Gertrud Højlund ALT for damerne Klumme

"Det strider mod alle mine egne erfaringer, at kvinde skulle være kvinde værst"

Journalist og vært på TV2 News Gertrud Højlund er ny klummeskribent for ALT for damerne. Dette er hendes allerførste af slagsen. Det er en introduktion og en sagte prikken til en byld, der kan gøre ondt for mange.

Jeg snublede for en måneds tid siden lidt pludseligt ind på denne plads med en noget oprevet klumme om, hvad man som kvinde gør for at føle sig sikker i mørke gader. Men nu har jeg haft tid til at rette lidt på tøjet og sætte håret og vil gerne række hånden frem til et mere civiliseret "goddag og tak fordi jeg måtte komme" og en lille introduktion og hensigtserklæring vedrørende den plads, jeg fremover får lov til at optage i dit magasin fra tid til anden.

Introduktion: Jeg er Niels og Rikkes datter. Men det er ikke en titel, jeg bærer alene. Min mor fødte fem piger på ti år, og af alle ufortjente velsignelser i mit liv er det nok den største. Jeg er også veninde med en stor flok kraftfulde kvinder, med hvem jeg endevender karriere- og kærlighedsrelaterede overvejelser, garderobe-spørgsmål, indkøb af alt fra solbriller over biler til aktier.

Alt i alt er mit liv lykkeligvis fyldt med kvinder, og det strider mod alle mine egne erfaringer, at kvinde skulle være kvinde værst. Privat er det kvinder, der holder mig skarp i blikket på mig selv og min vej gennem livet. De stiller mig de svære spørgsmål, og når jeg er knust af kærlighed, er det også kvinder, der kommer flokkende og lader mig drikke en hel masse vin, inden de putter mig i seng.

I de 15 år jeg har været journalist, har jeg desuden haft 14 år med kvindelige chefer, som også alle har givet mig plads at vokse på. Og alt det giver jeg også selv videre. Jeg gider ikke engang lade som om, jeg er usikker på mig selv i den henseende. Det nemmeste i verden er at reproducere det, man selv er rundet af, og det er faktisk i det her tilfælde ret uproblematisk – så længe jeg i mit arbejdsliv husker på også at se og fremhæve unge mænds talenter.

Så vidt den del af mit kærlighedsliv, der knytter sig til kvinder. Den del, der retter sig mod mænd, er en mere broget affære. Jeg bor alene, og på papiret er jeg single, men i realiteten ved jeg sgu ikke helt, hvad jeg er. Håbefuld, måske. Mine ønsker om at stifte familie med en mand har ikke båret frugt, og da jeg i januar fyldte 40, var det også med en overraskende fredelig konstatering af, at nu lukkede biologien også efterhånden for den mulighed. Jeg er heldigvis god til at tælle de appelsiner, der ligger i min turban, i stedet for dem, der mangler.

Så vidt en kort introduktion. Og så kan du indvende, at den handlede meget om, hvad jeg er i forhold til nogle andre, datter, søster, veninde, kæreste eller ej, mor eller ej. Og ikke så meget om, hvad jeg er i min egen ret. Men jeg tror ikke på, at vi er ret meget "i vores egen ret". Jeg tror, at vi forstår os selv, oplever vores egen eksistens, væren og livsrum gennem relationerne. Vi er små punkter i et "forbind-prikkerne-billede". Og det er først, når man tegner stregerne op, at billedet begynder at ligne noget. Tror jeg.

Og så en vag, men velment hensigtserklæring: Jeg vil skrive om kvindelivet fra en kraftfuld

position. For det er sådan, jeg oplever det.

Mulighedsrigt og fyldt med nuancer og valg, der kan træffes. Vi står midt i en nødvendig samtale om en masse ting, der før blev taget for givet, men som vi nu siger nej til. Og halleluja det er tiltrængt. Sideløbende vil jeg gerne skrive om alt det, der fortjener et rungende ja.

ALT for damernes klummeskribenter

Sine.jpg

Sine Gerstenberg

Født 12/4 1980

Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre, superløber og superlæser.

Gertrud Højlund boks.jpg

Gertrud Højlund

Født 17/1 1981

Journalist og vært TV2 News. Søster, datter og veninde i en stor flok af kraftfulde kvinder.

Mette.jpg

Mette Kirstine Goddiksen

Født 7/3 1976

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren.jpg

Søren McGuire

Født 23/8 1979

Journalist, gift og far til tre, den yngste far på villavejen med den største Willie Nelson-samling.