Hella Joof i ukendt farvand: "Jeg tænkte, hvad nu hvis vi drukner, hvad nu hvis der er hajer?"

INDEN AFREJSE

7.000 km. 3 uger. 6 kendte danskere. 2 erfarne sejlere.

Hella Joof har takket ja til at prøve kræfter med de atlantiske bølgers vilde brusen og passatvindenes barske bid i programserien ”Over Atlanten”. Den 25 meter lange båd stævner ud fra de kanariske øer og skal styres sikkert i havn i det caribiske øhav.

Vi mødte hende på Gran Canaria kort før afrejse.

Om at kaste sig ud i ukendt farvand

Hvorfor sagde du ja til at rejse over Atlanten?

– Fordi der er nogle ting, vi bliver nødt til at sige ja til. Tænk, hvis nu jeg havde sagt nej. Så havde jeg læst om nogle andre, der skulle af sted og tænkt, det der kunne have været mig. Men jeg startede også med at sige nej. Jeg sagde, ej, nej, nej, det kan jeg ikke. Og så fortalte jeg det til min mand og til min datter, og så sagde de: Nej, er du sindssyg? Det bliver du da nødt til!

Hvorfor tænkte du, at det kunne du ikke?

– Jeg tænkte, hvad nu hvis vi drukner, hvad nu hvis der er hajer? Eller vi dør… Hvad hvis jeg bliver søsyg og kaster op tre uger i træk.

Det bliver også en udfordring at være sammen med en masse fremmede på så lidt plads i så lang tid. Jeg håber, vi går fra borde arm i arm alle sammen. Jeg håber ikke, det bliver sådan noget med, at vi løber væk fra hinanden, lige så snart vi kan, og tager en taxa og aldrig vil se hinanden mere. Men jeg følte faktisk, jeg blev nødt til at sige ja. Jeg havde virkelig været sur på mig selv, hvis jeg havde fastholdt et nej.

Hvad tror du, du kan blive bange for?

– Hvis der bliver storm. Men det gør der ikke! For hvis der gør det, så ved vi det i forvejen, og så sejler vi udenom. Kunne jeg da forestille mig… Men altså, jeg ved godt, jeg ikke dør, og jeg tror, jeg er rimelig søstærk.

Om at komme i zen

Hvordan forestiller du dig en almindelig dag på havet?

– Jeg vil ikke prøve på at slå tiden ihjel, jeg vil faktisk gerne have, at tiden går langsomt. Og bare sidde og stirre ud på havet uden land, både eller andet i sigte. Bare hav og hav og hav. Jeg glæder mig meget til det med bare at få tiden til at gå i stå og prøve at komme i zen. For jeg har haft så travlt i, jeg ved ikke hvor lang tid. Måske de sidste tre år. Og jeg blev ved med at sige, at jeg skulle holde sabbatår i 19. Men det blev så altså ikke til noget. Jeg kommer ikke til at have lige så travlt i 19, som jeg har haft i 18 og 17. Det skal jeg ikke. Fordi det skal jeg ikke. Jeg skal skrue lidt ned for blusset. Men jeg kommer jo ikke til at holde sabbatår.

Hvorfor er det så svært for dig at holde fri derhjemme?

– Min mand siger, jeg ikke er til at holde ud, når jeg ikke laver noget. Så bliver jeg rastløs. Så jeg skal arbejde. Jeg skal bare ikke arbejde lige så meget, som jeg har gjort. Jeg skal holde nogle foredrag og lave noget tv. Og så skal jeg også altid… lige mødes med nogen, fordi vi tænkte, vi måske skulle lave denne her film. Og så siger jeg, jeg kan godt liiige gå til mødet, men jeg skal ikke lave nogen film. Jeg skal ikke lave en film i 19! For det kan jeg simpelthen ikke nå. Men det kan være, jeg så småt kommer i gang med at lave en.

Om hygiejne og snorken

Hvilke situationer vil bringe dig ud af kurs?

– Jeg skal have min søvn. Jeg er meget søvnfølsom. Og jeg skal også på toilettet, når jeg skal på toilettet. Altså, det kommer jeg til at råbe meget. Flyt jer, jeg skal skide. Og så er jeg ikke så god til det med at være svimmel. Jeg håber virkelig ikke, jeg bliver søsyg. Det ville ikke klæde mig. Og så skal jeg også helst i bad. Mindst én gang om dagen.

Er det vigtigt for dig at fremstå pæn og præsentabel?

