Gry blev tvangsfjernet for sent

Københavns Nordvest-kvarter er skummelt allerede før skumringen. Foran en gammel fabriksbygning læner en hætteklædt fyr sig op ad muren, mens han ligegyldigt følger én med øjnene. Biler med tonede ruder, spoilere og dobbelte udstødningsrør holder langs den hullede asfalt, og fortovet er af stampet jord med et mønster af fladtrådte cigaretskod, hvor højst et par mælkebøtter kan bryde igennem. Allerede på telefonen har Gry Rambusch fortalt om manden, der blev dræbt af anonyme skud gennem ruden til den stuelejlighed, hvor han boede.

– Det var lige her, han lå, siger hun, da vi står i hendes lille entré. Ruden – og gulvbrædderne – blev udskiftet, før Gry Rambusch flyttede ind, og hun er ikke typen, der går i panik over, at en mand blev dræbt i den lejlighed, hun nu bor i.

– Jeg er fra Jylland, griner hun på noget, der bestemt lyder jysk:

– Derovre er vi vant til lidt af hvert.

Håbløst loyalt barn

Har man hørt bare lidt om den 32-årige børnerettighedsadvokat, ved man, at det udsagn ikke er grebet ud af den blå luft. Blandt meget andet var Gry Rambusch allerede som 10-årig vant til at vente oppe hele natten og samle sin døddrukne mor op fra fortrappen, før naboerne stod op.

– Som barn er man håbløst loyal og vil gøre hvad som helst for at holde den pæne facade. Jeg sladrede aldrig om min mor, fortæller hun.

Ligesom de offentlige myndigheder, der ignorerede utallige indberetninger om vold, alkoholisme og omsorgssvigt, før Gry Rambusch endelig blev tvangsfjernet som 15-årig, var naboerne i Esbjerg-forstaden Hjerting tilsyneladende også bedøvende ligeglade.

Tavse naboer

– Folk på vejen lod sig ikke mærke med, at de vidste, hvad der foregik hjemme hos os, siger hun. Hun ved, at nabolaget kendte til morens druk og omsorgssvigt, men er ikke interesseret i at hænge nogen ud. Budskabet, hun gerne vil have ud, er dog klart nok – og stadig aktuelt:

– Hvis man ved, at der foregår overgreb mod et barn, så har man sgu et ansvar for at gribe ind. Ellers er man medskyldig i omsorgssvigt, så simpelt er det, fastslår hun.

Når hun har valgt at slå sig ned midt i hovedstadens bandehærgede Nordvest-kvarter, er det fordi, det lige var her, der var en ledig lejlighed, da hun flyttede til København for halvandet år siden. Men også fordi området og dets beboere passer hende godt:

– Jeg skal være tilgængelig for mine klienter. De skal vide, at jeg ikke er en Strandvejsadvokat, der ikke forstår de problemer, de kæmper med hver dag, siger hun.

Magtede ikke at være en god mor

Derfor bor den engagerede mønsterbryder lige nu bag en husfacade oversprøjtet af graffiti. Bag hendes egen facade af perfekt makeup og dyrt tøj gemmer sig et svigtet barn. I et brev, Gry Rambusch rundsendte til familien nytårsaftensdag 2011, fortæller hun "sandheden om en lille pige, der måtte blive en voksen kvinde, før hun forstod det fulde omfang af en dybt traumatiserende og altødelæggende barndom".

– Jeg elskede min mor. Hun forsøgte at være en god mor, men magtede det ikke. Hun havde et vanskeligt sind og et voldsomt temperament. Hun var maniodepressiv og kæmpede hele sit liv med et alkoholproblem. Hun var gift fire gange, fik sit første barn som 16-årig og begik – efter utallige forsøg – selvmord, da jeg blev tvangsfjernet som 15-årig, fortæller hun nu nøgternt.

Gry Rambusch var fem, da forældrenes evindelige slagsmål en aften kulminerede med, at moren jagtede faren rundt i huset med en stor kniv.

– Han måtte i al hast pakke sit liv sammen, tage mig med og efterlade mine to ældre søskende hos en psykotisk mor. Min far afleverede mig hos min socialt belastede og stærkt alkoholiserede moster i en beskidt og rodet lejlighed. Alt var ragnarok omkring mig, men jeg var altid i stand til at tilpasse mig omgivelserne.

Netop den evne gør, at hun kalder sig selv et mælkebøttebarn – et barn, der tilpasser sig og bliver stærk trods modgang.

