Karen Thisted: Da Lise Nørgaard beordrede min skilsmisse

At Majbritt Lacuhr

Da jeg blev journalistelev i Ringsted1964. Dagbladets lokalredaktion i Roskilde.

– Jeg har kun gået ni år i skole. Jeg gik ud af realen og kunne ikke komme i gymnasiet, fordi jeg dumpede til latinprøverne. I stedet fik min far mig ind på Den Suhrske Husholdningsskole i Pustervig i København. Så mens ungdomsoprøret brusede, stod jeg i blåt og hvidt og lavede mad fra morgen til aften. Jeg kan plukke en fasan og flå en hare, for min far, som var venstremand, havde nok drømt om, at jeg blev gift med en godsejer.

LÆS OGSÅ: Linse Kessler: ”Sex betyder ikke noget særligt for mig lige nu”

– Derefter tog jeg til England et halvt år, og da jeg kom hjem, spurgte min far mig, hvad jeg nu ville med mit liv. Jeg måtte jo se at få mig en uddannelse, mente han. Min søster var kommet i lære på hans borgmesterkontor, og det var det sidste, jeg ville. Så jeg sagde, at jeg ville være journalist og tænkte, at det kunne jeg jo alligevel ikke blive – det havde jeg slet ikke skolegang til, og desuden talte jeg bondeengelsk ligesom Lars Løkke – men jeg elskede at skrive.

– Så rejste min far sig op, lagde cigaren og gik ind i sit arbejdsværelse. Og jeg kunne se ham tage telefonen. "Hvad gør han nu?!", tænkte jeg. Min far var kongen i Ringsted. Borgmester og ven med Erhard Jakobsen. Jeg hørte så min far sige i telefonen: "Godaften Per Winther...". Jeg vidste godt, at Per Winther var chefredaktør på Dagbladet. "Karen begynder på Dagbladet den 1. august". Og så kørte han ellers videre med løn osv. Bum, så var hele mit liv tilrettelagt.

Karens artikler på Dagbladet i Roskilde førte til, at hun senere blev ansat på Ugebladet Hjemmet af Lise Nørgaard.

– På den tid, i 1964, var der så småt ved at opstå en rød front. Alle journalister var rebelske socialister, som ville gøre op med hele det etablerede samfund. Der sad en flok fra København med langt hår og islandske sweaters, og der kom jeg ind i høje sko og nylonstrømper... Der var ikke én, der talte til mig i tre måneder! At jeg overlevede det, fatter jeg slet ikke i dag. Når jeg skulle ned i sætteriet med mine tekster, rejste alle typograferne sig op og piftede. Det var frygteligt!

LÆS OGSÅ: Mor-bloggeren Trine blev forladt af faren til sin søn - nu blogger hun om at være enlig mor

– Ole Kjær Madsen, en journalist på bladet, blev min redning. Han sagde til mig: "Du har kun én måde at komme ud af det her på. Nu tager du alt det arbejde, ingen andre vil have – du skal ikke føle dig for fin til noget, for det er det, de tænker om dig. Tag alle begravelserne!". Og det gjorde jeg. Tilmed sad jeg hver lørdag, hvor de øvrige medarbejdere havde fri, og tog telefoner og cyklede ud til dem, der ikke havde fået deres avis. I al slags vejr.

– Det var det bedste råd, jeg nogensinde havde fået. Jeg endte med at få en masse venner og havde en vidunderlig tid der. Og havde min far ikke taget action allerførst, var jeg aldrig blevet journalist og fået det her sjove liv.

Da Lise Nørgaard beordrede min skilsmisse 1977. Ugebladet Hjemmets chefredaktørkontor i København.

– Da jeg fik job på Dagbladet i Roskilde, kom jeg til at sidde i den stol, som Lise Nørgaard havde siddet i. En dag ringede telefonen, og en stemme i den anden ende sagde, "Goddag, det er Lise Nørgaard, er det Karen Thisted?". Det var lige før, jeg besvimede, hun var mit store idol. Lise havde læst det, jeg havde skrevet, og inviterede mig ind til møde på Egmont i Vognmagergade, hvor hun sad som chefredaktør på ugebladet Hjemmet.

