Janus Nabil Bakrawi: "Det sker indimellem, at jeg går tilbage til min gamle adfærd"

Hvad er dit bedste barndomsminde?

- Som barn af en polsk mor, sejlede vi ofte til familien i Warszawa. Når færgen fra Østerbro krydsede Østersøen for at slå havn i Świnoujście, var det et eventyr. En rejse langt væk fra den ellers normale hverdag i Nærum. De små kahytter, casinoen, fulde mennesker, polakker og russere. Jeg var fem år gammel og talte flydende polsk. Toget videre til hovedstaden, en rute på 806 km, var eventyrlig. Det var som at være med på Orientekspressen af Agatha Christie, men jeg var Hercule Poirot. Russiske soldater inspicerede vognene og så truende ud i deres uniformer og med deres maskinpistoler. Jeg husker lyden af stål mod stål fra jernbanen, og hvordan sneklædte skove passerede mine duggede vinduer. Der lugtede af polsk suppe, pølser og vodka. Måske var det mere Dostojevskijs univers.

Hvad kan gøre dig ked af det?

- Det sker indimellem, at jeg går tilbage til min gamle adfærd. Det er ofte i pressede situationer, at jeg mister overblikket, rationalet og reagerer impulsivt. Når det sker, kan jeg komme til at såre mine nærmeste og mig selv til stor fortrydelse kort tid efter. Det gør mig ret ked af det – især hvis mine unger er involveret.

Hvordan skal man være for at være din ven?

- Du skal være ærlig, kærlig, sårbar, afslappet og loyal. Du skal give uden at bede! Sådan vil jeg også helst se mig selv. Men jeg skal da heller ikke lægge skjul på, at de af mine venner, som er gode i et køkken, ser mig lidt mere end

andre, haha.

Hvornår er du lykkeligst?

- Det er jeg, når jeg er sammen med mine børn, og når jeg skriver på noget nyt. Jeg er skilsmissefar, så jeg savner alle mine unger, når de er væk fra mig. Men for tiden skriver jeg på et manuskript, og det elsker jeg. Jeg kommer i kontakt med mit inderste. At lave et stykke arbejde, jeg selv skaber, gør mig rolig og begejstret. Og så er jeg langt om længe ved at forstå, at jo mindre jeg skal i min hverdag, desto mere fri føler jeg mig. Færre opgaver, færre problemer, som forstyrrer freden.

Hvordan håndterer du bedst vrede?

- Jeg forsøger at grine af mig selv og situationen. Især når jeg bliver opmærksom på mit indre vredesbillede, som minder om noget fra en gyser-/actionfilm. Jeg øver mig generelt i at bruge humor til at håndtere det, der er svært. Jeg har en tendens til at blive lidt for alvorlig, men det griner jeg også bare af.

Hvilken dag glemmer du aldrig?

- Jeg glemmer aldrig to store, men forskellige dage. Den første var den dag, Amani, min førstefødte, blev født. Hun vejede 4.950 kg og lignede et barn, som allerede havde set verden i en måneds tid. Den anden dag skete det modsatte. Mine tvillinger blev født otte uger for tidligt og vejede kun 1 kg. Der fik jeg altså noget af et chok. Der er ikke meget kød på sådan et par fugleunger, men de har det godt nu.

Hvis du skulle give et råd til dit yngre jeg, hvad skulle det så være?

- Tag det roligt! Det skal nok gå alt sammen. Gør alt, hvad du kan for at elske dig selv!

Hvad vil du gerne nå, inden du dør?

- Jeg vil gerne nå at lære at spille på min syriske Oud og være med i et lille, arabisk band. Den har en lækker melankolsk lyd, som man kender fra Tyrkiet og Grækenland.