Læser til 'John ser alt': "Jeg er knust af sorg over min mands død. Bliver jeg lykkelig igen?"
Læserne har skrevet til sandsigerske John Braad fra brevkassen ’John ser alt’ i Hjemmet. Her svarer han på: Kan jeg blive lykkelig igen efter tabet af min mand? Og hvor er min ring?
Kære John
Jeg har levet et meget besværligt liv. Jeg fik det først godt, da jeg fandt min sidste mand.
Vi havde det meget godt sammen. Men han er desværre død for nogen tid siden, og jeg har været knust af sorg lige siden. Vi var meget glade for hinanden. Nu vil jeg gerne spørge dig, om du tror, jeg bliver lykkelig igen? Og om jeg eventuelt finder en god ven at være noget for. Jeg har ingen venner og er meget ensom.
Pensionisten
Kære pensionist
Det var en rigtig god mand, du havde. I kunne tale om alt. Så det var både din mand og ven, som du mistede. Du har lukket lidt af for venner og det sociale liv.
Normalt er du jo meget udadvendt af natur, og det bliver du igen. Jeg ser dig ikke være ensom i fremtiden. Du vil komme til at kende mange mennesker, dels fordi du vil involvere dig lokalt. Du vil komme ud til spilleaftener, musik m.m. En veninde, som du ikke har talt med i flere år, finder dig igen. Og det vil gøre, at du kommer mere ud.
Du vil ikke flytte sammen med en mand igen, men du vil møde en, og I vil have det rart sammen og ses. Jeg mener, du vil møde ham til en musikaften.
Kære John
Jeg er stor fan af dig. Jeg fik en smuk ring med en diamant i 70-års fødselsdagsgave. Men nu er den desværre forsvundet fra mit badeværelse, hvor den lå frit fremme.
Jeg håber ikke, at nogen har taget den. Vores hus er sat til salg. Det har ikke været til salg så længe. Kan du se, hvornår det bliver solgt? Jeg håber på svar. Har lige tegnet abonnement på Hjemmet for at følge dig.
L
Kære L
Ringen har stor betydning og affektionsværdi for dig. Jeg kan se, at der ikke er nogen, der har taget den. Jeg forstår godt din bekymring omkring det.
Ringen er faldet på gulvet, og den skulle være der endnu. Du skal lede i risten, for jeg mener, det er der, den er havnet under rengøringen. Først har den været under et fast møbel på gulvet, og er senere endt i risten.
Du vil finde ringen igen. I har været tæt på at sælge huset, men de sprang fra. Det varer ikke længe, inden huset er solgt.