– På det tidspunkt var jeg gift og havde fået min datter. Vi boede ude i Tåstrup. Jeg anede ikke, hvor jeg var, da jeg landede inde i København. Kunne slet ikke finde rundt i gaderne. Men dér sad hun så på sit kontor – i spadseredragt og med cerut og duftede af Chanel No. 5. Bare skøn! Det hele emmede af liv og verden og hoved-staden og gang i den. Da jeg gik derfra, havde jeg fået et heldagsjob i København til 30.000 kr. om måneden! Det var helt vildt! Hurtigt efter sendte hun mig til Israel med en fotograf for at skrive reportager fra Yom Kippur-krigen i Israel. Tænk at give mig det ansvar!

HVID BRUD. Karen var 21, da hun i 1967 blev gift i Sankt Bendts kirke i Ringsted. Kjolen havde hun købt for 550 kroner på sin mors kontokort i Illum, og sløret kreerede de sammen af tyl fra en udklædningsforretning i Ringsted.

– Lise Nørgaard vækkede den fandenivoldskhed, jeg nok havde i mig, men aldrig havde turdet slippe løs. Hun har givet mig så meget. Jeg har slet ikke ord for hendes betydning i mit liv.

– Da jeg havde været der et par år, kaldte Lise mig en dag ind på kontoret og sagde, "Har du lagt mærke til, at når du går op i kantinen, er der ingen, der gider at sidde med dig?" Jeg fik et chok. Jeg vil meget gerne have, at folk kan lide mig. Og så fortsatte hun: "Jeg har set, at når du går ind på kontorerne til folk, så prøver de at komme ud, men de ved ikke, hvordan de skal komme væk fra dig". Jeg sad som lammet. Stadig i dag, når jeg fortæller det, bliver jeg helt hed i kammen. Jeg var lige ved at græde, men det vidste jeg, at hun ville have foragtet noget så forfærdeligt. "Der er ingen", sagde hun, "der kan holde ud at høre om andres dårlige ægteskab – der findes ikke noget mere kedeligt. Som regel er det de samme problemer, og dem gider ingen at høre på. Medmindre din mand får en affære med Dronning Margrethe!" Jeg lovede ikke at sige ét ord mere. "Men det kan du ikke, Karen – der er kun én redning for dig, og det er at blive skilt!" Så fik jeg et chok igen. "Men... min far! De dør alle sammen i min familie. Af skam. Der er ingen skilte i min familie!".

LÆS OGSÅ: ”Hvis vi havde ventet til kl.11, havde hun været død”

– Lise havde regnet det hele ud: "For at det ikke skal blive ydmygende for dig, skal du selv skaffe en elskerinde – så går det også meget hurtigere – og så går du op i Overformynderiet og får papirerne. Når du kommer hjem til din mand, beder du ham skrive under og siger, at du har arrangeret det hele". Og så spankulerede hun ud på gangen, stillede sig og tog cerutten ud af munden: "Bente Friis!", råbte hun med sin dybe stemme. Og så kom stakkels Bente Friis, som lige var kommet fra Langå til København og sit nye job. "Nu skal du høre", sagde Lise, "vi skal have Karen skilt i en vis fart, og du skal være elskerinde til hendes mand!". Lise havde styr på hele setuppet og replikker og alting.

– Så sådan blev det. Derfra gik det virkelig over stok og sten, for der var en masse, jeg skulle indhente. Indimellem må man bare rykke sig ud af sin comfort zone. Det kan være pissehårdt, men det er jo først der, der sker noget.

– Den historie er meget vigtig for mig, for jeg er så konfliktsky, og jeg kunne godt have været blevet siddende i det ægteskab. Heldigvis føler jeg mig hverken indebrændt eller sur eller gal i dag. Og den følelse tror jeg kun, man kan undgå ved, at man også har turdet noget og gjort noget. Taget ansvar for sig selv.

