Jes Dorph-Petersen til studenterne: "Skrupskid på det sygelige karaktersystem"

Vognkørsel, hak i huen og uhæmmet fest i forældrenes haver – det er nu, studenterne skaber de minder, de vil huske resten af deres liv, selv om coronakrisen har lagt en dæmper på fejringen. Vi hylder årets studenter med en hilsen fra tre kendte danskere, der kigger tilbage på deres egen studentertid.

Kunne du lide at gå i gymnasiet?

– Både ja og nej. Undervisningen var kedelig. Der var nærmest ingenting, der interesserede mig – ud over fodbold og 100-meterløb i gymnastik. Timerne husker jeg som en evig frygt for at blive afhørt om noget, jeg ikke rigtig kunne svare på. Jeg var decideret bange for latin og matematik, men mester i at lave små snydesedler, som reddede mig, hvis jeg blev udpeget til afhøring af en lærer, der skrev mystiske kruseduller i en lille fedtet orange notesbog.

Hvilken type var du i klassen?

– Jeg var en kejtet dreng og et larme-hoved. Jeg kunne styre frikvartererne som en dirigent foran sit orkester, men 10 minutter efter mangle ord, hvis jeg var alene med en pige, jeg var lun på. Mit selvværd var ikke ret stort, og jeg var også ret barnlig. Min sidekammerat Henrik Lumholdt og jeg havde en intern konkurrence – en slags musketer-ed: Det var forbudt at læse lektier om torsdagen. Vi skulle møde uforberedt op fredag morgen og så luske os gennem timerne. Vi afsluttede begge gymnasiet med sløje karaktergennemsnit (mit var 7,9 på 13-skalaen). Henrik har i dag en høj stilling i en bank i Madrid, så vi klarede os da videre begge to. Måske lærte vi ligefrem på vores egen subtile måde, hvordan man snor sig smartest hele vejen op af kundskabens og karrierens træ.

Hvordan var din vogntur?

– Sjov og tumultarisk. Dengang kørte vi i rigtig hestevogn med to krikker foran. Jeg fik møvet mig op på rytterstatuen på Kongens Nytorv, og vi fik knækket nogle prydsplanter under en improviseret fodboldkamp i haven til en stor villa i Hellerup. Resten fortoner sig ...

Hvilke historier fortæller din hue om tiden?

– Den er desværre blevet væk. Sidst jeg så den, var den gul og krøllet, fordi vi brugte studenterhuerne som ølbowle under festerne. Jeg savner den faktisk, men kompenserede ved at gå rundt med min søns hue, da han blev student på samme gymnasium for to år siden.

Hvad vil du sige til de danske studenter, der snart springer ud?

– Jeg vil gerne råde dem til at skrup-skide på det sygelige karaktersystem. Det er ikke godt for andre end undervisningsministeriets bureaukrater samt selvfede forældre, der ynder at prale på Facebook af børnenes fantastiske 12-taller. Karakterer smadrer kreativitet, nysgerrighed og glæden ved at eksperimentere. De handler nemlig kun om at overleve i et rigidt kvote-system, hvor der alligevel ikke er plads til alle, og hvor man klarer sig bedst videre ved at klappe hælene sammen, deponere sin selvstændighed og lære alting udenad, så man kan møve sig foran sine kammerater. Det er simpelthen til et 12-tal i dumhed.