"Jeg brugte rødvin til at få de åndelige fimrehår til at lægge sig"

Kære Michael,

Jeg sidder i toget på vej hjem til København fra 19-vagt. Jeg har det meget dårligt. Jeg står af nu. Kan ikke mere. Jeg vil gerne have, at du piller mig af vagterne på Nyhederne. Vi må snakke sammen om fremtiden, for jeg kan pludselig mærke, at jeg ikke orker mere. Mit humør er i bund, og jeg har ikke nerver til at fortsætte.

Jeg kan ikke bære kravene, folk, der råber foran min desk og det pres, der er, som jeg troede, jeg var ekspert i at leve med. Jeg vil gerne forsøge at finde gnisten og glæden igen, men det er ikke sikkert, jeg kan. Derfor vil jeg bede dig give mig fri en tid. Og lad os snakke sammen, så snart du kan. Det er ikke godt, det her. Jeg ringer i morgen.

Dorph (er ked af det)

Jes Dorph-Petersen taster ordene ind på sin iPad, finder sin chef, Michael Dyrby, i modtagerfeltet og trykker e-mailen af sted, mens han tømmer den lille flaske merlot, han har købt af togstewardessen. Det her skulle bare være en af de sædvanlige ture på vej hjem fra aftenvagt i Odense en tilfældig sommeraften i 2011, men pludselig ud af det tusmørkeblå, idet toget krydser lavbroen mellem Nyborg og Korsør, bliver han overmandet af angsten. En voldsom tristhed skyller ind over ham og føles mest af alt, som om en kontakt indeni bliver trykket i bund.

Togturen bliver starten på hans livs største nedtur, men også det største sceneskift i hans tilværelse – både professionelt og privat. I bogen "Dorph – Historier fra den anden side" fortæller han ærligt og åbent om sit liv og de bump, der har været på vejen til det seneste kapitel i hans livshistorie, som handler om en fornyet glæde ved livet, en dybere indsigt i sig selv som menneske og en helt ny tilværelse som Champions League-vært på TV3 og fra på lørdag ægtemand til sin nye kærlighed, som han siger ja til i Trinitatis Kirke ved Rundetårn. Og så handler bogen om arven fra faren, ALT for damernes chefredaktør 1958-77 Kaj Dorph-Petersen: hans journalistiske tæft, folketække og evne til at møde tilværelsen med ukrukket munterhed, men også hans til tider problematiske forhold til alkohol.

– Jeg er ikke flov over de ting, jeg har været igennem, og som jeg slipper ud i bogen. Nu har jeg det jo godt igen. Men den giver jo et helt andet billede, end hvad folk tror, jeg er. Uden at det på nogen måde har været min plan, er det jo lykkedes mig igennem de seneste 24-25 år at fremstå glad og sorgløs – som en, der bare dalrede af sted på overfladen. Set i det lys synes jeg sgu også, det er okay at fortælle, at det også har haft nogle omkostninger, og at der har været tider, hvor jeg ikke kunne lide det og har været ked af det.

– Det sammenbrud, jeg fik under den togtur, var jo i virkeligheden min underbevidsthed, der fortalte mig noget, jeg ikke selv havde været klog nok til at finde ud af. Jeg havde holdt det nede, fordi jeg også havde det sjovt – det var min motor. Jeg havde bare ikke opdaget, at jeg ikke syntes, det var sjovt mere.

Nyt job – og ny kvinde

Efter togturen får han rejst sig nogenlunde op igen og fortsætter på trods af sine første udmeldinger om det modsatte sit job på TV2 i rollen som hele Danmarks tv-darling. Men uden helt at have hjertet med. Faktisk oplever han en snigende kedsomhed i det job, han ellers har elsket så højt, og hvor han egentlig havde troet, han skulle være, indtil han faldt død om, som han siger. Som Steen Bostrup. Så da TV3 ringer med tilbud om job som Peter Schmeichels efterfølger på Champions League-udsendelserne, beslutter han hurtigt at forlade sin comfortzone gennem de seneste 24 år og takke ja til de nye udfordringer.

