”Jeg vil motivere andre børn og unge til at tage kampen op”
Nanna Summer Hansen oplevede som barn alvorligt omsorgssvigt og børnemishandling i den familie, hun og hendes søstre var i pleje hos. Nu har hun vundet Women Shape the World-konkurrencen for sit arbejde for udsatte børn og unge.
Nanna Summer Hansens historie er en af dem, som kan give de fleste af os en klump i halsen og et ubehageligt sug i maven. Da hun og hendes søstre blev anbragt i plejefamilie, efter at deres far havde slået deres mor ihjel, oplevede de ting, ingen børn burde opleve – og det, selvom kommunen flere gange var blevet underrettet om, at noget var galt. I januar i år fortalte de deres historie om vold, mord, omfattende omsorgsvigt og seksuelt misbrug i TV2-dokumentaren "Anbragt i Helvede", som øjeblikkeligt satte en heftig debat i gang om kommunernes håndtering af børnesager.
I dag er 25-årige Nanna Summer Hansen ambassadør for Børns Vilkår og bruger sin offentlige stemme til at tale direkte til omsorgssvigtede børn i Danmark. Og for det arbejde har hun nu vundet Eccos Women Shape the World-konkurrence i kategorien "Frihed". Hun er iværksætter og drømmer om at oprette en fond, der hjælper anbragte og udsatte børn i Danmark med uddannelse, bolig og hjælp til selvhjælp.
LÆS OGSÅ: Puk Damsgaard: "Jeg tænker meget over at leve i nuet"
Tillykke med hæderen! Hvad betyder den for dig?
– Det er en kæmpe anerkendelse. Jeg må ærligt indrømme, at jeg hoppede og sprang rundt, da jeg fik den, for jeg var virkelig overrasket. Én ting er jo, at man håber, at man gør en forskel og er med til at hjælpe andre, men at få sådan en pris er virkelig med til at sætte det i et større perspektiv og bekræfter, at der også er andre, der synes, at det, man gør, er godt.
Du har vundet i kategorien "Frihed". Hvorfor tror du, at netop den kategori gik til dig?
– Det, tror jeg, er fordi, at jeg er en mønsterbryder, som har måttet kæmpe for sin egen frihed, og fordi jeg i dag er med til at kæmpe for andre børn og unges frihed. Det er jo det, som jeg brænder så meget for. At vise børn og unge, der lever med svigt og under svære vilkår, at de også kan komme dertil, hvor de kan kalde sig frie, og at det er en kamp, som er værd at kæmpe, selvom den kan virke fuldkommen uoverskuelig.
Hvor finder du drivkraften til den store åbenhed omkring din egen historie, du har vist det seneste år?
– Det var en stor beslutning at gå frem. Jeg vil gerne fortælle min historie, men du kommer aldrig til at forstå den. At se sig selv i spejlet og være bevidst om, at de her ting er sket, og så gå ud og fortælle det til resten af verden – det var rigtig svært, for det er jo en enorm bagage at slæbe rundt på, som jeg ikke tror, at jeg nogensinde lærer at acceptere, men desværre er en en del af min livshistorie. Grunden til at det alligevel gav mening at gå frem var nok egentlig tanken om, at det kunne forhindre andre i at opleve det samme. Hvis jeg kan hjælpe bare et par børn eller unge, også selvom ofrene er mange hundrede, så gør det en forskel for mig.
Du er ambassadør for Børns Vilkår. Er der noget særligt, du fokuserer på i den forbindelse?
– I forhold til børn og Børns Vilkår tror jeg, at jeg kan være med til at motivere børn til overhovedet at gå frem. Jeg ved, at der ligger 20-25 sager, som er blevet åbnet, efter at jeg gik frem og blev ambassadør for Børns Vilkår. Og der er jo rigtig mange derude, som stadig lever med svigt, fordi der er et system, der glemmer dem eller ikke ser dem. Så det, at de kan finde motivationen til selv at stå frem alligevel, er afgørende. Jeg vil motivere dem til at tage kampen op.
Hvad er dine drømme for fremtiden?
– Lige nu er jeg i gang med at lancere en app til lufthavne (et indtil videre hemmeligt projekt, red.), som, jeg håber, bliver en stor succes. Og så vil jeg gerne lave en fond til min handikappede storesøster, for at hun kan få den hjælp, hun har brug for. Og hvis det nu kommer til at gå mig rigtig godt, er min største drøm på længere sigt at komme til udlandet og være iværksætter og arbejde med fundraising. Jeg kunne godt tænke mig at være med til at bygge børnehjem rundt omkring i verden. Så jeg vil helt klart stadig have fokus på børn og på at være med til at motivere andre. Det giver mig rigtig meget.
LÆS OGSÅ: Fremtidens kvindeliv: Vi bliver mindre ensomme og bedre til at blive skilt
LÆS OGSÅ: "Vi er for berøringsangste, når det handler om død og sorg"
LÆS OGSÅ: Hella Joof: "Man bliver ikke lykkelig af at lede efter fejl hos sin mand"