Erotisk novelle: Hun vil så gerne være tro, men...

Der står en stribe lyserøde digitalis under vinduet. Der ligger afskallet maling på dem. Sålbænkene er flossede af sol og stikker frem under vinduerne som flaget, tørret kød. Længere nede er der felter med gederams, det er der grunden hører op og strandengen begynder.

Huset ligger højt, så der er udsyn ned over engen. Nederst er der et bådehus af gråt, soltørret træ, en stribe sand og en række flade klipper som er saltstribede på den side der vender ud mod vandet. Øen ligger midt i skærgården, så her er stadig den inderste skærgårds frodighed med æbletræer og græsningsarealer med myr og sumphuller hvor myggene står stille over hinanden. Oppe fra huset kan man se ud mod den ydre skærgård hvor granerne står sorttakkede mod himlen, og vandet vrider sig i mørke strømtunger.

Det er Boel og Thors første sommer i huset efter at Thor tog hende tilbage. Hun står på en stige og kratter maling af det øverste vinduesfag. Flagerne af maling falder og lander på blomsterne under vinduet.

– Hvad sker der hvis man kommer til at spise dem? siger hun og vender sig mod Thor.

Han er på vej ned til bådehuset med to planker over den ene skulder.

– Man dør, siger han.

Hun nikker tankefuldt.

– Så det må du hellere lade være med, tilføjer han og smiler til hende.

Lidt efter tager hun fat med spatelen igen. Hun kan høre tørre, afbrækkede grene knække under vægten af Thor og hans planker.

De har fået invitation til sankthans den følgende aften. Harriet fra gården kom cyklende med den. Der bliver bål på det flade stykke af Harriet og Bengts eng helt nede ved vandet. Øens tolv fastboende kommer og en mand fra den lille ø derude, havde Harriet sagt og peget, Tomas hedder han. Der er kun ham derude, men han bor der også kun om sommeren, forklarede hun, ligesom jer, og tilføjede at det ikke er fordi der er noget i vejen med ham, så vidt de ved. Boel så derud.

– Hvad laver han alene derude en hel sommer, spurgte Thor.

– Han skriver en bog, sagde Harriet.

– Han er forfatter. Thor fnøs og så på Boel.

– Min ældste datter har en kikkert, sagde Harriet.

– Og hun siger at han tit bare går frem og tilbage på klipperne. Boel skyggede med hånden, solen var skarp.

– Det er pænt af jer at invitere ham ind, sagde hun, uden at vende sig.

Du må aldrig gøre det igen!

Boel går ud på den flade, solvarme klippe. Hun trækker sin isblå kjole op og bøjer sig ned og dypper fingrene i vandet som er jernholdigt og okkerfarvet, og når dråberne trækker sig aflange fra hendes fingerblommer, gør sollyset dem gule, som tisperler, tænker hun.

Hun rejser sig.

– Jeg har frokost med til os, siger hun.

Thor stikker et bredt smil ud fra bådehuset. Han siger, det lyder skønt og spænder bæltet op, hopper vaklende ud af bukserne, han er så let lige pludselig, kan hun se, kom med, råber han, det er stort set ikke koldt, mumler han.

Boel smiler og går ikke derud.

Hun breder en hvid kniplingsbesat dug ud på klippen og rækker ud efter maden og vinen som hun har i kurven, men så tøver hun og lægger sig selv på dugen, i stedet. Hun misser mod solen og ser en stime slørskyer drive dovent udad.

Vandet skvulper ind over klippen, en håndsbred bare, så trækker det sig tilbage. Stenens varme trænger op i hende, og hun døser. Thor bøjer sig over hende, former sine hænder om hendes hoved og hvisker i hendes øre:

– Du må aldrig gøre det igen! Hun vender sin mund ind mod hans hals.

– Nej, siger hun.

– Nogensinde, siger han, – jeg kan ikke holde til at du er sammen med en anden bare én eneste gang mere.

Hun ryster på hovedet ind mod hans hals.

– Ved du at det er dig der forhindrer at jeg bliver små dele som driver fra hinanden? hvisker hun og kommer til at græde.

Hun mærker hans hånd folde sig ud om sit baghoved. Han trykker hende op mod sig, vugger hende næsten. Hun tørrer næsen med håndryggen, men Thor skubber hendes hånd væk og dupper tårerne af hendes ansigt med sin mund. Så tager han et rask tag i dugen og tørrer hendes næse. Hun smiler, og han trækker hende ind under sig, der er et spejl mellem dem, og Boel falder ind i hans billede og ser ud gennem hans ømme øjne. Der er ingen afstand mellem deres kroppe, de er ét kød, og han ligger tungt ned over hende, trænger op i hende, og hendes blik er kun ét sted, det er i hans, ser han, og han ser at det er tungt af kærlighed og angst.

