Da Julia og Johans børn var små, gik bølgerne ofte højt, og derfor indførte de en bestemt regel

For cirka et års tid siden tog Julia Lahme en beslutning.

Hun ville se på verden med mildere øjne. Med øjne, der så igennem et par lyserøde briller.

Læs også

Andreas Jebro og Amalie Dollerup har været sammen i 17 år: ”Dét har hun lært mig om kærligheden”

Som et løg pillede hun lige så stille lagene af kynisme, konfliktparathed og krænkede tanker af sig selv og stod til sidst tilbage som Julia, der bevidst øvede sig i at lægge mærke til alt det gode, der omringer hende i hverdagen. Brokkehatten blev konfiskeret, og i stedet stillede hun skarpt på alle de gaver, der kommer imod hende. Og ikke mindst den kærlighed, der findes i hendes liv i mange former. Mand, børn, familie og venner. 

"Kærligheden er så vigtig, fordi det er det, der er større end os. Det er det, der gør os bedre til at være os selv og til at være i verden, og derfor må vi ikke skrue ned for den. Sidste år havde jeg en følelse af, at verden var gået af lave. Der kom flere og flere dårlige nyheder, og det blev kun værre og værre, så jeg havde brug for at holde fast i, at der stadig er noget, vi selv har indflydelse på, og som er godt."

Som så mange gange før, når Julia har brug for at forstå noget, så skriver hun. Aftener og nætter og de andre minutter, hun ikke tilbringer på sit arbejde i kommunikationsbureauet Lahme, blev brugt på at skrive om kærligheden for at holde fast i, at den rent faktisk er der. Hun slog øjnene op og følelserne ud, og de erfaringer, hun har gjort sig, er nu samlet i bogen ”En bog om kærlighed”. Så enkelt. Og så alligevel ikke.

For det handler ikke kun om at lægge mærke til kærligheden og føle den lidt mere. Det handler om at tage ansvar for den. At droppe de perfektionistiske forventninger til den. Og vigtigt af alt, at se kærligheden i det helt enkle.

Sokker alle vegne

"Der er kærlighed i alt det, der er så enkelt, at det ikke er kompliceret, hvis man giver sig selv lov til at se det. At sende et postkort. At ens mand kalder én smuk. At man har meget vasketøj, fordi det er lig med, at man har bygget en stor familie sammen. I min generation har vi en tendens til at jagte perfektionisme. Så bliver bryllupsdagen for eksempel den dag, hvor alt skal gå op i en højere enhed, og vi virkelig skal udtrykke vores kærlighed. Hvis det så regner, eller sløret går i stykker, er det en katastrofe. For mig er det ikke kærligt."

Tværtimod mener Julia, at jagten på perfektionisme fratager os muligheden for at se kærligheden i det simple, og at den spænder ben for alt i alle slags kærlighed.

"Hvis jeg er for perfektionistisk med min krop, bliver jeg heller ikke fed at have sex med, for skal jeg så ligge og tænke på, hvordan jeg ser ud. Hvis jeg er for perfektionistisk i min boligindretning, hvordan kan jeg så leve med, at der hver eftermiddag er mellem otte og 14 børn i min lejlighed? Det kan jeg ikke. Men mine børn elsker deres venner, så der skal være plads til det, fordi jeg accepterer dem som mennesker, der elsker."

Julia sidder ved et langbord i spisestuen af den lejlighed, hun deler med sin mand. Johan Forsby, bedre kendt som rapperen Jooks, og sønnerne Sofus på 12 og Elias på 16. Indtil klokken 14 er der ro i stuerne, men herefter overtager sønnerne med deres venner, som gerne spiser skabene tomme og smider sokkerne, hvorfor der altid står en stråkurv fyldt med forskellige af slagsen til fri afbenyttelse for dem, der mangler. Endnu en ting, som Julia har lært at se på med milde øjne. Ja faktisk en slags kærlighed.

"Jeg kan enten skrige "hvis er alle de sokker, der ligger alle vegne", eller jeg kan sige ”hey, tænk at alle de mennesker kommer igennem her, hvor er jeg heldig”. Det er ikke en opfordring til grænseløs adfærd, hvor folk skal tørre sig selv af i andre, og så skal man bare kigge på det med mildhed, men det er en opfordring til at vurdere, om det behøver at være et personligt angreb, eller om meget af det, man får lov til at opleve i ens liv, kan læses som en gave og som noget, der er givet i kærlighed."