– Jeg har tit ventet alt for længe med at handle – både i forhold til ægteskaber og dårlige arbejdspladser. Det vil jeg så gerne give videre. Man skal ikke finde sig i noget! Det gør kvinder alt for meget, og det er frygteligt. Vi er parate til at blive behandlet meget dårligere end mænd – hvad er det for noget?! Til allersidst i min nye bog skriver jeg, at hvis jeg kunne vælge forfra, så ville jeg være en mand. Og det mener jeg.

Da jeg mødte min første kærlighed igen i 2005. Sandkroen i Tisvildeleje.

– Den første mand, jeg forelskede mig dybt i, hed Claes Bendix Pedersen. Jeg mødte ham på Sandkroen mellem Asserbo og Frederiksværk, hvor vi cyklede ned og gik til jazzbal, når vi var i sommerhuset i Liseleje. Claes var rørlægger, hans far færdselsbetjent, og hans mor damefrisør. Jeg blev vildt, vildt forelsket i ham. Jeg var 17 og gik på Den Suhrske. Han stod og ventede på mig i Pustervig, når jeg havde en ti-nøgle – så måtte man være ude til klokken ti.

– Jeg elskede at komme i Claes' hjem. Elskede hans forældre, men jeg tænkte alt for meget på, om han var god nok socialt i forhold til det, mine forældre forventede. Vi var kærester et par år, og han gav mig en stor Georg Jensen-forlovelsesring, inden jeg tog til England. Jeg håbede sådan, at jeg ville glemme ham, når jeg kom derover, men det gjorde jeg ikke. Da jeg kom tilbage og blev journalistelev, kunne jeg mærke, at det ikke rigtig gik. Jeg turde ikke tage ham med hjem. Kun til min moster, som var mere frisindet. Og så begyndte det at glide mere og mere ud, og en aften ringede han og sagde, "Karen, jeg synes, du er ved at glide fra mig – er det rigtigt?". Og så begyndte jeg bare at tude ned i telefonen. "Nå, så havde jeg ret", sagde han. "Jeg vil bare ønske dig al mulig held og lykke – ha' det godt, Karen".

– Mange år efter, da jeg var nogleogfyrre år og kæreste med Klaus Kjellerup fra Tøsedrengene, sad jeg en dag hos frisøren og læste i et sladderblad. Og pludselig slog jeg op på en reportage fra England, og dér stod Claes. Stadig fantastisk smuk. Han ejede nu et slot i Sydengland, hans kone var skidesmart og havde lige fået en rød MG sportsvogn i fødselsdagsgave. Der var swimmingpool og tennisbaner, hvor tre børn spillede tennis. Han havde nu sit eget store fiskested, kørte Rolls Royce og solgte fisk og ål til hele verden – og var i øvrigt kongelig leverandør til det engelske hof.

– Jeg var ved at tabe kæben! Det er så flovt for mig, så banalt! Det værste, jeg ved i dag, er snobberi. For Claes var jo det fineste eksempel på, at man ikke skal dømme folk. Han var så sød, så sød. Et kærligt og vidunderligt menneske. Der var jeg virkelig Karl Smart...

– Igen gik der mange år, og en dag blev jeg kontaktet af filminstruktøren Dorte Warnøe, der skulle lave noget tv om kvinder og kærlighed. Og her fortalte jeg historien om Claes, og hvor dum jeg var. Da jeg troede, det hele var afsluttet, ringede hun til mig og spurgte, om vi ikke lige kunne få de sidste billeder i kassen. Jeg behøvede ikke at gøre noget videre ud af mig selv, jeg skulle bare komme op på Sandkroen, hvor jeg havde danset med Claes.

– Der stod jeg så. På Sandkroen. Og pludselig sagde Dorte: "Karen, prøv at vende dig om". Og ind ad døren kom Claes! Jeg blev bare fuldstændig forelsket i ham igen! Han var den samme glade, søde, vidunderlige mand. Nu i tweedtøj. Claes kørte mig ind til byen, hvor jeg skulle optræde på Teatret Sorte Hest, og vi aftalte at tage ud og få en natmad, når jeg var færdig der.

