Jan Rørdam: Mette er mit livs kærlighed

Jan Rørdams egen barndom var præget af en mor, der forsvandt, og ligesom mange andre voksne med en svær barndom, var han præget af skyldfølelse.

Skilsmisser er en livssituation, hvor skyldfølelse ofte aktiveres. Og den kom til at fylde alt, da Jan Rørdam selv blev skilt fra musikerkollegaen Alberte Winding. Nu har han sluppet skylden – næsten – og forelsket sig i journalisten Mette Vibe Utzon.

Elvis kommer ind ad døren. Han har en avis i munden. Lige bag ham kommer tv-journalisten Mette Vibe Utzon. Hun er våd. Det regner udenfor, og hun og Elvis – som er en meget stor hund – har travet rundt på gader og stræder for at give kæresten Jan Rørdam ro til at lave interview. Men nu kan de ikke finde på mere at lave, undskylder hun. Jan griner og kigger kærligt på dem begge.

Mette er hans livs kærlighed, har han lige fortalt, og han føler, at han sætter endnu større pris på livet i dag, end han har gjort tidligere. Han har fundet sig selv efter nogle svære år, hvor et stort sort hul truede med at opsluge ham efter skilsmissen fra sangeren Alberte Winding, som han var sammen med i 20 år og gift med i 18 år.

– Vi spændte nok buen lidt for hårdt i forhold til lave musik, få børn, være kærester og spille koncerter, og på et tidspunkt kørte vi af sporet.

Bruddet giver stadig ekko

Sådan lyder den helt korte version af bruddet, som stadig giver ekkoer – senest på Jan Rørdams nye soloalbum, "Stardust In Your Hands", som han kalder "en hyldest til familier – samlede som brudte". Men historien om brudte familier og al den skyld og smerte, der følger med, starter længe før soloalbummet, også før han skrev musik til "Bamse og kylling" og til Søren Sko, Benjamin Koppel og Maria Montell. Den begynder i en japansk fangelejr i Indonesien.

– Min mor er hollænder, og da hun var et halvt år, flyttede hendes forældre til Indonesien, som var en hollandsk koloni, for at få arbejde. Min mor voksede op og havde på mange måder et godt liv, men så kom krigen, og japanerne besatte Indonesien. Scenen skiftede fra det ene øjeblik til det andet. Min mor røg i japansk fangelejr i fire år, fra hun var 18-19 år, først med sin mor, men siden blev de skilt ad. Min mor har kun fortalt mine to søstre og mig lidt om årene i fangelejren, jeg ved nærmest mere fra bøger og film, og det handler jo om, at det har været så smertefuldt for hende, at hun ikke kan fortælle sine nærmeste om det.

Sjovt nok har hun faktisk fortalt Alberte og andre mere om den tid, end mine søstre og jeg nogensinde har fået at vide. Jeg ved, at mange kvinder blev voldtaget i de japanske lejre, men det har min mor aldrig talt om. Måske har hun nævnt det for den psykolog, som hun nu – i en alder af 92 år – endelig er begyndt at tale med.

Traumatiseret mor

Da krigen sluttede i 1945, mødte Jans mor en dansk kaptajn, som hun giftede sig med og sejlede ud af Jakarta med. På den måde kom hun ved et tilfælde til Danmark. Lykken lå dog ikke i Trondhjemsgade, hvor kaptajnen boede med sin mor, og efter at par år blev de to skilt. Jans mor stod alene i Danmark med alle sine uudtalte traumer, men heldigvis fik hun et job i lufthavnen, hvor hun igennem kollegaer mødte Jans far. Han havde også haft et turbulent liv, havde været frihedskæmper under krigen og siddet i Vestre Fængsel og boet syv år i Venezuelas jungle efter en skilsmisse, så det var to mennesker med meget bagage, der skabte et liv sammen i Lyngby og fik tre børn.