Men Jes Dorph-Petersens liv slår en dobbeltkolbøtte hen over jul og nytår 2011. Oven i jobskiftet beslutter han og hans daværende kone, Lene Lindholm Mortensen, efter 25 års samliv at flytte fra hinanden. Jes får en lejlighed tæt på Lene og deres fælles søn, Jens Emil, som på det tidspunkt er 12 år. For første gang er hans privatliv pludselig interessant for pressen, som ligger på lur med paparazzilinser. Allerede en måned efter Jes og Lenes brud har de opsnappet, at en ny kvinde har indfundet sig i den populære studieværts liv. Nemlig den på det tidspunkt 42-årige Louise Lehrmann, chefredaktør på magasinerne Boligmagasinet og BoligPlus og boligekspert på Go' Morgen Danmark. De ringer til både hende og til ekskonen og sågar til Jes' søn, Jens Emil.

– Det var uhørt. De må sgu gerne ringe til mig, også om natten, for så kan jeg bare smide røret på og sige "røvhul". Men de valgte at ringe til ubeskyttede mennesker, som ikke har skyld i, at det her skete. Det var jo mig, der gjorde det hele.

Angsten tager over

Alligevel bør alt – på trods – være lys og lykke. Nyt drømmejob og sågar en forelskelse, der kan sparke sommerfuglene godt rundt i maven. Det er bare ikke den følelse, der kribler rundt i kroppen på Jes Dorph-Petersen, da han starter i sit nye job.

– Pludselig begyndte loftet at sænke sig. Jeg kunne ikke forstå, hvad det var. Men det kunne samtlige psykiatere og psykologer, jeg kom i kontakt med. Det var fuldstændig forventeligt, sagde de: "Du bliver også forkølet, hvis du går nøgen rundt i kulden". Jeg havde simpelthen rodet så meget rundt i mig selv, at "det skal du blive ked af".

Angsten kryber for alvor ind på ham. En blanding af, at privatlivet skal falde sammen igen, at han mister Louise, og at han ikke kan slå til på sit nye arbejde. Den nye lejlighed, som føltes lys og hyggelig, da han flyttede ind i den, er pludselig mørk og slet ikke rar at være i.

– Jeg begyndte at blive bange for det hele. Hvad fanden var det egentlig, jeg havde rodet mig ud i?

– Jeg kunne godt mærke på mig selv, og også på omgivelsernes reaktioner, at jeg drak for meget og havde gjort det længe. Oftere og oftere fandt jeg mig selv alene med en flaske rødvin, og alt for tit var jeg påvirket i mit eget selskab. Jeg brugte rødvin til at få de åndelige fimrehår til at lægge sig. Det blev en nervepille for mig. Jeg havde brug for vin for at kunne slappe af om aftenen.

Det ene glas tager det andet

Hen over sommeren 2012 kæmper han med angsten, og de fimrehårsdæmpende dråber tager til. Ved flere fester bliver han simpelthen "for fuld og for irriterende". Han får også blackouts og desuden behov for drikke dagen efter et stort indtag aftenen før. Det absolutte lavpunkt nås en weekend, hvor hans nye kæreste, Louise, er ude at rejse. Jes sidder tilbage i sin lejlighed. Alene med sit tv, sin vin og sine færdigretter.

– Jeg gad ingenting og gik ikke uden for en dør, ud over når jeg skulle ud med affald. Den weekend faldt jeg i hullet. På en måde, der var voldsommere og uhyggeligere end noget, jeg tidligere havde prøvet. Det ene glas tog det andet, og jeg forsvandt fra omverdenen. Jeg havde det mere og mere sådan, at sprutten var en tikkende bombe under mit liv.

– Efter den weekend blev jeg simpelthen bange for mit eget forbrug. "Det her går ikke", tænkte jeg. Jeg blev også flov. Det er spild af tid, og det er dumt. Jeg kunne heller ikke passe min søn. Normalt har jeg ham halvdelen af tiden, men i en kort periode aftalte jeg med min ekskone, Lene, at jeg meldte mig ud, indtil jeg var på fode igen og kunne fokusere og koncentrere mig. Vi har det normalt skideskægt sammen, Jens Emil og jeg. Men i den periode, når jeg var sammen med ham, sad jeg bare og tænkte på, at jeg var bange. Man bliver meget egoistisk og huleboeragtig, når man har det sådan. Man vil hele tiden væk fra det sted, hvor man er. Jeg har fortalt ham alt – at jeg var nødt til at tage den pause, og jeg kan mærke i dag, at han er glad for, at jeg er tilbage.

Louise, hvis afdøde far var alkoholiker, beder ham stoppe. Så det sidste glas indtages 6. september 2012. Siden har han ikke rørt en dråbe.

