Kære Robak: “Hvor meget må man ringe og sms’e til sin flirt?”
Er jeg ved at skræmme min flirt væk med alle mine sms’er og opkald, spørger en læser. Læs svaret fra Go’morgen Danmark-vært Michael Robak, der hver uge tager stilling til livets små og store dilemmaer.
Kære Robak,
Hvor tit dater, sms'er og ringer man, når man har mødt en dejlig mand? Det er så nyt, at jeg går på listefødder og er bange for at presse for meget på af skræk for, at han så ikke gider mig.
Kort fortalt mødte vi hinanden for snart tre uger siden. Det var ham, der tog initiativet, og inden vi skiltes, udvekslede vi telefonnumre og aftalte at ses. Inden jeg nåede hjem, havde han sendt to søde sms'er. Vi er 48 og 55 år. Vi har nu set hinanden flere gange og blandt andet været i sommerhus, hvor vi løb, dyrkede yoga, sex, lå på sofaen og gloede. Total fed lykke.
Efter sommerhusturen sendte jeg en laaang mail til ham, hvor jeg skrev, at jeg var ved at blive forelsket, og at jeg aldrig har mødt nogen, der på så kort tid har ramt mit hjerte. Vi mødtes et par dage senere, og der sagde han, at det med at forelske sig er at sidestille med akut sindssyge, så det skulle jeg passe på med.
Jeg aner ikke, hvilket ben jeg skal stå på, jeg har lyst til at sms'e og ringe til ham. Men han har ikke behov for kontakt hele tiden. Er det mig der har kastet min kærlighed på den forkerte, eller skal jeg slå koldt vand i blodet og lade ham få tid?
Han siger, at han har det helt fint i sit eget selskab, men savner en at dele en flaske rødvin med lørdag aften. Er det bare det han vil? Jeg er sindssygt forvirret og herre-bange for at skubbe ham væk, hvis jeg skriver og ringer for meget.
De bedste hilsner
Lotte
Kære Lotte,
Det her er tilsyneladende blevet et klassisk dilemma i den moderne tidsalder: Kvinder vil kommunikere mange gange om dagen og kan ikke forstå, hvis manden ikke har det på samme måde. Du er ikke alene!
Nu generaliserer jeg, men de fleste mænd synes, sms'er, telefonsamtaler og mails mest skal bruges til korte, praktiske beskeder – ikke til opdateringer på, hvor kærlighedsbarometeret står en tilfældig eftermiddag eller en sen aftentime.
Jeg kender flere mænd, der har følt sig oversvømmet af (velmenende) kvinders syndflod af (kærlighedsfulde) beskeder. Man kan ikke ringe en forelskelse hjem. Eller sms'e sig til en mands kærlighed. Hvis I bliver et rigtigt kærestepar, sker det uafhængigt af antallet af beskeder og mails. Derfor synes jeg, at du skal ændre strategi. I stedet for at forvente en masse kærlighedsfuld kommunikation, så lav aftaler med ham i stedet. Hvis du ved, at I skal mødes næste fredag, så overlever du formentlig også, at der er lidt stille mellem jer på sms og mail. I har det tilsyneladende skønt, når I er sammen.
Om han er den rigtige må tiden vise, men hans bemærkning om, at forelskelse er en form for sindssyge, du skal holde dig fra, kan tyde på, at han ikke rykker så hurtigt som dig. Og jeg tænker, at du måske kan ende med at skræmme ham væk allerede her i den indledende fase.
Så træk vejret dybt. Gå rundt om stuebordet 12 gange, når du får lyst til at oversvømme den nye mand med laaange beskeder. Ring til en veninde. Skriv i din dagbog. Hvis han er ægte interesseret, skal han nok komme rigtigt på banen.
LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Hvordan møder jeg en sød fyr, som ikke kun er interesseret i sex?”
LÆS OGSÅ: Kære Robak: ”Hvordan rummer jeg min provokerende ven?”
LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Hvordan får jeg min mand til at slukke for tv og computer?”