Jenny tog mand i nakkeskindet, da han krænkede ung kvinde på toget
En mand kaldte en ung kvinde ’skatter’ og gned sig op ad hende i toget. Jenny Ørskov overværede seancen og tog affære.
Jenny Ørskov steg for nylig ud af toget på stationen i Skjern i Vestjylland. Med rystende hænder og hjertebanken gik hun direkte hjem og loggede på Facebook.
Med en statusopdatering fik hun afløb for, hvad hun netop havde oplevet:
"For ind i h...... Jeg er så knald-hamrende arrig. Sidder i toget på vej hjem. Overfor mig sidder en ung smuk pige på ca 20 somre. Vi passer begge vores. Ind kommer en yngre (dansk) mand. Han scanner hurtigt toget, ser pigen og kaster sig ned højlydt med et "Hej skatter" på det tomme sæde ved siden af hende. Hun lader som ingenting, mens hun ser flovt på mig et sekund. Og så begynder fyren ellers!!! Kommer med diverse unævnelige til (for) nærmelser til pigen. Ingen beder fyren holde kæft eller beder ham smutte ad Hækkenfeldt til. Så skal pigen af toget samme sted som mig. Fyren følger efter og stiller sig helt op af pigen og begynder at gnide hans underliv mod hendes bag, mens han står og kommer med de klammeste tilbud. Så får jeg simpelthen nok, pigen kunne ligeså godt ha været min datter, og sådan så jeg hende i det øjeblik! Og INGEN og jeg mener INGEN ville slippe godt fra at forulempe mit barn på denne måde, så jeg griber resolut fat i knægtens nakkeskin, så han tumler ned på ryggen midt mellem tasker og ben der venter på at komme ud. Og så sætter jeg ellers min fod ned mod hans ædle dele og spørger ham (venligt) om han godt kunne tænke sig at få dem helskindet med hjem. Sjovt nok så var han lige pludselig ikke så ord-rig, han kunne faktisk kun nikke. Udenfor på perronen står pigen og venter på mig. Hun giver mig et kram, siger tak og går hendes egne veje. Hvad der skete med fyren aner jeg ikke, han ligger vel stadig på gulvet i toget og skammer sig (håber jeg). Hvad pokker sker der lige i vores samfund hvor unge mænd tror, at i forhold til kvinder, så er det bare et stort ta-selv-bord. Og hvorfor er det lige at ingen reagerer når de ser den slags?"
LÆS MERE: Derfor skriver han ikke tilbage til dig
Et blandt mange eksempler
Jenny Ørskov og den unge kvinde er blot et enkelt eksempel på en episode, hvor en mand forgriber sig. Lignende historier findes der mange flere af, blandt andet opfodrer folkene bag www.danmark.everydaysexism.com til, at piger deler deres oplevelser på hjemmesiden.
Her kan man læse, at det er sjældent, at folk, der overværer episoderne, kommer kvinderne til hjælp, som Jenny Ørskov gjorde det i toget.
Men flere og flere af historier bliver bragt i medierne, og for nylig fik de også transportminister Magnus Heunicke til at ytre sig i en statusopdatering på Facebook:
"Det var dog ufattelig klamt og grænseoverskridende afstumpet: Der findes en temmelig stor gruppe mænd, der åbenbart ikke kan tage bussen, S-toget eller metroen uden at begynde at befamle de kvindelige medpassagerer, prøve at spærre udgangen mens de kommer med såkaldt "frække tilbud" i form af trusler om voldtægt eller slet og ret lyner deres bukser ned og tager deres tissemand frem midt i toget eller bussen.
Man tror det er løgn.
Jeg har fået tilsendt en lang række historier om kvinders oplevelser med sexisme i busser, tog, S-tog og metro, som Everyday Sexism Project Danmark har indsamlet gennem et halvt år. Og det er vilde og fuldkommen forrykte oplevelser, de kan beskrive.
Jeg er ærlig talt overrasket og også vred over, at nogen tror de kan opføre sig sådan. Men det stopper ikke her. Mange af de konkrete episoder, kvinderne har skrevet om, handler desuden om, hvordan mænd efter befamlingerne og truslerne demonstrativt har fulgt efter dem ud af bussen og flere gader gennem byen.
Jeg fik det råd, at jeg skulle sige, at det var flot og modigt, at kvinderne sagde ja til at skrive om deres oplevelser.
Men hvad er det for en tilgang? Hvis det er "flot og modigt" af kvinderne, siger man jo også, at de jo nok selv er lidt skyld i det, og at de i hvert fald burde føle sig lidt skamfulde over oplevelsen.
Intet kunne være mere forkert. Det er de ulækre mænd, der bærer 100 pct af skylden for deres totalt uacceptable og grænseoverskridende opførsel. Ikke kvinderne. Det her skal ingen acceptere.
En ting har slået mig: Mange af kvinderne skriver om, hvordan der ofte var mange medpassagerer - og flere af dem har ikke kunnet undgå at se, hvad der foregik og høre, hvad der blev sagt. Alligevel er det de færreste, der åbenbart reagerer. Samtidig fortæller kvinderne, at de pludselig følte sig utrolig alene og udsatte midt i myldretiden.
Her er en opgave for os alle sammen: Lad os sige fra over for sexisme i det offentlige rum. De typer skal lukkes ned, og det kræver, at vi alle sammen er parate til at sige fra og hjælpe til, næste gang en idiot går i gang med de her afstumpede krænkelser."