Guldager: "70'erne var en utryg tid at vokse op i"

Jeg har altid følt, at den tid, jeg voksede op i, var noget ganske særligt, men så har jeg tænkt: Alle føler sikkert, at den tid, de voksede op i, var noget helt specielt. Men for et par år siden kom jeg til at tale med en familieforsker, der fortalte mig, at 70'erne virkelig var usædvanlige på mange måder. Man kan sige, at Danmark gennemgik en kulturrevolution. Alt var til diskussion. Hvordan skulle mænd fremover være mænd? Hvordan skulle kvinder fremover være kvinder? Og mødre? Ja, hvordan skulle verden i det hele taget være? Faktisk er det denne kulturrevolution, der er selve grundlaget for den romanserie, jeg er ved at skrive.

På en måde var 70'erne en fed tid at vokse op i, for i og med at det var givet, at verden skulle laves om, kunne vi børn også få lov til at være med til at bestemme, hvordan den skulle se ud. Noget af det allerbedste ved 70'erne var en tyrkertro på, at verden kunne indrettes meget bedre. Alle de udsatte, de fattige og de undertrykte skulle have det bedre. Meget bedre. Længe før jeg blev myndig, havde jeg samlet penge ind til voldsramte kvinder, sendt protestpostkort til Chiles diktator, Pinochet, jeg havde demonstreret mod atomvåben, oprustningen, skoleforringelser og forhøjede klassekvotienter, jeg havde deltaget i børnerockkoncerter for ikke at tale om fantasifulde protester mod ungdomsarbejdsløshed, besættelse af tomme huse og solidaritetsaktioner med strejkende havnearbejdere.

Fra sammenhold til magtesløshed

Først og fremmest var der en tro på det gode i mennesket, en tro på, at vi kan gøre det meget bedre her i verden. Og det er en tro, jeg synes, er falmet nu her i 2013. Jo, vi går op i miljøet og i økologisk husholdning. Men jeg mærker slet ikke den samme grundtillid til, at hvis bare vi lægger hovederne i blød, kan vi sammen gøre det meget bedre. I dag er det snarere magtesløsheden, der taler, om vi så kalder den "globalisering" eller "dannelseskrise".

Jeg voksede op i Danmarks første bofælleskab, Sættedammen, og her var et af de slogans, man brugte i fælleskabet, at børn skulle have 100 forældre. I dag synes jeg, det er en sød, men lidt naiv illusion. Men dengang betød det, at vi kom meget hos hinanden. Bofælleskabet var fuld af børn på min alder, og alle døre stod åbne, vi rendte ud og ind hos hinanden, sov hos hinanden, var på ferie sammen, vi kendte hinandens søskende og forældre. For nogle børn var dette et slaraffenland, for der var altid nogen at lege med.

For mig var de store grupper af børn, der hærgede fællesarealerne, en smule skræmmende. Hvis man er en af den slags børn, der har det godt med at fordybe sig i en forholdsvis lille verden, kunne tilværelsen måske godt blive lige lovlig larmende. Jeg kunne blive sindssyg af, at man skulle forholde sig til så mange mennesker hele tiden. Af at alle mulige andre havde en mening om én, ens søster, ens forældres skilsmisse. Jeg kunne blive sindssyg af, at folk aldrig respekterede en lukket dør, men vadede langt ind i huset for at låne en saks eller spørge om noget. Den dag i dag er jeg utryg og skeptisk ved grupper. Fællesmøder. Fællesbadning. Fællesferie. Måske var det bare boformen, der ikke passede til min introverte, skyggeelskende person. Måske siger det mere om mig, end det gør om Sættedammen. Under alle omstændigheder lærte det mig at elske at være alene, det lærte mig at synke ned i min egen ensomhed og komme overens med den. Og det er siden kommet mig til gode, eftersom jeg har valgt det ensomste job i verden: at være forfatter.

LÆS OGSÅ: Krimiforfatter: Livet er skrøbeligt

Fra kønsrolleforvirring til singlekultur

70'erne var også en utryg tid at vokse op i, for som sagt stod alt til diskussion, og er der noget, man som barn ikke er interesseret i at høre om, er det de voksnes totale forvirring. Det er ikke tilfældigt, at min absolutte hadesang er, "Vi voksne kan også være bange, og synge lange, lange, bange sange". Jeg får stadig gåsehud. Som barn vil man så gerne have sine forbilleder i fred, man vil gerne have nogen at lære noget af. Det kan være svært, når de voksne helt forkaster den gamle verden og stadig ikke ved, hvordan den nye verden skal se ud. For ikke at tale om kønnet.

Da jeg var barn, var kønsrolleforvirringen så stor, at jeg er sikker på, at det har været med til at lægge grundstenene til den singlekultur, vi kender i dag. Ikke at mænd og kvinder ikke selv må definere hvem, der gør hvad i et ægteskab. Men omgangsformer og kønsroller er vigtige, hvis vi overhovedet skal have en chance for at møde hinanden. Og singlekulturen er et tegn på, at vi ikke aner, hvordan vi skal mødes. Den er også et tegn på, at vi ikke kan finde ud af at blive sammen. I 70'erne var det næsten hver anden dag, at vi hørte om nogen, der skulle skilles, og Danmark har ikke siden formået at løfte sig selv ud af skilsmissestormen. Det er ikke et tegn på, at vi som enkeltpersoner ikke er udholdende nok. Det er et tegn på, at den del af vores kultur er i opløsning. Måske er vi endnu ikke blevet klar over, hvor meget sorg en skilsmisse afføder i et ufærdigt sind?

