”Hans død var en trist slutning på en ellers vidunderlig historie”
Da Judith Rothenborg første gang mødte sin datters far, var hun ti år gammel. I tyve år sås de med jævne mellemrum, før de endelig besluttede sig for, at det skulle være dem. Deres korte tid sammen var dog meget turbulent. Det fortæller hun om i denne uges Hendes Verden.
”Hans død var en trist slutning på en ellers vidunderlig historie. Men han havde haft en kærlighedsløs barndom, og når to sårede sjæle møder hinanden, skal der meget til, for at det ikke går galt,” siger Judith Rothenborg i denne uges Hendes Verden.
I magasinet fortæller hun om sit turbulente forhold til Barbara Topsøe-Rothenborgs far.
De to mødte hinanden første gang, da Judith Rothenborg var ti år gammel og gik på Sorø Akademi. Han var 11 år gammel og var hovedkulds forelsket i hende. Det var dog først senere, da hun var gået ud af skolen, at hun blev inviteret med til et bal af ham.
”Jeg tror mest, jeg tog med til ballet for oplevelsen skyld, og jeg var vist i det hele taget ikke så sød ved ham. Det var jeg generelt ikke ved mine kærester, for de var vilde med mig, og jeg tromlede dem ned. Men han blev alligevel hængende.”
De sås med flere års mellemrum til et glas vin engang i mellem, og da Judith Rothenborg var 29 år gammel, mødte hun ham igen. Denne gang med helt andre øjne.
”Jeg havde fået et par aborter, og han havde været gift nogle gange, og nu kom han gående med den mest bedårende toårige dreng i hånden, og så blev jeg skruk.”
Et kortvarigt forhold
De blev gift, og kort tid efter blev hun gravid med deres datter Barbara. Graviditeten havde dog ikke stået på længe, før de første konflikter begyndte at melde sig i deres parforhold.
”Mens jeg var gravid, kom jeg på hospitalet, og den stakkels mand kom til at læse i min dagbog, som lå derhjemme. Her læste han om den tvivl, jeg havde i forhold til ham, og han kunne jo ikke vide, at jeg tvivler på alt i livet.”
I interviewet med Hendes Verden fortæller hun desuden, at han var psykisk syg, og at hun var nødt til at forlade ham, da Barbara var halvandet. Han døde nogle år efter deres brud. Selvom Judith Rothenborg både tænker på sin afdøde eksmand med kærlighed og blandede følelser, kan hun ikke komme udenom, at de gav hinanden noget af det mest dyrebare i deres liv. Nemlig datteren Barbara.
”Vi fik Barbara, og hun var det mest elskede barn i verden. Jeg er ikke uden dårligdomme, og jeg arbejdede meget som skuespiller, mens hun var barn, men jeg har altid elsket hende så meget, at hun aldrig skulle tvivle på min kærlighed. Hun er blevet set og lyttet til, og hun har et godt selvværd.
Læs hele interviewet med Judith Rothenborg i denne uges Hendes Verden.