Fra gymnasielærer til caféejer: "Jeg bruger mere af mig selv nu"
Efter ni års universitetsstudier var Ulla Dahl indstillet på et liv som underviser, men hun begyndte hurtigt at drømme om et mere kreativt job. Nu har hun en café i Aarhus midtby.
Hvorfor skiftede du jobbet som gymnasielærer ud med et liv som selvstændig?
– Jeg kunne egentlig godt lide at undervise, men jeg savnede at være kreativ og lave noget, jeg virkeligt brændte for, og hvor jeg kunne bestemme over min egen tid. Min bror forærede mig en amerikansk bog, der hed "How to Start a Home-Based Gift Basket Business", der var sådan en guide til, hvordan man kunne leve af at sælge gavekurve. Selvom jeg syntes, ideen lød lidt fjollet, tænkte jeg, at der jo ikke kunne ske noget ved at prøve. Det blev hurtigt en succes blandt venner og bekendte, og jeg begyndte at tage kurve og små brochurer med ud i industriområder, hvor virksomhederne afgav bestillinger. Det gav mig en enorm tilfredsstillelse at se, hvordan forretningen blomstrede, og folk blev glade for de ting, jeg lavede. På den måde fandt jeg ud af, at jeg ville egne mig godt til at være selvstændig. Efter nogle år blev jeg tilbudt at overtage en kombineret café og kaffe/tebutik, og jeg kunne straks se, at kombinationen af gavekurve og et sted, hvor folk kunne drikke kaffe og se de ting, jeg puttede i kurvene, var en god ide.
Hvilke overvejelser gjorde du dig, inden du kvittede dit faste job?
– Faktisk var jeg ret ubekymret. Det var jo før finanskrisen, og der var en anden optimisme blandt iværksættere, end der er i dag. Det føltes heller ikke så drastisk, fordi jeg havde nogle småjobs ved siden af, mens jeg solgte gavekurve. Samtidig vidste jeg, at jeg kunne falde tilbage på undervisningen, hvis det slet ikke gik, og det gav mig mod til at fortsætte.
Hvordan har du det med, at du "spilder" din lange uddannelse?
– Jeg tænker slet ikke på min uddannelse, som om den er spildt. Tværtimod. Mit universitetsstudium har givet mig en vigtig ballast og lært mig utroligt meget om at arbejde selvstændigt, og jeg er slet ikke sikker på, at jeg ville have turdet kaste mig ud i det, hvis jeg ikke havde fået den selvtillid, det giver, at gennemføre en lang uddannelse.
Har du nogensinde fortrudt din beslutning?
– Nej, aldrig. Det er drønhamrende hårdt, og jeg har ikke ret meget fri, men jeg er glad for at gå på arbejde hver eneste dag. Det giver en fantastisk tilfredsstillelse at arbejde for sig selv, og jeg føler, at jeg bruger mere af mig selv nu, end jeg gjorde som underviser. Som caféejer oplever man folks umiddelbare glæde, når de kommer her og udbryder: "Hvor er her hyggeligt" eller "Nej, hvor smager det godt", og det er fantastisk at drive et sted, hvor man gør andre mennesker glade. Selvfølgelig fik jeg også af og til positiv respons som underviser, men det var nu sjældent, at eleverne lige-frem sagde tak, når vi var færdige med et forløb, jeg havde brugt tonsvis af timer på at forberede.
Hvad er dit bedste råd til folk, der overvejer at springe ud som selvstændig?
– Det var rart at have mit faste job, så jeg kunne løbe min virksomhed stille og roligt i gang, så hvis man på nogen måde kan starte i det små, vil jeg anbefale det. Derudover skal man virkelig gøre sit forarbejde grundigt. Personligt tog jeg nogle kurser, hvor jeg bl.a. lærte om forretningsplaner og markedsføring, og så vil jeg anbefale, at man snakker med nogen, der har den type virksomhed, man ønsker. Jeg møder mange unge piger, hvis højeste ønske er at starte en café, men de skal gøre op med sig selv, om de har lyst til at arbejde så meget, som det kræver. Det her fylder jo hele mit liv på godt og ondt, og jeg står ikke kun og bager lækre kager og snakker med folk. Det er også mig, der har ansvar for rengøring eller regnskab, og myndighederne har en bunke krav, som man også skal opfylde. Den side af jobbet skal man også huske på.
FAKTA: Vi vælger forkert
Fire ud af ti danskere ville hellere være uddannet som noget helt andet end det, de er blevet, og flere end hver tiende agter at begynde forfra på en ny uddannelse. Det viser en undersøgelse, som Analyse Danmark foretog for Ugebrevet A4 i 2008.
LÆS OGSÅ: "Det havde været nemmere, hvis jeg kunne være blevet en glad journalist"