”Der gik et gys igennem salen, da jeg svarede på hendes subtile sviner”
Hun har hørt det flere gange: ”Du har kun fået succes med din virksomhed, fordi du ikke har fået børn”. Frederikke Antonie Schmidt har fået en styrke med fra opvæksten med en enlig mor, der har gjort hende i stand til at tage de kampe, der skal kæmpes – på egne og andre kvinders vegne.
På papiret har hun ikke kompetencerne til at lave en virksomhed, og alligevel sidder hun i et stort, lyst kontor i indre København med 62 medarbejdere og et bugnende kundekartotek.
Frederikke Antonie Schmidt er uddannet skodesigner, men det er den store mængde selvtillid og selvstændighed, hun fik med hjemmefra – mikset med den modstand, hun mødte gennem hele sin skoletid, der har fået hende til at lykkes med skovirksomheden Roccamore, tror hun selv.
"Min mor har opdraget mig til at tro på mig selv og til virkelig at stå stærkt i det, jeg gerne vil. Hun har altid ladet mig gå mine egne veje og finde mine egne løsninger. Og hun har altid hyldet det, jeg gjorde.
Jeg er vokset op med en opbakning til, at alt, hvad jeg tror på, og alt, hvad jeg gør, er en god idé. Indtil det modsatte er bevist. Jeg har fået en meget stor selvtillid med hjemmefra, men det har ikke altid været nok ude i den virkelige verden. Der har jeg manglet noget selvværd."
På hvilken måde har det ikke været nok?
"Fordi jeg har haft den store tro på mig selv, har jeg gennem hele min skoletid og under min uddannelse stået fast på det, jeg selv mente. Og så blev jeg jo den, der blev singled out på en eller anden måde. Både af de andre elever, men også af lærerne og rektorerne. Hvis du ikke kan overbevise mig om, at noget er en god idé, og hvis jeg ikke kan se formålet med det, jeg bliver bedt om, så gør jeg det bare ikke.
Til gengæld er jeg meget praktisk anlagt. Giv mig en opgave, så skal jeg nok lære det, der er nødvendigt for at løse den. Det kom meget til udtryk, da jeg læste på Italiens største designskole Polimoda. Den tyske rektor syntes, at jeg var eleven fra helvede, fordi jeg lavede tingene, som jeg selv syntes, de skulle være, og ikke som han mente, at det skulle være. I min optik gik jeg på skolen for at lære at udfolde mig selv kreativt, men nej, det mente han ikke. Jeg skulle følge hans regler. Det ville jeg ikke, vi kom op og toppes, og han prøvede at sabotere mig under hele uddannelsesforløbet og til alle mine eksaminer.
Og da jeg blev færdig, lovede han mig, at hvis jeg nogensinde prøvede at blive designer ude i den virkelige verden, så skulle han nok få pillet mig ned, for verden fortjente gode designere, og det var ikke mig. Den form for modstand har jeg mødt i hele mit skoleliv."
Hvad har det betydet?
"Ja, selvom det lyder som om, jeg var enormt stærk i alt det der, så gik jeg jo hjem og græd, fordi manden sagde, at han ville ødelægge mig, og at jeg aldrig ville blive en god designer."
Men du viste det ikke?
"Nej, jeg har altid været god til bare at lukke ned og stå og se hård ud. Bagefter går jeg hjem og græder."
Annonse
Frederikke er aktuel med bogen 'Rebel' om livet som kvindelig iværksætter, og det rebelske kan spores tilbage til opvæksten hos en antiautoritær mor, der var med til at starte Christiania i sin tid.
"Jeg var et enebarn med stærke holdninger. Og med stor stædighed. Jeg har helt sikkert ikke været et let barn, så det har da nok også været det nemmeste for min mor at sige, gør du bare, hvad du vil, så får jeg fred. Men samtidig må hun have haft en stor tro på, at jeg så også havde styr på tingene.