– I dag taler vi tit sammen. Han er blevet en kæmpe glæde i mit liv. Ikke mindst fordi han, ligesom jeg, havde haft en depression og var en enorm støtte for mig i den periode, fordi vi kunne tale åbent om det og forstod hinanden. Jeg kommer altid til at smile, bare jeg tænker på ham eller siger hans navn. Jeg er så glad for, at jeg kom til at møde ham igen. Det var jo slet ikke gået ham sådan med mig. Jeg var ikke taget med til Irland for at fange ål.

LÆS OGSÅ: Mia blev dømt steril efter kræft: ”Jeg er mor til to mirakelbørn”

Da jeg mødte Benny Andersen og Johannes Møllehave 1999. Et hotel på Kreta.

– Det var så livsbekræftende at møde Benny Andersen og Johannes Møllehave og have alle de samtaler, der mundede ud i bogen "Det skal mærkes, at vi lever". De var begge i stor sorg over at have mistet deres koner, da jeg mødte dem. Græd begge to hele tiden. Men de var så parate til at leve livet og komme igen. De kom også begge meget hurtigt over deres sorg. Kort tid efter at vi var færdige med bogen, stod de der lige så glade og havde begge fået nye kærester. Helt ligeglade med om nogen måtte mene, at det var lidt for tidligt.

– Vi var taget til Kreta sammen på en billig charterrejse og sad ved et lille bord og snakkede, og vi drak os fulde om natten, og jeg dansede med Benny Andersen til langt hen på morgenen. Og Møllehave klippede af sine tweedbukser, fordi der var så varmt.

– Jeg er så nysgerrig. Og det er godt for en journalist at være, men jeg er altså nysgerrig ud over det sædvanlige. Somme tider lidt for nysgerrig. Jeg elsker at snakke med folk og finde ud af, hvordan deres liv er. Jeg kommer meget tæt på dem, jeg interviewer – og det gør man, når man spørger, og man hører efter, hvad folk svarer.

– Møllehave og Benny Andersen ændrede hele mit journalistiske liv. Jeg tror ikke, man kan planlægge en succes. Jeg gik jo bare med mit hjerte og havde slet ikke tænkt på at tjene penge. Den solgte 500.000! Sådan en bog kan ikke gentages, for det er deres fortjeneste. Ingen er så ærlige, som de to er. De er ikke bange for at fortælle noget dårligt om sig selv. Lige siden har jeg fået tilbud om bøger, og jeg elsker at lave dem. Men jeg er ikke forfatter, jeg er journalist. Og det, jeg laver, er journalistiske bøger. Lange interviews. Ligesom den her bog jeg nu har skrevet, "Hvis jeg døde nu, døde jeg lykkelig", er et langt interview med mig selv.

– Det har været mærkeligt at skrive den bog. Mest fordi jeg har en meget blufærdig familie. De ønsker ikke at være med i mit cirkus. Jeg er helt anderledes end dem, og mange synes også, at jeg er alt for åben. Men jeg har det ligesom Benny Andersen og Møllehave – jeg synes ikke, noget er hemmeligt. Når man er journalist og interviewer og laver bøger, kan det heller ikke nytte, at man sidder og holder på sit eget og ikke siger et ord om sig selv.

Da min mor og far døde i Ringsted. Hhv. i lejligheden på Dronning Margrethes Vej (1974) og på Ringsted Sygehus (1988).

– Jeg er vokset op i Ringsted. Og selvom mine forældre kunne skændes en del, synes jeg, jeg har haft en lykkelig barndom.

– Min far var fuldstændig vidunderlig. Han elskede livet og var stor og i jakkesæt med lommetørklæde i brystlommen og med stor cigar. Sjov og vidunderlig – præcis sådan, som jeg godt kan lide, at mænd er. Dem er der ikke så mange af mere. Han var en rigtig mand! Jeg elskede ham og var meget knyttet til ham. Hver aften, når vi havde spist, fik han en kop kaffe og en cognac og en stor cigar. Jeg hentede cigaren, og min søster hentede cognacen. Og så elskede han at spille kort med sig selv – "blind makker".