– Men jeg kan huske, at jeg faktisk havde det rigtig godt, jeg elskede livet, og jeg kan også se på gamle familiefilm, at jeg smilede fra morgen til aften. Min mor begyndte dog at blive mere og mere indelukket, en begyndende depression tror jeg, da jeg var omkring 7-8 år, og da jeg var 14 år, rejste hun til Holland for at møde gamle klassekammerater fra skoletiden i Indonesien. Dernede mødte hun selvfølgelig hele sin smerte, men hun mødte også Luc Loek, som hun blev forelsket i. Efter et halvt år flyttede hun til Holland – væk fra os – og giftede sig med ham. Og her stod vi, tre børn og min far, og var fuldstændig i chok. At blive valgt fra på den måde har selvfølgelig præget vores liv meget, og det har også i høj grad præget min mors liv. Hun var i forvejen plaget af enorm skyld efter opholdet i fangelejren – skyldfølelse er en helt normal reaktion for mennesker, der har været i fangelejr – og samtidig følte hun jo også enorm skyld over at forlade os.

Familien var rystet, og i den første lange tid havde de ingen kontakt med moren ud over enkelte håndskrevne breve. Jan var "bimlende teenager" og mest interesseret i at komme af sted på sin knallert, drikke nogle øl og være kæreste med nogle piger. Han flyttede hurtigt hjemmefra, fik en musisk studentereksamen og kastede sig derefter for alvor over musikken. Den havde været hans følgesvend, siden han var omkring 7 år og isolerede sig med høretelefonerne og Beatles, når stemningen derhjemme ikke var den bedste. Han fik job som bartender på Sommersko og Dan Turèll og spillede musik ved siden af. Levede det vilde byliv.

– Alle vi bartendere kendte hinanden, og pludselig var der en ny pige bag baren på Victor. Det var Alberte. Hun var lige kommet hjem fra USA, jeg havde aldrig set hende før og tænkte, hov, hvem er hun?

Hvad faldt du for?

– For Alberte! Hun er jo en speciel person, og jeg syntes ikke lige, jeg havde set hendes type før, så jeg var meget nysgerrig. Og så blev vi kærester og siden gift. Hun begyndte at skrive sange til et orkester, jeg havde med Maria Bramsen, og en dag sang hun en af dem ind for mig. Det lød sgu meget godt, tænkte jeg, og så begyndte vi også at lave musik sammen. Indtil da havde hun kun sunget i brusebadet.

Skilsmissen

Det var ikke let at få succes med musikken, så selvom parret fik udgivet et par plader og spillede nogle koncerter, var det ikke nok til at få mad på bordet. Det blev også lidt for meget at være både par og arbejde sammen, og da Alberte blev gravid med datteren Josefine, fandt Jan på at lave et firma, der lavede musik til de reklamefilm, som tv var begyndt at vise. Pludselig var han den, der kunne lave musik til billeder, og han begyndte at tjene penge og opbyggede et studie. Alberte begyndte at lave "Bamse og Kylling", Jan lavede musik til udsendelserne, og sammen fik parret med Aske Bentzon et stort gennembrud med pop-albummet "Lyse nætter" i 1991. På det tidspunkt var også sønnen William kommet til.

– Det var kaos, men også en fantastisk tid. Vi var på turneer med barnevogne, og vi var flade, når vi kom hjem. Efter en periode med fuld fart på alle fronter blev parret skilt i 2001, og det var et chok for Jan.

– Ret hurtigt efter skilsmissen begyndte jeg at se det der store, sorte hul, som jeg kæmpede for ikke at ryge ned i. Jeg fattede ikke, hvor det kom fra, og spørgsmålene trængte sig på. Hvad var livets mening? Hvad var meningen med min egen eksistens? Hvad er det for en ubegribelig smerte og ensomhed, jeg føler? Der lå en kæmpe smerte i, at jeg pludselig oplevede at være så uforstående over for, hvad der skete, og hvorfor jeg handlede, som jeg gjorde. Hvorfor jeg havde så lidt ro på, og hvorfor havde jeg pludselig så meget skyldfølelse over for alle? Især over for mine børn, som nu var skilsmissebørn, men også over for alle andre. Når jeg ser tilbage på det, var det vel en form for depression. I de følgende år havde jeg to forskellige parforhold, som selvfølgelig var svære, fordi jeg var fuldstændigt ude og skide efter skilsmissen. Man kan godt have en tendens til at tænke, at man bare skal have et nyt parforhold, så er alt godt, sådan forholdt det sig ikke lige.

