"Min eksmand og jeg grinede, så tårerne sprøjtede ned i maden"

Signe: Kender du det, når man er med i et stykke virkelighed, som pludselig, fra det ene sekund til det andet, udvikler sig til noget, hvor man tænker: Dét her har jeg, én-til-én, set i en film? 

Iben: Bare det ikke er ”Motorsavsmassakren”, Signe! For så er jeg da rigtig bange nu? 

Signe: Nejnej! Men kender du ”Funny Face” med Audrey Hepburn?

Iben: Det er en dejlig film. Hun bliver forelsket i Fred Astaire, der er modefotograf, ikke? 

Signe: Præcis! Og så tager de til Paris for at lave en fotoserie med hende som model. Og så er hun på et tidspunkt på natklub på Montmartre og oplever noget avantgarde-jazz, hvor alle folk er klædt i noget sort rullekravetøj og stramme sorte bukser og med skæg og briller, og så danser de sådan virkelig skørt rundt i sådan nogle ryk, nærmest.

Iben: Den scene kan jeg godt huske! De er så irriterende, de dansetrin!

Signe: Den scene oplevede jeg i virkeligheden forleden. Jeg var blevet lokket med til en jazzkoncert af nogle gode venner. Jeg tænkte: Ok, åbent sind! Og så kom vi ind i sådan et dystert rum, hvor der stod ca. 20 mennesker og to jazzmusikere. Så begyndte de at spille, og det lød omtrent sådan her: GUKGOKGAKGAKGAKGAKKIGUKKIGAKKIGOOOOOOK! Vi kunne ikke høre nogen rytme, nogen melodi eller noget, der overhovedet kunne minde om samspil? Og så tonedøv er jeg altså ikke. Og jeg fulgtes med nogle dansere, så vi var ikke en helt musikalsk evnesvag gruppe. Vi var ikke engang fulde? Det var helt absurd ... Det kunne lige så godt have været Lars Hjortshøj iført omvendt paryk, der sad og truttede i en haveslange? 

Iben: Hahahaha!

Signe: Så stod vi der med et lille glas vin og lyttede til BLIPGOKDYYYTBUPBUPBUP! Og på et tidspunkt kunne vi ikke lade være med at fnise, helt stille, meget undertrykt. Og så blev der tysset kraftigt på os: SSSSSCHHHYYYYYY!!! Og så blev det jo helt umuligt, og vi kom kun til at grine mere. Så kom barpersonalet og sagde, at vi simpelthen skulle gå ud, når vi skulle larme så meget. Så vi gik udenfor og grinede færdig og drak et til glas vin, og så gik vi tilbage til BLYYYYPBLOPBLIPBLOOOP.

Iben: Hvorfor blev I også ved med at gå derind?

Signe: Jamen vi ville faktisk gerne prøve at kunne forstå det! Så vi tog os sammen og lyttede færdig. Og da koncerten var slut, kom der verdens mest fesne bifald. Altså virkelig slattent?! 

Iben: Okay? Så ikke sådan et stående bifald? Wooohoooo det var det fedeste BLIPGOKGYK nogensinde?

Signe: Nej, det var som om, at der var sådan en konsensus omkring, at det var for proletar-agtigt at klappe. Det var så underligt. Og så blev jeg alligevel lidt glad, fordi det er så sjældent, man oplever noget, man virkelig for alvor ikke fatter. 

Iben: Jeg kan da roligt afsløre, at når det bliver så prætentiøst, at man ikke må klappe ordentligt, og begejstringen bliver taget ud af tingene, så er det bare ikke noget for mig!

Signe: Nej … 

Iben: Sådan har jeg det med visse slags installationskunst. Når der for eksempel står et badekar med indvolde fra en gris, får jeg kun lyst til at gå hen og sparke til det! BUM! Og så råber alle: Uuuh, Iben, din gamle rindalist! 

Signe: Hvad er det nu lige, en rindalist er? 

Iben: Rindal var efternavnet på en sur mand, som engang i 60’erne ikke syntes, der skulle betales kunststøtte til kunstnere, der lavede abstrakt kunst. Altså hvor man ikke lige som udgangspunkt kunne se, hvad det forestillede ...  Men jeg synes altså ikke, jeg er rindalist? Kunst må gerne være elitært og eksklusivt og højtravende, bare det ikke er ekskluderende og får en til at føle sig som en idiot. Det er ligesom med noget af den flotte mad, der bliver lavet på restauranter en gang imellem. En rå majroe med noget matcha-krudt på. Det er tørt og dumt, og jeg gider ikke betale dyre penge for at æde det ... 

Signe: Altså hvis jeg nogensinde skulle lave avantgarde-kunst, ville jeg ELSKE, hvis folk grinede af det? 

Iben: Det tror jeg også nogle gange er meningen? At kunstneren gerne vil have, at man får sig en griner på? Men så er der tit nogle alvorlige publikummer eller anmeldere, der ødelægger det ved at tysse. Jeg sad engang med min eksmand på en lillebitte californisk veganerrestaurant, hvor underholdningen bestod af, at en mand med flettet skæg spillede en times solokoncert på instrumentet guiro. Det instrument, man også kalder et franskbrød. Et hult stykke træ med nogle riller i, som man så kradser på med en lille pind. Det kan lyde fedt i for eksempel sydamerikansk musik, men som soloinstrument i en hel time er det ... Øøøøh. Så min eksmand og jeg sad og grinede, så tårerne sprøjtede ned i maden, og folk tyssede helt hysterisk på os. Men da guiro-manden var færdig med at spille, så blinkede han og smilede til os. Som om han tænkte: De har fattet det. Man må gerne synes, det er sjovt.  

Signe: Hahaha! Jeg så også engang en performance i 90’erne med en dame, som hed Gritt Uldall, som var piv-avantgarde! Hun optrådte, eller jeg tolkede det som om hun forestillede et Michael Kvium-maleri?

Iben: Hæh!

Signe: Hun havde sådan noget virkelig moderne, helt kort pandehår, sådan ned i en spids. Kan du huske, det var på mode?

Iben: Ja! Lotte Larzen havde det også. Og hende den flotte dj, Katrine Ring.

Signe: Og så dansede hun rundt i en kjole med lange lagen-strimler, der var dyppet i gipsstøv, og flyttede rundt på 20 store appelsiner …

Iben: Hvaba? 

Signe: Der stod støvskyer ud over det hele. Og det var også til sådan noget GUUUKGUUUKGAKKIGAKKIGYYYYK-musik. Og jeg må bare konstatere, at jeg allerede dengang var et ALT for stort pop-hoved til at forstå den slags.

Iben: Det lyder ellers som noget, man egentlig gerne måtte grine af? Når jeg tænker over det i et avantgardehistorisk perspektiv, så tror jeg da, at for eksempel Salvador Dalí ville være blevet lidt trist, hvis der aldrig var blev grinet af hans smeltede ur eller de der elefanter på tynde stylteben?  Han var da et kæmpe pop-hoved, ham Dalí!

Signe: Skål i kaffe på det! Avantgardekunst skal tåle at kunne blive grinet af, ellers er det lige meget! 

Begge: GUGGIMOGGIGOOOOGGIGA-GAAAAAAK!

Iben og Signe

Kvinderne bag ”Sitter”-podcasten, Signe Lindkvist og Iben Hjejle, skriver hver uge i ALT for damerne om små og store emner, der berører mange af os. Det kan både være dét, der fascinerer og dét, der irriterer; fælles for det hele er, at Signe og Iben altid har deres eget humoristiske syn på tingene.