– Til daglig tænker jeg ikke på det mere. Det overrasker mig egentlig. Heller ikke når jeg kommer travl hjem. Der tænkte jeg lige i starten, at det kunne være rart med et glas rødvin. Det tænker jeg ikke mere. Jeg kan godt blive irriteret til fester, fordi jeg ikke lige kan få et glas. Det smager jo godt, og det er hyggeligt og beroligende.

Fra den anden side kan han i dag se, hvor stor magt alkohol kan have over en. Han har dyb respekt for de forføreriske dråber, som i den grad har været en integreret del af det at være sammen med andre mennesker, være social, og – som han siger – for så vidt også det at gå på arbejde og være sammen med sine kolleger.

Depressiv mor

Nedturen har rodet godt rundt i de indre gryder. Blandt andet har han kigget tilbage på sin barndom, som var præget af to helt modsatrettede sindsstemninger. En tung periode alene med moren, som er blevet forladt. Og en længsel efter den farverige glansbilledefar, der kan redde ham ud af den til tider temmelig klaustrofobiske sorg over skilsmissen, som fylder lejligheden i Hellerup. Allerede et par år efter forældrenes brud flytter storebroren Nils nemlig hjem til faren, som lever det smarte liv med sin nye kæreste, Hanne Sommer – en smuk og meget populær speakerpige fra Danmarks Radio, som han i øvrigt møder, da hun skal interviewes til ALT for damerne.

I bogen skriver han:

"Jeg husker mange dage, der flød sammen, da min mor og jeg opholdt os i lejligheden, men alligevel begge to var helt alene. Der var helt stille, altid, de eneste lyde var mine sokker på trægulvet, når jeg tussede rundt fra rum til rum. Vi talte ikke sammen, hun og jeg, reagerede ikke på hinandens tilstedeværelse og havde ingen social kontakt. Vi var der bare. På samme tid.

Vi havde en stor hjørnestue med en enorm stol, en rigtig gammeldags klods af en lænestol med et beskyttelsesbetræk med svulmende blomster på. Foran stolen, på gulvet, lå et stort, ægte tæppe i mørkerøde nuancer. Neden under tæppet havde jeg gemt et billede af min far og min storebror. Det fotografi var min forbindelse til dem og til verdenen udenfor. Jeg tilbragte mange timer i den stol, mens jeg skiftevis smugkiggede på fotografiet af min far og bror og gloede ud ad vinduet og håbede på med ét at se min far trille op foran ejendommen i sin nye, sort-hvide Ford Taunus for at hente mig og tage mig med. Jeg sad der og tænkte over, hvornår livet mon kom tilbage til mig".

– De der tidlige år havde jeg ikke beskæftiget mig så meget med, indtil jeg blev tvunget ud i refleksionerne i forbindelse med bogen. Da jeg virkelig var nede og kigge ind i mig selv, opdagede jeg, at jeg har fået min konfliktskyhed og mit pleasergen fra min opvækst. Fra min mor. Først har jeg pleaset mor og siden alle de andre. Alt det forstår jeg pludselig nu. Det var bedst at lade være at gøre oprør, jeg skulle bare dukke mig og vente på, at det blev bedre. Den skyldfølelse har det handlet meget om at få gjort op med.

– Min mor kom heldigvis ovenpå igen, og hun var skidesød. Min far og jeg talte ikke følelser, det kunne jeg med min mor. Min far var sjov og fest og farver, en tegneserie. De sidste to-tre år, inden han døde, begyndte han at åbne op for, hvad han havde været ked af i sit liv – at han havde forladt os.

Overfladisk far

Kaj Dorph-Petersen fylder en del linjer i sin søns bog.

– Min far var superfed, det synes jeg stadigvæk. Jeg var godt klar over, at han også var noget overfladisk, men det har jeg sådan set også selv været. Jeg har heller ikke gidet sidde og tale om tunge ting. Han var en meget større flasher, end jeg er. Han ville have elsket at være lige så kendt, som jeg er. Han var jo så stolt af sit ugebladsprojekt og var nok det med ubeskedne menneske, jeg har mødt. Han var enormt interesseret i, hvad jeg gjorde, og jeg er sikker på, at det inderst inde irriterede ham lidt, men allermest syntes han, at det var superfedt, at jeg gav den gas. Men han har ærgret sig over, at det ikke var ham selv. Da han fyldte 80, og der i et af de store dagblade stod "Dorphs far fylder rundt" – dén gjorde nas.

