Frederik Gaarden

Som dreng elskede Frederik de orange grøntsager – nu dyrker han 50.000 græskar om året

Allerede som dreng var Frederik Gaarden fascineret af de orange grøntsager, der dukkede op af hans køkkenhave i løbet af sensommeren. I dag dyrker han 50.000 græskar om året.

Da Frederik Gaarden var kun fem-seks år, ønskede han sig brændende en køkkenhave.

Måske fordi hans far og alle i familien før ham var landmænd, fik han den, og den lille midtjyde gik troligt i gang med at plante haven til. Blandt andet med græskar.

"Med køkkenhaven kunne jeg også vise min søster, at gulerødder ikke gror på træerne, som hun ellers gik og troede. Det går jo ikke som landmandsdatter. Men så blev køkkenhaven min hobby," siger den 27-årige landmandsuddannede Frederik.

I dag har Frederik Gaarden 50.000 græskar fordelt på ti hektar jord.

"I 2017 lejede jeg et stykke jord, og så er det bare blevet større og større for hvert år," siger Frederik i dag.

Når han kigger sig omkring i oktober, er der orange marker, så langt øjet rækker, lige uden for Brædstrup, hvor størstedelen af hans jord er. Og at det er græskar, er ikke et tilfælde.

"Græskar er en sjov afgrøde, fordi den gror hurtigt, og der er mange forskellige slags."

Skifter farve

Faktisk er græskar nok noget af det, der hurtigst går fra frø til afgrøde, for Frederik sår markerne til i maj, og i juli er de helt grønne af græskarrenes store blade.

"Når man så går i marken og kigger ned under bladene, kan man se de små græskar begynde at komme frem," forklarer Frederik.

I de varme sommermåneder kan stænglerne fra plante til græskar vokse 20-30 centimeter om dagen, mens græskarrene selv bliver større og større for hver dag og skifter farve fra grønne til orange, når solen skinner på dem.

FrederiksGræskar12.JPG copy.jpg
Stine er Frederiks kæreste, og selv om hun ikke dyrker græskar, har hun mange gode ideer til, hvordan Frederik kan gøre sin græskarmark til en oplevelse.

Omkring 1. september hvert år begynder Frederik at kunne høste de første græskar. Han har i dag omkring 30 slags, for der er alt fra små sjove pyntegræskar til de klassiske orange halloween-græskar, fine franske spisegræskar og helt hvide spøgelsesagtige græskar.

"Jeg har da også prøvet at så de kæmpe græskar, der er med i konkurrencer, men de tager meget plads, og jeg er vist aldrig kommet over de 50 kilo," siger Frederik og sammenligner med kæmpegræskar, som er med i konkurrencer og kan nå op på omkring et ton.

Nu med majslabyrint

Hver dag i efteråret kommer hans kunder kørende til høst-selv-græskar, som de skal have med hjem til dekorationer, madlavning og udskæring til halloween.

Derfor har Frederik også lavet en majslabyrint, hvor børn kan komme og gå gennem labyrinten mellem de flere meter høje majsplanter og støde på uhyggelige scener, som kunne stamme fra gyserfilm. Hele vinteren bruger han nemlig på at skære uhyggelige figurer ud, give dem zombie-tøj på og begrave dem i marken, så de kan være klar og uhyggelige til højsæsonen i oktober.

"Nogle gange er folk herude i flere timer, fordi børnene gerne vil prøve majslabyrinten flere gange," siger han med et smil.

Når man kommer i mål, er præmien, at man kan gå op i et udsigtstårn og skue ud over alle Frederiks orange marker.

Det gør ham lykkelig, at så mange har taget godt imod hans enorme græskarproduktion, at han kan leve af det som fuldtidsbeskæftigelse.

FrederiksGræskar17.JPG.jpg
Selv om det er vildt uhyggeligt at gå rundt i majslabyrinten, er der mange børn, som plager deres forældre om at prøve den igen og igen.

"Jeg bruger også vinteren på at bestille frø hjem, og om foråret og sommeren håndhakker jeg markerne for at fjerne ukrudt omkring planterne. Jeg har ikke mødt nogen kunder, som ikke er glade, og det er det, der gør det hele værd at håndhakke 150 timer hvert år," siger Frederik glædesstrålende.

Græskarrene i sig selv spreder nemlig glæde.

"Det er jo en mørk tid, vi er i, og græskarrene spreder glæde med deres flotte farver," siger han. 

Spaghettigræskar bolognese à la Frederik

Mange vil gerne undgå pasta eller gluten, men hvis du alligevel gerne vil have pasta bolognese, så prøv med det langt sundere alternativ: At lave pasta af et græskar. Følg Frederiks lækre opskrift:

  • 2 spaghetti-græskar
  • 400 g hakket oksekød (kan erstattes med svin eller kylling)
  • 1 finthakket løg
  • 3 fed pressede eller finthakkede hvidløg
  • 2 revne gulerødder
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 1 dåse tomatpure
  • 1 bouillonterning
  • 1 spsk. paprika
  • 2 tsk. timian
  • 1 tsk. basilikum
  • 1 tsk. oregano
  • Olie
  • Salt
  • Revet mozzarella

Sådan gør du:

  1. Tænd ovnen på 200 grader
  2. Halver græskar og fjern kerner. Smør skærefladen med lidt olie, og læg hver halvdel med skærefladen nedad på en bageplade med bagepapir på. Bag i ovnen i 30-45 minutter – alt efter ovnen, der bager.
  3. Svits løg og hvidløg i olie i en gryde. Tilsæt kød, og brun af. Tilsæt gulerødder, hakket tomat, tomatpure, bouillon og krydderier og lad kødsovsen simre, til græskarret er færdigbagt.
  4. Brug en gaffel til at skrabe græskarrets indmad løst i trevler. Fordel det enten på en tallerken eller i den udhulede græskar-skal, og top med kødsovs og mozzarella. Hvis det serveres i græskarskallen, kan serveringen eventuelt få fem-ti minutter ekstra i ovnen.