg kunne ikke forstå, hvad de snakkede om, for jeg talte ikke engelsk, så frem til jeg var 11 år gammel, var mit forhold til min far fuldstændig ordløst. Det er rene visuelle erindringer og stemninger. Kropssprog og fornemmelser.

Spurgte du din mor, hvorfor din far ikke var i Danmark sammen med jer?

– Det er et spørgsmål, der bliver stillet ud fra et udgangspunkt om, at det skulle have været anderledes. Sådan er det jo ikke for børn. De stiller slet ikke den type spørgsmål. Jeg stillede heller ikke spørgsmålet: Er han gift? Eller: Hvor forsvinder han hen? Amerika var bare noget, der lå langt væk. Det gav fuld mening for mig, at når han nu arbejdede på et universitet i Amerika, så skulle han jo også bo i Amerika. Min far er atomfysiker, og på en mærkelig måde hang han også altid sammen med rummet for mig, da jeg var barn. Jeg troede, at han var en slags astronaut, som svævede rundt ude i verdensrummet, når han ikke var hos os.

En frygtindgydende stedmor

Mathildes far kom regelmæssigt på besøg, men Mathilde vidste alligevel aldrig, hvornår hun skulle se ham igen. Om hun skulle se ham. Det satte sig som en længsel i hende, som blandt andet gav sig til udtryk i ondt i maven.

– Hver gang, jeg var trist, fik jeg ondt i maven og sagde, at jeg savnede min far. Jeg tror, at det blev lidt sådan en opsamlingskasse for alt muligt, for det kan være svært for et barn at sætte ord på følelser. Det var helt sikkert OGSÅ, fordi jeg savnede min far, men det var ikke kun det. For hvad skulle jeg savne? Jeg havde jo ingen erfaring med, at det kunne være på en anden måde. Jeg kunne se, at andre børn havde en far, som var der hele tiden, og jeg kan huske, at jeg syntes, min fætters far var meget far-agtig. Han røg pibe og havde fuldskæg. Men han gav også endefulde, så der var både plusser og minusser ved at have en far derhjemme. Min far skrev breve til mig. Han sendte mig små gaver, f.eks. en sommerfuglebroche fra Mexico. Og han satte drage op med mig, når han var på besøg.

Hvordan havde du det, når din far rejste hjem efter et besøg?

– Det med lufthavne er virkelig noget, jeg forbinder med min far, fordi vi altid har siddet i en eller anden lufthavn og har skullet tage afsked. Det foregår altid på samme måde. Vi sidder der, og min far bliver meget nervøs, når han eller jeg skal rejse. Jeg sidder bare med mit stive fokus på, at vi skal skilles. Og så – på et eller andet tidspunkt – er der en af os, der kører op ad en rulletrappe, mens den anden bliver mindre og mindre. Og i det øjeblik er jeg utrøstelig. Selv i dag. Som voksen.

Da Mathilde var 8-9 år blev hun under et af sin fars besøg præsenteret for en lille stabel fotografier. Det første billede forestillede et spædbarn, som viste sig at være Mathildes lillebror. Mathilde havde altid drømt om søskende, så hun blev henrykt. De næste billeder viste tre piger, der lignede Mathilde. Tynde og mørkhårede. Jævnaldrende. Og så optrådte der en høj, tynd kvinde med blondt hår, som holdt babyen. Med ét havde Mathilde fået fire søskende, og det gik op for hende, at hendes far var gift med en anden kvinde. Samme eftermiddag blev det besluttet, at Mathilde skulle over og besøge sin amerikanske familie, men hendes mor insisterede på, at hun først skulle lære sproget. Da Mathilde var 11 år og havde haft engelsk et år i skolen, rejste hun alene over Atlanten. Det blev det første af mange sommerbesøg i St. Louis, og det blev til oplevelser og erindringer, som har præget hele Mathildes liv.

