Ægtemanden Morten Ramsland: "Jeg har ikke sat tre børn i verden for at blive skilt"
Forfatter Morten Ramsland er gift på 30. år med sin hustru, Trine Dupont. De bor, sover og har fælles hverdag sammen - og så har de hver deres kæreste. Sådan har det været i 12 år. Her fortæller han om forholdet set fra sit perspektiv.
Læs hele interviewet med Trine Dupont her.
Hvordan er det for dig at leve i den her kærlighedsrelation?
"Jeg har det godt med det. Det er ikke det samme som, at det har været let hele tiden. Især i starten var det svært, fordi det mest var mig, der søgte udenfor vores relation. Derfor var jeg meget opmærksom på, hvordan Trine havde det. I dag er det ikke det at leve i det her åbne familieforhold, der fylder hos mig. Nu er det mere, hvis børnene ikke trives i skolen eller noget andet – præcis som i alle andre familier. Det er blevet en hverdagsting."
Har du overvejet skilsmisse?
"Nej, det har jeg faktisk ikke. Jeg har ikke sat tre børn i verden for at blive skilt. Det har været meget tydeligt for mig hele vejen igennem. Jeg har været nervøs for, at det var der, det kunne ende, men samtidig været meget opmærksom på, at det her skulle lykkes for os. Jeg skulle ikke kun se mine børn hveranden uge. Det var helt klart det, der holdt mig igennem de der første par svære år."
LÆS OGSÅ: Jørn er kæreste med en gift kvinde - og har et tæt forhold til hendes ægtemand
Hvordan er det for dig at skulle ”dele” Trine?
"Lige da Trine mødte Jørn, var det lidt svært. Pludselig ville de gerne have, at han var med til mange ting. Samtidig gjorde det dog også mit og Trines forhold mere afbalanceret. Vi havde jo nogle behov, som vi ikke rigtig kunne opfylde hos hinanden, men det skulle vi lige acceptere. Der er jo en eller anden romantisk drøm om, at det er den samme person, som man matcher med på alle punkter. Derfor er der mange, der forsøger at lave deres partner om, så man kan passe til det hele. Det går sikkert fint for nogen, men ikke for de fleste. Den drøm og forestilling har vi sluppet i dag. Det har både været en befrielse og en smerte at skulle sige, at vi ikke kunne være alt for hinanden."
Hvordan tror du, at jeres familiekonstellation vil se ud i fremtiden?
"Selvfølgelig sætter det gang i nogle tanker, at børnene er ved at være store – sådan er det nok også i andre parforhold. Her er vi bare et par stykker mere, der lige skal være med i fremtidsplanerne. Jeg har det ikke sådan, at Trine og jeg kun gør det her for børnene. Det er også for det fællesskab og den samhørighed, som jeg har med hende. Vi har kendt hinanden i så mange år. Vi er livsvidner og kender hinanden ekstremt godt. Det forsvinder jo ikke, selvom børnene bliver store. Hvordan det hele så skal indrettes, og hvem der skal bo hvor, og hvordan det skal være, ved jeg ikke endnu. Men jeg tænker, at vi skal blive ved med at have et forhold til hinanden."
LÆS OGSÅ: Trine er gift med Morten – og kæreste med Jørn: ”Vi har alle besluttet, at det er okay”