"Det var faktisk frygteligt, og jeg har tudet over det"

0-10 år: Bonusbarnet

– Jeg voksede op i en kernefamilie i Ishøj med min mor, min far og mine to ældre søskende. Det var en glad tid, og jeg var det glade yngstebarn, som levede et frit liv med mange udfoldelsesmuligheder, hvor vi legede på vejen og blandt sivene i mosen. Det var en gammeldags og fri barndom. I Ishøj låste ingen døren dengang, og man gik bare ud og ind af hinandens huse. Jeg husker det som én lang solskinsdag.

– Fordi jeg var den yngste, var der ikke ret mange forventninger til mig, og jeg føler, at det har været et privilegium at være den yngste. Jo, der var da forventninger, men der er noget andet med nummer tre. Jeg følte mig mest af alt som et bonusbarn, og jeg gik til kor og dans, som fyldte en stor del af min barndom.

10-20 år: En lille leder

– Da jeg var ti, blev mine forældre skilt. Det var et stort brud i mit liv, jeg fattede ikke, hvorfor de skulle skilles, og jeg var sur på dem i lang tid. Selv i dag kan jeg blive ked af at tænke på det, for det gør et stort indtryk hos et barn, når forældrene bliver skilt. Det skal vi huske på, selv om jeg godt forstår, at nogen har brug for at blive skilt.

– Allerede dengang var jeg optaget af retfærdighed, så jeg kom i elevrådet, blandt andet fordi jeg ville arbejde mod mobning. Men der var også en del af mig, der gerne ville bestemme, der var tidligt en lille leder i mig. Sådan er det jo stadig. Jeg vil gerne bestemme, og jeg vil gerne forandre. Mine forældre spurgte mig altid, hvis jeg brokkede mig over noget: ”Hvad har du selv gjort for at ændre på det?”

20-30 år: Babyblues i Bruxelles

– Der skete meget i den periode. Efter nogle år med rejser, startede jeg på universitetet og blev grebet af både det og studenterpolitik, og jeg blev også formand for studenternævnet. Ja, også der ville jeg gerne bestemme.

– Jeg mødte min mand, da jeg var 25 år, og vi blev hurtigt gift og gravide. Jeg har altid drømt om at få mit første barn, inden jeg blev 30, og det nåede jeg lige akkurat. Samtidig fik jeg mit første rigtige voksenjob, da jeg blev leder af Socialdemokratiets sekretariat i Bruxelles. Fordi vi boede i Bruxelles, havde jeg hverken mødregruppe eller min familie i nærheden, så jeg kunne godt føle mig lidt alene, jeg fik vist også lidt baby-blues og var ikke altid helt stabil. Jo, det var svært, men det var også en lykkelig tid, fordi jeg fik Johanna og blev en lille familie. Det var ikke fordi, jeg ikke syntes, jeg kunne leve op til kravene som mor, men det var en svær periode med lederstilling, barn og barselsorlov, inden jeg var fyldt 30. Stephen og jeg blev voksne sammen i den periode.

30-40 år: Frem i rækkerne

– I starten af 30’erne fik jeg mit andet barn. Mens jeg ventede "Milo", blev jeg valgt til Europa-Parlamentet. Det var en hård valgkamp, og jeg var monster-gravid og havde et lille barn i forvejen. Da jeg blev valgt, flyttede vi tilbage til Bruxelles, og så sluttede jeg i øvrigt det årti af med at blive valgt som formand for Socialdemokratiet.

– Jeg blev politiker ret sent, men jeg var i forvejen en del af det politiske liv, fordi jeg arbejdede for Socialdemokratiet og senere fagbevægelsen. Derfra besluttede jeg mig for at stille op selv og komme helt frem i rækkerne. Jeg ville gerne forandre Socialdemokratiet, for på det tidspunkt var der en svigtende tillid til partiet, og eftersom jeg ikke er typen, der sidder på bagerste række, ville jeg helt frem og bestemme. Men at jeg skulle blive formand lige der, havde jeg aldrig troet. Jeg ville bare ikke være ligegyldig. Jeg har generelt mange meninger om mange ting, og jeg vil gerne forandre stort og småt – også i mit eget liv. Problemer skal man tale om og løse. Jeg vil gerne ændre dårlige vaner og det, der ikke kører optimalt, for man skal aldrig acceptere tingene, som de er. Helt ned til mindste detalje: Kan vi fylde opvaskemaskinen på en bedre måde? Kan vi pakke en kuffert smartere? Jeg vil gerne diskutere alt! Livet har et meget stort forbedringspotentiale. Det kan altid blive lidt bedre.

