Hege rejste ud for at genfinde kærligheden, men endte med et smertefuldt møde med fortiden
Hege rejste til Hawaii for at virkeliggøre en gammel drøm: At møde sin ungdomskæreste Steve igen og måske genfinde deres kærlighed. Det gik ikke helt, som hun havde håbet.
Hege Blom, 67, kigger drømmende ud over fjorden.
"Alle mennesker ønsker at blive set. Steve var den første person, der så mig.
Vi skal tilbage til sommeren 1974. Hege var 18 år og rejste til Ibiza med en veninde."
"Vi mødte to drenge, Steve og Terry, fra Los Angeles, Californien. De sad og spillede skak. Kontakten mellem Steve og mig opstod øjeblikkelig. Det sagde bare bang!"
De fire unge mennesker havde en dejlig aften, men ret tidligt skulle de to fyre i seng. De skulle på arbejde næste dag. Steve var fast besluttet på at møde Hege allerede dagen efter.
Annonse
"Jeg vil aldrig glemme, da han kom kørende på sin scooter for at hente mig på hotellet. Han stod og ventede under vinduet, og jeg var lige ved at besvime!"
Steve inviterede Hege og veninden til at bo i deres hus, og charterflyet fløj hjem til Norge uden de to piger ombord.
"Vi ringede ikke hjem. Det var for dyrt dengang. Men vi sendte et telegram og fortalte dem derhjemme, at vi havde fået venner på øen og ville blive et stykke tid endnu. Samtidig bad jeg mine forældre om at sende penge. Poste restante Ibiza, ha-ha."
Men tiden gik hurtigt, og der kom ingen penge fra Norge. Pigerne rejste hjem. Snart kom det første brev.
"Steve og Terry havde besluttet at komme til Norge på besøg."
Pludselig en søndag eftermiddag ringede telefonen i barndomshjemmet.
"”Der er en amerikaner, som gerne vil tale med dig”, sagde min mor. Mit hjerte sprang et slag over."
Annonse
Ved en statue foran Oslo Rådhus stod de to drenge og ventede på Hege. Steve og Terry blev installeret i et ledigt børneværelse.
"Jeg må indrømme, at der blev listet en del omkring i gangen om natten," griner Hege og fortsætter:
"Vi gik på museer og musikklubber, og vi tog på ture på landet sammen. På det tidspunkt var jeg begyndt i 3.g i gymnasiet."
”Nu er det på tide, at gæsterne rejser, du skal koncentrere dig om din skole,” sagde Heges mor en dag. Steve og Terry besluttede sig for at rejse hjem, men inden havde Steve et spørgsmål til Hege.
Annonse
"Meget overraskende kiggede han på mig og spurgte, om jeg ville giftes med ham og have børn."
Hege griner og ryster på hovedet.
"Jeg tror ikke, jeg kunne svare på det, jeg var målløs. Men Steve er faktisk den eneste, der har friet til mig! Kjell, min mand gennem 36 år, og jeg blev simpelthen bare enige om at gifte os, da vi ventede vores første barn."
36 gode år som gift
I halvandet år skrev Steve og Hege breve til hinanden.
"Efter et år var det meningen, at jeg skulle rejse over og besøge ham. Både Terry og Steve boede nu på Hawaii og arbejdede med at istandsætte huse."
Men livet kom i vejen for Heges rejseplaner.
"Steve var meget skuffet over, at jeg ikke kom. Der skete mange ting i familien på det tidspunkt, og mine forældre ville ikke have, at jeg rejste."
Efter ihærdig brevskrivning og nye planer om en Hawaii-tur, mødte Hege Kjell, som skulle blive hendes mand, og kontakten mellem Steve og Hege ophørte.
Hege og Kjell fik et langt ægteskab og to børn, men Kjell døde alt for tidligt af kræft.
"Han kendte godt til Steve og rejsen til Hawaii, som aldrig blev til noget. Undervejs i deres ægteskab ønskede han også, at hun tog afsted for at møde ham: ”Du kan tage på den tur. Jeg venter på dig herhjemme,” sagde han. Kjell var en generøs mand."
Hege tog dog ikke til Hawaii, mens Kjell levede.
"Men jeg bevarede drømmen og længslen. Og det er de stærke følelser, der har bragt mig dertil, hvor jeg er i dag. For de forsvinder ikke med alderen. Da jeg blev blev enke efter så mange års ægteskab, blev tabet fysisk. Pludselig var min krop helt alene."
Rejsen til Hawaii
Efter Kjells død fik Hege igen kontakt med Steve og Terry på nettet. Steve var nu en meget succesfuld forretningsmand med et langt ægteskab bag sig og tre voksne børn. Terry og Hege holdt kontakt gennem Facebook. En dag inviterede Terry Hege til Hawaii, og hun besluttede sig for at gøre alvor af sin drøm.
