"Jeg vil have sex med dig"

Der er masser af gode flirte-tips, og "Flirty's Law" lyder som bekendt: Hvis man flirter meget, så vil nogen på et tidspunkt flirte tilbage.

Men hvorfor er nogle mænd så ubehjælpelige til det?

KLUMME: Man kender dem jo godt. Alle disse dejlige mænd, der i interviews og til middagsselskaber efterlyser stærke kvinder, der ved hvad de vil, er ærlige overfor deres behov og som tør nedlægge manden. Og man kender det jo godt, eller jeg gør, disse dejlige mænd, der kryber i et musehul, når man så forsøger på det. Så blev det lidt for meget eller lidt for spændende.

Men de mænd skal dette nu ikke handle om, allerførst. Næ, det skal handle om de mænd, der ved hvad de vil, er ærlige om deres behov og som tør nedlægge kvinder. Eller bare gør forsøget. Og fejler miserabelt.

I mænd, der i smug (eller åbent, hurra for jer!) læser dette, kunne sikkert aldrig finde på at være så tumpede, og I singlekvinder, der har oplevet noget lignende, giv jer selv en high-five for stadig at tro på, at der er nogen derude, der kan flirte.

'Jeg vil have sex med dig'

For noget tid siden tikkede denne sætning ind på telefonen. Midt i en høflig, ikke-inviterende samtale om karriere og børn. Afsenderen var en hed flirt fra et godt stykke tid siden, der havde vist sig at være skruphysterisk, da jeg efter lang tids flirten uden rent faktisk at have mødt manden eller bare drukket kaffe, sluttede dét, der dybest set var 'sexting' og ikke kom videre.

Dengang reagerede han uden proportioner, hvilket i den grad udtørrede enhver lyst, jeg kunne have næret til ham. Som om sex var noget, han på en eller anden måde var blevet lovet, og som jeg havde taget fra ham igen. Men vi har 117 Facebook-venner tilfælles, så naturligvis ville vi 'rende ind i hinanden' igen.

Så han skrev til mig om vind og vejr, jeg svarede kort uden at være vrissen. Og så kom den der sætning midt i fredag aften.

Suk

Jeg svarede ikke. Ikke før dagen efter ud på formiddagen. Jeg gik lidt og tænkte på, hvad jeg skulle svare. Skulle jeg opfinde en kæreste, jeg ikke har? Skulle jeg fortælle ham, at jeg netop havde fået viklet mig ud af noget, som var dejligt, men destruktivt, og at jeg havde mere behov for ømhed end sex med en fremmed?

Eller sandheden, som var alt det ovenstående, men med det twist, at vedkommende altså havde overnattet.

'Desværre.'

Det var så det svar, jeg endte på. Jeg er feministisk anlagt, og mænd skal ikke have en begrundelse for hvorfor man ikke gider. Lige her tror jeg ikke, det ville synke ind, hvorfor taktikken ikke virker.

Havde han angrebet mere elegant, så havde jeg overvejet det (men ikke gjort det, jeg er kureret for min fascination af hysteriske mænd). Havde han, og alle de andre mænd, som opfører sig lige så tumpet - dem, som man kan finde på sider som Tinder-tragedier eller opleve live, hvis man er i det der datinghelvede (hvilket jeg ikke er, jeg magter det ikke), taget en anden vinkel.

Havde han skrevet: 'Jeg beklager virkelig, at jeg var en hystade, du er stadig spændende, jeg har meget lyst til dig og til at lære dig rigtigt at kende. Vil du, uden forventning om mere, møde mig til kaffe?'.

Men nej, det skib var sejlet og sunket. Ikke spektakulært som Titanic, men som en jolle, der var lidt for optimistisk.

'Ærgerligt.' Det var gudskelov den eneste respons fra den håbefulde. Ikke noget med at plage efter en begrundelse, brok eller noget. Manglede også bare.

Nørrevoldgade, mon amour

Altså. Jeg må jo beundre villigheden hos visse mænd til at stikke næsen og pikken frem, og sige' her er jeg, hvad siger du til det?'. De tager så mange rap over nallerne , og når man tænker på, at noget af det værste for mange mænd er at blive til grin, så er det nærmest beundringsværdigt.

Hvis altså, man har inviteret til det. Så er der ikke noget mere sexet end en risikovillig mand.

Hvis altså, det ikke var fordi at den risikovillighed ofte er omvendt proportional med evnen til rent faktisk at gøre kvinder interesserede. Og der tror jeg, med den empiri jeg har med mig, at det også handler om at være reelt interesseret i den kvinde, man forsøger at nedlægge og incitere.

Tro mig, det virker, d'herrer. Og det virker også den anden vej. Og så er vi tilbage til den første slags mænd, dem som man gerne vil fyre op under, dem som gerne må fange en hentydning og kan finde ud af at servere den tilbage.

De findes. Og jeg har tænkt mig at blive ved med at flirte benhårdt og venligt (og lade være, hvis det ikke er velkomment, jeg er en gentlewoman!).

Den anden dag var jeg så glad for at blive bedt om at skrive denne klumme, at jeg smilede til hele verden. Jeg stod ved lyskrydset på Nørreport ved siden af en høj, mørk og meget smuk mand. Han stod i egne tanker og gabte, og det kom jeg jo også til, fordi jeg stod og kiggede på ham.

"Du smitter," sagde jeg med et stort smil, og tilføjede: "Det er jo så min egen skyld, jeg kan jo bare lade være med at kigge på dig."

Og mere skete der ikke. Han smilede stort, og hvilket dejligt smil, og vi ønskede hinanden en god aften, jeg tror vi begge var blevet løftet lidt af stemningen. Og så gik vi hvert til sit. Senere så jeg ham gå ind i Magasin, jeg overvejede kort at følge efter ham, se hvad det måske blev til. Og jeg lod være.

Han har nok en kæreste, og uanset hvad, så var det bare en fint lille øjeblik, og dem samler vi alle på. Så flirt, for guds skyld. Men vent på en åbning, fornem om det er velkomment. Anstreng dig lidt, vis at du ved, at den anden har fortjent det.

Det var bare det.

LÆS OGSÅ: "Som single forstår jeg SÅ godt, at mange er utro"

LÆS OGSÅ: Anne Glad om at være single igen: Jeg har det godt med at være alene

LÆS OGSÅ: "Man skal helst ikke have nogen følelser, hvis man er single"