Hvor lang tid varer god sex?
Forskning viser, at vi mennesker er mest lykkelige, når vi oplever en intens samhørighed med mennesker, vi elsker.
Det kan både være en skøn familiefest, en aften ude med veninderne eller en gåtur med kæresten. Dog siges det, at vi kan opleve den suverænt største lykkefølelse, når vi elsker med en partner.
Jeg har et indtryk af, at vi er ret gode til at sætte god tid af - i hvert fald minimum et par timer - når der skal planlægges en hyggelig aften på restaurant med veninderne. Det samme oplever jeg med familiearrangementer. Men det kniber ind imellem for de fleste af os at sætte lige så meget tid af, når det gælder prioritering af kærligheden, sex og elskov.
Den gennemsnitlige tid
Hvis vi kigger på den gennemsnitlige længde af et samleje, så tager det (ifølge Videnskab.dk) i gennemsnit fem minutter og 24 sekunder. Det er ikke mange slurke, man kan nå at få af sin caffè latte på den tid, hvis vi sammenligner det med en cafetur med veninderne.
Tænk, at vi i gennemsnit bruger så lidt tid på én af de ting, der kan give os den absolut største lykkefølelse!?
Jeg kan forestille mig, at der kan være mange forskellige grunde til, at vi ikke prioriterer den tid, vi elsker i, højere. Måske føler vi, at det er vigtigt, at vi har sex ofte, frem for sex hvor vi bruger masser af tid og udforsker - kvantitet frem for kvalitet? Måske kan stopklodserne være træthed, for hurtig sædafgang hos manden, manglende lyst til at gå i dybden, at vi glemmer alle de dejlige muligheder, vi har for at røre eller blive rørt, når vi elsker.
Små ændringer - store forbedringer
Men der er heldigvis råd for de fleste af tingene. Nogle gange kræver det et større oprydningsarbejde og professionelt rådgivning, andre gange kan man faktisk opleve store forandringer ved at ændre nogle småting og måske ændre sin opfattelse af vigtigheden af det ekstra gode sex.
Hvis vi tager det fysiske, så er det jo altid et plus - også på elskovskontoen - at være i en fin grundform. Som min skøre veninde altid siger: "Jeg løbetræner, så jeg kan have sex og gå op af trapper uden at blive alt for forpustet". Haha, jeg synes den sætning er så skøn. Og hun har jo evigt ret.
Der er da ikke noget værre, end at skulle afbryde lækker sex, fordi formen ikke er med en. Derudover kan det være en kæmpe fordel at huske at drikke rigeligt med vand i løbet af dagen - sex er jo også en form for sport. Og sidst, men ikke mindst, så kan det at indtage ingefær være et skønt mirakelmiddel for både sensitiviteten hos os kvinder og ikke mindst udholdenheden hos de dejlige mænd.
Jeg håber, at I også er med på at få sat lidt skub i de fem minutter og 24 sekunder? I'm in!
LÆS OGSÅ: Hvilken sørrelse foretrækker du?