Efter flere måneder hos mosteren flyttede Gry Rambusch ind hos sin far og hans nye kone. Her startede det, hun kalder "rædselsfulde år i et hjem, hvor min blotte tilstedeværelse skabte rendyrket ondskab hos min fars temperamentsfulde kone, mens min far alle dage vendte det blinde øje til."

LÆS OGSÅ: Anoreksi-fotos truer piger i "risikogruppe"

Askepot uden prins

Faren brød hun endelig kontakten til gennem sit nytårsbrev – efter år med løgne og skuffelser.

– Jeg kan næsten lugte en løgn, når den er på vej. Min far var havnearbejder og dårligt uddannet, og jeg har været tilbøjelig til at undskylde hans opførsel, men jeg kan ikke tilgive hans svigt, og jeg har ingen forventninger til ham længere.

Stedmoren har hun tilgivet, siger hun.

– Men jeg håber, at hun lever et liv i skam i forhold til det, hun gjorde mod en lille pige. Hun opdagede, at jeg var et forfængeligt barn, så hun tog mine kjoler fra mig og klippede mit hår kort. Jeg boede i det bagerste værelse og måtte ikke tænde for varmen. Hun bestemte, om jeg måtte spise, og om jeg måtte gå i bad. Jeg blev udsat for fysisk og psykisk vold og var i alarmberedskab hele tiden. Jeg nød det, når jeg var på weekend hos min mor, så kunne jeg slappe af. Så lagde hun mig i blød i badekarret for at fjerne det indgroede snavs. Og jeg fik lov at ligge i fred i sofaen og læse Anders And-blade og bøger. Jeg læste og læste, og jeg elskede Pippi – hun var min helt.

– Jeg har aldrig fået lov at gå i karbad hos min far. Men jeg skulle skure badekarret, når de andre havde været i bad, og gøre resten af huset rent også. Jeg gjorde det uden at kny, for jeg fandt ud af, at ved at tilfredsstille de voksne undgik jeg den værste ballade.

Stedmoren slog

Med armene strakt op over hovedet viser hun, hvordan hun stod på tæer og skrællede kartofler, allerede inden hun var høj nok til at se op over køkkenvasken. Hun fortæller om episoder, hvor stedmoren slog, og faren kiggede den anden vej. Om utilsløret forskel i behandlingen af hende og hendes elskede to små søskende, om sommerferier, hvor hun blev sendt på feriekoloni for kommunens "vanskeligt stillede børn", mens de to små kom med forældrene til udlandet, og om ødelagte juleaftener, glemte fødselsdage og konfirmationsfesten, der blev aflyst.

– Det var Askepot om igen, siger hun.

– Der kom bare ikke nogen prins og reddede mig.

Som ti-årig bad Gry Rambusch om at få lov at bo hos sin mor, og faren pakkede sin datters ting og overlod hende til en psykisk syg kvinde ude af stand til at tage sig af et barn.

– Jeg lærte hurtigt, hvordan man tackler en ustabil maniodepressiv og alkoholiseret mor, og sørgede for at holde vores hjem rent. Jeg ordnede vasketøj, handlede ind, ordnede have, skjulte ølflasker og sørgede for, at min mor kom op og på arbejde.

Nåede at gå på seks forskellige folkeskoler

Endnu engang skiftede hun skole – og pudsede facader, så ingen skulle se, hvor slemt det stod til derhjemme. I sin omtumlede barndom nåede Gry Rambusch at gå på seks forskellige folkeskoler.

Spørger man, hvorfra hun fik styrken til at bryde med sin sociale arv og tage en krævende universitetsgrad, er det tydeligvis et spørgsmål, hun også har stillet sig selv:

– Jeg ved ikke, hvordan jeg nogensinde blev advokat. Jeg har tilbragt det meste af min folkeskoletid uden for døren. Jeg var det der barn, der kom ind fra slagmarken, hvor kuglerne var fløjet mig om ørerne på kryds og tværs, og jeg kunne aldrig forstå, at folk ikke kunne se det på mig, eller at de i hvert fald ikke reagerede og hjalp mig. Jeg blev smidt ud fra to skoler på grund af "attitudeproblemer", og ingen gjorde nogensinde noget for at finde ud af, hvorfor jeg var så utilpasset. Jeg havde en fordrukken mor, et hjem, der ikke fungerede, en far, der var en vatpik, og en stedmor, der bekrigede mig. Så tror da fanden, at jeg havde attitudeproblemer.

Hun taler højt og vrænger ordet. Som om det i sig selv rummer al den ophobede frustration, hun følte – og stadig føler, når hun i dag sidder i sin advokatpraksis og arbejder med børnesager, der til håbløshed ligner hendes egen.

