"Jeg var så naiv, at jeg troede, jeg bare kunne gå ind ad døren og sige: Hiiii darling"

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Det var Sanskevej i Rungsted, hvor mine forældre boede lige ved siden af min mormor og morfar.

Jeg kan huske, at min søster og jeg stod ude på vejen og spærrede den af for forbipasserende. Vi var vist ret frække.

Læs også

Michèle Bellaiche: ”Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle have klaret det uden min familie”

Mine første tre år boede vi der, inden min fars arbejde flyttede os til London. Selv om jeg kun var tre år, kan jeg tydeligt huske det. Det var ikke sjovt. I England straffede man stadig børn korporligt dengang, så der lærte jeg hurtigt at holde min kæft. Jeg fik til gengæld venner alle steder fra, og mine livretter blev indisk og asiatisk mad.

Jeg blev kaldt Julie Umulius, for når noget var svært for mig, lavede jeg fis og ballade. Ja, de voksne kaldte mig også ”the au pair killer”, men i skolen var jeg sød, for det skulle man være. Men jeg har italiensk blod i mig, og det har givet mig temperament."

Den vigtigste vejleder i dit liv?

"Det er mine forældre – begge to – men af forskellige grunde. Min far er den praktiske finansmand, som styrer min konto og har lært mig, at man aldrig må have overtræk. Min mor er varm og passioneret og er min go to-person, når jeg for eksempel har hjertekvaler.

De opdrog mig med meget faste sengetider og disciplin, men deres dør var alligevel altid åben for mig. Jeg har brudt lidt med deres stil – blandt andet ved at få to børn med min bedste ven som donor – men de var fantastiske forældre, skrappe og kærlige.

Da jeg kom i engelsk skole, blev den cocktail for stærk, og jeg blev traumatiseret uden at kunne sige det til mine forældre. Mine traumer handlede ikke om dem, men om nedladende lærere, der kunne finde på at sige, at jeg aldrig ville blive til noget eller spørge, hvorfor jeg kopierede mine venners opgaver. Fordi jeg ikke kan selv for fanden! Jeg gik et halvt år på den skole, inden mine forældre tog mig ud."

Hvordan fandt du din levevej?

"Jeg har altid vidst, hvad jeg skulle være, for jeg var sprogforvirret og ordblind, så jeg udtrykte mig på anden vis. Som otteårig så jeg Fame, og det gik op for mig, at der var en skole, hvor man kunne lære at danse og optræde. Jeg var også dybt forelsket i Fred Astaire og gik til ballet i London.

Når mine forældre tog mig med til musical, rejste jeg mig op og sang med. Nej, der var ingen tvivl om, hvad jeg skulle, ligesom der heller ikke var nogen tvivl om, at det boglige ikke var mig. Jeg fik til gengæld altid ret gode karakterer i skolen, hvis jeg skulle rejse mig op og fremlægge noget for klassen.

Som 15-årig kom jeg på en amerikansk kostskole i England som dagelev – mest fordi jeg forelskede mig i den dreng, der viste mig rundt, men som det så ofte er sket i mit liv, gik han ud af skolen det år, jeg kom ind. Jeg faldt aldrig til, og da jeg gik ud efter et halvt år, havde jeg alvorlige stresssymptomer. Da mine forældre spurgte mig, hvad jeg så ville, sagde jeg, at jeg ville på Fame-skole.

Læs også

Laus Høybye om kæresten gennem 15 år: ”Det er noget af det største”

Mine forældre havde forbindelserne i orden, så de fik mig til audition på en skuespillerskole, jeg kom ind, og nu har jeg været 30 år i branchen. For nogle år siden ringede min gamle kostskole i London til mig for at få mig til at komme og holde oplæg for skolens elever om, hvordan man får succes ved at gå en anden vej. Det var jeg virkelig stolt over. Børn og unge skal have lov at spille musik og danse og lave tillidsøvelser, som man gør som elev på skuespillerskolen.

Desværre er vi så fokuserede på det ydre i vores samfund, men jeg oplevede, at på skuespillerskolen handlede det om det indre. Mine skuldre faldt ned, og mine bryster kom frem, og jeg turde pludselig at få en kæreste – en skøn fyr, som jeg var sammen med i otte år. Før havde jeg været hende den dumme, der følte jeg skulle skjule et handicap i skolen. Jeg gik endda med briller for at se mere intelligent ud. Først på skuespillerskolen følte jeg, at jeg ikke optrådte."

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

"Jeg flyttede til Danmark, fordi jeg blev dubleant på 'The Producers' på Det Ny Teater i 2006. Vi var faktisk to, der skulle erstatte hovedrollen, hvis hun blev syg, og det skete to uger inden premieren. Det var mig, de valgte, og det blev jeg ikke populær på, fordi jeg var ny og lige kommet ind fra højre, mens de andre havde været i gamet længe.

Jeg kunne mit kram og kendte stykket, og på grund af min ordblindhed er jeg god til at lære ting udenad. Der blev lidt dårlig stemning, men i dag kan jeg se, at det ikke handlede om mig, selv om det var mig, det gik ud over. Jeg var jo vant til mobning fra mine lærere i England, så jeg kunne godt klare det, men jeg troede, det ville blive min første og sidste tjans i Danmark.