– I de tidlige år var jeg ikke så meget hos min far. I den tid, hvor han var på sit højeste, var børn ikke nogle, man brugte så meget tid på. Den generation af forældre, i de der journalistkredse... de var ikke meget sammen med deres børn. Der var ikke det nærvær, vi sætter så højt i forhold til vores børn i dag. Og der må jeg bare sige, at jeg prioriterer min søn meget højere, end min far prioriterede mig rent tidsmæssigt. Jeg aflyser ting for Jens Emils skyld. Jeg vil allerhelst være hjemme med ham.

Nyforelsket... og depressiv

Én ting er udfordringen ved at være en nogenlunde nærværende far over for sin søn i en svær periode. En anden udfordring er den sære kombination at være nyforelsket og ude i en svær depression.

– Jeg vil tro, at langt de fleste kvinder var løbet skrigende væk, hvis de var i den situation, Louise var i. Den ros skal hun fandeme have. Hvis ikke vores tro på hinanden var så stor, og hvis hun ikke havde den livserfaring, hun har, så var hun også gået. Det er jeg ret sikker på. Det har været svært for hende at holde til den periode, hvor jeg var nede. Alt blev meget på mine præmisser – alt handlede om mig, fordi jeg var ked af det. Lidt som et lille barn krævede jeg jo opmærksomhed og trøst, fordi jeg hele tiden var bange for, at alt skulle smutte for mig. Så alle signaler tolkede jeg negativt, og i nogle måneder turde jeg ikke at være alene. Nu elsker jeg at være alene igen.

– Når vi kigger tilbage på det om nogle år, vil vi se, at det har været en kæmpe styrkelse af vores indledning. Jeg er så taknemmelig for, at hun troede på det og gad høre på mig i den tid. Jeg er meget, meget lykkelig for, at hun var moden og klog og voksen nok til at give det den tid. Hun har sgu fundet sig i meget.

– Jeg ved ikke, hvad der var Louise, og hvad der var terapi. Ligesom det kom langsomt og lagde sig oven på mig, så begyndte det også langsomt at lette igen. Og som både psykologerne og Louise havde lært mig, så prøvede jeg "at afvise mørket i stedet for at løbe ind i det". Og oftere og oftere fandt jeg frem til, at jeg slet ikke havde noget at være ked af. Det føltes som en heftig feber, der lettede igen.

Ovenpå igen

– I dag føles det, som om der er blevet fyldt op i det hul, der var inde i mig. Det findes ikke mere. Nogen har lagt noget ned i det. Jeg kan godt gå forbi det, genkende det og huske de følelser, der var, da jeg gik rundt og var bange for alting og hele tiden var på flugt fra mig selv. Det var virkelig skræmmende og mega ubehageligt, men jeg tror bare, at man skal erkende, at det er der.

– Jeg tror, jeg er blevet meget stærkere i dag. Det kan jeg allerede mærke nu. Jeg siger meget hurtigere fra i dag, end jeg gjorde for to år siden. Det handler helt klart om at blive endeligt voksen. Denne her tur i centrifugen har helt sikkert gjort, at jeg har fået mere disciplin. Lært, at jeg bliver nødt til at passe på mig selv. Det er fint med støtte og tålmodighed, men man må også selv tage de kampe. Jeg skal ikke lægge ansvaret over på Louise. Ansvaret for, at jeg kommer op at stå igen, er mit eget. Skulle jeg falde i igen, må hun ikke synes, det er hendes ansvar. Det er hundrede procent mit. Men det går heller ikke galt.

Dorph-Petersen & Lehrmann står der på det blanke messingskilt på lågen ind til den lille have, der støder op til villalejligheden i Hellerup. På lørdag skal de giftes. Måske fordi de har brug for at give hinanden det håndslag oven på al den bulder, de har været igennem, forklarer han.

– Jeg kunne godt mærke, at det ville falde i god jord at fri, lad mig sige det sådan, siger han drillende.

– Det er vist noget, de fleste kvinder taler en del om. Og jeg havde også virkelig lyst til det. Jeg glæder mig helt vildt og må selvfølgelig ikke vide, hvad Louise har på. Der har været mange aftener, hvor hun har været meget hemmelig og har siddet og drejet sin computer... googlet sko og den slags. Bare et gæt. Det er nemmere at være mand. Jeg skal bare bestille et jakkesæt og stille op.