– Min far, hans kone og mine søskende boede i et kæmpestort hus, og jeg har vanskeligt ved at beskrive det, fordi det hus er blevet som en slags drøm for mig. Jeg blev aldrig vist rundt i det, jeg så det aldrig i sin fuldstændighed, så jeg havde en fornemmelse af, at man hele tiden kunne opdage nogle nye kroge eller

steder i det hus. Der var også en fornemmelse af, at der var forbudte territorier. Områder, hvor vi børn ikke måtte færdes. Uden at det nogensinde blev sagt. Og så er det hus meget knyttet sammen med min fars kone for mig. Min far arbejdede meget, kom senere hjem end os andre, og vi børn spiste heller ikke sammen med ham og hans kone, så hele huset var præget af hende. Hun var meget speciel, og der var meget, der afhang af hendes humør. Hun kunne være ret fantastisk, når hun var i godt humør, men hun var ikke en varm kvinde. Og hvis man sagde eller gjorde noget forkert, kunne hendes humør skifte fuldstændig. Hun kunne være frygtindgydende, og jeg var virkelig bange for hende. Der var sådan en stemning af, at det gjaldt om at bevæge sig rundt i huset uden at støde tilfældigt på hende, for hvis man gjorde, vidste man aldrig, hvad der kunne ske.

Hvordan blev dit forhold til dine søskende?

– Jeg tror, de så mig lidt som et fremmedelement. De havde deres eget liv, og jeg forstår det jo fuldstændig. De var midt i en ongoing historie, og alle de samtaler, de havde, baserede sig på tidligere samtaler. Og så kom jeg om sommeren. Trådte ind i deres liv for en stund og rejste væk igen, når sommeren var slut. Deres liv derovre fortsatte bare. Jeg havde – og har – jo mit liv i Danmark, og alt det, jeg har her, kender de ikke til. Jeg kan ikke dele det med dem. Det er separate liv. Men jeg havde, fordi jeg er enebarn, et brændende ønske om at indgå på lige fod med dem derovre. Et helt umuligt ønske.

Foto: Les Kaner.

De kasserede breve

Alle de breve, som Mathilde og hendes mor modtog fra faren, blev omhyggeligt gemt og slæbt med i store flyttekasser fra sted til sted gennem årene.

Da Mathilde var 26 år, stod kasserne på hendes loft, og en dag fik hun trang til at få ryddet op. Det var der, hun begik sit livs fejltagelse. Hun smed brevene ud.

– Jeg blev ramt af momentant oprydningsvanvid. Jeg følte mig tynget af, at jeg havde en masse flyttekasser på loftet med alt muligt i, og jeg begyndte at sortere. Og så fik jeg en åbenbaring. Jeg kunne pludselig se, at alle de ting, som jeg forbandt med steder, jeg havde boet, bare var gods, jeg slæbte rundt på.

Jeg kunne med ét mærke, at jeg ikke havde hverken mere eller mindre adgang til min mormor, fordi jeg gemte alle hendes håndstrikkede servietter. Min mormor VAR ikke de servietter, og jeg kunne bare skille mig af med dem. Og så nåede jeg frem til min fars breve og brevene fra min amerikanske farmor, som vi også altid havde gemt. Pludselig var de bare en masse papir, og jeg smed dem ud. Men...

Mathilde holder en lille pause. Det er svært at tale om.

– Men de breve VAR jo min far. De VAR min farmor. For det er netop det, som breve er. Breve ER de mennesker, der har skrevet dem. Brevene var hele min barndom, hele min opvækst, hele mit forhold til min far og min farmor. Fordi der havde været så uendeligt lidt fysisk samvær med dem. Men jeg smed brevene ud...

Hvornår gik det op for dig, at du ikke skulle have gjort det?

– Jeg tror, der gik et år eller to. Jeg kan ikke huske det, det kom snigende. Måske vidste jeg det ret hurtigt. Det var så forfærdeligt... og det har været så forfærdeligt for mig, at jeg i mange, mange år efter ikke kunne snakke om det uden at begynde at græde. Hulke. I lange perioder har jeg ikke engang kunnet udholde at høre folk tale om breve i det hele taget. Bare ordet "brev" sugede al indmaden ud af mig. Det er det forfærdeligste, jeg har gjort. Og jeg vil sige til alle, der påtænker at skille sig af med deres breve: Lad være!