– Jeg vil holde et vist niveau. Jeg ved godt, jeg kommer til at se mærkelig ud i det der sejlertøj, men jeg har også en pæn kjole med, når vi skal fejre, at vi er midtvejs. Og jeg har masser af silketørklæder! Jeg kan altid tage et tørklæde på. Jeg går ikke ned på tørklæder på den tur. Men det kan også godt være, at jeg på et tidspunkt bare tager håret i en knold, og at jeg vasker det, men ikke reder det i tre uger og tænker fuck det. Så får jeg bare en stor rasta. Men jeg går ikke ned på hygiejne. For det gør jeg aldrig.

Om jeg sad med en kop vand tilbage i ørkenen, så ville jeg bruge halvdelen af koppen til at vaske mig og drikke resten. Og jeg bliver også hende, der siger: Kom – giv mig jeres T-shirts, så vasker jeg dem. Giv mig jeres sokker og underbukser, jeg vasker. Hvis der er nogen af fyrene, der bliver lidt for afslappede og er rotte-agtige, så kommer jeg over og siger ”jeg vasker”.

– Jeg har lige købt et neglesæt. Så jeg vil gerne prøve at ordne lidt hår og lidt negle. Og jeg har købt pimpsten til fødderne, vi skal ikke gå ned på det! Vi skal ikke sidde med hård hud og helt tørre læber. Det synes jeg altså ikke. Og jeg kommer til at være efter de andre med solcreme og sådan noget.

– Og så skal vi jo sove sammen, og jeg ved ikke, hvor meget plads der er til at sove, hvor tæt man ligger på hinanden. Der bliver jeg også nødt til at sige, det er en udfordring. Jeg har ørepropper med og håber, det kommer til at gå. Jeg har downloadet alle mulige meditationsting, så hvis jeg ikke kan sove, så kan jeg ligge og lytte på det. Det er okay, at andre snorker, hvis jeg bare har noget i ørerne. Jeg snorker også selv, det gør man jo, når man er blevet over 30. Så jeg håber, folk kan sove fra min snorken, og at vi kan sove fra hinandens snorken.

Tror du, du kommer til at tænke over, hvordan du fremstår på tv?

– Nej, det er ikke det, jeg kommer til at tænke over. Jeg vil bare gerne være en god matros. Jeg vil gerne være en god rejsekammerat for de andre. Efterfølgende vil jeg ikke tænke, ej, hvor var jeg åndssvag og doven at se og høre på dér. Jeg vil gerne kunne lide mig selv og være god ved de andre. Og ved mig selv også.

Om at være offline

Hvordan har du det med ikke at være til rådighed?

– Det har jeg det SÅ godt med. Engang imellem, når man sidder og keder sig og stirrer ud i luften, så kan man ikke gå på Instagram. Man kan ikke svare på mails, og man kan ikke noget. I gamle dage gik man på arbejde og i skole, og så havde man fri. Der er ingen mennesker, der har fri mere. Der er hele tiden noget, der ligger nede i en lomme eller på et bord, og det med at være til rådighed er altså lidt livsfarligt.

– Altså, alt er bare mere stressende, end det var for 10 og 20 år siden. Der er flere mennesker i byen, flere cykler, flere biler. Når jeg er inde i byen, er jeg helt stresset, når jeg kører hjem. Og jeg har jo boet helt glad inde på Frederiksberg. Løbet rundt og syntes, det var alletiders. Nu er det helt utænkeligt, at jeg skulle bo der. Jeg synes bare, at jo flere krav, der bliver stillet til os, jo mere får man bare lyst til at trække stikket. I stedet for at have de der afbræk, hvor man tager til Thailand eller ud at sejle i 14 dage, skulle man måske omlægge sit liv.

Om at lede efter svar

Hvad håber du på at få ud af turen?

– Jeg tror, det her kommer til at ændre nogle ting i mit liv. Jeg ved endnu ikke, hvad det er. Men jeg tror, man kommer til at sidde derude på den båd og få nogle små åbenbaringer. Det siger folk. Man bliver et med universet, man er en lille prik i det store, men samtidig er man forbundet, man er en bølge på det store hav, og man er en solstråle. Og jeg går altid og leder efter grunden til at være her på jorden. Måske finder man nogle af forklaringerne derude. Tænk, hvis man gør. Jeg tror, jeg får svar på spørgsmål, jeg endnu ikke har stillet.

Hvad er det for nogle svar, du leder efter?