Uanset de negative konsekvenser af kvindefrigørelsen og de deraf følgende opløste familier vil jeg aldrig kunne stille mig på den modsatte side af kvindefrigørelsen. Selvfølgelig ikke. Jeg personligt ville blive sindssyg af at skulle gå hjemme og servicere resten af familien. Jeg synes, det var dejligt at være på barsel, men ikke mere end seks måneder.

Frigjorte overgreb

Noget at det sværeste i forholdet mellem børn og forældre har nok altid været spørgsmålet om separation. Hvor meget skal man blande sig i sine børns liv? Litteraturen er fuld af eksempler på børn, der kæmper med at frigøre sig fra deres forældres forestilling om dem. Min påstand er, at den grænseløse mor havde kronede dage i 70'erne. For det grænseløse lå i tiden. Man overidentificerede sig med sine børn – ja, man følte nærmest, at man var lige. Man havde det credo, at man skulle gøre det private offentligt og trak det automatisk ned over hovedet på sine børn. Når forældre på den tid fortalte deres børn om deres seksuelle erobringer, når de lod døren ind til seksuelle aktiviteter stå åben, når de deltog i gruppesex med sovende børn i rummet ved siden af, syntes de sikkert selv, at de var utrolig frigjorte.

For mig at se kan det ikke opfattes som andet end overgreb. Der var en fuldstændig mangel på respekt for børns private rum.

Jeg har slet ikke tal på, hvor mange af den tids kvinder der vidste lige, hvordan jeg havde det. De behøvede slet ikke at spørge mig. For de vidste lige, hvornår jeg var misundelig, glad, vred, ked af det. Det var næsten, som om ens følelsesliv tilhørte gruppen. Jeg kan også huske, hvordan min mor en dag foreslog, at vi nu skulle være veninder. Jeg kan huske, hvor forkert det føltes. Forældre skal ikke være venner med deres børn.

Den dag i dag synes jeg, man ser nogle utroligt langtrukne barn-voksen-relationer. Børn helt op i 30'erne tror, at de har ansvar for deres forældre, at de skal dele deres følelsesliv med deres mor. Som om de var jævnaldrende. Jeg ser det som et kedeligt levn fra 70'erne. Grænserne mellem generationerne må for min skyld gerne blive genindført.

Alligevel er jeg ikke i tvivl om, at der er mere at glæde sig over end at afvise. Kvindernes indtog på arbejdsmarkedet er vi tusindvis af kvinder, der har glæde af i dag. Kvinder kan i langt højere grad end nogen sinde før skabe deres tilværelse selv, og lad os være lykkelige, lykkelige for det. Aldrig har verden stået så åben. Jeg synes også, vi skal glæde os helt vildt over, at mændene for alvor blev en del af omsorgen og opdragelsen af børn. Jeg personligt har haft stor glæde af at have et tæt forhold til min far, og det havde måske ikke været muligt, hvis jeg havde levet i en anden tid. Selvom han er død, glæder jeg mig stadig over, at han lærte mig at sejle, køre bil, tænde op, mure, tække, male og lappe cykel. Jeg glæder mig også over, at min datter har et lige så tæt forhold til sin far som til mig, for verden består nu en gang af flere modsatrettede sandheder, og vi giver hende forskellige ting. Det er nok den største gevinst ved den tid, jeg voksede op i. At den moderne far er til stede.

LÆS OGSÅ: Lene Maria Christensen: Mit hjerte har vokset sig kæmpestort

Katrine Marie Guldager

Født 1966. Voksede op i Danmarks første bofællesskab, Sættedammen, syd for Hillerød. Uddannet cand. phil. i dansk 1994 og afsluttede Forfatterskolen samme år. Debuterede som forfatter 1994. Har siden skrevet digte, novellesamlinger og romaner, senest ”Ulven” og ”Lille Hjerte”. Gift og mor til to børn på 3 ½ og 1 år.

"Den ny tid"

I tredje bind af Katrine Marie Guldagers anmelderroste generationskrønike om en familie fra Køge er vi nået frem til slutningen af 60'erne – en tid med hippier og ungdomsoprør, hvor rammer forskubbes, og normer går i opløsning, godt hjulpet på vej af marihuana og lsd.

Vi følger søskendeparret Henry og Leonora fra de to første romaner, "Ulven" og "Lille hjerte". Sidstnævnte blev her i bladet kaldt "fuldstændig forrygende" og fik fem stjerner, da den udkom i begyndelsen af 2012.

"Den ny tid" udkommer 10. maj (Lindhardt og Ringholf, 249,95 kr.)

"Ulven og lille hjerte" blev udgivet samlet som én bog i efteråret 2012.