Jeg blev f.eks. bartender, da jeg var 16, og der var nok ret mange mødre, der ville have sagt, det skal du lade være med, for det må man jo ikke i den alder. Men der var min mor sådan, det har du sikkert styr på, det finder du selv ud af. En anden ting, min mor har vist mig, er, at man kan leve på en sten. Min mor var alene med mig, og hun måtte tage et lån til 16 procent i rente for at betale depositum i vores lejlighed. Og det har hun betalt af på hele sit liv. Over halvdelen af hendes løn gik i mange år til renter, selvom hun havde et godt job i Nationalbanken. Jeg kan huske, at hun lavede dagsbudgetter, så hun præcis vidste, hvor mange penge hun kunne bruge om dagen.
Det var en rimelig hardcore måde at vokse op på, men gaven har været, at jeg ikke er bange for ikke at have penge. Alt det materielle er da fedt, men jeg kan sagtens undvære det, og jeg kan til hver en tid skrue ned og uden problemer undvære alt det lækre fyld, som er spændende, men ikke nødvendigt.
Som 14-årig fik jeg mit første job i et solcenter, og siden har jeg haft alle mulige vilde jobs. Følelsen af at have og bruge sine egne penge gjorde tidligt ret meget for mig. Og den dag i dag har jeg sådan en fast overbevisning om, at jeg altid kan tjene penge nok. Hvis det hele går på røven, går jeg ned og får et barjob i Nyhavn, hvor jeg plejede at arbejde. Der kan man altid få vagter, i hvert fald lortevagterne mellem klokken to og klokken seks om morgenen. Og de giver dobbelt op."
At vokse op alene med sin mor har præget Frederikke på mange måder, mener hun. Både på den gode og den mindre hensigtsmæssige måde.
"Jeg tror altid, det er sårbart, når man kun har én forælder. Man bliver enormt tæt med den person, og for mig var det i hvert fald min mor og mig mod verden. Det har betydet, at jeg har et kæmpestort beskytterinstinkt over for min mor, men som teenager kæmpede jeg ret meget med at frigøre mit nervesystem fra hendes. For hver gang hun var ked af det, så blev jeg ked af det. Sådan kan man ikke leve. Sådan kan man ikke være voksen.
Men min mor og jeg blev hurtigt meget ligeværdige. Vi tog f.eks. på Interrail sammen, da jeg var 14 år, og det lærte jeg meget af, for jeg skulle også være med til at klare alle de situationer, der opstår på sådan en tur. Det gav noget selvstændighed og en evne til problemløsning."
Hvilke udfordringer har der været ved at vokse op alene med din mor?
"Min mor er ikke særlig god til at skændes. Hun bliver bare ked af det. Så jeg har skullet lære at skændes med folk på en måde, hvor vi også skal være gode venner bagefter. Jeg kunne nemlig sagtens komme op og skændes med ham den tyske rektor, hvor vi så hadede hinanden bagefter, men det at tage kampene konstruktivt har jeg skullet lære. Og specielt i forhold til mænd.
Jeg har helt klart manglet et mandligt forbillede i min opvækst. Det har taget mig noget tid at forstå, hvordan mænd er sure, og hvordan konflikter kommer til udtryk hos dem. Men det lærte jeg ret meget i Italien, hvor jeg tog min designuddannelse, for hele Italien er styret af mænd. Alle autoriteter er mænd. Og for resten består hele min virksomhed i Italien af mænd. Alle mine fabrikker er styret af mænd. Alle mellemledere er mænd. Alt er mænd. Og de er næsten alle sammen over 50, hvilket betyder gammel i Italien. Så de ved bare godt, hvor skabet skal stå. Det står der, hvor det altid har stået, og man har ikke tænkt sig at flytte det. Det er en meget stærk måde at være på. Meget patriarkalsk. Og jeg kæmper stadig med ikke at blive uvenner med dem og med at bevare en ligeværdig relation.
