”Jeg var nødt til somme tider at lade telefonen ringe, når jeg kunne se, at det var min far”

Mine forældre blev skilt, da jeg var 2 år, og jeg voksede op alene med min mor. Jeg så min far hver anden weekend, da jeg var barn, men han var ikke så bevidst om sit ansvar som far. Han syntes, at det lige så godt kunne være mig, der ringede til ham. Det betød, at der var længere perioder, hvor vi ikke havde så meget kontakt. Da jeg var i starten af 20'erne, skældte jeg ham ud for ikke at have været der nok for mig. Det var hårdt, men det var jo godt bagefter, for så var det sagt. Det kom meget bag på min far.

LÆS OGSÅ: “Det føles som en omvendt navlestreng,som er blevet koblet på igen”

– I maj 2012 faldt min far om med en blodprop. Han blev indlagt, og der var en akut fase, hvor han slet ikke kunne noget. I august blev han overflyttet til et genoptræningssted og senere til en ældrebolig. Han led af afasi, kunne ikke finde de rigtige ord, og han havde problemer med gå, og jeg fik en ny rolle i forhold til ham. Rollen, som en slags sagsbehandler. Det var mig, der ringede til talepædagogen, kommunen, boligselskabet, hospitalet og så videre. Og jeg var hos ham cirka hver tredje dag i et par timer for at hjælpe ham med alle de praktiske ting. Det fyldte utroligt meget mentalt for mig. Der var sociale begiven-heder i mit eget familie- og venneliv, jeg ikke kunne overskue at deltage i, jeg måtte prioritere min tid og energi.

– Jeg overvejede, om min far skulle komme hjem til os og bo, men jeg forkastede det med det samme. Det havde jeg ikke overskud til. Samtidig så jeg, at Lotte Heise lod sin mor flytte hjem til sig efter en blodprop i hjernen, og at hun udtalte, at hun aldrig kunne forestille sig at anbringe sin mor hos fremmede. Nå, tænkte jeg, men det kunne jeg så åbenbart godt. Jeg fik dårlig samvittighed, men jeg var samtidig klar over, at det var den rigtige beslutning for mig. Det var et evigt dilemma, hvor langt jeg skulle gå for at hjælpe.

– Jeg har to halvbrødre på min fars side, og de hjalp også meget, ligesom min fars søster gjorde. Vi var for det meste enige om tingene, og det var en form for gave at finde ud af, at vi kunne løfte opgaven sammen. Min mand var meget forstående i hele forløbet og tog fra i forhold til vores små børn. Alligevel havde jeg hele tiden dårlig samvittighed. Følelsen af at være strakt ud mellem to omsorgsopgaver var meget present hele tiden. Der var sjældent opgaver for min far, der ikke kunne vente til dagen efter, så jeg skulle selv tilrettelægge, hvornår jeg tog ind til ham. Men det holdt jo aldrig op. Der var altid noget, der skulle gøres set fra hans side, men der var simpelthen ting, jeg aldrig fik gjort, fordi jeg ikke orkede det. For eksempel skulle jeg skaffe ham et redskab, han kunne træne sine ben på, og jeg skulle ringe til en hørelæge. Ting, der ikke var akutte nok, og som jeg derfor bare aldrig fik gjort. Jeg var også nødt til somme tider at lade telefonen ringe, når jeg kunne se, at det var min far. Det var en måde selv at tage kontrol. Så ringede jeg tilbage senere eller næste dag. Det var nødvendigt for at passe på mig selv, men samtidig havde jeg vildt dårlig samvittighed over det. Min far kunne godt bliver vred over, at han ikke fik hjælp nok. Han havde svært ved at forstå vores begrænsninger, men vi havde jo også et liv ved siden af.

– Jeg syntes, det var en stor omvæltning pludselig at blive kategoriseret som "pårørende". Som "datteren". Man hører sig selv sige: "Ja, jeg ringer på vegne af..." Jeg blev stedfortræder for min far, og det var en rolle, der lagde op til, at jeg var meget selvopofrende. Det var sgu en fuldstændig uvant rolle, som jeg lige blev smidt ind i. Samtidig var det også en offerrolle. Jeg oplevede en form for goodwill fra "systemet". Aj, hvor er det flot, at I sidder tre voksne mennesker her for at tale om jeres far. I den rolle skal man være ydmyg, men også samtidig gøre det helt tydeligt, hvad man gerne vil opnå på sin fars vegne.

– Jeg arbejdede som freelanceoversætter, da min far blev ramt af blodproppen, og jeg kunne hurtigt se, at jeg ikke fik oversat noget som helst. Jobbet var så fleksibelt, at jeg hele tiden lige kunne tage hen og ordne noget for min far, og det gav mig en stressreaktion. Jeg stoppede med at oversætte og tog i stedet nogle vikartjanser i en børnehave og vuggestue, hvor jeg fik penge for de timer, jeg var der. Jeg havde brug for den struktur og det frirum, det faktisk gav, at jeg skulle være til stede.

– Undervejs i min fars sygeforløb oplevede jeg at blive enormt vred på ham over at blive så presset. Og så var der ikke langt til tanken: Hvad er det egentlig for et regnestykke, vi har gang i? Jeg hørte på et tidspunkt forfatter Hanne Reintoft sige, at hun havde passet sin mor i den sidste tid, og at det havde været vildt dejligt at give det tilbage, hun selv havde fået. Det var simpelthen så smukt. Men hvad nu, hvis man faktisk synes, at ens far ikke var der nok for en, da man var barn? Hvor stiller det så en i den anden ende? Jeg tror sagtens, man kan komme i en situation, hvor man ikke kan give, fordi man ikke synes, at man har fået. Sådan oplevede jeg det heldigvis ikke, men det var, fordi jeg havde taget det opgør med min far, da jeg var i 20'erne. Det, tror jeg, var afgørende for mig og min evne til at give, da han havde brug for hjælp. Jeg oplevede også det ret paradoksale, at når man giver, så heler man også noget af det, man ikke selv fik.

– Min far døde i december 2014. Han ønskede at dø. Da det skete, følte jeg en lettelse over, at han fik en god død uden smerter, og at vi var der, da det skete. Jeg følte en lettelse over, at han fik lov til at få fred og over at slippe af med mine egne bekymringer og min egen stress. I dag har jeg igen en fornemmelse af overskud i min hverdag.

LÆS OGSÅ: Den højere mening med mit liv er ikke at arbejde

LÆS OGSÅ: Kvinders markedsværdi falder ikke efter de 40 – det er en medieskabt floskel

LÆS OGSÅ: Parret ønskede sig brændende et barn. En dag var de begge gravide