Her er det nye ord for at være single

"Når nogen spørger, om jeg har en kæreste, siger jeg: Nej, jeg er fri"

Ordet single er alt for ladet med desperation og bitterhed. Derfor trænger vi til et nyt et af slagsen, mener Pia Damsgaard Bach.

KLUMME: Der er sket noget meget lykkeligt. Jeg har efterhånden været single i 8 år, men det er jeg ikke længere. Hvis man har læst mine skriverier forskellige steder, skulle man måske tro, at jeg var forholdsvis glad for at være single, men det har ikke været tilfældet det seneste halve års tid. Jeg har savnet noget.

Når der bliver talt om singler i medierne og specielt i private sammenhænge, kommer det stort set altid til at handle om dating og om at finde en kæreste.

LÆS OGSÅ: Her er de 3 mest sexede ord en mand kan sige

Langt de fleste mennesker går stadig automatisk ud fra, at jeg som single hungrer efter at binde mig til et andet menneske i et såkaldt parforhold – gerne af typen med fælles husholdning. Med mine 35 år i bagagen går de også ud fra, at min hungren specielt retter sig mod at forene mine stadigt mere indtørrede æg med en sædcelle.

Jeg passer ikke ind i et forhold

Meget få tror på mig, når jeg siger, at det ikke er tilfældet, og at jeg generelt ikke føler mig særlig godt tilpas i et forhold. For det meste mener folk, at jeg ikke har fundet "den rigtige" endnu. Nogle enkelte har også ment noget i retning af, at det er klart, at jeg ikke kan finde en kæreste, når jeg virker så utilnærmelig. "Kold" er også et ord, der er blevet sagt et par gange i den forbindelse.

LÆS OGSÅ: 6 ting vi ubevidst gør, der ødelægger vores forhold

Den slags gør mig træt af at være single, så fra nu af er jeg ikke single mere. Jeg er FRI. Fri til at gøre lige hvad jeg har lyst til. Fri fra andres antagelser om, hvad jeg som single går og drømmer om. Fri for at folk mener, at jeg er kold, fordi jeg ikke ser et parforhold i gængs forstand som den oplagte vej at vælge.

Nye tider for de frie

Det er nok lidt ligesom dengang, man gik fra at blive omtalt som enlig, pebermø eller gammeljomfru og til at være "single". Det var tegn på nye tider. Jeg synes, vi trænger til nye tider igen.

At være single har fået et lidt træls skær over sig. Ordet er alt for ladet med desperation og bitterhed og med et ønske om at slippe væk, og det passer absolut ikke til min oplevelse af at være mig. At være fri forbinder jeg med blafrende sommerfugle over en blomstereng, en fin fisk i vandet eller en tur i en topløs vogn med vind i håret. Der er intet desperat og forkrampet over at være fri.

Så når nogen fremover spørger mig, om jeg har en kæreste, siger jeg: Nej, jeg er fri.

LÆS OGSÅ: "Vi lider af to grundlæggende misforståelser om mænd"

LÆS OGSÅ: Er dit parforhold skyld i, at du er blevet kedelig?

LÆS OGSÅ: Min eks ringede efter 5 år: "Skal vi drikke en kop kaffe?"  

PIA DAMSGAARD BACH (F. 1980)

Journalist og indehaver af livsstilsmagasinet for singler, SingleSpot.dk, der handler om alt det, der interesserer singler. Er selv single på 8. år. Bor alene og elsker det. Vil hellere have en mand at gå ud med, end en mand at komme hjem til. Skriver desuden en personlig blog her: zitella.dk

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.