Kære single-kvinder: Drop nu jeres prinsesse-drømme og få styr på jeres eget kærlighedsmønster

Jeg læste for nylig klummen "Derfor er singlemænd over 35 virkelig op ad bakke", der handler om, at alle de gode mænd er taget, når man når op i en vis alder.

Men hvad nu, hvis det ikke er manglen på gode, ordentlige mænd, der er tilfældet - men manglen på bevidste kvinder med orden i deres kærlighedsmønstre og overbevisninger, der er tilfældet?

Og hvad nu, hvis det ikke er "ham, der er bange" – men dig, der er bange? Uden at du faktisk er bevidst om det?

Og her kommer de virkelige udfordringer så ind i billedet – det er i hvert fald min erfaring med emnet efter 10 år som Mastercoach, hvor jeg har haft fokus på netop de mønstre, vi har liggende i vores underbevidsthed.

Prins Charming findes ikke

Vi kvinder (og jeg tillader mig at generalisere en smule, da jeg ved, at dette fænomen er usandsynligt udbredt) er opfostret på prinsesseeventyr, Disney-tegnefilm og romantiske noveller. Og det starter allerede i 2-3 års alderen, hvor vi så småt begynder at blive udsat for disse fortællinger.

For nyligt læste jeg højt for min 3-årige datter i en eventyrbog, fyldt med de mest populære historier. I hver og en af dem bliver prinsessen beskrevet i vendinger som: smuk stemme, en skønhed, drømmende, perfekt, ventende på kysset, reddet af prinsen osv. You get the picture.

Når dette er kvindebilledet, vi bliver fodret med som små piger, ja så skaber det en – på det ubevidste plan – dyb forventning om, at sådan ser virkeligheden ud. For en pige på 3, 4, 5 år bliver dette pludselig idealet – både for, hvordan hun selv skal være (perfekt!), men også for hvordan manden skal være (prinsen, der redder hende og sørger for, at hun er lykkelig).

Det giver næsten sig selv, at det ikke kommer til at lykkes, nogen af delene.

Og det ved vi faktisk godt med vores voksne kvindehjerne, men indeni sidder den lille pige stadig og forventer, at lige om hjørnet kommer redningsmanden ridende på den hvide hest. Ham, hvis efternavn passer perfekt til dig, og hvis gener laver slangekrøller, det er klart.

Den virkelig redning...

... Består dog i at kunne opfylde sit eget behov uden hjælp fra en mand. Ja, det lyder jo lidt kynisk, men det er det faktisk ikke ment som. For når du ubevidst hele tiden forventer, at der skal komme en mand og "redde" dig (fra dig selv!), så ligger du også din lykke i hænderne på en, som faktisk ikke har til opgave at skabe den lykke.

Det har nemlig kun du til opgave at gøre.

Kun du kan opfylde dine behov.

Kun du kan skabe dit liv. Også dit kærlighedsliv.

Hvis du hele tiden har en følelse indeni af mangel, vil denne følelse også manifestere sig i din ydre verden. Og du kan være stensikker på at møde adskillige mænd, der giver dig netop denne følelse af mangel lige så snart, den første måneds tid er gået. Ham, som fuldstændig styrer dit humør – indirekte, for han har nok ikke bedt om det – afhængigt af hvor mange sms'er han sender eller ikke sender.

Hvis du derimod selv opfylder dine behov for kærlighed, omsorg, frihed, tryghed, samhørighed (uden en mand, ja), vil du gå kunne gå ud i verden helt opfyldt og tiltrække en mand, der matcher det. Lige tiltrækker lige (på det ubevidste plan), og det gælder også i kærlighed.

Barndomsmønstre

En anden og særlig hardcore udfordring ligger i de kærligheds-kodninger, vi har fået med fra barndommen. Den relation, du har haft til din første primære omsorgsgiver, danner skabelonen for, hvordan 'sand kærlighed' skal se ud i dit voksenliv. Og ikke bare "skal se ud" – men skal se ud som i: 'jeg vil gøre de vildeste krumspring, også selvsabotage, for at det skal se sådan ud.'

Og det gør du så.

Et eksempel: Du ønsker dig en følelsesmæssig intelligent mand, som ser dig, og som giver dig al den opmærksomhed, du længes efter. Det er jo et dejligt ønske. Problemet er bare, at du nærmest hver gang alligevel ender med ham, som ikke rigtig vil dig. Ham som er følelsesmæssigt fraværende og bare ikke rigtig ser, hvor fantastisk du og det, I har sammen, er.

Du vælger enten at konfrontere ham, lade som om, at det ikke gør ondt og lukke dit hjerte ned - eller skynder dig ud for at finde en anden, som helt sikkert kan give dig det, du længes efter.

Sådan cirka.

Men det er faktisk din kærlighedsskabelon, der er grunden til, at du ikke er sammen med ham den første. Hvis du eksempelvis har haft en meget følelsesmæssigt fraværende mor eller far som barn – en mor eller far, som aldrig rigtig forstod og så dig som dig, og som måske endda var en smule kolde i deres måde at vise dig kærlighed – så er det præcis det, der er blevet din skabelon for, hvordan 'sand kærlighed' skal se ud. Og derfor vil du også med din underbevidsthed gå fuldstændig (ubevidst) målrettet efter den mand, som du kan genskabe denne, din første kærlighedsrelation, med.

Du ønsker således slet ikke en ligeværdig mand at være sammen med - du ønsker faktisk dybt inde at smelte sammen med din første primære omsorgsgiver igen. På den måde ønsker dit bevidste selv ham den første, mens dit ubevidste selv ønsker ham den anden. Og desværre for dig vinder din ubevidste del stort set altid, medmindre du rydder op i dine gamle overbevisninger og kan stoppe dig selv, inden du falder i fælden næste gang.

For jeg kan godt forstå frustrationen over, at du gør 'alt det rigtige' og alligevel ikke finder ham den rigtige. Men det behøver faktisk ikke at være så svært, som du (læs: rigtige mange kvinder) gør det til.

Det kræver dog en ny vinkel på kærligheden – nemlig den, hvor du opdager, at det, de mænd, du møder, har til fælles, er dig! Og det er derfor også dig, der har ansvaret for at gøre noget anderledes, hvis du ønsker at få et anderledes resultat. Og det er jo egentlig (når man lige kommer sig over det provokerende i det) en god nyhed, for så er det også dig, der bestemmer, hvad du rent faktisk vil have.

Høje krav

Så kære kvinder, der frygter, om I sætter urealistiske høje krav, når I konstant lader jer skuffe i jagten på ham den rigtige:

Nej, det mener jeg absolut ikke, at I gør. Tværtimod synes jeg, at vi stiller alt for lave krav. Til os selv.

For helt ærligt. Selvfølgelig er der da en masse mænd derude, som bare skal have lov til at blive i deres Kødby. Men der er også masser af fantastiske mænd derude, som bare venter på at blive plukket af hende, som har styr på sine gamle, out-datede reaktionsmønstre, og som selv kan opfylde sine behov og derfor ikke får et ucharmerende skær af desperation over sit ellers smukke ansigt hele tiden.

Det er ikke nødvendigvis (altid) mændene, den er gal med. Jeg mener, at vi kvinder skal hanke lidt op i selvansvaret og få kigget vores egen kærlighedsbagage igennem, inden vi kaster alt mudderet i en anden retning.