Da jeg var yngre, inden jeg lavede min virksomhed, kom jeg ret langt i Italien ved at flirte. Men det er en rigtig dum måde at bygge virksomhed op på, så jeg skulle også lære at tale med italienske mænd uden at flirte, da jeg blev leder og fik autoritet. I dag har jeg musklerne til det, jeg har dygtige medarbejdere, og hvis jeg støder på en mand, der er ufed, så flytter jeg mig bare."
Hvem er Frederikke Antonie Schmidt?
- Uddannet skodesigner og grundlægger og kreativ direktør i skovirksomheden Roccamore, som designer stiletter med ortopædiske såler.
- Har stået bag flere meget omtalte skokampagner, senest ”Show some respect” i forbindelse med Kvindernes Internationale Kampdag i år.
- Aktuel med bogen 'Rebel', der udkom den 29. september.
- Hun er 40 år og gift med en italiensk forsker. Parret har ingen børn.
Som du altid har gjort?
"Ja, præcis. Nu kan jeg bare også gøre det i forhold til min virksomhed, det kunne jeg ikke i begyndelsen. Jeg er et meget direkte kommunikerede menneske, og jeg har fundet af, at jo større virksomheden bliver, jo sværere er det for nogle typer at acceptere mig. Det er ofte mænd, men også kvinder.
Annonse
Når vi f.eks. skal ansætte en ny medarbejder, kan jeg godt få at vide: ”Det vil nok være godt at ansætte ham der, for han kan godt ta’ dig”. Hvor jeg har det sådan, det er ikke et sprog, vi skal have. Altså, det handler ikke om, at nogen skal kunne ”ta’ mig”. Jeg er ikke et problembarn. Jeg er bare en anden type kvindelig leder – eller måske rettere, bare en anden type leder i det hele taget, end folk er vant til.
Jeg siger tingene lige ud, for det, synes jeg nu en gang, er det nemmeste for alle parter. Og hvis andre så ikke vil være med, fair nok. Men lad os da få svesken på disken. Det er faktisk et blevet et ordsprog her i Roccamore. Vores firmasprog er engelsk, så vi siger: ”The swesk on the desk”, og det er lidt sjovt, for nu går folk rundt og siger: ”I have a swesk for you”, og så kan man på en god måde få talt om et problem eller noget, der måske har gjort en ked af det."
Hvordan er du selv til at komme tilbage, hvis du har såret nogen uden at ville det – arbejdsmæssigt og privat?
"Hvis jeg har gjort noget forkert, skal jeg nok undskylde. Men hvis du professionelt har det stramt over noget, jeg har sagt, fordi jeg har sagt det meget direkte, så er det ikke mit ansvar at opdage det. Det er dit ansvar at sige til, hvis jeg overskrider dine grænser i den sammenhæng. Og her vil jeg gerne lige indskyde, at jeg synes, vi skal bruge noget energi på at snakke om, at man godt må være direkte, uden at man bliver kategoriseret som en diktatorisk kælling, hvilket let kan ske. Det gør mig ked af det, at folk tror, at fordi jeg ved, hvad jeg vil og er missionsdrevet i mit forretningsliv, så er jeg også sådan en, der bare tromler folk. For det er jeg ikke.
Jeg er bare utrolig opmærksom på ikke at spilde min tid. Jeg bliver også nødt til at holde fast i, hvor vi skal hen som virksomhed, for hvis jeg begynder at slingre i valsen, så begynder alle at slingre. Fordi de bliver usikre. Og det kan man ikke tillade sig som leder. Jeg synes ikke, jeg opfører mig anderledes end nogle af de mandlige ledere, jeg kigger på. Jeg tror bare, den store uh-følelse kommer, fordi jeg er kvinde.
I mit privatliv kan jeg godt have en udfordring med at komme ud af det professionelle mindset. I min vennekreds er jeg simpelthen famous for at ville løse andre menneskers problemer. Uden at blive spurgt om det. Det kæmper jeg for at blive bedre til at lade være med, og der er mange undskyldninger, der bliver leveret bagefter, når jeg finder ud af, at folk ikke efterspurgte en løsning. Jeg er enormt god til at sige undskyld, når jeg har lavet en fejl, eller hvis jeg er gået over folks grænser rent privat, det er bare ikke altid, at jeg opdager det lige med det samme.
