Jonatan Spang: "Der var nogle år, hvor jeg var lidt i tvivl om, hvad det hele handlede om"

Roskilde Festival i 2016. Jonatan Spang står i den pulserende menneskemængde, og ved siden af ham står en kvinde. De er stukket af fra vennegruppen for kun at være de to sammen – hun er nu meget sød, tænker Jonatan. Midt i al euforien fra den fyldte festivalplads sniger der sig et kys ind. Om det var til tonerne af Minds of 99 eller Scarlet Pleasure, husker Jonatan ikke.

– Det forsvinder lidt i tågerne, og vi har tit talt om at gå ind og finde det gamle program, for vi burde da kunne finde ud af det, men det har vi ikke fået gjort. Men der kyssede vi hinanden første gang. Helt klassisk mistede hun sin telefon, og vi fik ikke fat i hinanden igen før efter festivalen.

– Jeg havde skrevet til hende, mens vi var på festivalen, men hendes telefon lå på et eller andet DSB-hittegodskontor, så jeg nåede lige at få et chok: Ville hun nu ikke ses igen? Alt det der. Efter festivalen fik hun sin telefon tilbage, og så gik det ellers bare slag i slag.

Kærligheden på prøve

Nu står de her med villa og have – Jonatan og kvinden fra Roskilde Festival. I dag er det tre år siden, at han mødte kvinden i sit liv, Louise. Parret flyttede sammen sidste år. Siden da har de været på en tre måneders tur rundt i Afrika og Asien.

– Vi er helt klart blevet meget tættere, for det er langt mere intenst, når man rejser sammen som kærester. Vi tog til Tanzania for at bestige Kilimanjaro. Det er sgu sjovt at tænke tilbage på, for vi havde undervurderet opgaven – især højdesygen – og det var helt forfærdeligt.

Men sammen overvandt de frygten for ikke at kunne trække vejret og besteg et bjerg, som i udgangspunktet virkede helt uoverkommeligt.

– Da jeg blev født, var min navlestreng viklet rundt om halsen. Så hvis en skjorte slutter lidt for tæt rundt om halsen, og jeg føler, jeg ikke kan få vejret, er det enormt ubehageligt, nærmest angstprovokerende. Hver gang jeg forsøgte at falde i søvn, vågnede jeg op for at gispe efter vejret, som om jeg blev kvalt, fordi der manglede ilt.

– På vej op den sidste dag var Loui simpelthen så presset. Det var koldt, og det sneede. Og hun sagde: ”Jeg sidder her, gå bare videre – find mig på tilbagevejen”. Det var ikke drama-agtigt, men jeg vidste godt, at hvis jeg efterlod hende, ville hun fryse ihjel. Det har bundet os enormt tæt sammen at se hinanden derude. Jeg havde undervejs indstillet mig på, at vi ikke ville komme til tops. Da jeg var ved at forklare guiden, at vi ville stoppe turen, kom Loui pludselig på banen – det skulle vi fandeme ikke. Jesus, kom det fra dig? Dig, der var så langt nede, som den lille pige med svovlstikkerne. Så kom vi sgu det sidste stykke op.

Det skarpe hjørne

Men der skulle ske meget, inden Jonatan kunne slå sig ned på Frederiksberg med sin Loui. Han har været teaterdirektør, leveret fem større onemanshows, produceret serien ”Lillemand” til TV 2 Zulu og det politisk hårdtslående satireprogram ”Tæt på sandheden” til DR2. Og nå ja, så har han også rundet de 40.

– Da jeg blev 30, føltes det, som om alting bare kørte derudad, men så var der nogle år, hvor jeg var lidt i tvivl om, hvad det hele handlede om. Nu her, da jeg blev 40, var jeg jo flyttet sammen med Loui og begyndt at lave ”Tæt på sandheden”, og så havde jeg ligesom en følelse af, at tingene gav mening. Jeg føler, at jeg er et godt sted i livet nu, men det kan jo også være, at programmet lukker, kæresten går – det hele kommer til at ligge i ruiner. Det ved man jo ikke.

– Heldigvis er jeg ikke lige så let at ryste, som da jeg var yngre. Der kunne jeg pludselig blive grebet af en angst for, at det hele skulle forsvinde mellem fingrene på mig: ”Nu hader folk mig bare, og så får jeg aldrig noget at lave igen”. Tingene voksede sig store inde i mit hoved.

– Til gengæld kan jeg godt savne noget af det drive, der kom med måden at tænke på som 25- eller endda 35-årig: ”Jeg skal være den bedste, den største og bare frem i verden!” Det drive har jeg ikke på samme måde længere. Selvom det er rart at slippe for, kan jeg også godt savne følelsen af at skulle erobre alt muligt. Jeg tror, det giver mening, at der er et ungdommeligt drive, der forsvinder sammen med angsten, og at der så er en form for fornuft, der træder i stedet for.