En aftale for livet

Det er snart 24 år siden, at Julia fandt den kærlighed, der senere førte til de to sønner og siden deres sokkeløse venner. Julia og Johan mødtes på en bar, og ingen af dem har nogensinde lagt skjul på, at de dengang fandt den helt rigtige i hinanden. Udover at være forældre sammen, er de også kollegaer i Lahme Kommunikation, og ligesom Julia dyrker forfatterskabet, dyrker Johan stadig musikken. Stor og vild kalder Julia deres kærlighed. Den er det fundament, der understøtter alt andet i hendes liv.

"Min kærlighed til Johan er halvdelen – hvis ikke mere – af, hvad jeg er. Jeg er så dybt rodfæstet i vores kærlighed og det, vi har bygget sammen, at den er det vigtigste for mig. Det betyder ikke, at vores kærlighed er vigtigere end vores børn, men den er så dyrebar for mig og så meget et udgangspunkt for hele mit liv, at alt bliver sat ind der.

I vores forhold handler det ikke om Johan eller mig. Kærligheden kommer først, og vi vil hinanden det bedste. Vi taler pænt til hinanden og om hinanden, og alle de muligheder, han ønsker sig, skal jeg være med til at facilitere og omvendt."

Den tilgang til kærligheden kommer af, at Julia og Johan helt fra starten af deres forhold bestemte sig for, at det er den måde, de skal være sammen på. Tiden er ikke Julias, og den er ikke Johans, og de behøver ikke at råbe op for at få plads. Både tid og plads tilhører dem begge, og pejlemærket er "os".

"Det har betydet et meget stort fravær af drama, men det kræver så også, at vi er enige om, at vi er her for altid. Vi har hele livet, så vi skal nok nå det hele. Fordi vi fra starten lavede den aftale, er vores kærlighed kun blevet stærkere med årene, og vi er kun rykket tættere sammen. Vi er blevet mere bevidste om hinanden og også om andre mennesker, fordi vi ikke skal hjem og kæmpe for kærligheden hele tiden. Jeg har meget mere at dele ud af med årene, og jeg oplever, at jeg kan være meget mere i en masse andre sammenhænge, fordi mit fundament kun bliver mere og mere sikkert."

Når Julia ser tilbage på årene, hvor drengene var små, ser hun i glimt en Julia, hun selv beskriver som den grimmeste udgave af sig selv. En, der sagtens kunne hvæse om natten, men som samtidig vidste, at alt, hvad der blev sagt mellem midnat og klokken seks om morgenen, var glemt næste dag. Igen efter aftale med Johan.

"Årene med små børn er vanvittige på mange punkter, men vi var enige om, at vi skulle komme igennem det, og at kærligheden skulle bære. Vi havde en regel om, at vi skulle sige til, inden vi brød helt sammen. Man kan ikke stå i et sammenbrud og skrige, at man vil have tid for sig selv. Men det var svinsk hårdt, og når jeg tænker tilbage, er jeg så imponeret over, at vores kærlighed rent faktisk kunne overleve.

Som børneforældre er ens kærlighed udsat for et konstant bombardement, og man kan blive så træt og udkørt af børnesygdomme, at man glemmer, at man elsker hinanden. Sådan er det bare, og det er ikke særligt for nogen af os, det er bare fucking hårdt, så alle par, hvis kærlighed overlever små børn, skal klappe sig selv på skuldrene, for det er ikke en selvfølge, uanset hvor stor kærligheden er."

Og selvom Julias drenge nu er blevet større, føler hun stadigvæk, at kærligheden kan komme under pres.

Læs også

Trine Dyrholm fik den bedste gave af sin søn, da hun blev 50: ”Han vidste, at det ville gøre mig allermest glad”

"Hver gang der falder ro på tingene, sker der noget nyt, så vi skal hele tiden tænke, mens vi løber, og derfor synes jeg stadig, at det er imponerende, at vi er sammen. I mit univers kan det ikke lade sig gøre, at vi ikke er sammen, men jeg synes, at det er så sejt, at vi faktisk klarer det her."

Tag ansvar for kærligheden

I de første mange år af forholdet til Johan kredsede Julias tanker ikke om et bryllup. Det var først, da en jordemoder under Julias første graviditet nævnte, at hun måske skulle tænke over, at hvis hun døde, så ville båndet mellem far og søn være stærkere, hvis de var gift. Samtalen satte en skræk i livet på Julia, så Johan ringede til Rådhuset, og et par dage efter blev de gift kl. 8.15 om morgenen med deres to bedste venner som vidner. Bagefter tog de hver især på arbejde.

