Jesper Wung-Sung: "Det var min første selvstændige beslutning"

Hvilken af dine karakterer holder du mest af?

– Ingeborg i En anden gren. Fordi det er min oldemor, og fordi det er den eneste roman, jeg altid har vidst, at jeg skulle skrive. Endelig fordi jeg elsker hende for at have trodset tidens normer og giftet sig med en kinesisk mand. At hun havde modet til at vælge sit eget liv. Hvor hårdt det end blev – og det blev benhårdt – så tror jeg på, at der en voldsom styrke i at vide, man har gået sin egen vej.

Hvornår vidste du, at du var blevet voksen?

– Da jeg rejste mig op midt i en time på Nyborg Gymnasium, tog bussen til Svendborg, gik ind på deres gymnasium og sagde til studievejlederen, at jeg gerne ville begynde på HF efter sommerferien. Derefter købte jeg en pose øl og satte mig i en park i Svendborg og læste i en roman for at fejre det. Og at jeg først BAGEFTER sagde det til min familie og mine venner. Det var ikke en overvejelse, jeg havde delt med ét menneske. Det var min første selvstændige beslutning.

Hvad er det vigtigste, din mor har lært dig?

– At et barn er vigtigere end dets far eller mor. Det behøver ikke blive sagt højt, barnet skal bare vide det inderst inde. Det er ikke nemt at leve, men hvis man ikke ved, at i hvert fald et menneske på denne jord synes, at man er mere værd end personen selv – så har man udgangspunktet til at tro, at der er en plads til én i livet. Det er kærlighed.

Hvad er du mest stolt af?

– At jeg har fundet en balance mellem frihed og fællesskab. Siden jeg var teenager, har det vigtigste for mig været, at ingen skulle bestemme over mig. At jeg stod op hver morgen og gjorde lige, hvad jeg havde lyst til. Det er lykkedes; sidste gang der var nogen, som bestemte over mig, var i gymnasiet. Men samtidig føler jeg også, at jeg bidrager til fællesskabet. Det nære i form af en familie og en vennekreds, det lidt større sammen med læserne, og det helt store i min daglige færden og den skat jeg med glæde betaler til samfundet.

Hvad er den vigtigste beslutning, du har taget?

– At blive forfatter. Med til den beslutning hører andre beslutninger. To af de vigtige. Beslutningen om ikke at have en plan b. Derfor tog jeg ikke nogen uddannelse. Og beslutningen om, at jeg aldrig måtte modtage kontanthjælp eller lignende, for så betalte andre jo for, at jeg kunne udleve min drøm. Altså brændte jeg mine broer, og samtidig skulle jeg skrive så meget og så seriøst, at jeg kunne leve af det.

Hvor er du henne om 10/20 år?

– Jeg håber, at jeg er det samme sted. Jeg er, hvor jeg har drømt om at være – og mere til. Jeg ønsker egentlig ikke andet end flere dage af den samme slags. At skrive, læse, at være sammen med familie og venner, drikke rødvin og glo ud over havet. Men forhåbentlig har jeg til den tid skrevet nogle bedre bøger og forhåbentlig kun fået en større familie og flere venner.

Hvilken egenskab bryder du dig ikke om ved andre mennesker?

– Nærighed. Der går en lige linje fra at være den sidste til at give en omgang på værtshuset til at vogte nidkært over sin kalender. Nærige mennesker kan virkelig gøre stor karriere, fordi de aldrig deltager i eller giver ret meget af sig selv ved urentable lejligheder. Jeg har opdaget, at mange af de mennesker, jeg ikke længere ser, har tænkt kalkuleret. Omvendt bærer jeg over med enorme afvigelser i holdninger og levevis, hvis bare jeg mærker, at dette menneske bidrager uegennyttigt med sin tilstedeværelse. Jeg tror, at jeg omgiver mig med mennesker fra mere forskellige miljøer end de fleste, men jeg har opdaget, at de har dette fællesstræk: At de er generøse individer.

Hvornår føler du dig værdsat?

– Når der er mennesker, som ønsker at være sammen med mig, og når der er mennesker, som læser mine bøger. Jeg er så heldig at føle mig værdsat hver dag.

Hvad skal kvinder vide om mænd?

– At når man har talt om eller diskuteret en ting tre gange, så er det uddebatteret for mange mænd – endegyldigt uddebatteret.

Hvilken film/bog/sang betyder mest for dig og hvorfor? 

– Det er svært at vælge én, men romanen I støvet af John Fante ændrede min verden, da jeg var ung, og jeg har siden læst den et utal af gange. Dengang havde jeg opdaget litteraturen og besluttet, at jeg ville leve mit liv i den verden, men det var først med I støvet, at jeg forstod, at ordene kunne bløde fra siderne. Og at jeg måske selv kunne blive forfatter.