Julia Lahme: ”Kan du selvudvikle os ud af indflydelse?”
Jeg frygter, at vi kommer til at sætte farten så langt ned, at vi havner i 17-1800-tallet.
De sidste måneder har jeg lyttet til podcasts, læst bøger og opsøgt ting af den mere selvudviklende karakter.
Jeg ved egentligt ikke helt hvorfor – det er som om mine feeds er blevet oversvømmet af det, og jeg er helt klart blevet nysgerrig på, hvad budskaberne var og hvilke af dem, jeg kan bruge.
Hver gang mine apps anbefaler mig noget, handler det om selvudvikling. Hvis ikke det altså lige handler om perimenopausen (og tak, fordi vi endelig taler om det) eller menopausen (og tak, fordi den bliver talt om). Det meste er virkelig interessant, og det meste af det bygger på ældgamle ideer fra forskellige filosofier, som jeg i hvert fald godt kan tåle at høre igen. For uanset hvor man står i livet, tror jeg faktisk, det er virkelig sundt at tænke sig om, så ofte man kan, og ny inspiration er aldrig noget, man tager skade af.
Jeg dyrker yoga og masser af den helt blide langsomme yinyoga, og jeg er også interesseret i kvalificerede kostråd og i viden om, hvordan jeg bliver bedre til at være opmærksom i verden.
Det eneste, der bekymrer mig (og det bekymrer mig så faktisk også), er, at der løber en barbie-pink tråd i meget af det, som handler om, at jeg – og andre voksne kvinder – skal sænke farten.
Og muligvis er det det, der skal til. Vi skal kunne læne os ind i os selv, og det kræver nogle gange tid og selvomsorg. Vi skal kunne hvile, og vi er nødt til at afvise noget af det omsorgsarbejde, mange af os har på fuld tid ved siden af fuldtidsjobbet.
Men i mine særligt opmærksomme øjeblikke får jeg sådan en underlig snigende fornemmelse af, at al den ro, vi kan fortælle os selv og hinanden, at vi har brug for, i mistænkelig grad ligner den ro, man mente, at kvinder i 17-1800-tallet havde brug for. At kvinder var sarte, blide blomster, der skulle vandes med broderi, ro og fjernelse af bekymringer, som vedrørte verden. Det var mændene, der regerede, forandrede og agerede, og kvinderne, der tog sig af det indre, af hjemmet, af roen.
De vilde kvinder, dem, der for alvor skabte forandring, dem, der arbejdede utrætteligt for stemmeret, prævention og ligestilling, de havde altså ikke tid til lige at trække sig ind i sig selv og leve i roen. Med andre ord og med fare for at træde nogen meget hårdt over tæerne: Kan det være, at vi skal passe en smule på, at vi ikke selvudvikler os tilbage til dengang, kvinder skulle være stille og meget rolige for at blive elsket og ønsket?
Jeg tror, vi skal sænke farten noget af tiden, så vi kan samle energi til et liv, der hiver og slider i os, stiller krav til os og kræver, at vi står op for noget. For vi lever i en tid, der kræver meget af os og kræver, at vi er vågne, aktive og deltagende. Vi kan ikke mærke os ud af klimakrisen eller sænke farten i forhold til at sørge for, at den danske ungdom får det meget bedre. Vi kan ikke have os selv så meget i fokus, at det skygger for, at der stadig mangler ligestilling i Danmark, eller at kvinders pensioner stadig er lavere end mænds.
Jeg tror virkelig, at vi skal huske, at livet er at mærke hinanden. At livet ER for os, der lever det. Og at vi skal tage de pauser, opsøge den hvile og sænke farten nok til, at vi kan give den så meget gas, mens vi er her, at vi faktisk bidrager positivt til andet end os selv.
ALT for damernes klummeskribenter
Mette Kirstine Goddiksen
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
Søren McGuire
Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.
Nillou Zoey Johannsen
Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.
Julia Lahme
Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.