– Jeg har været på jorden længe. Og det er jo ikke, fordi jeg ikke har lyst til at leve, det er slet ikke det. Men hvad skal jeg egentlig? Jeg har lavet film, jeg har været skuespiller, jeg har skrevet bøger. Og boet på landet sammen med min mand, som jeg er rigtig glad for. Men jeg kan mærke, der er noget, jeg skal, som jeg ikke ved, hvad er endnu. Skal jeg begynde at male? Skal jeg begynde at lave produkter? Skal jeg være business woman? Når jeg laver haveprogrammer, så er der rigtig mange, der skriver til mig, hvor har du dine kedeldragter fra?

– Skal jeg begynde at tegne nogle kedeldragter? Så det går jeg lidt og spekulerer over. Jeg skal stadig også lave nogle film, og jeg skal også skrive nogle flere bøger, det bliver jeg ved med. Men jeg sad ude på bogmessen i år, og det er superfedt og dejligt, men første gang var det jo bare ”wow, det er bogmesse, der står et skilt, hvor der står, jeg er forfatter”, og i år var det mere blevet... jeg vil ikke sige hverdag, det lyder så højrøvet, men det var blevet en del af mig og min karriere.

– Jeg tror aldrig, at jeg vil sætte mig ned og lave et visitkort, hvor der står, sådan og sådan og dah og punktum. Jeg tror altid, der vil stå prik, prik, prik efter den sidste titel, fordi jeg synes, det mest spændende i verden er at inddæmme noget nyt. Nyt land. Og det er jeg slet ikke færdig med.

EFTER HJEMKOMSTEN

Man skulle tro, hun opstod som et resultat af den morfinrus, Hella render rundt i efter at have fået fjernet sin ene knyst. Men næ nej. Karakteren Patience Camaroo Alltogether opstod på åbent hav. Patience har en beauty-shop, hvor man kan få lavet hår og negle. Altid med discount.

Og efter søfarerens hjemkomst optræder den caribisk-afrikanske skønhedsdronning jævnligt på hendes Instagram-profil. Ligesom Hellas afskårne knyst, som hun har fået med hjem fra hospitalet i et plastrør med formaldehyd. Lige nu sidder hun bænket til sin lænestol, så i stedet for at mødes, indtaler hun svarene på en lydfil.

De store, skræmmende storme til søs slap hun for, men på land havde en fæl shitstorm raseret i hendes fravær.

Om søvnunderskud og forstoppelse

Hvordan gik det med at sove, skide og opretholde hygiejnen?

– Jeg mistede tidsfornemmelsen derude, men på et tidspunkt havde jeg ikke sovet i mange døgn, og så blev jeg lidt skør, og så kiggede Læge Lægesen på mig og sagde: ”Jeg tror vist lige, vi skal have dig stabiliseret”, og så fik jeg en sovepille, og så sov jeg i 16 timer. Og så var jeg egentlig okay frisk bagefter. I starten havde vi sådan nogle skøre vagter, hvor vi arbejdede fire timer, sov fire timer, arbejdede fire timer og sov fire timer, og jeg sov ikke, når jeg skulle, fordi jeg boede lige ved siden af køkkenbordet, hvor der blev hakket løg. Så mit søvnmønster gik fuldstændig i gakkelak, og nu ved jeg, hvad sådan noget søvntortur går ud på, for man bliver faktisk skør.

– Omkring at skide var der ikke andet at gøre end at sige en, to, torden, og så skynde sig ud på toilettet, som var sådan et lillebitte kosteskab med et stykke stof foran, som hang i noget velcro og var gået lidt i stykker, så man sked nærmest, mens man snakkede med folk, der stod to centimeter fra en. Men det gik fint, indtil jeg fik forstoppelse, fordi jeg kun spiste kiks i mange dage. Jeg ville ikke spise rigtig mad, fordi jeg var bange for at kaste op, så min afføring blev til ler, som ikke kunne komme ud. På et tidspunkt måtte jeg prøve at gå ned og føde en lort, men det kunne jeg ikke. Det tog halvanden time, og jeg var helt våd i ansigtet, da jeg kom ud, men så fik jeg noget Klyx af Læge Lægesen – vi var rigtig gode venner, han blev en af mine tætteste allierede – og så gik det over.

– De første mange dage sov man bare, hvis man kunne, eller også lå man i sin køje med alt tøjet på, og så skulle man op og på vagt. Man havde det samme tøj og undertøj på mange dage i træk. Al hygiejne gik fløjten. Men senere kom der en daglig rutine. Vi vaskede os i en spand havvand oppe på dækket, men det var ligegyldigt, man fik en meget pæn hud af det.

