Hotelkongen: Hvad betyder millioner af kroner, når ens kone er dødeligt syg?

For nylig rejste jeg en tur til Oslo for at interviewe Petter Stordalen. "Jeg aner ikke, hvem han er", skrev en af mine venner til mig, mens jeg sad i lufthavnstoget på vej mod centrum og mødet med den niende rigeste mand i Norge. "Jo, du gør", skrev jeg tilbage. "Det er ham hotelkongen, der fører sig frem som James Bond, og som bl.a. ejer Hotel Skt. Petri i København". "Nåååe ja, så er jeg med," lød svaret derefter. Og det er lige præcis sådan, det er med Petter Stordalen. Han er simpelthen kendt både i og uden for Norge som den flamboyante milliardær, der – på trods af højdeskræk – f.eks. rappeller 57 meter ned ad facaden til åbningen af sit nye Clarion-hotel i Arlanda Airport. Som sidste efterår mødte op i specialdesignet Dannebrogsjakke, da han annoncerede, at han åbner endnu et hotel i København. Og som for halvandet års tid siden smadrede sin tommelfinger i det, der skulle have været en elegant entre på jetski til åbningen af Clarion-hotellet i Malmø. Den sidste historie gik viralt, blandt andet fordi Petter straks lagde et billede af sig selv fra hospitalet på de sociale medier, roste sygehuspersonalet for fantastisk behandling og tilføjede, at de alle kunne glide direkte ind og blive ansat i hans virksomhed, Nordic Choice Hotels, med al den energi og begejstring, de udviste. 

Historierne om Petter Stordalen er en del af firmaets DNA, og han lægger ikke skjul på, at han laver alle disse stunts for at få medieomtale. Når han fører sig frem på sin excentriske måde, får han journalisternes bevågenhed og dermed spalteplads til at fortælle om sin virksomhed, sine visioner og ikke mindst om, hvordan han – sammen med sin alvorligt syge kone, Gunhild Stordalen – vil være med til at gøre verden til et bedre sted. Og det er alt sammen fint nok, siger han så, og kigger intenst på mig med sine mørkebrune øjne:

– Men jeg er meget andet end det. Jeg bliver altid beskrevet som en Duracell-kanin med turboenergi, men hvis du ser et isbjerg ude i vandet, ser du kun ti procent af det. Resten er under vandet. Sådan er det også med mig. De ti procent, som folk ser, har med hotelåbninger, byggeprojekter og røde løbere at gøre, og så drager mange den konklusion, at så må resten af den gale nordmand være på samme måde. Men spurgte du min kone, min ekskone, mine børn eller min administrerende direktør, Torgeir Silseth, som jeg har arbejdet tæt sammen med i over 20 år, så tror jeg, de ville sige noget helt andet. Eller rettere: Jeg ved det.

Hvordan er den Petter, der er under vandet, så?

– Han er vældig optaget af mennesker. Hele filosofien i Nordic Choice er bygget på andre værdier, end de fleste vil tro. Mangfoldighed er en vigtig værdi hos os. Hensynet til miljøet. Og så er virksomheden bygget på troen, på vigtigheden af kultur. Og kultur er ikke noget magisk. Det er noget, vi skaber hver dag.

LÆS OGSÅ: "Tænk på, at man også kan arbejde for meget, så det den dag, du får lyst til at få endnu et barn, ikke lader sig gøre"

Jeg vil gøre alle lige

At der er noget om snakken, oplever jeg tilfældigt, da jeg ankommer lidt for tidligt til interviewet. Jeg bliver vist ud i haven bag hovedkvarteret, hvor Petter Stordalen, iført psykedelisk mønstret skjorte, netop skal til at hejse det regnbuefarvede Prideflag foran alle medarbejderne. Da det er gledet til tops, holder han en flammende tale om, hvorfor virksomheden hvert år fejrer Oslo Pride, og det er også det første, han taler om, da vi sætter os ned med en kop kaffe i haven.

