Hvordan en pizza forandrede mit syn på, om mor og far er lige gode

Da min søn var en lille fyr, der lige havde lært at gå tre skridt og spise mad, skulle jeg ud med en veninde. Jeg havde kysset farvel derhjemme i sikker forvisning om at sønnike og farmand om lidt skulle spise, lege lidt, have et bad og putte. I mit hoved så jeg min kæreste lave mad, mens den lille sad i den høje stol, og jeg glædede mig over, at de ville få en aften sammen.

I skyggen af glæden over deres tid sammen, synes jeg også, det var hans tur til at lave mad, vaske op, bade barn, rydde op og være praktisk.

Jeg var faktisk utroligt træt af at være den gode mor.

Min veninde tog mig under armen, og vi besluttede at begynde aftenen med at gå en tur på Vesterbro. Bare daske rundt uden barnevogne, ansvar for noget og med tid til os selv.

LÆS OGSÅ: 3 råd, der skaber mere kærlig og respektfuld kommunikation i dit parforhold

Pludselig så jeg min mand komme kørende, parkere lidt længere fremme og tage vores dreng ud af bilen. Jeg vinkede, men han så mig ikke. Han havde nemlig kurs mod det lokale pizzaria. Jeg stoppede op og betragtede dem fra en afstand, mens han kombinerede hentning af pizza med et besøg i kiosken ved siden af.

Da de kørte, blev jeg ramt af en mur af irritation.

Det var en følelse af dyb uretfærdighed. Hvorfor købte han pizza? Og øl og slik? Hvorfor skulle det være en nem aften for ham, når jeg altid lavede mad selv? Havde vi ikke en fælles forståelse af, hvad "det sunde måltid" indebar?

Det blev ikke bedre, da jeg kom hjem til en skærm, der stadig var tændt med biler, der kørte i ring, og fandt dem begge sovende på sofaen med en pizza bakke på gulvet og slikpapir spredt mellem dem.

Jeg havde lyst til at vække min kæreste og skælde ud. Eller starte næste dag med en generel samtale om kost og prioriteter.

LÆS OGSÅ: Derfor skændes I om din svigermor, og sådan holder I op

Inde i mit hoved lød der sætninger som:

"Vi må tale om, hvordan vi spiser i denne familie"

"Det er ikke okay, at du giver vores søn pizza til aftensmad"

"Kan jeg aldrig gå ud uden at alting sejler?"

"Hvorfor er det altid mig, der skal være den kedelige, der laver mad og siger nej til slik?"

Jo mere mit hoved kværnede, desto mere kunne jeg ikke holde ud at høre på mig selv. Jeg lød sur. Forurettet. Bedrevidende. Og dominerende.

Så jeg gik i seng. Uden dem.

Da jeg vågnede næste morgen, var de allerede oppe. Min kæreste havde ryddet sofaen for slik papir og smidt pizza bakken ud.

Han spurgte, hvordan min aften havde været. Vores søn spiste havregrød.

Så gik det op for mig, at jeg havde en forestilling om, at jeg var en bedre forælder end ham. Fordi jeg er mor.

Lige der midt i morgenmaden, mens morgenlyset strømmede ind gennem vinduerne, stod det lysende klart for mig, at jeg gik rundt med en idé om, at min måde at gøre tingene på var den rigtige, og at andre måder at gøre tingene på af samme grund var forkerte. At jeg som mor vidste mere om vores barn, og at det derfor var min ret at definere, hvordan vores søn skulle spise, sove og passes på.

Jeg kan stadig huske, at jeg fik tårer i øjnene. Min kæreste spurgte, om jeg var okay, og jeg tørrede dem bort, mens jeg missede med øjnene og svarede, at det var det skarpe morgenlys.

LÆS OGSÅ: Sådan vender I jeres forskelligheder til en bonus

Måske er det bare mig, men jeg blev mor til mit første barn med en følelse af, at jeg skulle have svarene på det meste for at være en god mor. At der var en rigtig måde at være mor på, som jeg skulle følge, og at jeg blev dømt som mor, hvis jeg ikke passede ind i de forestillinger.

Så jeg blev irriteret på min kæreste, når han tillod sig selv at sætte sine lyster i centrum og være far på sin egen måde.

Måske kender du også denne følelse, for jeg oplever tit en forventning om, at mor er bedre end far. At mor kender børnene bedre, forstår deres ønsker og ved, hvad der kræves.

I de fleste tilfælde er det en illusion.

Mange fædre er fuldt ud i stand til at drage omsorg for et barn, køre hverdagen på en god måde, give børnene nærvær og få alle de praktiske ender til at nå hinanden.

De gør det måske bare på en anden måde end dig.

Og hånden på hjertet... Har nogen af os den rigtige måde at være forældre på?

Jeg tvivler. Med tiden har jeg droppet ideen om "den rigtige måde" og overgivet mig til at være mor på min måde og lade min kæreste være far på sin.

Han spiser stadig pizza, når han er alene med børnene.

Jeg foretrækker at lave mad selv.

LÆS OGSÅ: Jeg var langt ude. Jeg var ved at miste det hele

LÆS OGSÅ: Jeg var hamrende angst for at miste den mand og det job. Jeg mistede begge

LÆS OGSÅ: 6 grunde til, at I ikke skal ”vokse sammen” i jeres parforhold