Huxi Bach om Karen Thisted: "Hun var et livsstykke"

Hvad har du især lært af at blive far?

– Det er nok en kliché, men at prioritere. Jeg ved, hvad der betyder noget nu, og hvad der sagtens kan vente, selvom det virker vigtigt. Derudover har jeg lært, at jeg kan nøjes med tre timers søvn pr. nat og stadig fungere nogenlunde ude i samfundet. Jeg har fået et meget mere afslappet forhold til, hvad der kan defineres som ”rent tøj”. Og så har jeg – vigtigst af alt – lært, hvad det vil sige at elske nogen fuldstændig ubetinget.

Færdiggør sætningen: Jeg kunne aldrig finde på, at …

– ... myrde nogen. Begynde at ryge. Se håndbold. Gå i træningscenter. Stille op i politik. Stemme på et parti, som ikke vil hente danske børn hjem fra en flygtningelejr i Syrien. Gå i de der mærkelige sko med tæer i. Der er meget, som jeg aldrig kunne finde på.

Hvilket råd ville du give til dit yngre jeg? 

– Ikke noget. Jeg tror, at livet, med alle dets nederlag og sejre, er med til at forme os. Forhåbentlig lærer man af fejlene og styrker sig ved sejrene. Så jeg vil ikke rigtig sige noget. Så skulle det være for at rejse tilbage og stikke mig selv de rigtige lottotal til en af de store udtrækninger. Men selv det ville jeg ikke alligevel. Jeg tror på, at livet former sig, som det nu gør, og at snyd og smutveje ikke gavner noget. Udfordringen gennem hele livet er at lære undervejs.

Hvem har gjort særligt indtryk på dig?

– Mange. Men jeg vil fremhæve en enkelt, som ikke er her længere, nemlig min kære ven Karen Thisted. Hun var et livsstykke – en livsnyder. En spontan boheme. Og på mange måder en diametral modsætning til min indre kontrolfreak. Hendes begejstring og provinsvisdom – som Klaus Kjellerup så smukt kaldte det – var uforlignelig. En stor inspiration til at slippe tøjlerne en gang imellem.

Hvilket årti ville du trylle dig tilbage til, hvis du kunne?

– Det her spørgsmål forudsætter, at vi har en tidsmaskine. Og så vil jeg faktisk hellere rejse fremad. Jeg vil gerne rejse bare 30 år frem og se, hvor det her ender? Er vi her overhovedet længere? Har vi brændt planeten af? Eller var det hele overdrevet? Er vi blevet klogere som mennesker? Jeg er ret bange for, at vi ikke er … 

Hvordan håndterer du vrede?

– Godt. Synes jeg selv i hvert fald. Jeg bliver meget sjældent rigtig vred. Tværtimod kan jeg godt gå og skumle længere end godt er, før jeg udtrykker min utilfredshed med noget ... men vred bliver jeg meget sjældent. Jeg har aldrig oplevet noget godt komme ud af vrede.

Hvornår føler du dig allermest lykkelig?

– Når jeg er sammen med mine børn og min kone. Det er en nærmest overjordisk lykkefølelse, man kan føle. Den afløses så ofte af en størrelse 24 i skridtet eller noget, der bliver spildt ud over en, men selv da er jeg faktisk ret lykkelig. Men jeg må også indrømme, at jeg er så privilegeret et menneske, at jeg ofte føler mig lykkelig på arbejdet. Når jeg er ude at optræde, føler jeg mig ret lykkelig – og taknemmelig over, at jeg lever af noget, som jeg elsker. Det er de færreste forundt. Så jeg kan godt sidde på et Scandic Hotel i Kolding og være helt lykkelig. Det er privilegeret.

Hvad er den mest mindeværdige oplevelse fra din barndom? 

– Uha, der er mange. Men et minde, der står stærkt, er synet af min morfar, som står i forhaven i deres lille sommerhus i Sæby syd for Frederikshavn. Der blev min bror og jeg afleveret hver sommer og blev der, så længe vi kunne. Når vi ankom, stod han i forhaven iført et stort skilt på maven, hvor der stod, hvad vi skulle lave de næste uger. Et slags program. Når vi så ham, vidste vi, at nu var det good times galore. En fantastisk følelse.