"Det betød helt vildt meget for mig at blive gift, og det har betydet helt vildt meget hver dag siden. Det troede jeg faktisk ikke, at det ville gøre, men det der commitment blev pludselig ikke bare noget, vi sagde, men også noget, vi gjorde. I dag vil jeg gerne have, at vi snart holder en kæmpe kærlighedsfest, men jeg elsker, at det var sådan, vi gjorde det, for det var der, vi var, på det tidspunkt, og det blev så nært og kærligt og hjertegribende romantisk. Det handlede ikke om at leve op til nogens forventninger."

Bryllupsdagen er engang i september – regner Julia sig frem til ud fra sønnens fødselsdag i januar – hvor de altid har mest travlt på arbejdet, så den bliver fejret, når det lige passer. Og det passer meget godt med den måde, Julia og Johan går til den opgave, det kan være at holde liv i kærligheden efter mange års ægteskab. De har ikke faste datenights, på forhånd aftale kæresteture eller dage, hvor Julia absolut skal hoppe i det pæne undertøj. Det sker spontant, når muligheden byder sig.

Til gengæld taler de sammen. Hele tiden. Både fordi Julia slet ikke kan lade være med at dele alt med Johan, men også fordi de er sig enormt bevidste om at holde snakken kørende. Særligt nu, hvor børnene flyder mere over i deres eget liv og mere ud af Julias og Johans.

"Det kræver rigtig meget at passe på hinanden, men helt konkret, så taler vi helt vildt meget sammen. Jeg fortæller Johan alt, og vi deler alt. Vi er også meget opmærksomme på at have samtaler, der ikke handler om planlægning eller børn. Det øver vi os i, for hvis ikke vi er opmærksomme på det, så er børnene det eneste, vi taler om, når vi er alene. Og det er jo mega fedt også at tale om noget andet, det skal man bare lige huske."

Julia husker også hele tiden på to andre ting. Ting, som det har taget hende lang tid at forstå, men som hun mener, er nogle af de vigtigste elementer til at holde liv i et forhold. At hun selv skal tage ansvar. Og at alt ikke handler om Julia.

"Min mands kærlighed til mig skal ikke handle om mig, den skal handle om ham. Det, at han elsker mig, skal gøre ham til et federe menneske i hans eget blik. Det skal gøre, at han har et federe liv, en bedre hverdag og flere muligheder. Det skal løfte ham op til skyerne, ligesom det, at jeg elsker ham, skal løfte mig.

Kærligheden bliver besværlig, når vi tror, at den skal handle om os selv, for så kan ens partner ikke undgå at gøre noget forkert. Alt bliver et angreb, fordi den anden hele tiden skal bevise, at vedkommende elsker os i stedet for, at vi tolker kærligheden ind i en kontekst af, at vi selv skal tage ansvar for den. Hvis Johan hele tiden skal bevise overfor mig, at han elsker mig, så kan han aldrig blive færdig.

Hvis jeg i stedet ser på ham og tænker, jeg hele tiden skal vise, jeg elsker ham, og han ser på mig og tænker, at han hele tiden skal vise mig, at han elsker mig, så har vi hver især taget ansvaret, og så kan kærligheden holde."

Lad passionerne leve

Placerer vi os selv i centrum i vores tilgang til kærlighed, mener Julia, at vi sætter vores partner i en situation, hvor han aldrig vil leve op til forventningerne. Tværtimod piller vi hans selvværd ned, og det er ikke kærlighed. I stedet skal vi se hinanden for dem, vi hver især er.

Læs også

Heidis datter stillede afgørende spørgsmål: Nu viser 49 nøgne kvinder sig i ny bog

"Hvis vi vil have et kærlighedsfuldt liv, er vi nødt til at være med det menneske, vi er med, i alle vedkommendes fejl og mangler, for vi har dem også selv. Kærlighed er ikke noget, man får, det er noget, man giver. Det lyder så dumt, men man kan ikke brokke sig over, at man ikke får nok, så må man selv give mere. Hvis man er i et meget dårligt forhold, skal man selvfølgelig skynde sig væk, og hvis man er ked af det, kan man ikke elske sig glad. Jeg taler om hverdagsbrok, hvor vi er nødt til at tage ansvaret. Vi skal være med vores kærlighed og passe på den som det fælles tredje."

Og så skal vi lade hinanden være dem, vi var, da vi mødtes. Og se det, som den anden interesserer sig for, som noget, der giver og ikke tager.

"Det vigtigste, jeg har lært af Johan, er at give hinanden lov til at have passioner. Det, der gør en glad, det tager man med ind i forholdet. At Johan har kunstneriske ambitioner, som ligger udenfor hans egentlige arbejdsliv og familieliv, det er en energi, han tager med hjem. Det er ikke noget, han tager med ud af parforholdet. Det har sat mig fri til at skrive og lave alt muligt andet, fordi der ikke bliver holdt øje med, hvor meget tid eller energi jeg bruger på ting. Alt føder ind i parforholdet, og jo mere jeg er, jo mere får han, og jo mere han er, jo mere får jeg."

