Her er 11 råd mod stress - som virker

1. Dem du kan bruge til noget

Når du er stresset, kommer hjælpen ikke altid fra dem, der er tættest på – ikke fordi, de ikke vil hjælpe, men fordi du kan have svært ved at tage imod som stressramt. Helt uventet var min svoger en kæmpestøtte, og en eks-kollega fra Eurowoman, som jeg kun kendte fra kantinekøen på jobbet, trøstede mig i en periode dagligt over mailen. Jeg fandt hendes bog ”Et liv uden angst” på hylden hos Arnold Busck, og det var hende, der lovede, at jeg ikke døde af skræk. For hos mig – som hos en del andre – fulgte der nemlig en uventet gæst i kølvandet på stressen: Angst eller depression. I den værste fase var jeg så rystende angst, at jeg ikke kunne foretage mig noget. Ikke se fjernsyn, ikke tage mig af mine børn, ikke gå en tur. Jeg ville helst have min mand med i hånden hele tiden, og samtidig var jeg rasende og frustreret over at være blevet en ”grøntsag”. Når han gik på arbejde, og min søde mor havde hentet og afleveret børnene i skole og børnehave, sad jeg forstenet i en stol og stirrede ud af vinduet.

Når din stress udvikler sig til angst eller depression, bør du kun lytte til to slags mennesker:

1. Folk, der har prøvet det selv (og som du har respekt for). 2. En psykiater eller en

psykolog.

2. Dem du IKKE kan bruge til noget

”Cool down!” Det var sødt ment, men lige præcis den replik fra en ret fuld herre til en fest, hvor jeg havde gemt mig i et hjørne, føltes uværdig. Vi havde indtil da kun udvekslet goddag-goddag-håndtryk. Han havde hørt fra værtsparret, at jeg var stressramt og vidste åbenbart alt om, hvor ”hårdt det var i reklamebranchen” (jeg arbejdede så med magasiner). Han forklarede, hvordan jeg bare skulle tage det roligt, og mens han skænkede sig et ekstra glas rødvin, forslog han, at jeg fik nummeret på hans mor: ”Hvis jeg havde brug for én at tale med”.

Til alle jer, der så gerne vil hjælpe, please giv en krammer eller send blomster, men luk munden! Der skal professionel hjælp til, når ens indre er ét stort kaos. Jeg var ved at få spat af, at folk tog opvaskebørsten ud af hånden på mig og sendte mig hen i sofaen, ud i liggestolen eller hen til spisebordet igen for at slappe af. Kære venner, man bliver ikke stresset af at rydde af bordet. Og jeg var for svag til at sige: ”Hold nu kæft!” Det værste ved de gode råd er, at man er for svag til at sige fra lige dér. Folk tror, at de automatisk er inviteret inden for i éns følelsesliv, når man siger, at man er stresset – det er lidt som at være gravid. 

3. Myte-helvedet

Det er lige så mange myter om stress, som der er gode råd på Gajol-æskerne. Og som journalist har jeg selv været med til at viderebringe mange af dem i artikler: ”Tag et varmt bad”, ”Sig fra!”, ”Sæt grænser”. Til alle, der måtte have læst dem, undskyld! Mit eneste forsvar er, at jeg ikke vidste bedre, før jeg selv blev syg. En af de mest sejlivede myter er, at det er perfektionister, der får stress – og lige præcis dét fattede jeg virkelig ikke. For jeg er absolut ikke hverken perfekt eller interesseret i at blive det.

En anden myte lyder, at det i virkeligheden er problemer fra privatlivet, der giver én stress, og at mange stressede bare giver arbejdet skylden for, at de får stress. Til det er der blot at sige: Ja, der var bestemt også private ting, der pressede sig på i mit liv. Men er det ikke sådan for de fleste? I mit tilfælde var problemet ikke, at jeg tog mit privatliv med på arbejde, men at arbejdet bredte sig. Det havde stille og roligt, som det sker for mange, sneget sig ind i mit privatliv. Der var mails i sofaen om aftenen, sms’er når jeg var på ødegård, og bimlen i tasken og ondt i maven over uløste jobopgaver, når jeg sad til forældremøde.

LÆS OGSÅ: Test: Stress-fri på 3 måder

4. Stress skyldes overbelastning

Hvis du er fodboldspiller og sparker med højre ben i 20 år, er der stor sandsynlighed for, at dit højre ben en dag siger stop. Det hedder overbelastning. Sådan er det også med stress, det er bare hjernens måde at sige fra på.

5. Selvudvikling dur ikke

De fleste kvinder, der får stress, tror inderst inde, at de er blevet afsløret som svage. At der er noget galt med dem. I mit tilfælde følte jeg stor skyld over, at jeg måtte sygemelde mig i ti uger – ikke over for min arbejdsgiver, men over for mine kolleger og min familie. Men den dybe erkendelse af, at jeg var nødt til at flytte mit fokus fra arbejde til familie, var én, jeg gjorde gradvist i løbet af de uger, hvor jeg på tidspunkter ikke troede, jeg nogensinde ville blive rask igen. Jeg læste mig ikke til det i en selvhjælpsbog. Til gengæld havde jeg en djævelsk trang til at tænde et stort bål ude i haven og brænde hver eneste selvhjælpsbog i min bogreol. For alle de bøger har nemlig den skjulte besked, at vi kvinder ikke er gode nok, som vi er, at vi hele tiden skal raffineres og forbedres. Bare fordi der tilfældigvis står XX og ikke XY på DNA-kortet skal du helst være på én bestemt måde: Nærværende, fuld af potentiale og udsprede god karma.