– Jeg var rastløs og utålmodig, og man adfærdsregulerede og adfærdsregulerede i stedet for at spørge, hvorfor jeg opførte mig, som jeg gjorde. Hvis det havde været i dag, var jeg blevet fyldt med ADHD-medicin, konstaterer hun.

Tvangsfjernet som 15-årig

Som 15-årig blev hun endelig tvangsfjernet fra sin mor og nåede at føle sig tryg og afholdt blandt omsorgsfulde pædagoger på to forskellige døgninstitutioner i Esbjerg, før hun som 17-årig blev sendt i egen bolig.

– Jeg var slet ikke klar til det og tiggede og bad om at få lov at blive, til jeg var 18, men ingen lyttede.

Ikke overraskende er netop et af Gry Rambuschs kardinalpunkter i de børnesager, hun nu fører, at man skal lytte til, hvad børnene siger.

LÆS OGSÅ: Hvem skal opdrage dine børn?

Så lyt dog til barnet

På jurastudiet i Aarhus specialiserede hun sig i erhvervs- og selskabsret, fordi det var det sværeste – og fordi hun havde brug for afstand til børnerettighedssager. Alligevel endte hun med at skrive dobbeltspeciale med udgangspunkt i Anbringelsesreformen fra 2006. Hun søgte aktindsigt i sin egen sag og brugte det offentliges svigt i sin egen sag som udgangspunkt for en lammende bredside til det officielle Danmark, hvor kommunale sagsbehandlere har for mange sager, for få timer og for lidt engagement til at gøre en forskel for udsatte familier, før det går så galt, at børnene må tvangsfjernes – og hvor politikerne ikke forstår, at en lille investering i et barns omsorg i dag sparer kæmpe summer senere.

– Drivkraften for mig er retfærdighedsfølelsen. Jeg har mødt så meget uretfærdighed, at jeg ryger helt op under loftet, når folk ikke får den behandling, de har krav på. Jeg ved godt, at en anbringelse kan slå bunden ud af kommunekassen, se på Rebild Kommune, der har cirka 700 udsatte familier, tre sagsbehandlere og en tom pengekasse. Hvad vil du ha', de skal gøre? Det er økonomiske hensyn, der styrer, men det er jo som at tisse i bukserne. Sparer man på en anbringelse, kommer problemerne massivt igen med kriminalitet, misbrug og overførselsindkomster. Al forskning viser, at et brændt barn brænder videre.

Lad det ikke være op til kommunerne

Løsningen er, hvis man spørger Gry Rambusch, at velkvalificerede taskforces tager sig af børnesager på tværs af kommunegrænserne og sender regningen til Christiansborg, så det ikke er den enkelte kommunes økonomi, der afgør et barns fremtid.

– Hvis man nu tog danmarkskortet og placerede ti børnehuse, hvor alle de bedste jurister, psykologer, socialrådgivere og børnesagkyndige holdt til, så kunne børn komme og blive hørt. Og hvis der ikke er penge til det, må de sgu udskyde byggeriet af en eller anden motorvej. Det er børns liv, vi taler om! Jeg forstår ikke, hvordan man som sagsbehandler kan gå hjem klokken 15, når man ved, at hver enkelt sag, der ligger og venter på skrivebordet, handler om et udsat barn, der ikke har det godt. Jeg fatter det ikke..."

Hun når kun lige at trække vejret, før hun fortsætter:

– Vi er simpelthen nødt til at kigge på hele det her børneområde. Det sejler! Der er ikke penge nok eller ressourcer nok, og der er slet ikke et beredskab til at tage imod de her børn. Jeg troede, at min sag var grel, fordi den er så fejlbehæftet, men i dag er forholdene endnu værre, og der er ingen retssikkerhed for udsatte børn. I dag ville sådan én som mig slet ikke blive tvangsfjernet. Jeg kan jo se det. Jeg behøver bare at åbne en af de mange sager, jeg har liggende på mit skrivebord, så vælter det frem med fejlbehæftet sagsbehandling, hvor man ikke engang har gjort sig den umage at lytte til barnet. Det er forbandet frustrerende.

Hjælp fra lærervikaren

Hun ved det godt: At hun taler som den havnearbejder-datter fra Esbjerg, hun blev født som, mere end som den advokat, hun også er. Men hun insisterer på, at retorikken er nødvendig for at understrege alvoren i tingene.