"Mange mennesker spurgte mig, hvorfor jeg rejste. Det spørgsmål stillede jeg også mig selv. I dag rejser vi jo bare. Min rejse til Hawaii repræsenterede noget meget dybere. Noget eksistentielt."
Hege tror, det handlede om en længsel, hun bar indeni.
"Jeg får ofte det spørgsmål, om længslen handlede om Hawaii eller om Steve. For mig var det to sider af samme sag."
Der skete meget med Hege i løbet af rejsen til Hawaii.
"Som udgangspunkt troede jeg ikke på, at Steve og jeg ville finde sammen igen. Det var måske ikke engang ønskeligt at være så langt væk fra børn og børnebørn, søskende og venner. Men samtidig, da jeg pludselig var på vej dertil, genkendte jeg den kriblende følelse."
"Man har jo hørt om par, der har fundet tilbage til hinanden. Så måske, et sted dybt inde, følte jeg en form for håb. Eller at der var blevet tændt en ild."
"Steve var på mange måder den første store kærlighed. Og oven i det har jeg jo et langt ægteskab bag mig. Længslen efter at blive set igen, blev dog større og mere intens, jo tættere jeg kom på Hawaii og fortiden. Efterhånden blev det klart for mig, hvorfor jeg tog denne tur: Jeg tror, det handlede om kærlighed, om at søge ungdommens kilde og at blive set på ny."
"Jeg vidste, at Steve var midt i en rodet skilsmisse. Han gjorde det klart, at han ikke ønskede yderligere komplikationer i sit liv. På den måde var timingen måske ikke den bedste. Det tog et par dage, før jeg mødte ham. Men vi talte sammen i telefonen. Bare det at høre hans stemme igen efter alle disse år var mærkeligt. Jeg følte mig transporteret 40 år tilbage i tiden."
Møderne med Steve blev anderledes, end Hege havde tænkt sig.
"Samtalerne gik i stå, vi følte os nok begge lidt akavede. Det virkede, som om han holdt igen. Jeg tænkte, at han beskyttede sig selv, og på jeg forstod det godt. Men det krævede ikke mere end et smil, så hoppede mit hjerte. Det var så lidt, der skulle til."
Hege følte, at hun strakte sig langt følelsesmæssigt.
"Samtidig prøvede jeg at sige til mig selv, at jeg var nødt til at være lidt realistisk, at jeg ikke måtte skrue mine forventninger for højt op. Og til sidst indså jeg, at jeg havde udsat mig selv for en belastning i dette smertefulde møde med fortiden."
Mødet med Thorsten
Hege har altid skrevet historier og arbejdet med sprog. Hun har arbejdet på forlag og som norsklærer i gymnasiet. Efter rejsen til Hawaii besluttede hun sig for at skrive om sine oplevelser.
"Jeg ville skrive noget om, hvordan minder fungerer, hvordan de påvirker én og det at være i nærheden af noget, som engang var stort."
Resultatet blev min debutroman, 'Jeg rejser alene'.
Da manuskriptet blev sendt til sidste korrektur i sommeren 2022, rejste Hege til Mandal i Sydnorge.
"Jeg havde levet i en veninde-verden i mange år, men nu rejste jeg alene. Og på en jazzfestival i Mandal mødte jeg Thorsten, helt tilfældigt. Det var, som om noget var blevet frigjort inde i mig, så jeg kunne åbne op igen. Thorsten så mig og inviterede mig hjem til sig. Vi talte sammen, som om vi havde kendt hinanden hele livet. Det var så mærkeligt! Men jeg havde også brug for tid efter at have været én mands kvinde det meste af mit liv. Jeg havde savnet ”den anden krop”, efter at jeg blev alene."
"At kunne røre en anden krop igen, mærke hans hud mod min, det er bare fantastisk. Og den følelse har tydeligvis ingen alder. Alle erfaringerne sidder i kroppen. Nu ved jeg, hvordan jeg fungerer, og hvad jeg kan lide. At møde en ny partner i en sen alder er derfor meget større og stærkere, end jeg havde troet.
Thorsten og Hege nyder hvert øjeblik, de har sammen."
"Vi ved jo, at livet er flygtigt. At blive kærester sent i livet giver på mange måder forholdet en ekstra dimension. Vi skal ikke have børn, vi skal ikke på arbejde, vi kan bare nyde de dage, vi får sammen. Jeg ved, at der er mange derude, som måske tænker, at de ikke tør eller orker at kaste sig ud i noget nyt. Men til dem vil jeg bare sige: Gør det, tør det!"
At blive set igen, som jeg sådan har længtes efter, har fået noget til at falde på plads. Noget tabt er blevet vundet tilbage. Det er sådan, det føles, konkluderer Hege.
