“Jeg oplevede, at kærligheden til min datter blev fordoblet, da lille Cooper kom til verden”

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Østerbrogade må det have været. Der er jeg vokset op som enebarn med min mor og far. Derudover var det især fodboldvejen, jeg tog. Jeg spillede i Fælledparken, da jeg var en lille pige, og det var absolut usædvanligt for en pige dengang. Men jeg blev ret god, og da mine forældre flyttede på landet i slutningen af 1960'erne, var damefodbold lige begyndt at blive til noget. Jeg spillede også håndbold og bordtennis, og jeg tror, jeg var inspireret af min far, som løb meget. Det var også ret usædvanligt på den tid.

Afslut sætningen: "Vejen til det gode liv går gennem..."

– Mine forældre. Jeg har begge mine forældre endnu, og de er fantastiske. Min far var bare en rigtig far. Selv når han kom dødtræt hjem fra arbejde, skulle man bare pibe: "Gider du spille fodbold", så var han der. Det var også ham, der smurte madpakke til mig, og så skrev han små digte, som han lagde ved. Min mor satte barren ret højt for os alle. Når jeg var ked af, at jeg ikke lignede alle andre børn, lærte hun mig at være stolt af det. Hun viste mig, hvordan man er et ordentligt menneske, der lytter til, forstår og respekterer andre mennesker. Og i sidste ende er der jo faktisk ikke andre end ens forældre til at lære en det. Mine forældre havde ikke mange midler, men de havde rigtig meget stående i den menneskelige bank.

Din levevej?

– Den er virkelig snørklet. Det var umuligt for en kvinde på den tid at blive professionel fodboldspiller, selv om det var det, jeg helst ville. Så ville jeg være bibliotekar, og hver gang jeg fik chancen for at komme i erhvervspraktik, valgte jeg et bibliotek. Man skulle desværre være 21 år for at komme ind på bibliotekarskolen, så det kunne jeg ikke, da jeg var blevet student. Jeg interesserede mig også for Italien, så jeg begyndte at læse italiensk på Handelshøjskolen i København, og senere fik jeg job hos tøjfirmaet InWear. Da jeg havde været der et par år, var der en veninde, der sagde, at hun var ved at rejse fra et job, som hun mente var lige noget for mig, nemlig som booker på et modelbureau. Jeg som aldrig havde læst et modeblad. Det var hos Copenhagen Models, men branchen udviklede sig, og i 1995 endte jeg hos Unique Models, og tre år efter var jeg direktør. Det er ikke noget, jeg nogensinde planlagde, men pludselig sad jeg bare et sted, hvor medarbejderne syntes, jeg sagde nogle fornuftige ting. Og så har jeg altid været god til at give medarbejderne ansvar og stole på dem. Jeg lærte hurtigt at elske branchen, for jeg synes, det er spændende at arbejde med mennesker i den mest skrøbelige periode af deres liv, som er cirka 18 til 25 år, hvor de oven i købet skal tjene penge på deres udseende og have det godt med det. I forbindelse med det arbejde oplever jeg jo ofte skilsmissefamilier, og jeg bliver så rasende, når jeg sidder med en model, der har to forældre, som ikke kan holde ud at være i rum sammen. Jeg har oplevet, hvordan to voksne mennesker vender stolene væk fra hinanden og ikke kan være i rum sammen, når deres barn gerne vil være model. Det er over min fatteevne, at voksne mennesker ikke kan huske den kærlighed, som i sin tid skabte lille Louise eller lille Mathilde. Så må man stå og råbe ad hinanden mellem 20 og 20.05 og komme videre. Jeg har oplevet alt for mange unge mennesker, der føler de skal gå på isen, når de skal spørge om noget derhjemme.

LÆS OGSÅ: Pernille Aalund: ”Kim gik ind i vores familie og blev alfahan på et splitsekund”

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Det var sindssygt hårdt at blive skilt. I dag har min eksmand, Jarl, og jeg etableret et godt forhold til hinanden. Vi taler for eksempel stadig om, hvordan vores barn har det, selv om hun er voksen og selv er blevet mor. Min eksmand har også fået en fantastisk ny kone, som har lukket os alle sammen ind. Jeg ved godt, det lyder idyllisk, men det er det faktisk.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har min mand, Flemming Nilsson, som jeg mødte på Copenhagen Jazzhouse. Han er musiker og selvstændig underviser i katamaran og stand up-paddleboard. Han er rummelig og alsidig, og så var vi endda så heldige at få en datter, Clara, sammen. Han er også en mand, som kan forstå at leve sammen med en kvinde med en karriere. Vi lever nok lidt modsat af alle andre, for han har spillet i weekenden, og jeg er gået på arbejde i hverdagene, så vi er ikke sådan et par, der har siddet i sofaen og delt en lørdagskylling. Til gengæld har han været far med stor F for vores datter. Det er ikke noget, vi nogensinde har talt om. Vi har bare begge to gjort det, vi brænder for. Han er også en meget passioneret sejler. Da Clara var lille, og far var på havet, og mor skulle på Roskilde Festival og scoute modeller, røg Clara med i klapvognen. Stakkels barn. Men jeg tror faktisk, hun havde det sjovt med det.

Hvilken vej bor du på nu?

– Jeg bor i Hornbæk og har gjort det i 13 år. Når man har et job som mit, er der intet mere vidunderligt end at sidde på en strand og kigge over på den svenske kyst på en klar dag. Jeg er også kommet til at tilhøre et lille samfund, hvor vi har fået venner og et socialt liv. For mig er det en gave at gå i Brugsen og kende alle, og jeg har tænkt mig at blive deroppe i Hornbæk for evigt.

LÆS OGSÅ: "Man skal stå ved sin alder uden at stå af"

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Det har jeg det helt okay med. Det var meget, da jeg lavede Stjerne for en aften, men nu kommer folk og siger hej, fordi de ved, at jeg er i Unique Models. Nogle gange kommer der også piger og spørger om at blive modeller. Det, synes jeg, er modigt. Jeg siger aldrig nej på stedet, men når jeg siger nej, er det gennemtænkt, og så er det aldrig svært for mig. Jeg synes, jeg gør dem en tjeneste ved at være ærlig i stedet for at stikke dem blår i øjnene. Uærlighed er bare ikke mig.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej ind i den del af livet, hvor vi ikke længere har hjemmeboende børn. Clara er 20 år og er ved at flytte så langt væk som til London, fordi hun gerne vil være booker i et internationalt modelbureau. Hun vil gerne klare tingene uden mors indblanding, og det er jeg stolt af. Men det er noget nyt kun at være to derhjemme. Jeg er også lige blevet mormor til lille Cooper. Det er virkelig noget nyt, at være med i det, og heldigvis har jeg en datter og en svigersøn (komiker Casper Christensen, red.), som tillader mig at være en stor del af deres liv. Jeg er rørt over, hvor meget de lukker mig ind. Alene at følge med i graviditeten var stort, men faktisk oplevede jeg også, at kærligheden til mit eget barn blev fordoblet, da lille Cooper kom til verden.

– Professionelt har jeg ikke planer om at trække mig tilbage, og politisk er det jo heller ikke særlig sandsynligt. Jeg vil også gerne blive ved, så længe passionen er der, og man kan jo sagtens være passioneret med en rollator.