Kære Robak: “Min kæreste vil ikke se mig, når hans datter er på besøg”
Min kæreste inviterer mig ikke over, når han har sin datter. Hvad gør jeg, spørger en læser i ugens brevkasse. Læs svaret fra Go’morgen Danmark-vært Michael Robak, der hver uge tager stilling til livets små og store dilemmaer.
Kære Robak
Jeg er en kvinde i 20'erne med en kæreste i 40'erne. Han har "ældre" børn, men kun et hjemmeboende: En datter, som går i gymnasiet. Vi har været sammen i godt to år, jeg har været med ham og hans datter flere uger på ferie, mødt forældre, været på tur alene med hans datter osv.,osv.
Han har hende 14 dage ad gangen. Og når han er "børnefri", så bor vi stort set sammen i to uger. Jeg har sagt flere gange (på forskellige måder), at jeg ikke orker at bo 14 dage her og 14 dage der. Han inviterer mig aldrig rigtig over, når han har sin datter, og vi er aldrig hos ham, når han har sin datter. Hvordan skal jeg håndtere det?
Mvh Den Trætte
LÆS OGSÅ: Giv et abonnement i gave
Kære Trætte
Det vigtigste først: Jeg må forstå det sådan, at du er glad for din kærestes datter. Det er et godt udgangspunkt. Det er ikke altid nemt at være i en sammenbragt familie – uanset om man bor sammen eller ej. Hurra for det.
Du skriver, at du flere gange har sagt, at du ikke orker at have et opsplittet liv, som du har i dag. Det er godt: I et parforhold er tale guld og tavshed noget lort. Men noget kunne tyde på, at du ikke har været tydelig nok, når jeres situation er uændret. Jeg synes, du skal tage emnet op igen – og være meget konkret i dine ønsker. Hvad er det præcis, du gerne vil have? Er det to eller fem nætter, hvor I sover sammen i den periode, han har sin datter? Er det flere telefonopkald? Eller efterlyser du, at I lægger planer for, at I skal flytte sammen? Du skal være meget konkret og sørge for at tale om dig selv og dine egne forventninger. Afkræv ham nogle tydelige svar og aftaler, det er ikke rimeligt, at du ikke bliver hørt, men vær samtidigt villig til at indgå kompromisser. Og husk, at de fleste skilsmisseforældre er særligt sårbare og (til tider) irrationelle, når det handler om deres børn. Selvom det er lang tid siden, man er blevet skilt, kan man i årevis være plaget af dårlig samvittighed over for sine unger.
Indtil tingene falder på plads, så nyd, at du hver måned har 14 dage, hvor du kan hygge dig med dine veninder og rende rundt i plettet joggingtøj. Der skal nok komme en dag, hvor du kommer til at savne den frihed.
LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Min mand vil ikke have min mors hjælp”
LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Min eksmand og veninde er blevet gode venner”
LÆS OGSÅ: Kære Robak: “Min søns kæreste er irriterende og har ingen pli”