Når hun overhovedet blev advokat, handler det også om nødvendighed, om stædighed og om nogle få voksne rollemodeller, der gjorde en forskel.

– I 9. klasse fik vi en lærervikar, som faktisk satte sig ned og lyttede til min historie – og som gav mig topkarakterer. Hun sprøjtede 13-taller ud, sådan: "Værs'go de er til dig!" Jeg ved ikke, om jeg havde fortjent de gode karakterer, men jeg fik en følelse af, at her var noget at leve op til. Hun er en af mine helte – hun kunne se, at dét trængte jeg sgu til.

Gry Rambusch kom videre på Handelsskole og fik som den første i sin fars familie en studenterhue:

– Jeg pjækkede meget mere end de andre det første år og blev kaldt op til rektor, hvor jeg jo straks trak "brændt barn"-kortet, og så gik det alligevel. På andet år gik det op for mig, at hvis jeg ikke begyndte at tage mig sammen, så blev jeg sgu aldrig til noget.

Mærker ikke sig selv

Hun har talt sig varm. Spørger, om det vil være ok, at hun ryger, åbner vinduet og taler længe videre uden tilsyneladende at opdage, at det er hundekold luft, der trækker ind.

– Jeg mærker ikke mig selv, erkender hun lidt senere og forklarer:

– Det er en af de senfølger af min opvækst, jeg lever med. Jeg kunne sidde her midt i vinter for åbent vindue og arbejde i T-shirt uden at opdage, at jeg frøs. Jeg var iskold, men jeg mærkede det ikke.

På kontoret sørger sekretæren for morgenmad, og ved frokosttid trækker hun Gry Rambusch med ud for at få en sandwich:

– Jeg kan arbejde i døgndrift uden mad og søvn, når jeg er optaget af noget.

LÆS OGSÅ: Har vi fri abort i Danmark?

Græd hele tiden

Lejligheden er sparsomt møbleret med designermøbler og en overvejende praktisk tilgang: Et spisebord af glas, sorte lædersofaer, en stor fladskærm, en bogreol med Karnovs Lovsamling og tomme, hvide vægge. Ligesom den Audi TT, hun købte, da hun vendte hjem til Esbjerg med sin videregående uddannelse i bagagen, var designermøblerne et bevis på, at hun sgu havde klaret sig i Aarhus.

– Ingen forventede, at jeg nogensinde kunne gennemføre jurastudiet, inklusive mig selv. Trods og stædigheden over, at jeg i hvert fald ikke ville vende hjem og indrømme, at de havde ret, har båret mig igennem.

Sit afsluttende speciale skrev Gry Rambusch på tre uger. Bagefter arbejdede hun med erhvervs- og selskabsret i fem år, blev advokat og tog en lederuddannelse i HR, før hun endelig stoppede op og erkendte, at hun var på flugt fra fortiden.

– Jeg løb så stærkt, at jeg slet ikke havde tid til at se mig tilbage. Jeg har brugt SÅ mange kræfter på bare at løbe og løbe. Jeg havde taget alle de uddannelser, jeg kunne, jeg knoklede løs, havde et godt job på det flotteste advokatkontor og en lækker lejlighed, og alligevel sad jeg der og var slet ikke lykkelig. Fortiden kom væltende som en tsunami, og jeg kunne slet ikke styre det. Jeg græd jo for fanden hele tiden og kunne slet ikke finde ud af at blive lykkelig.

Fra prestigejob til indignation

Den erkendelse blev starten på et nyt liv uden kæresten gennem 13 år, uden erhvervs- og selskabsret, men med fokus på børns rettigheder – og med et arbejdsliv, der er drevet af indignation mere end prestige. Ved siden af sin egen selvstændige advokatpraksis er hun advokat for Huset Zornig og holder foredrag. Derudover sidder hun i tænketanken Social Innovations Forum, er formand på Baglandet – et mødested for rådgivning til nuværende og tidligere anbragte unge – og næstformand på Broen, der er et botilbud til børn af alkoholiske forældre. Hun er en ivrig debattør i pressen, skriver på en debatbog om børns rettigheder – og bruger så i øvrigt tid på at søge fondsmidler til særligt udvalgte, principielle sager, så hun også i fremtiden kan yde hjælp til udsatte, der ikke selv har råd til juridisk assistance.

Spørger man, hvor hun får energien fra, er svaret simpelt:

– Jeg har 32 års erfaring med omsorgssvigt at trække på. Jeg skal inspirere andre udsatte børn og unge til at tro på sig selv og bryde mønstret.

LÆS OGSÅ: Derfor falder fødselstallet