6. Motion gør ondt værre

Jeg elsker sundhed – næsten hele mit arbejdsliv har handlet om sundhed og motion. Men løb, yoga, kosttilskud og omega 3-olier kan godt blive en del af problemet, hvis det bagvedliggende motiv er: Jeg vil være god, god, god! Det værste var næsten, at jeg brugte de kræfter, jeg fik fra min sunde livsstil, på jobbet i stedet for på mine nærmeste. Mange steder kan du læse, at du bare skal løbe, fordi løb reducerer stress, men stress skal ikke altid løbes væk. Motion er godt til meget, men ikke til stressbehandling så lad være med at begynde at løbe hver dag for at slippe for din stress og lad være med at blive ulykkelig, hvis du ikke kan meditere og være nærværende.

Kuren mod stress er RO. Hvilket naturligvis er nemmere sagt end gjort, når man er et handlemenneske, der er vant til at løse problemer. Men det her skal ikke fikses, det går over af sig selv, når du slapper af. Det er ikke sjovt at lade tiden gå, men det er nødvendigt.

7. Stress kan ramme alle

Da jeg blev syg af stress, var der flere, der sagde til mig: ”Det havde jeg aldrig troet om dig”. Jeg hørte det, som om de mente, at jeg var for stærk til at få stress. Men så stærk tror jeg ikke, nogen er. Engang mente jeg også selv, at jeg var hævet over at få stress – at det var for svæklinge. Men stress handler slet ikke om styrke eller svaghed, men om overbelastning. Og det kan ramme alle, selv de stærkeste. Der er selvfølgelig personer, der kan klare at arbejde 12 timer i døgnet seks dage om ugen, og som ikke bliver personligt kede af det, fordi de skal fyre medarbejdere. Det kunne måske være blevet mig, der havde udviklet den evne. Godt, jeg fik stress, før det gik så galt!

Jeg kan ikke køre på som før i tiden. I dag kan jeg nemlig mærke, hvornår jeg skal trække bremsen, og jeg ved, at jeg ikke skal løbe en tur, meditere eller på detox. Jeg skal derimod have fred og ro.

LÆS OGSÅ: Stress sådan lærer du at rumme den

8. Du er mere udsat for stress som kvinde

Der er to ting, som virkelig giver stress: Stort ansvar og begrænset indflydelse. En cocktail af de to ting er en meget klar beskrivelse af en række kvindejobs. En undersøgelse fra 2010 viser, at især sygeplejersker bukker under for stress. De har et stort ansvar, tager sig af den personlige og emotionelle kontakt til patienterne, og de er underlagt et system, der ikke giver dem ret meget råderet. Dertil kommer en anden faktor, nemlig at de skal bruge en stor del af deres arbejdstid på opgaver, de ikke har valgt sygeplejefaget for, nemlig at dokumentere deres arbejde i computersystemet.

9. Stress er en kemisk proces

Stresshormoner er en del af vores hormonsystem, så vi slipper ikke af med dem.  Længere tids stress giver sig udslag i en kemisk ubalance i kroppen og hjernen. Der er tegn på, at langvarig stress påvirker kroppen og hjernen langt mere negativt, end vi har været klar over. Stress nedbryder immunforsvaret, så du er mere udsat for sygdomme, og stress menes at være the missing link i forståelsen af blandt andet Alzheimers.

10. Du bliver rask

Jeg troede aldrig, at jeg skulle blive rask, da jeg tabte otte kilo på 14 dage, ikke kunne læse og skrive (som jeg levede af) og fik muskelspasmer, hvor jeg ikke kunne styre mine ben eller bære min egen vægt. Men jeg blev rask. Det tog præcis 12 uger, hvilket også er titlen på min nye bog: ”Stressfri på 12 uger eller mer’’”. Det sidste er en hentydning til den quickfix-mentalitet, som du bestemt ikke kan bruge som stressramt. Rent fysiologisk og mentalt er 12 ugers sygemelding og en blid opstart på jobbet den rigtige stresskur, men du skal bruge langt mere tid – måske år – på at ændre de faktorer, som har været medvirkende til, at du fik stress.

11. Du bliver aldrig, som du var før – heldigvis

Når egoet bliver presset af banen, bliver du bedre til at se, hvad der er vigtigst. Sådan ville de kloge buddhister nok mene om et stresskollaps. For mig var det rigtigt at skifte kurs – i dag er jeg næsten færdig med en ny uddannelse og har mit eget firma som journalist. Når jeg savner mit gamle liv, for det gør jeg indimellem, så tænker jeg bare på, hvad der er vigtigt, ikke bare i dag og i morgen, men om fem år og 25 år. For mig var det min familie og mine venner. Altså var jeg nødt til at indrette mit liv, så jeg kunne være mere sammen med dem.