– Mit forhold til min far har altid været meget immaterielt, og brevene var noget af det eneste fysiske, jeg havde fra ham. Og jeg tror næsten, at jeg var nødt til at skrive hele bogen om min far for at kunne gøre begribeligt, hvorfor det var så forfærdeligt, at jeg skilte mig af med de breve. Bogen er et forsøg på at skabe en fysisk ting, som kan repræsentere min far. Jeg fik sådan en akut fornemmelse af, at jeg var nødt til at sikre alle minderne om ham på papir. Jeg var bange for at stå alene tilbage med minderne, hvis der skulle ske ham noget. Min far er bindeleddet til hele min amerikanske verden, jeg har stort set ikke nogen anden forbindelse til den verden end ham. Alene det, at det faktisk har vist sig umuligt at få en aftale i stand om, at nogen ringer til mig, når han dør, viser jo, hvor skrøbelig og tynd en tråd hele den amerikanske del

af min opvækst, liv og familie hænger i.

Den altafgørende knap

I 2014 rejste Mathilde til Texas for at mødes med sin far i hans fødeby Lockhart. Hun var gået i stå med bogen, hun havde brug for at tilbringe noget tid med ham for at komme videre, og hun ville gerne besøge den egn, hvor han var vokset op. De tilbragte for første gang nogensinde ti dage alene sammen. Helt tæt.

I et lille ranchhouse ude på prærien. De besøgte steder og mennesker, som har haft betydning for Mathildes far, og hun følte, at hun lærte både ham og USA bedre at kende. Faren medbragte også en gave, som viste sig at være meget dyrebar.

– Han havde fyldt sin rullekuffert op med breve. Breve fra min mormor til min mor, som hun ikke fik med sig, da hun i sin tid rejste hjem. Breve fra min mor til min far, dengang de kurtiserede hinanden. Breve med børnetegninger fra mig til min far. Og så breve fra min mor til min far fra den tid, hvor jeg voksede

op. Da jeg læste de breve fra min mor, gik det op for mig, at det billede, som jeg havde af min far, da jeg voksede op, skyldtes min mor. Hun havde husket ham på, at han skulle skrive til mig. Hun havde skrevet til ham, at han skulle sende mig en gave og sige, at den var fra Mexico, fordi han havde lovet at gøre det. Men glemt det. Og jeg er sikker på, at det også er hende, der har fortalt ham, at en rigtig far også er sådan en, der sætter drage op med sin datter. Hun har simpelthen arbejdet bag linjerne for at få min far til at passe ind i fællesmængden af fædre.

Hvordan var det at finde ud af det?

– Det var vildt. Dels at se det arbejde, min mor havde lagt for dagen, samtidig med at hun havde haft sit at se til som enlig mor herhjemme. Hendes ærinde var, at jeg skulle have en god far. Hun kunne godt have stillet sig i forgrunden eller fortalt, at hun havde gjort de her ting, men det har hun aldrig gjort. Og så synes jeg faktisk også, det var gribende at finde ud af den del, som min far stod for. For han gjorde jo faktisk alt, hvad hun sagde. Han har haft brug for lidt hjælp til at udfylde rollen som far. Ikke af uvilje, men fordi han er den type, han nu er. Det samarbejde, de to havde, gjorde, at han på trods af geografisk, sproglig og tidsmæssig afstand kunne være en god far.

Hvem er Mathilde Walter Clark?

• Mathilde Walter Clark, 47 år
• Forfatter og tidligere klummeskribent for ALT for damerne, MetroXpress og Information.
• Aktuel med romanen ”Lone Star”, der handler om hendes amerikanske far.
• Bor med sin kæreste i København.

Da Mathilde fyldte 40 år, var hendes far i Danmark for at fejre hende. En lille episode fra den dag binder den fineste sløjfe på historien og på Mathildes liv.

– Jeg kommer ud fra badeværelset, lyset står idyllisk ind gennem de grønne blade udenfor, og jeg ser mine forældre stå lige over for hinanden. Fine i tøjet og klar til fest for mig. Og så gør min mor det helt enkle: Hun bukker sig frem og knapper en knap i min fars skjorte, som han har glemt at knappe. Og han lader den knappe. Lige DER blev mine to verdener knappet sammen. Helt enkelt. Det var det lykkeligste øjeblik for mig. Jeg behøvede ikke andet på min 40-års fødselsdag. For den lille handling vidnede om, at der havde været en intakt verden før mig. Og lige der blev verden intakt igen.