Fortabt & uden mening

I 1998 lå en af de mest legendariske standupscener, Kulkaféen, i Københavns Pisserende. Det var her, Jonatan første gang prøvede kræfter med punchlines på scenen, og her han blev en del af et ungt miljø af ligesindede.

– Dengang var der ikke andet end drenge på Kulkaféen. Ingen af os tænkte, at vi skulle leve af at være komikere – det var bare noget, man lavede, fordi det var sjovt at tage et sted hen en normal tirsdag for at få fem fadøl i betaling og tage hjem igen.

– Jeg havde en enorm glæde ved at lave standup, fordi det var så enkelt. Jeg havde spillet en del amatørteater på det tidspunkt, som er en langt mere tung maskine. Der skal øves en masse replikker, sættes nogle billetter til salg, laves kulisser og pis og lort – pludselig var der noget, som var så simpelt, at man bare kunne møde op, og så kunne man optræde med det, man havde fundet på samme dag. Det var en total frihedsfølelse, og så var jeg i kontakt med publikum på en helt anden måde.

Jonatan kom ind på Teaterskolen i Århus i 1999 og fokuserede på sit skuespil i en fireårig periode. Men i 2005, blot få år efter han færdiggjorde uddannelsen på Teaterskolen, stod han på egne ben med sit første onemanshow, ”Damer”.

På nogenlunde samme tidspunkt blev han tilbudt at være med i forestillingen ”Himlen over os” på Betty Nansen, og den rolle satte gang i en form for dominoeffekt i Jonatans karriere, der mundede ud i et tilbud om en stilling som kreativ direktør på Nørrebro Teater.

– På det tidspunkt havde jeg en opfattelse af, at teateret kunne lære noget af standup, og omvendt kunne standup lære noget af teateret, og det gav mening for mig på et fagligt og personligt plan. Missionen jeg var på, var større end mig selv: At få nogle andre i teateret end det almindelige teaterpublikum.

Og selvom det lykkedes for Nørrebro Teater at lokke et nyt publikum til, der hverken bar trenchcoat eller kørte med nedrullet kaleche, blev det ikke til den store forløsning, som Jonatan havde forventet.

– Da jeg var færdig på Nørrebro Teater, var jeg lost. Jeg vidste ikke, hvad der skulle ske, for jeg manglede ligesom en eller form for mening med tingene – også i forhold til standuppen. I starten handlede standup for mig om at få folk til at grine, så kom pengene ind i billedet, men når alle de ting på en eller anden måde er lykkedes, så begynder man at spekulere over, hvorfor man gør det her.

– Hvad er det, der skal drive det? Det er jo en eller anden tro på, at det skal betyde noget. Og den mening kæmpede jeg i mange år med at finde. Det er jo nemt nok at sige, at jeg kan lide at få folk til at grine og glemme deres sorger, det er nobelt nok, men spørgsmålet er bare, om man kan komme videre derfra. Det skete først ved mit seneste show, ”Danmark”.

Forinden da nåede du også at lave tre større onemanshows – det er da mange shows at skulle gennemgå, før man finder meningen?

– Nu kommer det også til at lyde, som om jeg bare var lost in space – det var jeg jo ikke. Jeg arbejdede enormt meget i den periode, spillede med i nogle film og instruerede også en film, men den der følelse af, at det, man lavede, gav mening, manglede jeg. Og det var først i det show, at tingene faldt på plads, fordi jeg fik kastet lys over nogle af de ting i samfundet, som man er så frustreret over, man ikke kan gøre noget ved.

Overraskelsens magi

Selvsamme frustration var med til at kickstarte ideen til det politiske satireprogram ”Tæt på sandheden”, som har kørt siden 2017. Efter en snak med den daværende chef for DR2 fik Jonatan lov til at skeje ud i bedste sendetid på den tidligere ”Kanal klog”.

– Christoffer Guldbrandsen havde set den serie, jeg havde lavet til Zulu – ”Lillemand” – som ramte lidt skævt i forhold til Zulu-segmentet. Han ville gerne have haft den serie eller noget, der mindede om, på DR2. På det tidspunkt vidste jeg med mig selv, at jeg gerne ville lave ”Danmark” i et tv-format, for det gav mening for mig at krydre tungt politisk stof med humor, så man kunne gøre det spiseligt. Det føler jeg stadig er værd at bruge min tid på.

Hykleri eller dobbeltmoral går sjældent Jonatans næse forbi. Han gør alt, hvad han kan for at understrege absurditeten i politiske tweets og udtalelser.

– Det giver mening at tage min egen undren op og udpege den for folk: "Prøv at se her, er det ikke skørt?" Men jeg har ikke en bestemt tænkning, som jeg vil trække ned over hovedet på andre. De komikere, der moraliserer enormt meget, appellerer ikke særlig meget til mig. Hvis man har et helt bestemt syn på verden, så bliver det tit svært at overraske – og humor ligger i høj grad i overraskelsen.