At lade Johan være helt, som han er, er ikke lig med, at det hele bare er nemt. Men det gør til gengæld, at fascinationen lever.

"Johan har aldrig givet sig selv lov til at give slip på den, han var engang. Han har haft sig selv med hele livet og har insisteret på at være sig selv. Nogle mænd giver slip på noget af sig selv, efterhånden som de bliver ældre. Det har han ikke gjort.

Han er blevet klogere og endnu federe at være sammen med, men han har aldrig mistet kanten. Han har sådan en ild, der handler om nysgerrighed, som heller aldrig har fået lov til dø. Johan er aldrig faldet til ro eller slået sig til tåls. Det er i perioder helt sindssygt besværligt, men jeg er heller ikke nem. Jeg er mega besværlig. Men Johan har et lys, som han deler ud af, og det er helt vidunderligt at stå i."

Sæt pris på opturene

Julia tøver ikke med at kalde tilgangen til at se på verden med mildere øjne for en åbenbaring. Hun har fået det sjovere, og hun behøver ikke længere arbejde med andre genveje til et lykkeligere liv. Tidligere prøvede former for selvudvikling er lagt væk, og hun har nu taget sig selv tilbage med hjertet forrest. Det allerblødeste sted.

Læs også

Badehotellets hr. Weyse: Her er hans kendte kæreste

"Jeg har givet mig selv lov til at være i verden med en større mildhed, og jeg har rystet 1990'ernes ironi og kynisme af mig. Det har været rigtig godt for mig at tage den kappe af og være med alt det, der er roligt og mildt. Give mig selv lov til at erkende ting på en helt anden måde.

Hvis en veninde bliver nødt til at aflyse en aftale med mig, kan jeg vælge at blive irriteret over det, eller jeg kan vælge at tænke, at hvor er det godt, at hun havde overskud til at lave aftalen i første omgang. Det handler ikke om at være ukritisk eller underkaste sig, men om at sætte pris på de opture, der kommer, og erkende, at alle andres liv ikke handler om mig.

Det er et opgør med de ting, vi har læst i damebladene de sidste mange år om, at vi skal trække grænser, sige fra og passe på os selv. Nu skal vi i stedet sige til og tage ansvar. Og så skal vi øve os i at se lyspunkterne og gå med det gode. Det er to helt forskellige verdenssyn, og jeg er helt sikker på, hvad jeg bliver mest glad af."

Og så er vi tilbage ved udgangspunktet. At se kærligheden alle de store og små steder, den findes.

"Det vigtigste, vi kan gøre for os selv i kærlighedens navn, er at give os selv lov til at lægge mærke til alle de steder, den er. Både i det banale og det komplicerede. Jeg elsker for eksempel glimmer, og det er meget banalt, men jeg giver mig selv lov til det.

Jeg elsker også en mand, der elsker sin musik, og det er ikke altid enkelt, fordi det kræver, at jeg skal planlægge mere, end jeg ellers ville gøre, men både i det banale og i det komplicerede er jeg nødt til at være i kærligheden. Det er den største læring, jeg har fået i de senere år. Og jeg skal øve mig hele tiden. Lære hele tiden. I det øjeblik, vi tænker, at nu har vi styr på det her, så ender vi med at sidde fast."

Julia tænker aldrig, at hun har styr på det. Og det vil hun egentlig heller ikke have. Men hun vil give sig selv lov til at beholde de lyserøde briller på og blive ved med at prise sig lykkelig for al den kærlighed, hun har i sit liv.

"Jeg synes, at vi alle sammen skal gøre alt, hvad vi kan for at passe på den kærlighed, vi har, for den er et mirakel. Og det er mit klare indtryk, at hvis man gerne vil have det bedre med sig selv og med andre, så er genvejen til virkelig god selvudvikling at give sig selv lov til at mærke kærligheden. Jeg er så taknemmelig for den.

Tænk, at jeg får lov til at elske mine børn. At jeg får lov til at elske min mand. Tænk, at jeg har venner, jeg elsker, som var de min familie. Det er mirakuløst, for så meget af det liv, vi lever, ville ikke eksistere, hvis ikke det var for kærligheden. Men jeg gør også hele tiden noget for at fordre den, og jeg tager den ikke et sekund for givet."

En bog om kærlighed

Julia Lahme er aktuel med ”En bog om kærlighed”. Forlaget 28B, 208 sider, 230 kr.