– Min mor holdt op med at arbejde som damefrisør, da de blev gift. Hun røg cerutter og var en foregangskvinde i Frederiksværk, hvor hun havde egen salon og var den første kvinde i byen, der fik kørekort. Det var så sensationelt, at hun kom i avisen med billede. Efter hun blev gift med min far, gik hun hjemme og lavede vidunderlig mad, og vi havde tit gæster ved lange borde og med sølvtøj. Hun var 43, da hun fik mig, og når jeg ser tilbage på det, kan jeg godt forstå, hvis det har været bittert pludselig at sidde der og ikke lave noget mere, efter at have levet et livligt liv som selvstændig kvinde med egen forretning. Min far var aldrig hjemme. Jeg tilgiver hende, hvis hun har været sur indimellem.

– Min far blev ramt af tyktarmskræft. Han blev meget syg, og min mor var rigtig ked af det. Der kunne jeg se, hvor glade de alligevel var for hinanden. Da han kom hjem fra hospitalet efter en stor operation, havde hun – helt barnligt og imod sine menneskelige principper – skrevet "Velkommen hjem Poul". Og så duftede hele huset af hvidkålsrouletter, som var hans livret. Det var nu meget sødt.

VED FARS SIDE. Med til fejring af sin fars 70-årsfødselsdag i 1974. Byrådet i Ringsted har netop genvalgt ham som borgmester på trods af, at alle vidste, hvor syg han var. Halvanden måned efter døde han af kræft.

– Min mor passede ham den sidste tid, hvor lægerne havde givet op. Til sidst kunne han ikke se, så fik han en båndoptager, han hørte klassisk musik på. Han var aldrig sur eller gal. Det år, 1974, var der valg til byrådet, og alle vidste, hvor syg min far var. Og selvom der slet ikke var flertal for Venstre, valgte de at konstituere ham som borgmester. Det var så flot. Han nåede kun op til et enkelt byrådsmøde. Kort tid efter døde han, 70 år gammel. Jeg elsker ham overalt på jorden. Og jeg elsker også min mor.

– Min far havde en bil, min mor ikke måtte køre i. "Guldlokummet i Ringsted" blev den kaldt – en kæmpestor, sekscylindret guld-Taunus. Så da jeg kom ned til Ringsted, og min far lå død, forsøgte jeg jo at koncentrere mig om min mor, men hun sagde bare, "flyt dig!", og så gik hun hen i hans klædeskab, stak hånden i hans jakkelomme og holdt bilnøglerne op i luften. "Nu skal jeg ud at køre!", sagde hun så og gik ned og startede bilen. Wrrrauum! Det lød som en jetjager. Og så bakkede hun ud. Jeg tænkte, at min far måske havde haft lidt ret, når han sagde, at hun brugte koblingen forkert.

– Min mor fik 14 år alene herefter. Og kørte fornøjet rundt i guldlokummet. 84 år gammel døde hun efter et fald på hospitalet, som endte med en stor hofteoperation, fordi hun – helt latterligt – bare lige skulle rette på en persienne, inden hun skulle sove. Derefter erklærede hun, at hun hverken kunne eller ville mere.

– Jeg savner dem begge. Og det er en mærkelig tanke, at min far døde som 70-årig – det fylder jeg jo til næste år. Titlen på min bog, "Hvis jeg døde nu, døde jeg lykkelig", kommer fra et Benny Andersen-digt – og dét mener jeg. Jeg nyder hver dag. Det vigtigste er at være til stede der, hvor du er, og med dem du er sammen med, for så får du også noget ud af det selv. Livet må ikke blive forhastet og ligegyldigt. Det eneste, jeg gerne vil flygte fra, er sygdom. Og jeg har tænkt mig at bruge alle mine kontakter og hele mit netværk til, at nogen kan slå mig ihjel, hvis det bliver nødvendigt. Der skal dælme komme nogen og give mig en sprøjte, hvis livet bliver uværdigt. Det skal jeg nok sørge for! 

LÆS OGSÅ: Derfor er modne kvinder blevet så hotte

LÆS OGSÅ: 8 ting du kan lære af dine venners skilsmisse

LÆS OGSÅ: Derfor er det så svært at finde "gode" mænd i 30'erne