Derfor har jeg de seneste måneder indført en regel for mig selv. Hvis en veninde f.eks. brokker sig over sin chef eller kæreste, er jeg blevet god til at stoppe hende og sige: ”Vil du gerne have, at jeg bare lytter, eller vil du gerne have, at vi snakker om løsninger?”. Så er det afgrænset, og hvis hun gerne vil have et forslag til en løsning, så har hun selv bedt om det. Det gør det meget nemmere for alle, og det handler igen om at kommunikere direkte."
Frederikke Antonie Schmidt er tydeligvis ikke et menneske, der putter med det, hun har på hjerte. Heller ikke når hun taler om den modstand, hun har oplevet fra andre kvinder, der har ramt hende der, hvor hun er allermest sårbar.
I forbindelse med Kvindernes Kampdag i marts lancerede Frederikke og Roccamore kampagnen ”Show some respect”, som gik ud på, at kvinder skal stå sammen og bruge energien på at løfte hinanden frem for det modsatte. Afsættet var, at hun selv har været ude for, at andre kvinder har sagt til hende: ”Du har jo kun succes, fordi du ikke har børn”.
"Hvilket er det, jeg kalder en subtil sviner. Dem har jeg fået nogle stykker af gennem tiden."
Har du andre eksempler?
"Sådan noget med, at jeg bare svanser rundt og laver sko. Eller at jeg ikke kan hovedregne. Men hey, det sidste er noget, jeg selv siger, og fortsættelsen lyder: ”Men man kan godt lave budgetter uden at kunne hovedregne”. Og jeg er virkelig god til at lave budgetter, og selv telefonen har jo en regnemaskine i dag.
Man behøver ikke at kunne regne i hovedet, men der findes mange mennesker, som synes, det er den største joke i verden, at jeg ikke kan, og som er sådan: ”Oh my god, how do you get through life-agtige”, når du ikke kan regne i hovedet. Men det er sgu da lige meget. Jeg bruger det her som et eksempel på, at hvis du har mindsettet til en løsning, så finder du en workaround."
Hvad svarer du dem, der siger det med børnene og hovedregningen?
"Jeg har endnu ikke fundet et godt svar på det med børnene. Men jeg har et godt svar på hovedregningen. Når folk siger, at jeg ikke kan hovedregne, så plejer jeg at sige: ”Nej, men jeg kan tælle til 50.000 kunder og 62 medarbejdere”. Det hjælper som regel.
Men det med børnene er så emotionelt, og jeg synes, det er så tarveligt at sige det. Det gør jo ondt, at folk tror, at jeg kun er dygtig, fordi jeg har mere tid. Men jeg vil jo mene, at jeg ville være lige så dygtig, hvis jeg havde børn. Og så er det i øvrigt sådan, at de kvinder, jeg kender, der har børn, nok er nogle af de dygtigste timemanagement-mennesker, jeg overhovedet har mødt. Også i min virksomhed. De får jo så fucking meget fra hånden, og de spilder ingen tid. Hvis der er nogen, der kan optimere deres tidsforbrug, så er det kvinder med små børn."
Den dybereliggende grund til, at det er særligt emotionelt for Frederikke at blive mødt med kommentaren om de manglende børn er, at hun har været i fertilitetsbehandling igennem fire år. En pinefuld og langstrakt kamp med lægebesøg, hormoner og humørsvingninger, som ikke har båret frugt. I stedet er hun og hendes mand nu blevet godkendt til at adoptere. Hun har indtil nu slet ikke talt højt om de svære år, for i bund og grund mener hun, at det er et privat anliggende.
"Jeg synes ikke, min krop er noget, jeg skal diskutere med andre, og det gælder både på egne vegne og på mit køns vegne. For det gør det ikke ligefrem lettere at være kvinde og leder."