40-50 år: Store børn og tårer

– I den periode var jeg veletableret som formand for Socialdemokratiet, og jeg havde også fornemmelsen af, at jeg kunne vinde valget, men det var en lang sej kamp. Men jeg ville gerne vise Danmark, at Socialdemokratiet kunne være regeringsbærende parti igen.

– Det var desuden en ret speciel periode i mit privatliv, for mine børn blev store, og det var så trist at opleve dem flytte ud af huset både mentalt og fysisk. Det var faktisk frygteligt, og jeg har tudet over det, ligesom mange andre modne kvinder gør, når deres børn flytter. Det er ikke fordi, jeg føler, at jeg er gået glip af noget i forhold til mine børn, jeg har faktisk været meget til stede og optaget af dem, så jeg sidder ikke tilbage med dårlig samvittighed i dag. Jeg gjorde mig umage med dem, men jeg tror, alle kan føle længslen efter de der nuttede små unger, der en dag er væk, og man vil give hvad som helst for bare fem minutter på legepladsen med dem igen. Nu må jeg i stedet glæde mig til at få børnebørn.

50+: Et blik på sexismen

– Jeg er midt i 50’erne, og jeg har det godt. Jeg er et nyt sted i livet med bestyrelsesposter og nye opgaver. Jeg bor i London, men opholder mig også meget i København, hvor jeg ser min familie og mine venner. Jeg er stadig optaget af internationale forhold, hvordan vi opfører os over for hinanden, de fattige, børnene, og hvad det betyder for børn at vokse op i konflikter rundt omkring i verden. Men jeg er også kommet til at diskutere #MeToo's anden bølge, for jeg har svært ved ikke at blande mig, når jeg nu har erfaringer at bidrage med.

– Jeg har selv begået fejl som leder, og det skal man turde indrømme. Hvis vi vil ændre på tingene, må alle ledere kigge indad for at finde ud af, om de selv er en del af løsningen eller en del af problemet. Jeg er stolt af min egen måde at lede på, men der er også ting, jeg fortryder. Som partileder var jeg en del af en maskulin kultur, som til tider gjorde det hårdt for kvinder og LGBTQ-segmentet at passe ind. Jeg har også selv følt sexismen, der var mange der skrev ”kønnede” eller direkte sexistiske kommentarer om mig, da jeg var statsminister. De så anderledes på mig, end de havde gjort på de 40 mænd, der havde haft jobbet før mig. Jeg stak ud, men jeg lærte af det.

– Når jeg ser billeder af mig selv fra dengang, synes jeg, at jeg ser noget stram ud i betrækket med jakkesæt og opsat hår. Men jeg ville ligne en statsminister, og det er så svært at finde balancen. Vi har så fasttømrede billeder af mænd og kvinder, og kvindelige ledere forvirrer os. På den ene side skal de være gode kølige kaptajner på skibet, men de må heller ikke være for kølige, for man skal kunne mærke dem. Der var ingen, der kunne mærke Anders Fogh, men det gjorde ikke noget, fordi han var en mand. Kvinder skal kunne mærkes. Jeg ved det også fra andre kvindelige ledere, jeg har talt med, Hillary Clinton for eksempel. Folk siger, de er kølige, men det er så svært at ramme balancen.

– På den private front er Stephen og jeg nu flyttet sammen på fuld tid. Han arbejder i London, mens jeg er både i København og London. Vi har været mere sammen de seneste måneder end nogensinde før. Vi er alene sammen og ser stort set ingen andre. Vi sidder og arbejder i hver vores rum i huset og mødes først til aftensmad. Der er heldigvis også plads til en del hjemlig hygge, og det har fungeret som et godt opløb til, at vi har sølvbryllup i år. På den måde har vi fået testet, om vi skulle fortsætte forholdet, ha-ha. Et ægteskab består af mange faser, og det her har været en meget speciel fase, men det har faktisk været hyggeligt at være alene sammen uden børnene. Og der er ingen andre end Stephen, jeg hellere ville være sammen med 24 timer i døgnet.

Hvem er Helle Thorning-Schmidt?

• Født i 1966.
• Uddannet cand.scient.pol.
• Leder af Socialdemokraterne i perioden 2005-2015.
• Valgt til Danmarks første kvindelige statsminister i perioden 2011-2015.
• Sidenhen direktør i det internationale Red Barnet.
• Gift med den engelske politiker Stephen Kinnock, som hun har to voksne døtre med.
• Sidder i dag i en række bestyrelser og er blandt andet næstforkvinde i Facebooks tilsynsråd.