– Min søster var 18 år, da hun fortalte mig, at hun er lesbisk. Jeg mærkede med det samme, at her var en kamp, jeg skulle være med til at kæmpe resten af livet for min søster. Det var i 1986, og ikke alle var lige liberale i den lille norske by, vi boede i. Det var næsten stigmatiserende at være homoseksuel. For mig er det vigtigt, at vi hylder mangfoldigheden her i virksomheden, det er derfor, jeg hejser det flag. Vi gør også rigtig meget for integration, for jeg mener, at det er en del af mit og virksomhedens ansvar at ansætte mennesker, der kommer til Norge som flygtninge. Når de får et job, lærer de sproget, de bliver en del af samfundet, og de begynder at betale skat. Dermed bliver livet bedre for den enkelte, og de bliver samtidig en værdi for det land, de er kommet til, og ikke en belastning. Vi ansætter f.eks. praktikanter, som af forskellige grunde har haft udfordringer med at komme ind på arbejdsmarkedet, og mange af dem er nyankomne til Skandinavien. 35 procent af de 1.400, vi har ansat som praktikanter i Norge og Sverige, bare i de seneste to år, har fået fast job hos os. Det er dygtige folk, som vores virksomhed har brug for, og hvis alle virksomheder af en vis størrelse gjorde det samme, ville mange integrationsproblemer være løst.

Petter holder en pause i det, der ellers kan lyde som en uendelig talestrøm. Han kigger hen på sin store schæferhund, der ligger lige i nærheden.

– Se ham...

Et stort smil breder sig over hele Petters ansigt og viser en del af det isbjerg, der er under vandet.

– Han hedder Öbbe. Han er altid med mig. Overalt. Det er ægte kærlighed. Han ligger og lytter, han kan høre, at jeg taler om ham nu. Og hvis jeg rejser mig, rejser han sig også med det samme.

LÆS OGSÅ: Abdel Aziz Mahmoud: “Skam kommer ikke fra Gud, men fra mennesker”

Jeg vil redde min kvinde

Anledningen til interviewet med Petter Stordalen er, at hans storsælgende biografi og businessbog "Min hemmelighed" nu udkommer på dansk. I bogen fortæller Petter bl.a. om sin opvækst i Porsgrunn, hvor han solgte jordbær på torvet for sin far. Faren havde en butik, som Petter hjalp til i, og som faren drømte om, at han en dag skulle overtage. Faren lærte sin søn det, som Petter i dag kalder "jordbærfilosofien", nemlig "at man må sælge de bær, man har". Det er ikke kvaliteten på produktet, det kommer an på, det vigtigste er, hvad du gør med det produkt, du nu engang har. Bogen beskriver Petters erhvervskarriere, men den handler også om børnene, ekskonen og hans forhold til ægtefællen Gunhild. Og netop Gunhild er årsagen til, at bogen overhovedet blev lavet. Hun blev i 2014 ramt af den sjældne og livstruende bindevævssygdom systemisk sklerodermi.

– Da Gunhild blev syg, måtte vi rejse til Amsterdam, for at hun kunne få foretaget en stamcelletransplantation, som man på det tidspunkt ikke kunne udføre i Norge. Jeg sagde til min direktør: Jeg må tage med Gunhild, og jeg ved ikke, hvornår jeg er tilbage. Hans svar var, at jeg skulle gøre det, der var det eneste vigtige for mig, han og resten af medarbejderne skulle nok passe godt på virksomheden imens. Gunhild og jeg tilbragte i første omgang seks måneder på universitetssygehuset i Utrecht. Bare os to. Vi havde tid til at tale, og for første gang nogensinde havde jeg også masser af tid til at reflektere og se tilbage. Hele mit liv har jeg set fremad. Mod en ny deal, et nyt projekt, et nyt selskab, men for første gang i mit liv følte jeg mig fuldstændig magtesløs. Pludselig gik det op for mig, at jeg måtte lave en slags familiesaga, så jeg kunne fortælle mine børn, hvad der egentlig er det vigtige i livet. Ingen ved, hvad livet bringer, og pludselig kan det være ovre, så man skal bruge livet godt. Jeg besluttede, at jeg ville være meget ærlig i bogen og også fortælle om alle nedturene. De fleste businessbøger handler bare om succes. Men sandheden er jo, at de fleste ting begynder med en serie af små og store nederlag og fiaskoer. Succes er bygget på levet liv, nedturene er en del af det, og de kommer, når man mindst venter det.