Om at være en middelmådig matros

Var du en god matros?

– Jeg var en middelmådig matros. Jeg fik aldrig lært det med sejlene ordentligt, men jeg blev faktisk god til at styre til sidst. Det er ligesom at danse. Man skal danse med rattet. Jeg ville godt have bidraget med mere og været mere overskudsagtig, men jeg var fuldstændig på hælene, fordi jeg var så meget i søvnunderskud.

Om nye venskaber

Nåede du at blive træt af de andre?

– Jeg nåede ikke at blive træt af nogen af mine medmatroser. Jo længere tid, vi var ombord, jo bedre kom jeg til at kunne lide dem, og til sidst kom jeg faktisk til at elske dem højt. Og til allersidst havde jeg det sådan: Hvordan skal jeg nogensinde kunne undvære jer, I er mine bedste venner? Jeg skal mødes med dem her om et par uger, hvor vi skal drikke rom og kramme.

Om at undslippe en shitstorm

Hvordan var det at være offline så længe?

– Det var meget godt, for jeg havde en shitstorm bag min ryg uden lige. Det opdagede jeg først, da vi kom i land, og sms'erne tikkede ind (Hella havde skrevet et satirisk blogindlæg om svindelsigtede Britta Nielsen, der bifaldt, at hun havde fyret en masse skattekroner af på sjov og ballade, red.). Der kunne jeg mærke, jeg havde været i bad standing, så det var måske meget godt, jeg ikke var hjemme. Det kan anbefales, hvis andre mennesker skal i en shitstorm, så bare tag ud at rejse. Bare tag ud på Atlanten, så opdager man ikke noget.

Om kedeldragter og andre åbenbaringer

Fik du nogle åbenbaringer undervejs?

– Jeg fik en åbenbaring, fordi jeg lå og kiggede på himlen og stjernerne og bølgerne og følte mig lille, men også stor, fordi man er i forbindelse med alt det. Man er selv en bølge, og man er selv en af stjernerne. Og nu ved jeg godt, det lyder lidt højtravende, men det er sådan nogle tanker, man har, for når man ligger på dækket i sin sure sovepose og kigger op og ser hundrede stjerneskud i timen, så bliver man meget ydmyg over for skaberværket.

– Jeg fandt ud af, at jeg skal lave kedeldragter. Jeg har købt et domæne, der hedder Folkedragten.dk, så jeg skal være sådan en, der laver folkedragter til folket. I uld, silke og bomuld. Jeg har snakket med en skrædder, og vi skal designe de her kedeldragter. Jeg håber, det kommer i gang i løbet af sommeren eller efteråret.

– Og så er der også en anden mærkelig ting: Man tænker ikke på dem derhjemme. Det lyder frygteligt, men man ligger ikke og tænker på dem derhjemme, for man kan alligevel ikke gøre noget. Hvis der sker dem noget, så må de selv ordne det, så på en eller anden måde trækker man sine tanker væk. Al ens tankevirksomhed drejer sig om det, der foregår på båden. Så man er meget i nuet. Det var en nu-oplevelse.

– Da vi sejlede ind i det caribiske øhav, var der en kvinde, som overtog min bevidsthed og krop, som hedder Patience Camaroo Alltogether, og hun taler... jeg er ikke så god til den der caribiske dialekt, det er mere en blanding af noget caribisk og noget afrikansk. Vi kommer jo alle sammen fra Afrika, hvis man går langt nok tilbage. Så hun er også blevet en del af mit liv, og der vil komme en lind strøm af videoer fra Patience. Jeg tror faktisk, jeg skal lave en i dag. Eller Patience skal lave en, det er jo ikke mig, der laver dem. Jeg er jo bare the artist formerly known as Hella Joof. That bad, bad, evil woman.

Er du ændret en lille smule af turen?

– Da jeg fødte Olivia hjemme uden bedøvelse, havde jeg det sådan, at jeg kunne løfte en hest. I kan bare komme an alle jer... nu skulle jeg til at sige røvhuller, men det mener jeg ikke. Jeg havde kæmpe kræfter, og sådan havde jeg det faktisk også, da jeg stod på kajen i Antigua. De var så også kommet an, for jeg blev udsat for et sandt bombardement af hatemails, vrøvl og idioti fra alle mulige pæne mennesker. Og der havde jeg det sådan: I kan bare komme an, jeg har sejlet over Atlanten, mens I har siddet og møget jer på Facebook med jeres fingre dyppet i gift. Tag den.