Hvad tænker du, når du får bemærkningen om børn?
"Jeg tænker, at det handler om projicering. Hvis en kvinde siger sådan til mig, så handler det om, at hun har behov for et argument for, at hun ikke har opnået det samme. Jeg har EN gang svaret meget kontant, og det var til en stor HR-konference, hvor der sad 500 mennesker i salen, da jeg fik kommentaren om, at jeg kun havde kunnet lave Roccamore, fordi jeg ikke har børn. Der svarede jeg: ”Det er jeg virkelig ked af, at du siger, men jeg tror, det siger mere om dig end om mig”. Der kunne jeg godt mærke, at der gik et gys igennem salen."
Det modsatte af begrebet ”kvinde er kvinde værst”, som børnekommentaren er udtryk for, er begrebet søstersind, som betyder, at vi kvinder bakker hinanden op. Og det oplever Frederikke også i stor stil.
"Det er som om, der findes en særlig gruppe af kvinder, som ved, hvad det er, vi snakker om, når det gælder søstersind, uden at det bliver sagt højt. I iværksætter- og startup-verdenen synes jeg, at kvinder er enormt dygtige til at bakke hinanden op.
Og det er fordi, vi er lidt i samme båd, uanset om vi har én eller hundrede ansatte. Hvordan håndterer man medarbejdere, julegaver, sommerfester, mussamtaler og alt det der – det hjælper vi hinanden med at finde ud af. I forhold til kvindelige ledere, der er lidt ældre end mig – måske 45-55 år – deler det sig hardcore i to linjer. Der er den linje, som hedder: ”Jeg fik ikke hjælp, så det skal du fandeme heller ikke have, du må klare dig selv, som jeg måtte”. Og så er der den anden linje, hvor det lyder: ”Jeg syntes, det var hårdt at komme frem som kvinde, og derfor vil jeg gerne ændre på tingene, fortæl mig, hvad du har brug for af hjælp?”.
Jeg er blevet bedre til at finde den sidste type kvinder, og jeg forsøger også altid selv at hjælp dem videre, der henvender sig til mig med spørgsmål."
I hvilket omfang ser du selv som en rollemodel?
"Jeg er ikke stor fan af rollemodeller. Ligesom jeg heller ikke ser mig selv som en succes. Jeg synes, succes er noget, der er færdigt. Og jeg er ikke færdig. Der er ting, der går godt, og ting, der ikke går godt, og der er hele tiden noget, jeg skal lære.
Rollemodeller er sådan nogle mennesker, som i min optik står over alle andre og ved alt. Og det er bare ikke mig. Der er så meget, jeg ikke har styr på, og jeg italesætter gerne alt det, jeg er usikker på. Jeg vil gerne have, at folk forstår, at ja, selvom jeg kan alt muligt herovre, så er der noget derovre, som jeg ikke kan. Og sådan er det for alle. Jeg synes tit, vi maler et billede af, at man skal vide alt og kunne alt, før man gør ting. Og det er bare ikke rigtigt.
Man kan godt gå i gang og finde ud af rigtig mange ting undervejs. Jeg tror faktisk, der er en risiko for, at rollemodeller smadrer vores samtale lidt. For der er simpelthen alt for langt op til sådan en rollemodel, og en rollemodel kan på et øjeblik få mit selvværd til at være halvt så stort, som det plejer at være, fordi hun bare står deroppe og er så fantastisk og uopnåelig. Jeg bruger meget energi på at tale om det, jeg ikke er god til, og det er jo også sådan i Roccamore, at ja, det er mig, der sætter mange af skibene i søen, men det er alle de andre i virksomheden, der får dem til at sejle."
Ny bog
Frederikke Antonie Schmidt er aktuel med bogen 'Rebel', som er skrevet i samarbejde med Maise Njor.
Udkom på Gyldendal den 29. september, 232 sider, 250 kr.