Jeg vil have den date

Petter og Gunhild mødte hinanden i 2008, og på spørgsmålet om, hvordan det skete, udbryder Petter:

– Intet kunne have forberedt mig på Gunhild! Jeg var til fest noget tid efter min skilsmisse, og pludselig i døråbningen ser jeg en høj, uendelig smuk kvinde med langt blond hår og høje sko. Jeg tænker bare... øj! Jeg var dybt fascineret af hende fra første sekund, og jeg ville snakke med hende. Hun havde bestemt sig for, at hun ville være Norges bedste kirurg, og hun ville arbejde for Læger Uden Grænser. Hun sagde bare alt lige ud, hun pakkede ikke noget ind. Jeg sagde til hende: Må jeg få en date med dig? En middag? Nej, sagde hun, hvis bare halvdelen af det, jeg har læst om dig, er rigtigt, så er du den sidste, jeg vil have en date med. Men hun havde et glimt i øjet, så jeg spurgte, om jeg måtte give hende mit telefonnummer. Nej tak, sagde hun. Så sagde jeg bare nummeret hurtigt alligevel, men helt ærligt, hvor mange husker et telefonnummer? Ikke mange. Jeg sagde til Gunhild, at alt, hvad jeg behøvede fra hende, var et pling. Så gik der to år. Jeg hørte intet. Men så, nytårsaften på Mauritius, fik jeg pludselig en sms fra hende. Og hvad stod der? "Pling".

Petter lyser af kærlighed, når han fortæller resten af historien om, hvordan han efter lange forhandlinger fik tigget sig til en date, hvis han kunne slå Gunhild på en løbetur. Det lykkedes, mod alle odds, fornemmer man, for Gunhild var i superform og havde jo de der lange antilopeben, som Petter fremhæver gang på gang med reference til sin egen mere beskedne højde. Han friede til hende på toppen af et bjerg i Aspen, og hun sagde ja, selvom hun slet ikke havde behov for at blive gift. Brylluppet stod på luksushotellet La Mamounia i Marrakech i 2010, varede tre dage og kostede ifølge sladderpressen 20 millioner norske kroner. Musikeren og Live Aid-legenden Bob Geldorf viede parret, for Gunhild er agnostiker og ville ikke have en præst. Ellers var det Petter, der tog sig af alle beslutninger i relation til brylluppet. Gunhild havde travlt med at tage en doktorgrad og...

– Jeg er romantikeren i forholdet. Gunhild slår slet ikke ud på den romantiske skala. Somme tider gør hun nogle romantiske ting, men så siger hun altid, at jeg skal vide, at hun gør det, fordi hun ved, at det gør mig glad.

Morgengave var heller ikke noget, Gunhild gik op i, men så alligevel. Da Petter spurgte hende, hvad hun ønskede sig, var svaret: En fond. Det blev startskuddet til The Stordalen Foundation og bl.a. The Eat Foudation, hvis ambition er at reformere, hvordan vi producerer mad, tænker om mad og konsumerer mad med henblik på at efterlade en mere bæredygtig planet til de kommende generationer. Gunhild bruger i dag al sin tid, sin indflydelse og Petters penge på at kæmpe for miljøet med det erklærede mål "at ændre verden".

– Jeg har aldrig haft drømme eller et mål om at blive rig. Men penge giver ansvar og muligheder. Da Gunhild blev syg, tog hun beslutningen om, at hun skulle arbejde med noget større og med noget, som virkelig gør en forskel. Hun sagde: Petter, du tjener pengene, jeg bruger dem på noget vigtigt.

Han griner og fortsætter.

– Gunhild er den dyreste dame, jeg nogensinde har haft! Og det siger faktisk lidt. Men jo flere penge man har, jo større ansvar har man, og derfor arbejder vi nu begge for miljøet og samfundet i et større perspektiv.

LÆS OGSÅ: "Min mand er mit holdepunkt, men han er også mit midtpunkt, mit smeltepunkt og mit bløde punkt"

Jeg vil give en bæredygtig butik videre til mine børn

Gunhild fik tilbagefald efter stamcelletransplantationen i Holland, og hun var den første i verden, der fik foretaget behandlingen en gang mere. Ingen vidste, om det kunne lade sig gøre, men Gunhilds indstilling var, at hjælper det ikke første gang, kan det være, det hjælper anden gang. På nuværende tidspunkt kender ingen prognosen, så hvordan er det for Petter at leve med usikkerheden og sorgen over, at Gunhild er så alvorligt syg?

