Julia Lahme: Min mor bandlyste Barbie-dukker for mig – og i dag ved jeg hvorfor
Om rejsen fra Barbie-fri barndom til glimmerfyldt voksenliv.
King Kong vs. Godzilla. David vs. Goliath. Min mor vs. Barbie. Det er giganternes kamp, og min mor vandt den langt hen ad vejen.
Nu hvor den meget omtalte Barbiefilm netop har haft premiere, tror jeg, vi er mange, der genbesøger vores forhold til Barbie – jeg gør i hvert fald, og dét forhold hænger nøje sammen med forholdet til min mor.
Denne sommer – faktisk lige i disse dage – er det 18 år, siden min mor døde. Som mor var hun forrygende, vild og kompromisløs. Hun insisterede på at lægge en grundlæggende ligestillet forståelse af mig selv og verden i min opdragelse, og også der var hun fuldkommen nådesløs. Måske derfor brugte hun hele min opvækst på at advare mig mod den slags femininitet, som antager, at man er lidt lækker, hvis man koketterer med at være smuk, blid og feminin.
Udseende var ikke noget, jeg måtte bruge tid på, døre kunne jeg selv sparke ind, og kjoler var bandlyst, indtil jeg var en ret stor skolepige. Og Barbie. Barbie var decideret forbudt. I min opvækst lærte jeg, at Barbie var idealiseringen af en underdanig kvindetype, som ikke kunne forsørge sig selv og knap nok stå oprejst, hvis man tjekkede hendes krop efter i sømmene. Barbie var ude.
Jeg ønskede mig brændende en Barbie, som i 80’erne ganske vist endnu ikke var den slags eventyrsøgende karriereoptimist, som hun efterhånden er blevet, men enten ballerina, prinsesse eller bare virkelig pæn. Jeg sneg mig til at lege med dukkerne hjemme hos veninder, og jeg sukkede efter en. Men nej. Hun kunne ikke komme indenfor dørene.
Samtidig med at min mor opdrog mig til at nægte, at det at være pige, at det at være kvinde skulle forhindre mig i noget som helst, nægtede hun også, at der kunne være fordele ved det.
Jeg tror, den slags små-rabiate feminisme var nødvendig for mange kvinder i min mors generation, og jeg ved, at hendes insisteren på, at hverken menstruation eller følsomhed skulle forhindre mig i noget som helst, mange gange har været en gave, men jeg er nu også ganske overbevist om, at en lille smule glimmer (eller et stort vognlæs) ALDRIG kan skade. Ligesom en knivspids følsomhed. Ingen af delene skader hverken mig, dig eller ligestillingen.
Noget, min mor faktisk lærte mig, var, at det ydre aldrig må blive grundlaget for den måde, man lever sit liv på, og at det at hylde skønhed for skønhed i sig selv ikke er nok. Og alligevel elsker jeg Barbie. Fordi hun er alt det. Og stadig føles en smule forbudt. Hun er et eventyr, som vi er mange, der forstår at skelne fra virkeligheden, uanset hvor gamle eller unge vi er. Og netop derfor brød jeg decideret sammen, da jeg alt for sent fik en Barbiedukke af min farmor.
En kvinde, som på ingen måde overhovedet købte ind på, at Barbie kunne skade en ung piges opvækst. Og med de to superkvinder i mit hjørne er jeg sikker på, jeg har fået den balance, det kræver at være kvinde – og at stå imod mange af de oplevede krav, vi kan møde i vores liv, om, hvor perfekte vi skal være, eller nu også: ikke være.
Måske netop derfor glæder jeg mig ubeskriveligt til at se Barbiefilmen. Find mig på bagerste række, i glimmer fra top til tå.
ALT for damernes klummeskribenter
Sine Gerstenberg
Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre. Vild med bøger, kulørte negle og lange løbeture.
Mette Kirstine Goddiksen
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
Søren McGuire
Journalist og far til tre, den yngste far på villavejen med den største Willie Nelson-samling.
Nillou Zoey Johannsen
Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.
Julia Lahme
Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.