Thor ruller om på ryggen, han holder hende i hånden. Boel lægger sig oven på ham som et lille dyr der ryster. Hun løfter hans ene arm og graver sit ansigt ind i hans armhule.

– Jeg er bange for at miste dig, hvisker hun.

– Du mister mig ikke, siger han og lægger sin hånd om hendes nakke, – hvis du ikke gør det igen.

Sankthansaften

De skal være ved bålet klokken ni. Boel sætter sit vinglas på kommoden i soveværelset. Der hænger et gammelt spejl over kommoden. Der er sorte tråde i glasset, som snitter hendes ansigt i stykker. Der er ikke rindende vand i huset, men hun har et zinkfad med vand stående på en stol. Hun sætter den ene fod på stolen, skummer barbersæbe op i håndfladerne og gnider det mod sin hud. Hun har et landskab mellem benene, det er der hun går vild fra tid til anden, der er bjergkamme og kløfter og saftspændte blade, som gror og folder sig ud og åbner sig mod det omvendte regnfald fra sænkningens dybeste sted. Høvlen trækker hun på begge sider af slugten. Så dypper hun den i fadet og ser en sæbestribe opløse sig og bittesmå sorte hår brede sig i vandet som blomster og aske på Gangesfloden. Nu er jeg også dernede, tænker hun, i vandet, og der og der og der, hvisker hun og ser op på felterne i spejlet, men lader det være sådan. Hun gør barberingen færdig. Boel har lagt flere kjoler frem på sengen og vælger den grønne med de tynde stropper. Hun svajer i ryggen for at trække lynlåsen op bagpå. Da hun vender sig, ser hun Thor stå lænet mod dørkarmen. Han har stået der en tid, ser hun.

– Er det mig du gør dig så fin for? siger han skarpt, – eller er det en anden?

Hun vender sig helt om mod ham, stråler med røde læber.

 – Det er jo sankthans! siger hun.

– Men vi er på landet, siger han. Hun smyger sig hen til ham, tager ham i hånden, hendes fingre er hektiske bevægelser, hun gnider sin næse mod hans hals, kom med, min Thor, hvisker hun og rækker bagud efter vinglasset på kommoden.

– Nu går vi! siger hun opmuntrende, og tømmer glasset.

Solen står lavt og sender sine lystråde sideværts ind i buske og træer og får dem til at ligne fugle, der puster sig op. Boel og Thor går på klipperne i vandkanten. Flagermus dykker ned over dem og jager op igen. Hun dukker sig. En angst gnaver sig op gennem hende, men hun sparker den væk og mærker kun den begyndende svien i huden, som hun kender så godt. Dufte af brænderøg og dugfyldt græs. Stemmer derhennefra. Den gnistrende lyd når træet springer. Lyden af en flaske der åbnes og måger som skriger.

– Det er godt, du selv er bange, siger Thor pludseligt desperat og griber fat i hendes arm.

Hun ser hurtigt op på ham, men går videre. Ryster ham af.

Boel har udpeget Tomas længe inden, de når hen til bålet: Han har et smukt, rødt hår, synes hun, men der er noget vagt og ludende over ham, og hun er skuffet, men skubber det væk, for hun har brug for sin følelse. Thor holder øje med hende, det vil han gøre hele aftenen. Harriet rækker hende en øl, og hun drikker af flasken, mens hun ser over på Tomas. Alt inde i hende er kravlet helt frem til kanten, det står lige under huden og brænder og presser, og bagved er der tomt. Thor står lidt derfra og ser på hende. Hun ser væk. En ung pige, det må være datteren med kikkerten, støder ind i hende, hun går omkring med et fad med pølser. Boel ryster på hovedet, næsten irriteret, nej tak, siger hun.

Så ser Tomas på hende, og hun holder hans blik fast, og endelig går der hul på hendes inflammerede hud, og det pibler ud af hende. Hun tømmes.

Det er nu, hun kan slappe af. Hun vender sig lettet mod de andre, mod pigen med fadet, spørger om hun stadig kan nå det, om der kan blive en pølse til hende også, og går hen mod campingbordet, hvor der er isbøtter med kartoffelsalat og flasker med ketchup og sennep. Endelig er hun sulten. Hun prøver at fylde sig, og vender sig mod Thor og håber han har plads til hende, efter det han har set her til aften. Hun trænger til at synke ind mod ham og trække vejret et øjeblik, men hans blik er hårdt, hun kan ikke komme ind der. 

