"I Danmark er 'husmor' et skældsord"

Man kan sige det kort: Her i USA, hvor jeg bor, hyldes (hus)moderen. I Danmark er hun et skældsord, Og der findes også så få (under to procent), at Danmarks Statistik ikke længere måler præcis, hvor mange der er.

At husmodertjansen fortsat anses som en kedelig og utaknemlig opgave, som kun mindre intelligente kvinder ville drømme om, blev skåret ud i pap for mig for et par år siden, da en kvinde af mit bekendtskab, der er god til "practical jokes", med et grin fortalte, hvordan hun var begyndt at sige, at hun var husmor, når hun var ude til middag. Hun var og er godt nok chef i et medicinalfirma og uddannet læge, men hun var træt af at blive underholdt af bordherrer med alskens skavanker eller anklager om udbytning af alle jordens fattige mennesker, så i stedet meddelte hun altså, at hun "gik hjemme". Hun er ikke en kendt person, og det gik helt fint med at snyde på vægten.

Samtidig scorede hun en 100 procent succesrate i kunsten at blive ladt i fred. Både mænd og kvinder så høfligt på hende og efterlod hende derefter i total tavshed, efter hun havde besvaret det obligatoriske første spørgsmål, man i Danmark stiller til enhver, man ikke kender: "Hvad laver du så?" I resten af verden, uden for Skandinavien, betragtes spørgsmålet som decideret uhøfligt – på linje med "Hvor meget tjener du?", eller "Hvem stemmer du på?", men det er en anden sag.

Samtidig med at ingen i Danmark altså vil være husmødre, anses det imidlertid også som moralsk suspekt – og er under alle omstændigheder for dyrt – at ansætte en anden i jobbet. Lad gå med nogle timers rengøringshjælp, men madlavning, syltning, indkøb, køkkenhaven, strygningen, opvasken og oprydningen, det står man selv for, selv om det giver superstressede børnefamilier.

Sådan er det ikke i Amerika. Fordi skatten er lav, kan en lønindkomst i mange hjem forsørge en familie, og derfor er der fortsat en pæn del amerikanske kvinder, der er husmødre – og i øvrigt også et stigende antal husfædre, pt. to millioner. Derudover findes der en kæmpe privat serviceindustri, som ikke eksisterer i Danmark, hvor vi tilbyder den samme gruppe lavt uddannede mennesker kontanthjælp og andre overførsler.

Om det giver mere selvrespekt at blive holdt ude af arbejdsmarkedet end at have et job, hvor lønnen følger det, man kan yde, kan kun diskuteres i Danmark, hvis man bærer prædikatet "gal neoliberal minimalstats-elsker".

Den etiket ønsker jeg selvsagt ikke, for jeg foretrækker bestemt et samfund med gode lønninger, fagforeninger, gratis sygesikring, vuggestuer og SU. Blot forstår jeg ikke, hvorfor det er så suspekt at have privat hjælp derhjemme. Og hvorfor det er så forkert at have et rummeligt arbejdsmarked, hvor grupper, som har svært ved at finde en plads i det højtgearede videnssamfund, i stedet arbejder med privat service.

Jeg har f.eks. selv en person ansat, der kommer og laver mad, når jeg har gæster. Catering er imidlertid meget lidt brugt i Danmark, forklarede en ven mig forleden, fordi, som han skrev, "Den slags benytter man kun, når man er doven og selv har glemt at lave mad."

Jeg tænker, at det også kunne være, at man bare ikke gad at lave mad. At man desuden kunne være så heldig, at ens kogekone laver verdens bedste mad. Og at det må være ens egen sag, hvad man bruger sine penge på. Samt endelig, at det er god, lokal jobskab-else at hyre en kogekone med egen stab, mens det blot skaber flere lavtlønsjobs i Asien, når man bruger sine penge på endnu en elektronisk dims fra the Mac Shop.