Overraskede blev de fleste da også, da formand for Nye Borgerlige Pernille Vermund sidste år tonede frem på skærmen i ”Tæt på sandheden” som Jonatans hemmelige Folkemøde-flirt. En gimmick, der måske gav Pernille Vermund medvind i valgkampen, argumenterer kritikere.

– Så det er mit ansvar, at hun har haft et godt valg? Det tænker jeg ikke. Hvis det automatisk var sådan, at man røg i Folketinget, hvis man medvirkede i ”Tæt på Sandheden”, så ville politikerne nok stå i kø for at medvirke. Hun var mere modig end så mange andre. Vi har forsøgt at få forskellige politikere med i alle mulige ting, men der er mange, der ikke har haft lyst til at medvirke. Jeg syntes bare, at det var friskt, at hun turde være med.

Tættere på sandheden

Tidligere har Jonatans SoMe-profiler været renset for personligt indhold. Det var udelukkende den jokende bullshitter, hans følgere fik at se. Men efter han har mødt kæresten Loui, dukker rejsebilleder fra parrets fælles ferier og andre mere private øjeblikke op i hans feed fra tid til anden.

– Tidligere har jeg haft behov for at holde mit privatliv privat og ikke skullet fortælle alt for meget om mig selv. Det er nok blevet lidt mindre vigtigt for mig de seneste år. Jeg er blevet lidt mere modig. Bare fordi jeg åbner døren lidt på klem, så vælter det hele ikke.

Har du været nervøs for, at visse ting skulle komme ud?

– Jeg føler, at det er ret intimiderende, når man bliver eksponeret på en måde, hvor folk begynder at genkende en. Heldigvis er det kommet løbende over en lang periode for mit vedkommende, og jeg har været forsigtig med at dele. Sociale medier har ændret det, for så kan jeg eksponere mig selv i en lille udstrækning – og så er jeg blevet lidt mere sådan: "Okay, fuck it!". Så jeg er ikke helt så bange for det, som jeg har været tidligere.

– For eksempel havde jeg ikke lyst til at skyde fotos hjemme hos mig i dag, for jeg har ikke lyst til, at en eller anden tilfældig kommer og siger: ”Nå, det er pudsigt, vi har den samme sofa”. Det bliver for intimt på en eller anden måde.

Jonatan griner lidt undskyldende, for han havde aftalt med sig selv, at han ikke ville påbegynde sin udenomssnak, når samtalen faldt på privatliv og følelser.

– Jeg er lidt en hæmmet festfrø, og det er noget, jeg ofte taler med min kæreste om. Hver gang vi berører følelser, laver jeg et spring uden helt selv at opdage det. Vi kan sidde og tale om følelser, og pludselig taler jeg om elpærer. Heldigvis griner hun bare af mig og siger: ”Nå, det kom lidt for tæt på”. Jeg mærker hurtigt trangen til pludselig at tale om noget andet – og det er ikke en modvilje, jeg er bare ikke god til at tale om personlige ting. Så finder jeg ubevidst en udvej og griber fat i en eller anden underlig ting. Jeg har altid haft det sådan.

Det er ikke blevet bedre i årenes løb?

– Jeg tror i virkeligheden, at det er noget af det, jeg bruger scenen til, når jeg laver comedy. Der kan jeg på en måde sige noget, som er lidt mere privat, men fordi der er humor rundt om, så får man ikke blotlagt sig selv. Jeg dækker mig lidt ind på den måde, og det giver mig en frihed, som jeg er enormt glad for. Hvis der ikke er humor i det, så ender det sgu med at være sandheden 1:1. Det er selvfølgelig fesent, nu hvor du sidder og interviewer mig, men det er meget nemmere for mig at camouflere mig bag humor.

Super voksen

Tankerne om at skulle danne familie med Loui ligger ikke langt væk i Jonatans bevidsthed, men det er ikke noget, de arbejder struktureret på, fortæller han.

– Vi kan sagtens se os selv få børn sammen, og der er plads til børn i huset. Måske vi skulle starte med en kat? Jeg sagde faktisk til hende, inden vi kom op på toppen af Kilimanjaro, at hun måtte få en kat, hvis hun kom hele vejen op.

Katten blev ikke til noget, og det passer Jonatan fint, hvis fremtiden bliver stabil uden for mange op- og nedture, fortæller han.

– Det kan godt være, at det lyder kedeligt – men jeg håber, at det forbliver lidt det samme: Jeg er stadig sammen med Loui, og vi bor det samme sted. At lave et program som ”Tæt på sandheden” er også en af de ting, jeg kunne se mig selv i, når jeg bliver ældre. Jeg synes ikke, det er bundet op på en bestemt alder – måske skal det have en anden form. Men det giver meget mening for mig. Jeg ser ikke det store behov for at lave en hel masse skift, nu hvor jeg har prøvet så meget i min karriere. Nu holder jeg fast i det, som jeg føler har en dybere mening. Nu har jeg en følelse af, at jeg er det sted, jeg allerhelst vil være.