Men jeg ved, hvad jeg gør på en scene, så der fik jeg mit gennembrud, og året efter spillede jeg med i 'Chicago'. Dengang var der ikke så mange i Danmark, der kunne steppe, danse, synge og optræde på én gang, og de stod lige og manglede en, der ville løbe en maraton hver aften på scenen.

Ingen anede, hvem jeg var, og det var ret hårdt at komme hjem. Jeg var så naiv, at jeg troede, jeg bare kunne gå ind ad døren og sige: ”Hiiii darling” – mest fordi jeg altid glemmer folks navne. To år senere var jeg dommer i Talent 2008 sammen med Martin Hall og Peter Aalbæk. Der sad jeg i midten med mine engelske ord, italienske arme og kulørt tøj. Det blev klippet på en måde, så jeg ikke kunne kende mig selv, og der var mange mennesker, der skrev ”Hvem fanden tror hun, at hun er?” på sociale medier.

Jeg blev tit misforstået, og det er hårdt, når man er en følsom sjæl som mig. Man får dog også hård hud af den slags, og man skal huske at minde sig selv om, at det hele er glemt dagen efter."

Hvornår har du mistet vejgrebet?

"Det er snart otte år siden, min daværende kæreste og jeg gik fra hinanden. På det tidspunkt fik jeg også taget nogle blodprøver, som viste, at jeg kun havde meget kort tid tilbage at få børn i.

Læs også

Pernille vendte livet på hovedet efter skilsmisse: ”Ingen er tiltrukket af en gammel karklud”

Jeg har altid vidst, at jeg ville være mor, men min ekskæreste og jeg kunne ikke få børn sammen. Det er noget rigtig lort at blive skilt, når man er 37 og gerne vil have børn, for hvordan finder man en anden mand?

Jeg er ret gammeldags, så det var ikke noget for mig at tage en blomstret kjole på og gå en tur i byen, som en læge anbefalede mig. Det føltes så dramatisk at blive skilt dengang, men vi gjorde det rigtige, for i virkeligheden drømte vi om forskellige ting, og jeg er sikker på, at vi ville have været skilt i dag, også hvis vi havde fået børn sammen."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Mine børn. At få børn er det vildeste, man kan gøre. Men samtidig føler man, at man kvajer sig konstant og aldrig er god nok. Jeg har lige fået en opringning fra Felix’ børnehave om, at han har en dårlig dag og gerne vil hentes, så jeg sidder hele tiden og tænker på ham.

Der er ingen mænd lige for tiden. Jeg glæder mig til, at folk forhåbentligt snart begynder at kigge op fra deres telefoner, for jeg skal fandeme ikke swipe nogen. Hvad skal jeg skrive til en fyr, jeg har mødt på nettet? Det sker ind imellem, at der er mænd, der skriver ”Hi sexy” til mig, men som jeg plejer at svare: ”Talk to my brain and then you can have the rest.” Hvorfor sætter de sig ikke ind i, hvem jeg er, inden de går i gang med den sexsnak?

Jeg trives ret godt alene, og ved at være alene undgår jeg også alle de sindssyge skilsmisser, som jeg oplever hos mine veninder. Jeg får så meget opmærksomhed på scenen, og mine børn skal ikke have en mor, der går rundt med et knust hjerte. Jeg vil også gerne vise dem, at man sagtens kan være lykkelig alene. Jeg vil ikke gå og skamme mig over, at jeg ikke er i et forhold. Næ, giv mig en kop kaffe og et godt grin, så er jeg en lykkelig pige."

Hvor er du på vej hen lige nu?

"Jeg er på vej til at spille Deloris i forestillingen 'Sister Act'. Det er en forestilling, som handler både om at frigøre sig og slippe angsten. Det passer perfekt til mit liv lige nu. Jeg går selv og er i gang med at acceptere mig selv og min alder. Jeg glæder mig så meget til at gå ind på den scene. Der er dage, hvor jeg føler mig som en dårlig mor, men når jeg kommer ind på scenen, oplever jeg en kæmpe forløsning."

Hvad tænkte du på vej herhen?

"Hvor meget jeg elsker København i solskin, og så tænkte jeg på frihed – ja, det var altså inden, børnehaven ringede og sagde, at jeg skulle hente min søn.

Jeg har taget nyt flot tøj på i dag. I London kan du gå på gaden i lige det, du vil, uden at nogen kigger, men det er ikke så nemt i Danmark. Det er ikke onde blikke. Det er elevatorblikket, og nogle gange har jeg også fået bemærkninger som ”Nå-nå, du er nok i fuld krigsmaling hva’”?

I England gik jeg altid i farverigt tøj og masser af smykker, bandanaer og store hatte, hvis jeg havde lyst. Jeg har haft det svært med min påklædning, siden jeg flyttede hertil for 17 år siden. Jeg kan ikke gøre for det, men jeg tænker altid over, at jeg ikke skal tiltrække for meget fokus på mig selv, men hvis jeg pynter mig eller gør noget ekstra ud af mig selv, som jeg elsker, får jeg de der blikke. Det er i hvert fald den følelse, jeg får.

Jeg tror, det er Janteloven, der spiller ind, men det er heldigvis ved at ændre sig. Jeg har det godt med at pynte mig, og jeg bliver glad af det, så i dag valgte jeg at være ligeglad og være mig."