– Jeg endte med at bo på en husbåd på Holmen sammen med min søn. Der var sådan en drift i mig i forhold til, at jeg skulle være så meget alene som muligt, og det betød jo, at jeg blev konfronteret big time med mig selv. Jeg mødte virkelig den værste smerte i mig selv, og det var nogle meget hårde år. Samtidig vil jeg også – i dag – sige, at det var nogle gode år, for hvis jeg ikke havde været dem igennem, havde jeg ikke mødt mig selv på det plan, hvor man virkelig skal lede efter meningen med det hele.

– Da jeg blev skilt fra Alberte, vidste jeg dårligt nok, at der var noget, der hed terapi. Det var ikke en del af min verden, men det blev det så i løbet af de år. Der var ikke nogen vej udenom, jeg var nødt til at gå i terapi og begyndte lige så stille at få større indsigt i mig selv. Det tog dog lang tid, for umiddelbart har vi vel alle en tendens til, at vi gerne vil løbe fra det hele. Hvem fanden har lyst til at stikke hånden ned i den bikube af smertefulde følelser? Jeg vil ikke påstå, at jeg i dag kender mig selv til bunds, men jeg er blevet meget klogere. Og den vigtigste erkendelse er måske, at det er gået op for mig, at det nok er sådan, at jeg skal blive ved med at arbejde med mig sig selv hele livet. Det er sådan, livet er. Én stor opgave.

Skyldmennesket

I de svære år efter skilsmissen – og helt indtil for omkring fem år siden – oplevede Jan, at han på en måde gentog sin mors mønster i forhold til skyld.

– Min mor har sagt undskyld gennem alle årene, men dybest set er der jo ikke nogen, der kan bruge skyld til noget som helst. Hvis min mor havde sagt "jeg er ked af det, der er sket, men jeg har mødt Luc og må leve mit liv med ham", havde det været bedre for os, men sådan fungerer det ikke med skyld. Og det påvirkede mig på den måde, at jeg også blev et meget, meget skyldbetynget menneske i rigtig mange år.

Hvordan gav det sig udtryk?

– I virkeligheden har jeg nok, allerede fra jeg var ret lille, haft en tendens

til at tage skylden for alt, både store og små ting. Det er jo noget værre rod, også for ens omgivelser, for der kommer aldrig en reel udmelding, hvis skylden er inde over. Det bliver sådan: "Hvad synes du om det?" "Det ved jeg ikke, hvad synes du?" Og på den måde kom det, jeg mente, ikke til udtryk. Der kommer meget få rene signaler fra en, hvis man er skyldmenneske. I dag tror jeg godt, at jeg kan sige, at jeg langt hen ad vejen er kommet ud over det, for jeg føler faktisk ikke skyld over alting mere. Nu kan jeg også holde ud, at mine egne børn også blev skilsmissebørn. Det kunne jeg ikke for syv-otte år siden. Dengang følte jeg, at jeg virkelig havde begået en synd over for dem, i dag kan jeg godt holde tanken ud. Ikke hundrede procent, men i store træk kan jeg godt.

Mine børn må gerne komme og slå mig i hovedet, jeg vil rigtigt gerne lægge øre til, hvad de vil fortælle mig, for jeg ved godt, at de også har deres ting at kæmpe med i forhold til, at de er skilsmissebørn. Men basically kan de ikke bruge min skyld og fortrydelse til noget som helst. Det er gået op for mig, at det er vigtigt, at jeg som menneske faktisk har serviceret mig selv og fået mig selv bragt på fode igen. Det er det bedste, jeg kan sende videre til mine børn. De skal ikke bruge energi på at bekymre sig om deres far, for det har børn nemlig i bund og grund hverken tid eller lyst til, men en tendens til at gøre.