– Jeg ville gøre alt i verden for, at hun ikke var blevet syg. Vi drømmer alle om et liv uden smerte, uden sygdom og uden nedture, men sådan er livet ikke. Livet er jo...

Han bliver berørt og holder en lille pause.

– Livet er både smerte, sygdom og nedture. Og samtidig med at jeg ville gøre alt i verden for, at Gunhild ikke var blevet syg, så ville jeg aldrig have været de næsten to år på sygehuset foruden, for det var også en fantastisk tid. Ikke alt var elendigt. Jeg fik en fantastisk anledning til at lære Gunhild ordentligt at kende. Komme helt tæt på hende. Meget tættere end jeg nogensinde havde drømt om. Og Gunhild – hun tager bare en dag ad gangen. Som hun siger: Petter, jeg troede, jeg havde et langt liv. Jeg troede, jeg skulle nå at udrette en masse, og det eneste, jeg ved, er, at det skal jeg fortsat, jeg skal bare gøre det på meget kortere tid. Gunhild er kommet på en ny cocktail af medicin, og jeg synes, det ser ud til at fungere godt. Samtidig kan man læse om alle de bivirkninger, der er ved medicinen, men Gunhild, som jo forstår det hele, fordi hun er læge, siger bare, at det skal vi ikke læse. Det giver ingen mening. Vi har kun talt om døden én gang, men vi taler vældig meget om livet og om, hvordan vi kan bruge det.

Hvordan præger det hverdagen, at Gunhild er syg?

– Vi har bestemt os for, at det skal påvirke hverdagen mindst muligt. Gunhild spurgte mig på et tidspunkt, hvad jeg savner mest. Og bortset fra, at jeg altid savner mine børn, som lige nu bor i USA og England, så sagde jeg: Jeg savner at gå ind ad de orange døre her i huset. Jeg savner mandage. Og jeg savner at drikke kaffe med Torgeir her på kontoret og tale om virksomheden. Da jeg spurgte Gunhild om det samme, svarede hun: Jeg savner bare kontoret. Vi savner simpelthen normaliteten. Den almindelige hverdag.

Hvordan ser du på fremtiden?

– De to år i Amsterdam, hvor vi var ind og ud af sygehuset, forandrede mig på mange måder. Jeg har altid sagt, at mine børn skal følge deres egne drømme. Nordic Choice var min drøm, og den gik jeg efter. For nylig sad jeg med mine tre børn over en middag, og de fortalte mig, at de er vældig stolte af det, jeg gør, og at de gerne vil være en del af det. Og der mærkede jeg for første gang, hvor dejligt jeg ville synes, det var, hvis de ville arbejde i firmaet. Måske har jeg altid inderst inde båret på en drøm om det, men jeg har aldrig turdet tale om det, fordi min far forsøgte at få mig til at overtage hans virksomhed. Hans drøm. Jeg ønsker, at den arv, jeg efterlader, skal være meget mere end penge. Det mindst vigtige, man arver, er penge. Det vigtigste er det ansvar, man arver. Og det ansvar er større, jo mere du har. Mine børn arver et værdisæt og et tankesæt, og derfor har jeg omorganiseret hele selskabsstrukturen med målet om, at Nordic Choice Hotels en dag skal være Nordens mest bæredygtige selskab. Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget – det tror Gunhild og jeg på. Det er modstykket til Janteloven. Du skal tro, du er noget. Du skal tro på, at du har betydning. Og du skal tro på, at du er en af dem, der kan gøre en forskel for naboen, virksomheden, familien, vennerne. Det tankesæt har gjort, at mit arbejde er blevet endnu vigtigere forstået på den måde, at det er så utrolig vigtigt, hvad vi gør med selskabet. Og det mindst vigtige – ved du, hvad det er? Det er alt det, aviserne skriver om mig. Den flamboyante hotelkonge i Dannebrogsjakken. Det er bare toppen af isbjerget.