Væmmelsen dæmmer op i hende

Dagen efter er Thor gået ned til Bengt for at låne værktøj til bådehuset. Boel går frem og tilbage i huset. Lægger sig på sengen og onanerer, det tager ingen tid, og det hjælper ingenting. Det begynder igen at presse mod huden. Hun er klar over at lettelsen kun varer den tid det tager det overophedede, inflammerede at løbe ud af hende. Det er de sekunder hun jager. Når hun er tømt, er der kun den angstrungende tomhed tilbage, og så raser hun rundt og griber blindt efter noget at fylde i sig, propper det ligesom bare ind. Og så står det derinde og bobler og gærer, og det bliver rødt og svullent og presser mod huden og skal ud igen. Hun løber ned mod båden, kigger rundt efter Thor. Jeg kan nå det, messer hun småklynkende. Thor skal bare ikke se det, jeg kan gøre det uden han ser det. Hun skubber båden ud og hopper op i den. Ror som en gal. Holder vagtsomt øje med gården og engen.

Tomas står højt oppe på klippen, ser hun, da hun kaster et blik bag over skulderen. Det er som om han har vidst hun ville komme. Hun er næsten inde nu. Han går ned og stiller sig parat. Hun skal ind der hvor der er et stykke brink med blottede, sammenfiltrede rødder, som frit strittende blodårer. Til sidst er der så lavvandet at hun stager sig ind som en færgemand. Han smøger sine bukser op og går ud i vandet og trækker jollen det sidste stykke ind, giver hende en hånd så hun kan komme op og ind gennem det sammenvoksede krat. Han trækker båden ind og lægger kølen op på brinken. Der er ingenting at sige. Med hængende nakke går hun bagefter ham på en smal dyreveksel op til huset. Der sidder en økse i et stykke ukløvet træ øverst i bunken foran huset.

– Kaffe? siger han.

Boel ser han har en guldtand, lyset fanger det spyt der sidder på den. Hun nikker og følger efter ham ind i huset. Der lugter indeklemt. Fra mælkejungen på gulvet øser han vand over i en kasserolle og sætter den på det hvæsende gasblus. Han fylder neskaffe i to blikkrus, og da vandet springer i kog, hælder han det over kaffen. Hun går længere ind i huset som kun består af dette ene rum. Der er en seng med krøllede lagener i det fjerneste hjørne, det er nok der, vi skal ligge, tænker hun. Under vinduet står et skrivebord og en stol med et blankslidt skind. Han skriver på en gammeldags skrivemaskine, ser hun, der er selvfølgelig heller ikke strøm til en computer herude. Øverst på en stak bøger ligger en kikkert. Hun går hen og tager den op i hånden. Den er tung. Hun sætter den for øjnene og ser ud gennem vinduesglasset. Ramler ind i en stamme, flytter den og ser ud over vandet og fanger deres eget bådehus på den anden side, helt tydeligt, selv døren kan hun se, og det lille vindue, og hun bevæger den videre og ser klippen som hun og Thor lå på to dage tidligere.

– Du kan se os herfra? siger hun prøvende.

Tomas svarer ikke.

Hun tager kikkerten fra øjnene og vender sig mod ham, han står med de to krus i hænderne. Så får hun en fornemmelse og bøjer sig over arket i skrivemaskinen og læser.

Hun retter sig op og ser på ham. Nu er det væmmelse der dæmmer sig op i hende, og hun har lyst til at kaste den op. Sorg, og et altædende savn efter Thor tygger hendes mave tom, og hun ved ikke hvad hun skal sige:

– Min kjole var ikke grøn den dag, den var blå, siger hun hjælpeløst og ser på papiret.

Tomas tager et skridt hen mod hende, som om han vil trøste hende. Men hun holder hænderne afværgende op, hun vil gøre det klart for ham hvor lidt han har set, at det var helt anderledes på klippen:

– Jeg græd den dag, siger hun og ser indtrængende på ham.

Han står nogle meter fra hende. Hans krop hælder fremover.

Så fortsætter hun:

– Det gik an at krybe op på Thor og ligge i hans armhule som et lille sitrende dyr.

Jeg fik lov at ligge der.

Tomas ser fortabt ud med de to krus i hænderne, når hun at tænke. Men hun smutter forbi ham, ud af huset, løber, løber ned ad vekslen, snitter ansigtet på grenene, klatrer ned gennem krattet til båden, snubler, kommer på benene, jamrer, trækker båden ud, kravler op i den, klodset og den tilter, men hun får sig staget ud og sætter sig, og øen bliver mindre. Nu kommer Tomas frem deroppe på klippen. Han står med armene ned langs siden og ser efter hende, en lille, ensom skikkelse.

Midt ude vender hun sig om og ser Thor stå inde på deres klippe. Hun tager endnu nogle tag, snitter vandets olierede hinde op med årerne. Da hun vender sig igen, er Thor på vej op, han går tungt. Hun trækker jollen op, kølen skærer en rende i det hudfarvede sand.

Han stopper én gang. Oppe ved skellet. Boel er sunket sammen i sandet. Så meget smerte i så lille en krop, tænker han og har lyst til at samle kroppen op og skubbe den op under sin trøje, have den der, gå med den der. Men han kan ikke mere. Han vender sig og går op til huset for at begynde at samle sine ting sammen.