– Og ja, nu lyder det, som om jeg er på den grønne gren og bare kører derudad, men jeg har jo gode dage og dårlige dage lige som alle andre. Nogle dage forbander jeg alt langt væk, men langt flere dage har jeg meget bedre styr på mig selv og mere ro på. Jeg føler, at livet er meningsfuldt og kærligt. Jeg kan godt lide at være her.

Rene udmeldinger

En væsentlig grund til, at Jan er blevet glad for livet igen er, at han i 2012 mødte Mette Vibe Utzon.

– Det var til en pigefødselsdag, som jeg crashede sammen med fødselarens mand. Vi havde været til koncert og i byen, og da vi ankom til fødselsdagen, så stod Mette der...

– Jeg synes, Mette er en fantastisk smuk kvinde. Og jeg "kendte" hende jo lidt fra tv og har altid været fascineret af hende. Jeg var nysgerrig, da hun pludselig stod der. Jeg havde egentlig altid tænkt, at Mette var "taget", men det var hun så ikke. Længere.

Du siger, at Mette er "dit livs kærlighed" – hvordan ved du det?

– Det ved jeg på den måde, at hun er min kærlighed nu – og livet er nu. Og jeg håber da også, at det fortsætter, til vi ikke er her mere. Jeg er bedre til at være sammen med et andet menneske i dag, end jeg har været i tidligere forhold, og det, tror jeg også, gælder for Mette. Vi har kendt hinanden i to et halvt år nu, og guderne skal vide, at det da også har været vanskeligt. Man kommer med sin bagage, og man skal holde tungen lige i munden. I starten var jeg jo dødforelsket i Mette, men så bliver det omformuleret, når hverdagen indfinder sig efter et halvt års tid. Og når man flytter sammen, bliver det rigtig hverdag med børn og alle de udfordringer, der ellers er i ens liv. Man skal lære at rumme hinanden.

Mette skal for eksempel rumme min musik, som kan fylde vanvittigt meget, fordi den er så vigtigt for mig. Og det har hun gjort fantastisk. Samtidig oplever vi faktisk oftere og oftere, at vi også kan grine af hinandens særheder. Og det er en kæmpe forløsning, hvor man tænker, hold da kæft, det er jo hyggeligt, det her. Vi er gode sammen. Vi er gode til at gå i tomgang sammen, gå en tur på stranden eller bare snakke om helt lavpraktiske ting. Jeg oplever, at jeg kan glemme musikken, når jeg er sammen med Mette, og det er godt for mig en gang imellem at kunne sætte den lidt til side.

– Jeg synes, at jeg er blevet i stand til at leve kærligheden til fulde, fordi jeg er blevet bedre til at give slip og sige "pyt" til ting. Det kræver, at man ser tingene lidt ovenfra og erkender, at det ikke er alt, der sker, der har noget med en selv at gøre. Og igen handler det om ikke at lade skylden forstyrre. Jeg kan godt foretage mig ting, som jeg ved, at Mette måske ikke synes er specielt fede, men som jeg gør alligevel. Det kan være noget med musikken, eller at jeg tager ud og vinterbader eller spiller ishockey. "Nå, skal du ud og vinterbade – igen?". "Ja, det skal jeg". Før i tiden ville jeg ikke have været i stand til at holde det svar så kort, eller også ville jeg komme ud i vinterbadeklubben og have dårlig samvittighed, og så har man jo ikke vundet noget. Når jeg kommer med en ren udmelding og står ved det, jeg gerne vil, er det nemmere for omgivelserne at tænke, nå ja, det skal han, og så bliver alt meget nemmere. Og det gælder selvfølgelig også den anden vej.

LÆS OGSÅ: Michelle Hviid om at blive ramt af hjernetumor

LÆS OGSÅ: Bille August om sin fars død: Det var en lettelse

LÆS OGSÅ: Lana Del Rey - De seneste år har været meget turbulente